|
For smartphones: Om Hitlers planlagte invasion af England i 1940.
|
Luftkrigen over England 1940 - 41 Unternehmen Seelöwe Operation Sea Lion - den planlagte tyske invasion af England - |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
2015-08-12
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
|
(Dette er 5. afsnit i bogen: Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940. Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.) Unternehmen Seelöwe - Operation Sea Lion - den planlagte tyske invasion af England i 1940 [ Mine egne kommentarer i teksten er markeret med parenteser [ ] på denne måde. L.O. ]
Unternehmen Seelöwe var Hitlers trussel om en invasion af England i sommeren 1940. Efter Hitlers angreb på Vesteuropa den 10. maj 1940 og den efterfølgende evakuering af engelske hær fra Frankrig i maj / juni 1940 forventede Hitler en henvendelse fra den engelske regering om forhandlinger om en fredsaftale mellem de to lande. En fredsaftale tilsvarende den han havde indgået med Frankrig den 22. juni. Det stod hurtigt klart for Hitler, at England ikke ville tage initiativet til forhandlinger om nogen form for fredsaftale på trods af det militære nederlag i Frankrig og evakueringen Dunkerque i maj / juni. Hitler startede derfor en nødtørftig planlægning af en invasion af England i slutningen af juni 1940. På grundlag af denne planlægning udstedte Hitler en (hemmelig) såkaldt førerordre (nr. 16) den 16. juli 1940111 til sit militær om at forberede en invasion af England. Hitler fremsatte selv et tilbud om forhandlinger om en fredsaftale med England i en tale den 19. juli 1940 i den tyske rigsdag. Da England - trods splid i den engelske regering om det - tilkendegav, at landet end ikke var indstillet på at forhandle om en fredsaftale, startede Hitler sit luftangreb mod RAF Fighter Command i juli 1940. For at kunne foretage en invasion af England, måtte Luftwaffe først have fuld kontrol over luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydlige England. For at opnå dette, måtte det engelske flyvevåbens jagerforsvar - RAF's Fighter Command - først nedkæmpes af Luftwaffe i en luftkrig. Selve invasionen blev aldrig startet. For at den skulle kunne lykkedes, var det en forudsætning, at det tyske flyvevåben - Luftwaffe - havde det fulde luftherredømme over Den Engelske Kanal og det sydlige England. Det opnåede Luftwaffe ikke indenfor den fastsatte tidsramme. Uden det fulde luftherredømme over Den Engelske Kanal, ville den engelske søkrigsflåde - Royal Navy - i løbet af nogle dage samle krigsskibe nok til at vanskeliggøre eller helt standse overførslen af forsyninger til den tyske invasionsstyrke, der ville være blevet landsat i England. Uden kontinuerlige forsyninger, ville en landsat invasionsstyrke være ukampdygtig i løbet af en uges tid. Med det fulde luftherredømme ville Luftwaffe med deres Ju 87 Stuka styrtbombefly kunne have tilført Royal Navy's flåde af destroyere og minestrygere i Den Engelske Kanal store tab. Luftwaffe havde i 1940 dog ikke bomber, der var kraftige nok til at gennembryde de engelske slagskibes panser, og Luftwaffe havde ingen erfaringer med torpedoer kastet fra fly.
Tyskerne ville i 1940 kun kunne nedkæmpe de engelske slagskibe med miner og ubåde, så spørgsmålet om dette kunne lykkes for tyskerne i tilstrækkeligt omfang. For at Luftwaffe kunne få det fulde luftherredømme over området, var det - som allerede nævnt - nødvendigt først at nedkæmpe RAF's jagerforsvar - Fighter Command - i Sydengland. Efter Hitlers planer skulle det være sket i løbet af august 1940. Luftwaffe prøvede at nedkæmpe Fighter Command
i august/september 1940, men dette mislykkedes, se evt.
Den 16 / 17 september 1940 udsatte Hitler derfor foreløbig invasionsplanen Unternehmen Seelöwe. Operationen blev dog aldrig senere forsøgt gennemført.
1.1 Var Unternehmen Seelöwe et bluff nummer fra Hitlers side? forstået på den måde, at hele planen fra start af skulle være udtænkt som et stort bluff nummer. Det er blevet antydet fra flere sider. Nedenfor forsøger jeg at afklare myten. Hvad var Hitlers syn på England? I sit politiske manifest "Mein Kampf" fra 1923 omtaler Hitler England med en vis respekt. Hitler havde ikke noget "arvefjendskab" i forhold til England. Hovedmålet for Hitlers ekspansionstrang efter mere "Lebensraum" var ikke kolonier i oversøiske områder, men derimod østeuropæiske landområder rige på råstoffer og/eller med god landbrugsjord. England og Tyskland havde et fælles problem: Mangel på råstoffer og fødevarer. Populært sagt, ville England være det forkerte sted for Tyskland at bruge krudtet, hvis hovedproblemet var et "Lebensraum" med forsyningsmuligheder. En forestilling om, at Hitler havde et ønske om dominans på verdenshavene og i koloniområderne har ikke nogen holdepunkter. Hitler ønskede at dominere på det europæiske fastland. Man kan let forestille sig en synergi vision for Hitler om, at han herskede på det europæiske fastland, og England på verdenshavene og i kolonierne. De nævnte synspunkter taler ikke for, at Hitler skulle have noget ønske om at invadere og besætte England. Han skulle blot have neutraliseret landet som krigsmodstander. Som konsekvens af det ovenstående havde det tyske militær - die Wehrmacht - før 1940 heller ikke gjort nogen seriøse forberedelser - hverken planlægningsmæssigt eller materielmæssigt - med henblik på at skulle invadere og besætte England, end ikke føre krig mod England. Det mest oplagte våben for Tyskland i en krig mod England ville have været et større antal ubåde. Det var et våben tyskerne havde meget erfaring med fra Første Verdenskrig, og som England - på grund af sin afhængighed af forsyninger udefra - var meget følsom overfor. Selv det begrænsede antal ubåde Tyskland faktisk havde i 1940, viste sig at blive en meget alvorlig trussel for England. England erklærer Tyskland krig! Men England havde - til Hitlers tilsyneladende store overraskelse - følt sig forpligtet til at erklære krig mod Tyskland krig den 3. september 1939 på grund af Tysklands invasion af Polen. Frankrig erklærede Tyskland krig samme dag. For Hitler drejede det sig nu om, at få krigserklæringerne ombyttet med fredsaftaler. Englands og Frankrigs krigserklæringer mod Tyskland
medførte umiddelbart ingen krigshandlinger af betydning. Hverken England
eller Frankrig var klar til at starte et angreb på Tyskland i 1939. Se evt.
