Radar - Enigma

Radar - oprindelig en amerikansk betegnelse - er en forkortelse for Radio Detection and Ranging. Det er et system til at opfange og analysere ekkoer fra radiobølger.

I luftkrig anvendes radarsystemer bl.a. til at spore fly, der er udenfor synsfeltet - enten på grund af afstand eller usigtbarhed. Radar er baseret på den opdagelse, at genstande af metal, ex. fly og skibe, giver et særlig kraftigt ekko, når de rammes af radiobølger. En opdagelse, der blev gjort allerede af fysikeren Hertz i 1888, med først arbejdet videre på 1920' og 1930'erne i flere lande. Tyskland var teknologisk set længst fremme med radarteknikken i 1939, da Anden Verdenskrig brød ud.

Alt, hvad man behøver for at spore et fly i luften ved hjælp af radiobølger, er derfor en radiosender og en radiomodtager. En radarstation til sporing af fly udsender en kontinuerlig serie af korte radiosignaler - radiopulser. Straks efter udsendelsen af hver radiopuls aktiveres radarstationens modtager for at kunne modtage eventuelle reflekterede radiobølger - ekkoer - fra flyet, der er blevet ramt af den udsendte radiopuls.

For at kunne skelne ekkoet fra flyet mellem alle mulige ekkoer, indstilles radarstationen til kun at registrere reflekterede radiobølger - ekkoer - med samme frekvens (bølgelængde), som radiobølgerne i de radiopulser, radarstationen sendte ud.

Radarsystemer. Ovennævnte radarsystem er det mest elementære pulse radarsystem. Siden 1930'erne er der foregået en kraftig udvikling indenfor radarteknikken. Der findes i dag en række forskellige systemer inden for to hovedgrupper: Pulse radar og CW radar. Det sidstnævnte CW (continious wawes) bruges ex. i forbindelse med hastighedsmålinger på basis af doppler effekten. En populær gennemgang af de forskellige systemer kan p.t. findes på adressen: www.engineersgarage.com/articles/types-of-radars?page=1

De efterfølgende beskrivelser er baseret på simple pulse radar systemer.

Retning. For at kunne stadfæste den retning ekkoet kommer fra, er det mest formålstjenligt, at radiopulsen udsendes i en så smal stråle - lyskegle - som muligt. Dette kan af praktiske årsager kun lade sig gøre ved at benytte radiobølger med en meget høj frekvens i radiopulsen. Jo højere radiofrekvens - eller kortere bølgelængde -, des mere nøjagtigt kan man stadfæste retningen af et ekko fra et reflekterende fly.

Afstand. For at kunne stadfæste afstanden til det reflekterende fly, måler radarstationens modtager den tid, der er gået fra radiopulsen blev udsendt, til ekkoet kommer tilbage til radarstationens modtager. Da radiopulsen og ekkoet bevæger sig med lysets hastighed - 300.000 km i sekundet - måles den tid i mikrosekunder.

Flyvehøjde. For at drage fuld nytte af ekkoet til luftforsvar skal man også kunne udlede oplysninger om det reflekterende flys flyvehøjde. Det kræver, at man kender afstanden til flyet. Ved at dreje modtagerantennen i det vertikale plan kan man finde vinklen mellem horisonten og flyet, og ved hjælp af trigonometri udlede flyets flyvehøjde.

I praksis krævede det i 1940 to forskellige radarstationer til at arbejde sammen, hvis man ønskede en nøjagtig højdeangivelse. En til at bestemme retning og afstand, en anden til at finde vinklen mellem radarstationens horisontalplan og ekkoet.

Chain Home radarstationerne i 1940 kunne på grund af modtageantennernes opbygning både give brugbare informationer om det reflekterende flys flyvehøjde, retning og afstand. Se punkt 1.3.

