2015-09-01

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

RAF offensiven mod Luftwaffe 1941

RAF offensiven mod Luftwaffe i 1941 var Englands forsøg på at nedkæmpe Luftwaffes styrke af jagerfly stationeret i området omkring Calais på den franske kanalkyst.

Offensiven havde ikke noget strategisk mål. En engelsk "sejr" i offensiven kunne i 1941 ikke følges op af yderligere aktioner mod tyskerne i området.

Det blev tydeligt ved englændernes fiasko ved landgangsforsøget ved Dieppe i august 1942.

Det taktiske mål var at bibringe Luftwaffe så store tab, som muligt, og få Luftwaffe til at forstærke deres tilstedeværelse i området omkring Calais. Jo flere fly, Luftwaffe koncentrerede i Calais området, jo flere fly kunne RAF tilintetgøre.

Forsøget med at nedkæmpe mange tyske jagerfly i området omkring Calais mislykkedes,  og offensiven blev afsluttet med udgangen af december 1941 efter store tab for Royal Air Force.

1   Indledning

I løbet af maj og juni 1940 var det lykkedes for Tyskland at besejre Holland, Belgien og Frankrig samt tvinge England til at evakuere sin hær tilbage til England. Frankrig indgik en fredsaftale med Hitler den 22. juni 1940.

Efter Frankrigs nederlag forventede Hitler, at England ville indlede forhandlinger om en fredsaftale med ham.

Efter at Hitler i et par uger havde ventet forgæves på fredsfølere fra England,  tabte han tålmodigheden. Han gav den 16. juli ordre¹¹¹ til at planlægge en invasion af England.

Hitler havde planlagt at starte invasionen af England i august 1940. For at invasionen kunne lykkedes var det dog nødvendigt for tyskerne at have luftherredømmet over det sydlige England og Den Engelske Kanal. Dette kunne kun lade sig gøre ved at nedkæmpe englændernes jagerforsvar organiseret i RAF Fighter Command.

Luftwaffe startede sin offensiv mod RAF Fighter Command i juli 1940. og det udviklede sig til luftslaget Battle of Britain.

Luftwaffe afsluttede offensiven mod RAF i september 1940 uden at have nået deres mål. Det var afgjort en sejr for Fighter Command og dermed for England.  Hitler måtte på grund af Fighter Commands indsats midlertidigt opgive invasionen af England.

2  Fighter Command  under Battle of Britain

Under Battle of Britain fra juli til september 1940 måtte Fighter Command kæmpe ekstremt defensivt af flere årsager:

a)  Luftwaffe havde under hele slaget flere moderne jagerfly - af typen Me109 - end Fighter Command havde af typerne Spitfire og Hurricane tilsammen. Hertil kom, at Fighter Command under Luftwaffes angreb primært måtte koncentrere sig om at skyde Luftwaffes bombefly ned før de kastede deres bomber over vitale mål. Ex. flyvestationer, flyvemaskinfabrikker.

b)  Luftwaffe havde koncentreret baserne for deres jagerfly omkring Calais og Cherbourg i Frankrig (se kortet nedenfor), mens Fighter Command måtte sprede sine jagerfly over hele England for at kunne beskytte vigtige industrielle centre, militære installationer og skibstrafikken mod Luftwaffes bombefly. På grund af de store tab af jagerfly under luftkampene, var det især nødvendigt at yde flyvemaskinfabrikkerne maksimal beskyttelse. Stort set alle flyvemaskinfabrikkerne lå i det sydlige England.

c)  Luftwaffe havde som angriber hele initiativet til, hvor og hvornår de ville angribe, samt til at vælge angrebsstyrkens størrelse og sammensætning af jager- og bombefly. Fighter Command havde kun meget kort tid fra sporingen af et angreb, til at Luftwaffe ville være fremme ved målet. Angrebsstyrken skiftede ofte kurs og / eller delte sig op undervejs. Luftwaffe udførte også  rene skinangreb. I mange tilfælde blev angrebsstyrkens størrelse og sammensætning først fastslået, når den blev observeret af et af Fighter Commands jagerfly.

Se evt. afsnittet  Battle of Britain om selve luftslagets forløb.

Så længe Battle of Britain stod på, havde RAF ingen muligheder for at starte en modoffensiv mod Luftwaffes flyvestationer i Frankrig. Hertil kom, at Bomber Command i 1940 ikke havde nogen velegnede bombefly til at støtte en sådan modoffensiv.

Air Commodore

Group Captain

Wing Leader  (operationel chef for et antal eskadriller fra 1941 offensiven)

Squadron Leader  (chef for en eskadrille)

Flight Lieutenant

Flying Officer

Pilot Officer

3   Fighter Command efter Battle of Britain

I løbet af oktober 1940 reducerede Luftwaffe deres dagangreb mod England til meget få spredte angreb med meget få fly, hovedsageligt af typen Me109 og Me110 udstyret som jagerbombere. Målene var oftest enkelte bygninger på flyvemaskinefabrikker i Sydengland.