Hitler kom deres planer om angreb i forkøbet. Den 10. maj 1940 startede Hitler sit angreb mod Vesteuropa. I løbet af 6 uger havde Holland, Belgien og Frankrig kapituleret, og England havde trukket sin hær hjem fra Frankrig. Frankrig indgik fredsaftale med Tyskland den 22. juni 1940. England var fra den dag alene i krig med Tyskland. Efter evakueringen af den engelske hær fra Dunkerque og Frankrigs kapitulation i juni 1940 var der et ønske i engelske regeringskredse for i det mindste af komme i dialog med Hitler for at få prøvet at stoppe den krig, der nu herskede mellem de to lande. Englands nye konservative premierminister Churchill fik med
støtte fra Labour (Arbejderpartiet) trumfet igennem, at England ikke
ville forhandle med Hitler under nogen omstændigheder.
Da Churchill end ikke ville forhandle, måtte Hitler lægge et pres på ham, eller nærmere på dem, som støttede Churchill. En trussel om tysk invasion ville være et godt middel, men - naturligvis - kun hvis det virkeligt så ud til at være alvorligt ment. Altså et stort anlagt og godt gennemtænkt bluff nummer. Men det er der ikke fundet noget bevis for, at truslen var fra Hitlers side fra starten af var tænkt som et bluff nummer.
Hitler afventer begivenhedernes gang Ud over at udstede en førerordre om invasionen (nr. 16 af den 16. juli 1940111) engagerede Hitler sig ikke i forberedelserne til invasionen af England på samme måde, som han havde engageret sig angrebene på Polen og senere på Vesteuropa dvs. Holland, Belgien og Frankrig. Af den nævnte førerordre fremgik det, at invasionen kun skulle starte, hvis det var nødvendigt, uden at det var specificeret, hvad der ville afgøre om invasionen nødvendig. Opgaven med at skulle nedkæmpe den engelske hær i England i
sommeren 1940, (efter at have sejret over Holland, Belgien of Frankrig) må umiddelbart have set yderst overkommelig ud for Tyskland.
Al den engelske hærs udstyr var blevet efterladt i området omkring
Dunkerque i Frankrig ved evakueringen i maj / juni 1940, se
Men den tyske hær skal først over Den Engelske Kanal, og det er lidt af et problem. Hitler forventer en løsning på problemet fra
værnemagtens overkommando. Men selv med Hitlers øjne, må den løsning,
overkommandoen fremkommer med,
have set meget hasarderet ud.
Da omfanget af opgaven (langsomt?) går op for Hitler, trækker han selvfølgelig ikke selve truslen tilbage. Truslen alene afholder under alle omstændigheder den engelske hær fra at blive engageret sig uden for England så længe truslen forekommer troværdig. På basis af overkommandoens løsningsforslag udsteder Hitler en ny førerordre (nr. 17 af den 1. august 1940114), og afventer fortsat blot begivenhedernes gang uden at engagere sig.
Om synspunkter vedrørende bluff nummeret: The Second World War. Europe and the Middeterranean, The West Point Military History Series, New York 2002 (B)30, kapitel 3, side 83: Legacy of the Battle of Britain, eller J.F.C. Fuller: The Decisive Battles of the Western World, Volume III, third impression, London 1963, kapitel 10, side 410223.
2 Optakten til planlægningen af Unternehmen Seelöwe Efter Tysklands
angreb på Polen den 1. september 1939 havde England og Frankrig sammen erklæret krig mod Tyskland den 3. september 1939. Se evt.
England havde sendt størstedelen af sin hær til Frankrig i de følgende måneder. Men hverken Frankrig eller England var forberedt til at indlede nogen større militære aktioner mod Tyskland som følge af krigserklæringen. Det blev kun til små spredte krigshandlinger og skinangreb. Det var Tyskland, der indledte de massive krigshandlinger mellem parterne ved sine angreb mod Vesteuropa i april og maj 1940. Den 10. maj 1940 startede Tyskland sit angreb mod Holland, Belgien og Frankrig. Efter et par ugers kampe var nederlaget for Holland, Belgien, Frankrig og den engelske hær i Frankrig en kendsgerning. Allerede 4 dage efter
starten - den 14. maj - gennembrød
den tyske hærgruppe A den engelsk / franske forsvarslinje ved Sedan, og
rykkede frem mod Den Engelske Kanal syd om den engelsk/franske
hovedstyrke. Se evt.