Den teknologi, der skulle bruges til at udlede den slags oplysninger af et ekko, fik i 1930'ernes England - betegnelsen RDF - Radio Direction Finding. Chefen for Fighter Command - Dowding - kaldte det Radio Location. Fra 1943 blev den amerikanske betegnelse radar - Radio Detection and Ranging - indført.

I flere lande eksperimenterede man med radar i 1920'erne og 30'erne. Det er værd at påpege, at England ikke var det første land, der udviklede radar (eller RDF) systemer. Men England blev det første land til at udnytte radar effektivt til forsvarsbrug under luftangreb, nemlig under Battle of Britain i sommeren og efteråret 1940.

I tilknytning til radarstationerne havde englænderne i 1940 fået opbygget et meget effektivt varslings- og kommandosystem, der på få minutter kunne udvirke, at fly blev sendt i luften til at imødegå et angreb, som radarstationerne registrerede som fjendtlige ekkoer.

Japanerne foretog et massivt luftangreb på den amerikanske stillehavsflådes hovedbase Pearl Harbor på Hawaii øerne i december 1941 - næsten 1½ år efter at englænderne succesfyldt havde anvendt radar i Battle of Britain. De amerikanske radaroperatører registrerede i god tid radarekkoerne fra den japanske angrebsstyrke. Men den amerikanske flåde havde i december 1941 desværre ikke fået opbygget noget varslings- og kommandosystem i tilknytning til deres radarsystem som det engelske flyvevåbens i 1940. Englændernes system kunne hurtigt analysere, og om nødvendigt iværksætte en effektiv reaktion på radarekkoer.
I tilfældet Pearl Harbor mente radaroperatørernes overordnede, at ekkoerne fra de japanske fly måtte stamme fra et antal amerikanske fly, der var på vej mod Pearl Harbor på samme tid. De amerikanske jagerfly, der var stationeret ved Pearl Harbor, blev derfor ikke sendt i luften for at imødegå japanernes angreb. Det lykkedes som bekendt japanerne ved det ene angreb at ødelægge over halvdelen af amerikanernes stillehavsflåde.

1.1 Luftforsvar uden brug af radarsystemer

1.1.1 Dagangreb

Havde RAF's Fighter Command ikke haft sit effektive radarbaserede varslingssystem - på engelsk et early warning system - i 1940, var Battle of Britain ikke blevet noget langvarigt luftslag. Det tyske Luftwaffe ville med jager- og bombefly have nedkæmpet Fighter Command i løbet af et par uger i juli / august 1940. Eller alternativt have trængt Fighter Command ud af området over Den Engelske Kanal og Sydengland. I begge tilfælde ville Sydengland have været forsvarsløst overfor massive tyske præcisionsbombardementer i dagtimerne.

Den italienske general Giulio Douchets ideer om det umulige i at stoppe bombeangreb, ideer der er fremført i hans bog "Command of the Air", ville have været en realitet. Se evt. Forsvarsstrategien.

Et effektivt engelsk luftforsvar med jagerfly uden deres radarbaserede varslingssystem ville kræve omfattende patruljering med Fighter Commands jagerfly langs hele den engelske syd- og østkyst.

Patruljeringen skulle endda oftest foretages i to forskellige højder (over og under et evt. skylag). En sådan effektiv patruljering ville have krævet mange gange flere piloter og jagerfly, end Fighter Command havde til rådighed i 1940. Jagerflyene kunne kun være i luften maksimalt 1 time, før de skulle returnere til deres base for at genoptanke.

Med det radarbaserede varslingssystem - kaldet "The Dowding System" - kunne Fighter Commands jagerfly i princippet nu blot vente på deres flyvestationer, indtil de blev alarmeret og sendt i luften ved et tysk angreb. Spring evt. til pkt. 1.5 herunder.