Me109 og Me110 som jagerbombere havde stort set samme topfart som Fighter Commands Spitfire og Hurricane jagere. Fløj Luftwaffes jagerbomberne enkeltvis i en lav højde, blev de først sporet af det radarbaserede varslingssystem et par minutter før de fløj ind over Englands sydkyst. Konsekvensen for Fighter Command blev, at jagerforsvaret ikke kunne nå at komme op og møde jagerbomberne, før de havde kastet deres bomber, og oftest heller ikke kunne indhente dem på deres vej hjem.

Fra september 1940 var Luftwaffe også begyndt med massive terrorangreb om natten mod London og andre engelske byer, der enten var vigtige havnebyer eller centre får rustningsindustrien. Det var nytteløst at sætte Fighter Commands mange eskadriller af Spitfire og Hurricane fly ind mod disse natangreb. Jagerne kunne simpelthen ikke finde Luftwaffes bombefly i mørket. Se evt. Blitzen eller  Forsvarsstrategien.

Konsekvensen for Fighter Commands eskadriller af Spitfire og Hurricane fly blev, at de fra oktober nu var delvis inaktive. Ved udgangen af november 1940 var eskadrillerne ved at komme op på fuld operationel styrke efter at være kommet sig oven på tabene under Battle of Britain.

For første gang under krigen med Tyskland ville Fighter Command derfor nu være i stand til at gå i offensiven. Offensiv luftkrigsførelse, især strategisk bombning, havde ligget bag hele idegrundlaget for RAF siden afslutningen af Første Verdenskrig. RAF's Bomber Command havde indtil 1941 måtte afstå fra at foretage væsentlige bombeoffensiver mod Tyskland, dels på grund af det tyske luftforsvars effektivitet, dels på grund af mangel på moderne tunge bombefly.

Spørgsmålet var nu bare, om der var oplagte mål for Fighter Command's jagere, så de kunne tilføje tyskerne så store tab, at det var en offensiv indsats værd.

4  RAF offensiven forberedes

I oktober 1940 - måneden efter afslutningen af Battle of Britain - udarbejdede lederen af Fighter Command Group 11 - Air Vice- Marshal Keith Park det første forslag¹⁶⁷ til en offensiv indsats overfor Luftwaffe.

Det skulle foregå på den måde, at en wing bestående af tre eskadriller skulle angribe Luftwaffes patruljer af jagerfly over området mellem Dover og Calais.  Keith Park nåede dog ikke at iværksætte nogen form for offensiv indsats, før han blev fyret den 18. december 1940 og erstattet med Air Vice-Marshal Leigh-Mallory fra Fighter Command Group 12.

I slutningen af november 1940 sanktionerede luftforsvarsministeriet - Air Ministry, at RAF fra begyndelsen af det nye år kunne foretage egentlige offensive operationer ind over Frankrig.   Forslaget fra Air Ministry gik ud på, at Fighter Command skulle sende wings af jagere ind over Calais området for at komme i kamp med Luftwaffes jagerfly.

Samtidig med disse angreb med jagerfly var det meningen, at bombefly fly fra Bomber Command skulle kaste bomber mod Luftwaffes flyvestationer i området. Offensiven havde ikke nogen strategiske mål, idet selv en engelsk "sejr" i offensiven ikke kunne følges op af yderligere aktioner mod tyskerne.

Den planlagte offensiv lignede til forveksling Luftwaffes offensiv mod Fighter Command i august 1940, men nu den modsatte vej. Forskellen mellem de to offensiver var, at tyskerne havde et strategisk mål: Deres offensiv skulle bane vej for en invasion af England. Den planlagte engelske offensiv havde i 1940 / 41 ikke tilsvarende strategiske mål.

Den 25. november 1940 blev lederen af Fighter Command - Air Chief Marshal Hugh Dowding fyret og erstattet med Air Marshal Sholto Douglas, der kom fra stillingen som næstkommanderende i flyverstaben i luftforsvarsministeriet -  Air Ministry .

Sholto Douglas var umiddelbart modstander af, at Fighter Command indledte den foreslåede offensiv mod Luftwaffe. Hans var bekymret over de tab, der måtte forudses¹⁶⁸ set i forhold til, hvad der kunne vindes.

Baggrunden for hans modstand var, at England måtte være forberedt på et tysk invasionsforsøg i foråret 1941,  og dette ville blive indledt med et "Battle of Britain" type angreb.

Men Sholto Douglas lod sig overbevise af den nyudnævnte leder af flyverstaben - Air Chief Marshal C. Portal - i det formålstjenlige ved offensiven.