Den 20. maj nåede den tyske hærgruppe A den franske by Abbéville ved kysten ud til Den Engelske Kanal. Størstedelen af den engelske hær og den mest veludrustede af den franske var derved indesluttet, og de kunne kun undslippe tilintetgørelse eller overgivelse ved at blive evakueret fra den franske havneby Dunkerque over Den Engelske Kanal til England. På grund af en tredages stopordre fra Hitlers side til hærgruppe A, nåede den tyske hær ikke omringe den engelske hær og afskære den fra at nå ud til Den Engelske Kanal ved havnebyen Dunkerque. Omkring Dunkerque
nåede englændere og franskmændene at befæste byen og kystlinjen på begge sider, og
derved sinke den tyske
fremrykning mod selve byen. Englænderne og en del franske soldater fik derved muligheden
for at slippe væk over havet fra Dunkerque inden tyskerne havde
nedkæmpet byens forsvar. Se evt.
Det lykkedes
englænderne at få evakueret praktisk taget hele den engelske hær fra det
indkredsede område samt en
lille del af den franske hær. Der blev evakueret 338.000 mand i alt, men
soldaterne måtte efterlade alle våben og
køretøjer i Dunkerque. Se evt.
Efter Frankrigs efterfølgende våbenstilstandsaftale med Tyskland den 22. juni 1940 var England det næste år frem det eneste land, der aktivt var i krig med Tyskland.
3 Churchill vil ikke forhandle med Hitler Englands nye premierminister efter den 10. maj 1940 var Winston Churchill. Churchill blev udnævnt til premierminister og forsvarsminister samme dag, som Hitler startede sit angreb mod Holland, Belgien og Frankrig. Churchills regeringsmagt fra den 10. maj var baseret på en samarbejdsregering bestående af Churchills eget konservative parti og Arbejderpartiet. Dette forhold - sammenholdt med Churchills karisma - bevirkede at han i praksis hurtigt fik næsten samme magt til at lede Englands krigsførelse, som Hitler havde til at lede Tysklands. Hitler havde - som nævnt ovenfor - ikke noget ønske om at føre krig mod England. England manglede de samme råstoffer og fødevarer, som Tyskland manglede. I Hitlers ideverden17 skulle Tyskland herske på det europæiske kontinent, og forsyne sig med råstoffer og fødevarer fra et germansk "Lebensraum" i Østeuropa. Ved en "frivillig" fredsaftale med England var det idéen, at England skulle "tilbagelevere" de tidligere tyske kolonier i Afrika, men givetvis fortsat kunne herske i sine egne kolonier og på verdenshavene. Det ville være for stor en mundfuld for Tyskland, at skulle overtage administrationen af hele Det britiske Statssamfund. Men det forudsatte alt sammen forhandlinger med England for at få en "fornuftig" aftale i stand. Efter våbenstilstandsaftalen med Frankrig den 22. juni 1940 ønskede Tyskland også krigshandlingerne med England afsluttet, så Tyskland kunne vende sig mod Sovjetunionen uden at skulle føre en tofrontskrig. En fredsaftale med England ville give Tyskland muligheder for uforstyrret at få forsyninger via søvejen af ex. malm fra Sverige. I betragtning af Englands vanskellige situation efter nederlaget i Nordfrankrig forventede Hitler en anmodning om fredsforhandlinger fra den engelske regering. En sådan anmodning havde allerede været diskuteret i det engelske krigskabinet under Dunkerque krisen72, men Churchill havde til slut - den 28. maj - sat sig imod enhver form for fredsforhandlinger, og fået opbakning til det i regeringen og parlamentet. Hitler ventede derfor forgæves på henvendelser fra den engelske regering. Den 16. juli 1940 - knap 4 uger efter fredsaftalen med Frankrig - udstedte Hitler derfor førerordre nr. 16105. Ordren gik ud på at planlægge en invasion af England og gennemføre den, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Operationen fik kodenavnet Unternehmen Seelöwe. Hitlers overvejelser blev ikke på nogen måde søgt hemmeligholdt. Hitler proklamerede tydeligt sine intensioner med hensyn til England i en tale i den tyske rigsdag den 19. juli 1940. Den del af Hitlers tale, der omfattede forholdet til England, startede med et kraftigt udfald mod Churchill. Den blev afsluttet med en opfordring til fredsforhandlinger, uden at der på forhånd blev fremsat nogen specifikke krav fra Hitlers side. Det var en sidste opfordring fra Hitlers side til fredsforhandlinger med England. Svaret fra England kom indirekte i form af en radiotale holdt den 22. juni af den engelske udenrigsminister Lord Halifax. Han proklamerede, at Hitler ville ikke komme nogen vegne uden at have nedkæmpet England først199.
Reaktionen på den engelske afvisning var, at Hitler nu satte generalstaben for Tysklands væbnede styrker - OKW - Oberkommando der Wehrmacht - i gang med planlægningen af en invasion af England - kaldet Unternehmen Seelöwe. I sin førerordre nr. 16 af 16. juli 1940100 taler Hitler om, at det kan blive nødvendigt at foretage en invasion af England for at få en fredsaftale i stand. Truslen fremsættes af Hitler helt åbenlyst i den tyske rigsdag. Hele iscenesættelsen af angrebsplanen
antyder, at den mere skulle være et middel til at skræmme England. Det er meget
usandsynligt, at Hitler egentlig ønskede at gennemføre den som planlagt.