1.1.2 Natangreb

Ved natangreb var hverken det radarbaserede varslingssystem eller patruljering - omtalt under dagangreb - tilstrækkeligt til at iværksætte effektive modangreb. Fighter Commands jagerfly kunne helt frem til foråret 1941 ikke finde de angribende fly i mørket, selvom varslingssystemet kunne lede jagerflyene hen i nærheden af dem.

Selv under de bedste forhold kunne et jagerfly meget sjældent finde et bombefly i mørket, hvis det var blot 300 m væk.

Skulle jagerfly kunne finde angribende bombefly i mørket, var det radarbaserede varslingssystem i 1940 ikke tilstrækkeligt. At finde angribende tyske bombefly - især efter, at de havde passeret den engelske kystlinie - ville i 1940 kræve yderligere to ting (a) og (b):

(a) et specielt jordbaseret radarsystem (GCI) til at lede jagerflyet hen i nærheden af det angribende bombefly, og
(b) et letvægtsradarsystem (AI) indbygget i jagerflyet til at lokalisere det angribende bombefly, når jagerflyet var kommet i nærheden af det angribende bombefly.

De to systemer - henholdsvis GCI og AI - er beskrevet nedenfor i pkt. 1.6 og 1.7.

De to radarsystemer - GCI og AI - var ikke færdigudviklede før maj 1941. De nødvendige elektroniske komponenter til systemerne var endnu i 1940 stadig på eksperimentalstadiet, som beskrevet nedenfor.

1.2 Udviklingen af radarsystemer - Robert Watson-Watt

I flere lande, herunder bl.a. England, Japan, Tyskland og USA arbejdedes der i 1930'erne med at udvikle radarsystemer på eksperimental basis.

I England blev radar før 1943 kaldt RDF - Radio Direction Finding. Ordet radar stammer fra USA, og det var en forkortelse for Radio Detection and Ranging.

Tyskland var længst fremme med et meget simpelt - men brugbart - radarsystem i 1934. I 1938 havde de et radarsystem - "Freya", der kunne fungere som varslingssystem over hav, og som var i stand til at stadfæste et fly på op til 90 kilometers afstand. I 1939 havde tyskerne et brugbart radarsigte system - "Würzburg A" - med en rækkevidde på 30 km til at dirigere såvel antiluftskytskanoner som jagerfly.

England kom først ud over det rent eksperimentale stadium i januar 1935. En ingeniør Robert Watson-Watt blev sat til at lede udviklingen af et radarsystem, der kunne fungere som varslingssystem for England. Robert Watson-Watt var Superintendent of the Radio Department of the National Physical Laboratory.

I december 1935 var udviklingen i England kommet så vidt, at man havde besluttet at bygge fire radarstationer omkring London. De fire stationer blev led i det, der senere kom til at hedde Chain Home systemet. Radarstationerne var opbygget på basis af de i England kendte tekniker og komponenter.

Problemerne med udviklingen af radarsystemer fra 1930'erne og helt frem til omkring 1950 bestod især i udvikling af elektroniske komponenter, der kunne arbejde med meget høje frekvenser. Især udvikling af en komponent - et senderrør -, der i meget korte impulser kunne yde den effekt, der var påkrævet for at få et brugbart ekko fra fly på lang afstand, var meget vigtig.

Kravene til senderrøret var:

Meget kraftig effekt - over 100 kw i impulserne - for at skaffe tilpas kraftige ekkoer. Forskellen mellem effekten i det modtagne ekko fra et fly og impulseffekten fra antennen var typisk fra 10^-6 til 10^-12, og
en tilstrækkelig høj sendefrekvens i impulserne - over 20 Mhz (15 m) - jo højere frekvens jo mere sikker refleksion fra et fly, og jo højere frekvens jo kortere antenner og bedre muligheder for retningsbestemmelse.