Strategien bag Air Ministry's ide om Fighter Commands offensiv var, at få Luftwaffe til at fastholde deres massive koncentration af jagerfly i Calais området. Fighter Command skulle så angribe og forsøge at nedkæmpe så stor en del af Luftwaffes jagerstyrke som muligt.

Ved at fastholde et stort antal af Luftwaffes jagerfly i Calais området ville det forbedre chancerne for heldigt gennemførte dagangreb med bombefly fra Bomber Command over Tyskland og det tysk besatte Vesteuropa.

5  RAF offensiven starter

I praksis blev offensiven gennemført som to forskellige typer af angreb (a) og (b)^{169 & 170}.

(a) Den ene type var som patruljeflyvning med to eller tre jagerfly, der i skyet vejr sneg sig ind over Frankrigs kyst i håb om at møde Luftwaffes jagerfly, og - hvis ikke - blot beskød tilfældige mål på jorden. Denne type angreb blev kaldt "Operation Rhubarb".

(b) Den anden type var angreb med en eller flere wings af jagerfly, der samtidig virkede som eskortefly for et antal bombefly. Disse angreb blev kun foretaget i klart vejr. Denne type angreb blev kaldt "Operation Circus".

"Operation Rhubarb"

Den 20.december 1940 startede Fighter Command offensiven med et type (a) angreb. To Spitfire jagerfly fløj ind over Dieppe i Frankrig. De skød med deres maskingeværer mod en flyvestation og returnerede derefter til England. Flyene mødte ikke nogen tyske jagere¹⁶⁹.

I hele den første del af luftoffensiven - fra den 20. december 1940 frem til juni måned 1941 - foretog Fighter Command  i alt godt hundrede af disse type (a) angreb med patruljeflyvninger ind over den franske kanalkyst. Først fra den 12. januar 1941 blev enkelte af disse patruljeflyvninger mødt af Luftwaffes jagerfly.

Under Fighter Command's og Luftwaffes luftkampe ved disse type (a) angreb mistede Fighter Command flere fly end Luftwaffe. I alt mistede Fighter Command 8 jagerpiloter under "Operation Rhubarb".

"Operation Circus"

I samme periode - fra den 9. januar til den 22. maj 1941 - gennemførte Fighter Command sammen med Bomber Command 11 større luftangreb af type (b) mod mål ved den franske kanalkyst.   Hvert angreb bestod af en eller flere wings af jagerfly, enkelte angreb med helt op til i alt 20 eskadriller i alt. De ledsagende Blenheim bombefly fra Bomber Command eller Coastal Command kastede bomber mod flyvestationer og havne ved den franske kanalkyst og tyske skibe i Den Engelske Kanal.

Ved alle angrebene var det tydeligt, at Luftwaffe ikke ønskede at engagere sig i den konfrontation, der var formålet med angrebene. Angrebene truede ikke den tyske tilstedeværelse i området.

Fighter Command's jagerfly kunne ikke ledsage Bomber Command's bombefly langt nok ind over land, til at de kunne ramme vitale mål.

Luftwaffe ønskede ikke at miste et større antal fly ved luftkampe med Fighter Command - blot for luftkampenes skyld.

Luftwaffes reaktion var lige så defensiv, som Fighter Commands havde været det under Battle of Britain.

Luftwaffe gennemførte derfor kun få sporadiske modangreb, og - ligesom ved type (a) angrebene -  mistede Fighter Command flere fly end Luftwaffe.

Fighter Command mistede 25 piloter ved "Operation Circus" mellem den 9. januar og 22. maj 1941.

Kun ved de meget få angreb RAF gennemførte med at lade Blenheim bombefly flyve uden jagerbeskyttelse gik Luftwaffe konsekvent til modangreb.

6  RAF offensiven fra juni til december 1941

I juni 1941 - samtidig med at Tyskland angriber Sovjetunionen - optrapper  RAF "Operation Circus"  med det formål at "tvinge" Luftwaffe til at gå til modangreb og til at koncentrere et stort antal jagerfly i det nordvestlige Frankrig.

Eksempelvis vælger RAF at angribe den kemiske industri og et større kraftværk i byen Bethune i det industrielle område omkring Lille. Angrebet iværksættes den 17. juni 1941 og gennemføres med 18 Blenheim bombefly eskorteret af 22 eskadriller af jagerfly.

RAF's berømte flyverhelt (flyveres) Squadron Leader Douglas Bader blev skudt ned over Frankrig under et togt den 9. august 1941. Han reddede sig ud i faldskærm og landede nogenlunde uskadt. Han sad derefter i tysk fangenskab indtil Anden Verdenskrig sluttede i 1945.

RAF's forsøg med at nedkæmpe et stort antal tyske jagerfly i området omkring Calais mislykkedes.

RAF offensiven blev afsluttet med udgangen af december 1941 efter uacceptable store tab for RAF.

Noter