Men de tanker holdt Hitler for sig selv. Se
punkt 1.1 og afsnittet
Det danske "Billed-Bladet" kunne i august 1940 - til trods for at landet var besat af tyskerne - offentliggøre en kortskitse over angrebsplanerne! Men det var især bemærkelsesværdigt, hvor lidt Hitler tilsyneladende interesserede sig for selve planlægningen af invasionen - i grel modsætning til de mange udsagn om, hvor meget han havde blandet sig i angrebet på Vesteuropa nogle måneder før. Efterfølgende viste det sig, at Hitler i al hemmelighed var optaget af at diskutere et angreb på Sovjetunionen. I de samme uger af juli 1940, hvor Hitler udsteder sin ordrer om planlægning af et angreb på England, afslører Hitler i al fortrolighed overfor sine øverste generaler, at han planlægger en invasion af Sovjetunionen i foråret 1941216! En langvarig krig med England på landjorden i efteråret 1940 ville uundgåeligt betyde, at Hitler ville blive nød til at udskyde invasionen af Sovjetunionen et år. Tre ting forekom bemærkelsesværdige i forbindelse med planlægningen af et angreb på England:
5 Hvordan skulle invasionen iværksættes Ideen var, at den samlede tyske værnemagt - die Wehrmacht - hær, flåde og flyvevåben - Heer, Kriegsmarine og Luftwaffe - skulle være klar til invasionen den 15. august 1940 - altså efter kun en måneds forberedelser! Der var - før førerordre nr. 16 blev udstedt - ikke foretaget noget egentligt detaljeret planlægningsarbejde i den tyske generalstab - OKW - vedrørende en mulig invasion af England. Invasionsplanen blev baseret på, at Luftwaffe fik landsat soldater med fly, så de kunne etablere et brohoved og holde dette, indtil den tyske Kriegsmarine i løbet af de næste par dage fik landsat et større antal divisioner på den engelske sydkyst. Landsætningen skulle i vidt omfang baseres på transport med flodpramme klargjort til formålet, da Tyskland langt fra havde det nødvendige antal større fragtskibe eller færger til disposition. Hærstyrkens størrelse var fastsat ud fra en plan om, at den - i løbet af kort tid - kunne trænge den engelske hær nordpå til en linje på højde med The Wash. På dette stadium regnede tyskerne så med, at England ville bede om fredsforhandlinger. Den samlede tyske hærstyrkes størrelse var i første omgang planlagt til at være på 40 divisioner, heraf skulle 10 divisioner landsættes den første dag. Landsætningen skulle ske over en strækning på 200 km af den engelske sydkyst mellem Dover og Portsmouth. Senere i planlægningsfasen, den 27. august 1940, da der var mere oversigt over de reelle muligheder, blev styrken reduceret til 25 divisioner, og landsætningsområdet indsnævret til en strækning på 120 km på kysten mellem Folkstone og Brighton. Forudsætningen for at iværksætte invasionen var - som nævnt i indledningen - at Luftwaffe havde opnået fuld kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydlige England.
Forudsætningen for succes var
Problemet for invasionsstyrken med at komme over Den Engelske Kanal var, at den tyske søkrigsflåde - Kriegsmarine - kun var en brøkdel af den engelske - the Royal Navy. Den engelske søkrigsflåde ville nemt kunne stoppe invasionen, selv om det ville ville vare flere dage at samle en flåde af minestrygere, destroyere, krydsere og slagskibe i Den Engelske Kanal. Den eneste måde, tyskerne kunne prøve at kompensere for dette misforhold, var
Tyskernes plan var, at deres lette Ju 87 Stuka styrtbombefly skulle uskadeliggøre de engelske destroyere og minestrygere, der slap igennem minefelterne. Men tyskerne havde i 1940 ikke bomber, der kunne uskadeliggøre de engelske slagskibe, så ubåde skulle angribe de større engelske krigsskibe i begge ender af Den Engelske Kanal. Tysk kystartilleri ved Cap de Gris Nez skulle beskyde engelske krigsskibe, der kom nær Calais - Dover området. Afstanden fra Cap de Gris Nez til Dover er 32 km. England havde i efteråret 1940 ikke opstillet noget kystartilleri af betydning ved kanalkysten. Som allerede nævnt ville ovennævnte plan kun kunne sikre invasionsforsøget i dagene indtil et antal krydsere og slagskibe fra the Royal Navy ville ankomme til området. Under slagskibenes beskyttelse ville minestrygere have mulighed for at kunne åbne farvandet, og engelske krydsere og destroyere ville kunne gøre det vanskelligt at få forsyninger over Den Engelske Kanal til den tyske invasionsstyrke, der var kommet over.
6.1 Kunne Luftwaffe have sejret? Kunne RAF's Fighter Command overhovedet have tabt slaget om luftrummet over Den Engelske Kanal og Sydengland i august og september 1940? Ja - havde Luftwaffe gjort sit hjemmearbejde ordentligt kunne de ifølge en vurdering af Air Vice-Marshal J.E. Johnson let have vundet slaget. Grundlaget for udsagnet redegør "Johnnie" Johnson i sine bøger "Glorious Summer" fra 1990 (skrevet sammen med Wing Commander P.B. Lucas)218 og "The Story of Air Fighting"219. Hvis Fighter Command havde tabt slaget, ville den engelske flåde - Royal Navy - ikke kunnet have stoppet en tysk invasion, men efterfølgende ville flåden kunne have vanskelliggjort forsyningerne til den tyske hær i England i en sådan grad, at invasionen sandsynligvis måtte opgives.