Der ud over var kravene til et radarsystem:

en modtagerantenne, der kunne bruges til at afsløre den retning ekkoer blev modtaget fra,
et modtagersystem, der kunne modtage og og forstærke de meget svage ekko signaler,
et elektronisk system, der kunne udelukke ekkoer fra de faste genstande på jorden,
et elektronisk system, der kunne skelne ekkoer fra fjendtlige fly fra ekkoer fra egne fly ( IFF),
et billedrør - en skærm -, der kunne vise ekkoerne og illustrere den tid, der var gået, siden sende impulserne var afsendt (basis for afstandsmåling).

Parallelt hermed kom udvikling af et radarsystem, der kunne bestemme den højde over jordoverfladen et radarekko kom fra, når man havde den retning, ekkoet kom fra.

Den teknologiske udvikling af de nødvendige komponenter skred hurtigt frem, og udviklerne havde praktisk taget frie hænder rent budgetmæssigt.

I 1938 var de første radarstationer i Chain Home systemet operationsklare, og systemet med varsling var blevet afprøvet med succes. Kravet til højdebestemmelse af ekkoerne var indbygget i systemet. Det blev besluttet at opbygge hele Chain Home systemet på basis af det tekniske stade, det havde i 1938, og ikke afvente yderligere udvikling i teknologien.

Radarstationer i Chain Home kæden var puls radar systemer, og de fik typebetegnelsen AMES-1, som står for Air Ministry Experimental Station.

Tyskland var udviklingsmæssigt et par skridt længere fremme end England i 1938. En sammenligning mellem det engelske AMES-1 radarsystem brugt ved Chain Home radarstationerne, og det tyske Freya system i 1938: v = variabel

System (tal for 1938)	Sende-frekvens i Mhz	Bølge-længde i meter	Sende-effekt i kw	Pulser pr. sek.	Puls- længde i sek. x 10^-6
AMES-1	22 v	13,5 v	350	25 v	6 - 25
Freya	120	2,5	15	500	3
Begge systemer var puls radarsystemer med en maksimal praktisk rækkevidde på ca. 160 km i 1938. AMES-1 brugte adskilte sende- og modtager antenner, og var på grund af antennernes dimensioner et stationært system med faste antenneopstillinger. Freya havde fælles sende- og modtageantenne, et duplex system til at adskille sending og modtagning, og var drejeligt og mobilt.

Forholdet mellem radiobølgers frekvens målt i Mhz (hz x 10⁶) og bølgelængde målt i m er: 300 / (Mhz) Bølgelængden er en praktisk måleenhed, da den giver et indtryk af antennens (dipolens) dimensioner, der står i forhold til eller er den samme som bølgelængden.

En mere detaljeret beskrivelse af teknikken bag pulse radar systemer til brug for varslingssystemer findes på hjemmesiden www.radartutorial.eu.

En sammenligning mellem engelske og tyske radarsystemer i 1940 findes i bogen Alfred Price: "Instruments of Darkness" i udgaven fra 2005³⁹kapitel 2, "The Instruments".

I 1938 blev ansvaret for videreudviklingen af radar i England overdraget til A. P. Rowe, en af Robert Watson-Watt's medarbejdere, og det blev organiseret i TRE Telecommunications Research Establishment.

Historien om udviklingen af radar i England er detaljeret beskrevet i Robert Watson-Watt's bog "Three Steps to Victory" fra 1957⁵⁸.

En anden af udviklingsopgaverne inden for radarteknikken var at konstruere et simpelt radarsystem, der kunne installeres i et jagerfly, så piloten kunne spore andre fly i mørket. Hovedproblemerne for et sådant system var to ting, dels vægten, det måtte helst ikke veje mere end 90 kg, og dels antennen, der skulle være under en meter. Dvs. sendefrekvensen skulle være over 500 Mhz (dvs. bølgelængder i centimeterområdet) og dermed en sendefrekvens, der var 20 gange højere end AMES-1 systemerne.

Arbejdet på dette system startede i 1936, men først i sommeren 1941 havde man udviklet et brugbart system. Det blev kaldt Airborne Interception - AI - radarsystemet, se punkt 1.7. Systemet blev ikke brugbart tids nok til at spille nogen afgørende rolle i Slaget om England, hverken den første del eller Blitzen.