7.1 Logistikproblematikken ved selve invasionsforsøget Det væsentligste problem for at starte invasionen var af logistisk art, dvs. at planlægge og gennemføre transporten af en større tysk hærstyrke med al dens tunge udstyr - herunder kampvogne - over Den Engelske Kanal. Hvor stor en mængde krigsmateriel, der kunne komme på tale, kan man få et indtryk af fra de allieredes invasion af Vesteuropa i juni 1944. Behovet for hver soldat, der skulle deltage i denne invasion, var 7 tons! (Tallet 7 tons er fremkommet ved at dividere den samlede vægt af alt krigsmateriellet overført ved invasionen- inkl. tunge kampvogne - med antallet af soldater.) 25 divisioner á 12.000 mand ville således kræve overførsel af op mod 2 mill. tons forsyninger. Den tyske hær kunne helt sikkert klare sig med mindre, men ikke meget mindre. De op mod 2 mill. tons udstyr skulle overføres i selve invasionsfasens første dage. Tyskland disponerede ikke over fragtskibe eller større færger i noget væsentligt antal i forhold til behovet. Et større fragtskib kunne i 1940 typisk laste 5.000 tons, men krævede brugbare havnefaciliteter på begge sider af Den Engelske Kanal. Den eneste praktiske løsning ville derfor være, - i vid udstrækning - at benytte det meget store antal flodpramme, tyskerne havde til disposition, og lade prammene landsætte styrkerne og materiellet direkte på stranden. Det krævede dog en mindre ombygning af flodprammene. En stor flodpram med eget maskineri kunne typisk laste 1.000 tons, en flodpram uden maskineri 500 tons. Flodpramme uden eget maskineri ville blive trukket frem af slæbebåde, typisk skulle en slæbebåd trække 2 - 4 flodpramme. Det lykkedes den tyske flåde - Kriegsmarine - i løbet af august 1940 at komme til at disponere over ca. 2400 flodpramme af forskellig størrelse. Med det antal fartøjer regnede tyskerne med, at det ville kræve en uge med stille vejr at overføre invasionsstyrken. I Den Engelske Kanal er det erfaringsmæssigt noget, man kun kunne forvente i forårs- eller sommerperioden. Prammene, der var bygget til flodsejlads, ville ikke kunne klare hårdt vejr i åbent farvand som Den Engelske Kanal. De ville simpelthen kæntre. 7.2 Den efterfølgende logistikproblematik Skulle det lykkedes for tyskerne af få den planlagte invasionsstyrke over Den Engelske Kanal, og få indtaget nogle havnebyer ex. Dover, ville det næste logistikproblem hurtigt tone frem. Hvordan ville tyskerne kunne få tilstrækkelige konstante forsyninger til hæren over Den Engelske Kanal i al den tid, kamphandlingerne i England ville stå på. Tal fra de allieredes invasion i Vesteuropa i 1944 viste, at hver soldat i kamp på fjendtligt område har brug for ca. 1 tons forsyninger om måneden. Med den målestok ville 25 tyske divisioner kræve 300.000 tons forsyninger om måneden eller 10.000 tons om dagen. I vinterhalvåret ville brug af flodpramme til transport af de løbende forsyninger til den tyske hær i England være udelukket på grund af vejret. Forsyningerne skulle fragtes over Den Engelske Kanal på færger eller fragtskibe, der ville kræve havneanlæg for at laste og losse. Sådanne skibe havde tyskerne ikke til disposition i det fornødne antal, og brugbare havneanlæg - i Calais - Dover området af Den Engelske Kanal - var det også småt med. Ved starten af invasionen ville englænderne ødelægge alle brugbare havne på engelsk side af Kanalen, før de trak sig tilbage fra dem. Senest en uge efter invasionens start kunne man forvente, at Englands flåde - the Royal Navy - ville have fået flyttet en flådestyrke med store krigsskibe - krydsere og slagskibe - til Den Engelske Kanal med det formål, at blokere forsyningerne til den tyske hær i England. Selv om det tyske Luftwaffe stadig måtte have luftherredømmet over Den Engelske Kanal, havde de i 1940 ikke bomber kraftige nok til at bryde igennem et typisk engelsk slagskibs panserbeklædning. Slagskibene ville kun være truet af tyske ubåde eller om natten også af små motortorpedobåde. Slagskibene ville derfor fra et område uden for det tyske kystartilleris rækkevidde kunne skyde tyske forsyningsskibe på vej over Den Engelske Kanal i sænk. Overfor små pramme ville slagskibenes kanoner dog have en meget dårlig træfsikkerhed.
8 Invasionsplanen pr. den 27. august 1940 På grund af protester fra især Kriegsmarine accepterede Hitler den 27. august 1940 at invasionen skulle foregå på en betydeligt kortere kystlinje end den oprindeligt planlagte. Landsætningsområdet blev nu indsnævret til den 120 km lange kyststrækning mellem Folkstone og Brighton, og den styrke, det var planen at sætte i land, blev reduceret fra 40 til 25 divisioner. De 25 divisioner omfattede ca.: 260.000 mand, 62.000 heste og 34.200 køretøjer af enhver art - kampvogne, forskellige former for skyts, hestevogne, få lastbiler og stabsbiler, mm. En sådan styrkeforringelse var egentlig helt uacceptabel set fra hærens side!
Selve landsætningen skulle foregå i morgentimerne, et par timer efter højvande. Dvs. at det nødvendigvis skulle ske indenfor 3 dage i hver 14 dags periode. Fordelen ved at landsætte ved højvande er indlysende, men af hensyn til den kystgående strøm måtte selve landingstidspunktet vente til et par timer efter højvande. Efter højvande er strømmen i Den Engelske Kanal vest for Dover vestgående, således at landgangsfartøjerne, når de nærmede sig kysten østfra, sejlede med strømmen. Efter landsætningen skulle fartøjerne tilbage til udskibningshavnene for at hente den næste del af invasionsstyrken. For at komme til at sejle med strømmen tilbage - og i det hele taget komme fri af kysten - måtte fartøjerne vente til næste højvande begyndte, og så at vende tilbage med den østgående strøm. Landsætningsmulighederne var i efteråret 1940 fra den 7. september, fra den 22. september og fra den 6. oktober. Efter den 6. oktober blev landsætningsmulighederne anset for at være urealistiske på grund af risikoen for høj søgang (flodprammene ville kæntre) og færre timer med dagslys.