En tredje opgave var udvikling af et jordbaseret radarsystem, så Fighter Command - i mørket inde over det engelske landområde - kunne styre sine jagerfly hen i nærheden af de angribende bombefly, se punkt 1.6 GCI - Ground Controlled Interception radarsystemet. Heller ikke dette system blev klar til nogen af faserne i Slaget om England.

1.3 CH - Chain Home radarsystemet

I 1935 var det blevet besluttet så hurtigt som muligt at opbygge et radarbaseret varslingssystem for flyangreb fra syd og øst mod England. Systemet - et puls radar system - skulle baseres på et antal radarstationer langs Englands syd- og østkyst. Systemet skulle kunne registrere fjendtlige fly så betids, at Fighter Command kunne nå at sende jagerfly op for at møde dem før eller samtidig med, at de kom ind over land. Systemet af radarstationer blev kaldt Chain Home.

I 1938 havde the Radio Department of the National Physical Laboratory ledet af Robert Watson-Watt udviklet en prototype på et radarsystem AMES-1 (Air Ministry Experimental Station). Systemet opfyldte de simple krav, der var stillet.

På grund af den spændte situation i Europa i 1938, blev det besluttet at opbygge hele Chain Home systemet med AMES-1 radarstationer, uden at afvente yderligere tekniske fremskridt.

I juli 1940 var systemet i forhold til udviklingen forældet, men det var til gengæld færdigudbygget, og betjeningen af det og det tilhørende varslings- og kommandosystem var indøvet til nærmest perfektionisme. Fighter Command brugte de sporadiske tyske luftangreb i juli 1940 til at optimere systemet, så da de massive flyangreb satte ind i august, var systemet så effektivt, det efter omstændighederne kunne blive.

Det bestod af 20 AMES-1 radarstationer, der var spredt langs Englands syd- og østkyst. En AMES-1 radarstation havde i 1940 i praksis en rækkevidde på 180 - 200 km.

Sendefrekvensen i radiopulserne for en AMES-1 radarstation var i området 22 - 30 Mhz (13, 5 - 10 m). Sendeeffekten var oprindelig på 350 kw, men stationerne blev efterhånden udbygget til at have en sendeeffekt på 750 kw. Sendeantennerne var ophængt som vandrette dipoler mellem to 107 m høje ståltårne. Ved at have tre eller fire ståltårne på linje gav det mulighed for at have to eller tre sæt dipoler. Flertallet af radarstationerne havde tre ståltårne på linje og to sæt dipoler udspændt mellem tårnene.

For at dække så stort et luftområde så effektivt som muligt sendte hver Chain Home radarstation sine signaler som en stationær "lyskegle" med en horisontal vinkel på 100⁰. Stationernes "lyskegler" overlappede derved hinanden langs kysten. Anlægget var i sin natur helt stationært, og antennerne kunne ikke drejes. For at kunne udelukke nabostationernes ekkoer ved modtagelsen, sendte radarstationerne på forskellige frekvenser i området omkring 22 Mhz.

Modtagerantennerne på hver station var monteret på fire 76 m høje antennetårne af træ (for at undgå refleksioner). Det var selve monteringen af modtagerantennerne (to sæt vinkelret på hinanden), der gjorde det muligt for radaroperatøren at stadfæste ekkogiverens position i det horisontale plan og dets højden over jorden. Stationens radarmodtager kunne kun modtage ekkosignaler på samme frekvens som radarstationen sendte med, dvs. dens "egne" ekkosignaler. Modtageren blev derfor ikke forstyrret af naboradarstationers ekkosignaler, der blev udsendt med en lidt højere eller lavere frekvens.