At Hitler - umiddelbart efter det store luftslag den 15. september - i al hemmelighed enten udsatte eller helt aflyste invasionen af England, blev klart ved det engelske efterretningsvæsens afkodning at en radiomeddelelse til Luftwaffes kommandocenter i Amsterdam. Meddelelsen blev
opsnappet den 17. september og afkodet af det engelske
efterretningsvæsens Ultra Intelligence. Se evt.
Den endelige ordre fra Hitler til at udskyde invasionen til foråret 1941 blev givet den 12. oktober 1940. Det var tydeligt, at England stadig skulle føle sig umiddelbart truet af et invasionsforsøg, for tyskernes beredskab og forberedelser i havnene ud til Den Engelske Kanal, fortsatte uanfægtet nogle måneder endnu. Forsvarsforberedelserne i England mod en tysk invasion fortsatte ligeledes uanfægtet. Dels kunne afkodningen være en misforståelse, og det var meget vigtigt, at tyskerne ikke opdagede, at det engelske Ultra Intelligence havde afkodet deres mest hemmelige kommunikationssystem. Kun en meget snæver personkreds var blevet orienteret den 17. september. I RAF blev kun en person, chefen for Fighter Command Air Chief Marshal Hugh Dowding, orienteret. Ingen af de, der blev orienteret måtte videregive informationen eller lade deres handlinger afsløre, at de havde kendskab til informationen.
Var den planlagte invasion af England i august / september 1940 en realistisk mulighed?
Englænderne frygtede med god grund en tysk invasion i efteråret 1940. Den engelske hær var næsten ukampdygtig, idet den havde måttet efterlade alle sine våben på Nordfrankrigs kyst ved evakueringen fra Dunkerque i maj / juni måned. Kodeordet, for at sætte det samlede engelske forsvar i alarmberedskab ved overhængende fare for en invasion, var "Cromwell". Den massive aktivitet, som det var tydeligt, at der foregik på tysk side op til den 7. september, sammenholdt med vejr- og tidevandsmæssige forhold, fik den engelske forsvarsledelse til at udsende alarmen "Cromwell" den 7. september 1940. Men Tyskland havde den dag endnu ikke fuld kontrol med
luftrummet over Den Engelske Kanal, og den tyske Kriegsmarine var endnu
ikke forberedt godt nok. Så en invasion var ikke på tale den dag. Den massive
aktivitet, der foregik på tysk side op til den 7. september, skyldtes
ikke, at et invasionsforsøg skulle startes den dag, men at Luftwaffe
gjorde klar til et skift i hele strategien i luftkrigen. Se evt.
Næste chancer for et invasionsforsøg med acceptable tidevandsforhold var omkring den 22. september og den 6. oktober. Det ville også være de sidste chancer for en rum tid. Efter 6. oktober ville vejrforholdene og det tiltagende mørke gøre et invasionsforsøg meget risikabelt, og tyskerne ville derfor være nødsaget til at udsætte det til tidligst næste forår. Havde Hitler ikke skiftet strategi for luftkrigen over
England netop den 7. september, kunne Luftwaffe stadig have vundet tilstrækkelig luftherredømme
inden den næste invasionsmulighed den 22. september.
Se evt.
Efter 6. oktober 1940 var næste mulige invasionsforsøg i foråret 1941. Men i foråret 1941 var den engelske hær blevet genoprustet og gjort kampdygtig, det engelske kystforsvar var blevet forstærket, og logistikproblemet for tyskerne - nævnt under punkt 5 - ville derfor blive tilsvarende større uden at de antallet af transportfartøjer ville være større. Hertil kom stadigvæk kravet om, at Luftwaffe først skulle skaffe det fulde luftherredømme over Den Engelske Kanal for at kompensere for den engelske flådes overlegenhed på havet. [ Invasionsforsøg i foråret 1941. Min konklusion vedrørende et invasionsforsøg i foråret 1941 er, at dette ikke ville kunne lykkedes for Hitler. Hitler forpassede muligheden for en succesfuld invasion af England ved ikke at have vundet luftherredømmet over i det mindste Den Engelske Kanal i august / september 1940. Krigsspillet - nævnt i punkt 12 herunder - støtter den antagelse. Hitler ville i foråret 1941 ikke kunne have vundet luftherredømmet over Den Engelske Kanal. Årsagen hertil er, at Fighter Commands radarbaserede varslings- og kampstyringssystem var blevet kraftigt udbygget og effektiviseret siden efteråret 1940. I august 1940 havde tyskerne en oplagt mulighed for hurtigt at sætte Fighter Command's radarbaserede varslingssystem totalt ud af funktion. Fighter Command ville derved været blevet gjort blind. Denne nemme mulighed for at blinde Fighter Command eksisterede ikke i 1941. Med et "blindt" jagerforsvar, ville Fighter Command skulle have benyttet et stort antal jagerfly udelukkende til kontinuerlig patruljering af luftrummet over Den Engelske Kanal. Dette ville have svækket Fighter Commands evne til at gå til modagreb med det resultat, at Fighter Command hurtigt ville blive nedkæmpet over Sydengland. Luftwaffe kunne i august / september 1940 have blændet Fighter Command ved præcisionsbombning mod de få og meget let sporbare radarstationer langs den engelske syd- og østkyst. Præcisionsbombningen kunne være sket med tyskernes lette Stuka Ju 87 dykbombefly beskyttet af Me109 jagerfly. Sådanne angreb blev forsøgt, men lykkedes ikke i tilstrækkelig grad. Årsagen var, at dykbombeflyene forsøgte at ramme radarstationernes høje spinkle antennestålmaster i stedet for de ubeskyttede bygninger i tilslutning til antennerne. Bygninger, der ville være lette mål, og som rummede alt det udstyr, der skulle til, for at få radarstationerne til at fungere. Tyskerne havde simpelthen ikke skaffet sig brugbare efterretninger om det engelske varslingssystems opbygning og betydning for Fighter Command, og de engelske radarstationers opbygning. Denne nemme løsning - med at blænde det engelske
forsvar - var ikke tilgængelig i foråret 1941. Der var sket en
videreudvikling af det engelske radarsystem, så varslingstjenesten også
dækkede landområderne og benyttede sig af andre betydeligt mindre iøjnefaldende
og bedre beskyttede radarstationer
spredt ud over hele Sydengland. ] Se evt.
[ Et hypotetisk spørgsmål trænger sig på - hvis Hitler havde vundet luftherredømmet over Den Engelske Kanal i august 1940, ville han så have iværksat den planlagte invasion? Spørgsmålet er egentlig ikke rigtig hypotetisk, for udsigterne til, at RAF's Fighter Command skulle hindre Luftwaffe i at få det omtalte luftherredømme over Den Engelske Kanal, var meget små i begyndelsen af august 1940. At Luftwaffe alligevel ikke vandt herredømmet - trods stor overlegenhed i kampstyrke og erfaring - skyldes deres næsten totale mangel på efterretninger om Fighter Commands varslings- og kampledelsessystem, flyvestationer, antal jagerfly og forsvarsstrategi. Svaret på spørgsmålet er - efter min mening - at Hitler alligevel ikke ville have iværksat den planlagte invasion, selv om Luftwaffe havde opnået det krævede luftherredømme. Som fremført i indledningen ovenfor havde Hitler ingen interesse i at besætte England. Det løste ikke hans problemer med ønsket om "Lebensraum", det ville nærmest afskære ham for at få løst det problem for en lang tid. En langvarig krig på engelsk jord og efterfølgende besættelse af England ville være så ressourcekrævende, at det ville tage år at få kræfter til et felttog mod Sovjetunionen. Havde Luftwaffe vundet luftherredømmet, kunne den sejr have været udnyttet på en anden måde end til at starte den planlagte en invasion i stor skala. Luftwaffe kunne - uden større tab - næsten have lammet det sydlige England, og derved på sigt sandsynligvis have fremtvunget en fredsaftale. Det ville have kunnet lade sig gøre ved at lade et par divisioner fra den tyske hær besætte et lille område - et brohoved - i det sydlige England og forskanse sig der. Ex. øen Isle of Wight ved Portsmouth. Derefter skulle der være anlagt et par flyvestationer på øen for optankning, armering og servicering af jagerfly Me109 og dykbombefly Ju 87. På den måde ville Luftwaffe kunne komme til at beherske hele luftrummet over det sydlige England, med - foruden London - byerne Portsmouth, Southampton, Bristol, Coventry og Birmingham. Ved at udstyre Luftwaffes jagerfly af typen Me109 med droptanke, kunne Luftwaffe yderligere have konsolideret sin beherskelse af luftrummet. Desuden ville Luftwaffe ved dagangreb og uden større tab af fly kunne:
med det resultat, at England sandsynligvis snart ville være modent til at indlede de fredsforhandlinger, som Hitler egentlig ønskede. Men det forudsatte som nævnt ovenfor, at Luftwaffe på forhånd havde luftherredømmet over Den Engelske Kanal og det sydligste England. L.O,]
I 1974 blev der gennemført et krigsspil på det engelske militærakademi - Royal Military Academy - i Sandhurst193. Blandt deltagerne var senior officerer fra England og Tyskland, her i blandt officerer, der havde deltaget i Anden Verdenskrig. Dommerpanelet bestod af tre engelske og
tre tyske officerer, der alle seks havde deltaget i krigshandlingerne
omkring Den Engelske Kanal. Se evt. afsnittet
Spillet gik ud på, at tyskerne startede et invasionsforsøg i september 1940. Som dommere var der tre tyske og tre engelske officerer fra henholdsvis hær, flåde og flyvevåben. Krigsspillets invasion startede den 22. september 1940, og forudsatte situationen, som den var den dag. Dvs. RAF's Fighter Command var stadig i stand til at forsvare luftrummet over invasionsområdet. Selve landgangsforsøget, med faldskærmslandsætninger, og landsætninger på kysten fra ombyggede flodpramme, lykkedes. Men nogle dage senere lykkedes det den engelske destroyerflåde at hindre overførsel ad søvejen af forstærkninger og nødvendige forsyninger til invasionsstyrken. De tyske styrker, der var blevet overført, ville på grund af manglede forsyninger blive nød til enten at overgive sig eller forsøge at blive evakueret. Ifølge spillet ville det ske allerede efter 6 dage - den 28. september 1940. Der var enighed blandt dommerne om resultatet. En kort gennemgang af ovennævnte krigsspil findes på adressen http://mr-home.staff.shef.ac.uk/hobbies/seelowe.txt (sidst tjekket 2014-11-01) Krigsspillet i sin helhed er gennemgået i bogen: Richard Cox: "Operation Sealion"403. Se afsnittet
12.1 Et gennemtænkt invasionsforsøg Den engelske militærhistoriker Martin Marix Evans har i 2004 udgivet en bog med titlen: Invasion! Operation Sealion 194044. I bogen gennemgår han, hvordan han forestiller sig en tysk invasion af England kunne være forløbet. Han baserer sin gennemgang på en omfattende forskning over ressourcer mm i engelske og tyske arkiver - og et solidt kendskab til topografien for invasionsområdet og det efterfølgende kampområde. I bogen går han ud fra, at tyskerne havde luftherredømmet over Den Engelske Kanal, da invasionen startede, men mister det over selve kampområdet. Tyskerne får landsat en invasionsstyrke, men de tyske hærstyrker bliver hurtigt afskåret fra tilstrækkelige forsyninger såvel ad luftvejen som ad søvejen. De må derfor opgive kampen efter 14 dage.
Før Hitlers angreb på Vesteuropa i maj 1940 havde øen England praktisk talt ikke noget moderne landforsvar. Man havde svært ved at se, hvilket land, der ville og kunne trodse den engelske flåde og angrib ø-landet. I tidsrummet mellem Englands krigserklæring mod Tyskland den 3. september 1939 og Tysklands angreb på Holland, Belgien og Frankrig den 10. maj 1940 var størstedelen af den engelske hær og praktisk taget alt dens moderne materiel blevet overført til Frankrig, for at England og Frankrig sammen kunne angribe Tyskland en gang i efteråret 1940. Hitler kom England og Frankrig i forkøbet ved at angribe Frankrig den 10. maj 1940. Den 26. maj 1940 havde tyskerne erobret den franske by Calais, der ligger lige over for den engelske by Dover, hvor Den Engelske Kanal er smallest - ca. 40 km bred.
13.1 Hvordan ville England have forsvaret sig, hvis Hitlers plan Unternehmen Seelöwe / Operation Sea Lion var blevet sat i værk? I begyndelsen af juni 1940 ville Englands hjemmeforsvar ikke være i stand til at drive en tysk hærstyrke på en halv snes divisioner tilbage, hvis den først var kommet i land, og løbende kunne få tilstrækkelige forsyninger. Denne situation udtrykker Chiefs of Staff* således: "should the Germans succeed in establishing a force with its vehicles in this country, our armed forces have not got the offensive power to drive it out"224. Englands hær havde i foråret 1940 efterhånden fået overført det meste af sit moderne materiel til Frankrig. Ved evakueringen fra Dunkerque i maj / juni 1940 måtte det destrueres og efterlades i området omkring Dunkerque. I alt ca. 300.000 engelske soldater var kommet hjem fra Frankrig i juni 1940, men uden deres udstyr. Fra begyndelsen af juni 1940 manglede militæret i England udstyr i et katastrofalt omfang:
Produktionen af nyt militært udstyr blev sat i højeste gear, og materielsituationen for hæren i England blev forbedret for hver uge, der gik efter evakueringen. Produktionen af jagerfly til RAF Fighter Command havde dog top prioritet; der blev udnævnt en minister for flyproduktion, Lord Beaverbrook, der i en kortere periode endda var medlem af krigskabinettet. Den 20. maj 1940 opfordrede ministeren for hæren - War Office Secretary of State A. Eden - i en radiotale sine landsmænd uden for de væbnede styrker til at melde sig som hjemmeværnssoldater. Træningen skulle foregå i deres fritid. Organisationen blev kaldt "The Local Defence Volonteers", og fik af Chuchill det populære navn Home Guard. Den kom i løbet af en måned til at omfatte 1,5 million mand. Problemet for styrken var, at der de første måneder ikke var geværer nok til alle, og der heller ikke ville have det været ved et tysk invasionsforsøg i september 1940! Efter Dunkerque evakueringen i juni 1940 blev der etableret225
Hovedparten af Englands industri og byen London lå således bag disse forsvarslinjer, der i videst mulig udstrækning udnyttede naturlige forsvarslinjer i terrænet. Hitler opgav i september 1940 at angribe England med
landstyrker, se evt.
Kunne Hitler have fået fremtvunget en fredsaftale med
England - se evt.
13.2 Giftgas Ved såvel krigsspillet som det tænkte eksempel i punkt 12 blev der ikke taget hensyn til den plan, England havde med at bruge giftgas mod en invasionsstyrke. Et giftgasangreb på de tyske invasionsstyrker ville uden tvivl blive gengældt med giftgas fra tysk side. Man kan dårligt forestille sig konsekvenserne af en sådan gengældelse, men det er svært at se, at det ville blive til englændernes fordel! Fodnoter: * Chiefs of Staff består af de tre værnschefer (flyvevåbnet,flåden og hæren) og er et rådgivende organ for premierminister Churchill og krigskabinettet. **G.H.Q. er en forkortelse for General Headquarters
14. Litteratur om Unternehmen Seelöwe / Operation Sea Lion - vedrørende
klassifikation af kildeværdier (A) (B) osv. se
Basil Collier: The Defence of the United Kingdom, London 1957, (A) kapitel 11, side 175 - 182Richard Cox: Operation Sealion, Krigsspillet på Royal Military Academy, Sandhurst 1974, London 1975 (A)403 Brian Lavery: We shall fight on the Beaches, London 2009 (B)55 The Second World War. Europe and the Middeterranean, The West Point Military History Series, New York 2002, (B)30, kapitel 3, side 83: Legacy of the Battle of Britain, Martin Evans: Invasion! Operation Sealion 1940, Harlow UK 2004 (B)44 J.F.C. Fuller: The Decisive Battles of the Western World, Volume III, third impression, London 1963, (B) kapitel 10, side 410223. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Sidst opdateret 2015-08-12 version 9.11
|
Kommentarer / spørgsmål:
leif.olsen@battleofbritain.dk
Se evt. afsnittet
 Kommentarer
Mit
CV i relation til
at skrive om Slaget om Vesteuropa / Slaget om England -
klik på
Om kopiering - Copyright -
©
2008
Leif Olsen se slutningen af afsnittet
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