For at kunne kompensere for (a) de uhensigtsmæssigheder, den lave sendefrekvens medførte, og for (b) at undgå forstyrrelser fra nabo radarstationer, kunne radaroperatøren skifte mellem to eller tre forskellige sendefrekvenser, antal impulser pr. sekund og impulslængden. Operatøren kunne også ændre senderens "lyskegle" til et lavere niveau ved at skifte til et andet sæt sendedipoler.

På grund af antenneforholdene kunne stationerne ikke spore meget lavtgående fly. Til at rode bod på dette, blev der opbygget et Chain Home Low system, som er beskrevet i næste punkt 1.4.

Chain Home kunne som følge af antennekonstruktionen heller ikke spore fly, når de først var kommet ind over land og ind bag ved stationen. Det var i sommeren og efteråret 1940 en opgave for observatørkorpset - se punkt 1.5 og / eller Forsvarsstrategien.

Sammen med Chain Home Low systemet, se punkt 1.4, og det såkaldte Filter Room, se punkt 1.5, fungerede Chain Home systemet effektivt under Battle of Britain - til trods for sine svagheder og unøjagtigheder.

Systemet kunne - sammen med Chain Home Low og Filter Room - give oplysninger - varsling - om fjendtlige fly på vej mod Englands kystlinje - så som:

flyenes position plus / minus nogle kilometer,

en ide om flyvehøjden,

flyenes hastighed og

flyveretning,

og om der var tale om mange eller få fly i en samlet gruppe.

Så snart de fjendtlige fly havde passeret kystlinjen, kunne systemet som nævnt ikke længere registrere dem.

Nøjagtigheden af de oplysninger, der kunne gives, var helt afhængig af radaroperatørens fortolkning af det radarekko, hun så på radarstationens billedrør. Praktisk taget alle radaroperatørerne var kvinder. Kvinder viste sig generelt bedre til at give en nøgtern fortolkning af, hvad de så på billedrøret, og betjene modtagerens vinkelmåleudstyr for at finde modtageretningen for ekkoet. Der ud over kunne operatøren styre senderens variable parametre for at få billedrøret til at give mere nøjagtige oplysninger om et ekko.

Radaroperatøren rapporterede sine observationer via en direkte telefonledning til Fighter Commands Filter Room. Se punkt 1.5 og / eller Forsvarsstrategien.

Efter juli 1940 blev der opført yderligere ni AMES-1 radarstationer i Chain Home systemet, der nu også blev udvidet til det vestlige England.

Enkelte Chain Home radarstationer fungerede indtil midten af 1950'erne, selv om der på det tidspunkt var langt mere effektive systemer til rådighed.

I 1944 - 45 blev Chain Home systemet benyttet som sporingssystem for start af de tyske V2 ballistiske missiler, der blev afsendt mod England. Til trods for radarstationernes forældede teknik, kunne systemet tydeligt spore selve opsendelsen af missilerne.

Arbejdede flere Chain Home radarstationer sammen ved en V2 missilopsendelse, kunne de i forening beregne missilets nedslagsområde, og der kunne blive slået luftalarm for nedslagsområdet. Samme stationer kunne i forening også nøjagtigt fastslå missilets startsted, som dermed blev et mål for RAF Bomber Command Tactical Group.

Vedrørende en speciel tilføjelse til Chain Home systemets varslingsfunktion se punkt 1.8.2.

Trods de meget høje markante sende- og modtageantenner på Chain Home radarstationerne langs kysterne, blev det tyske Luftwaffe, først efter at Battle of Britain var startet, klar over at englænderne havde et "early warning" system. I første omgang havde tyskerne ikke anset de meget høje antenner for at være en del af et radarsystem. Årsagen var, at tyskerne ikke anså de radarsendefrekvenser, Chain Home systemet arbejdede med (omkring 22 Mhz), for at være brugbare radarfrekvenser. Tyskerne brugte selv 120 Mhz i deres radarstationer.

1.4 CHL - Chain Home Low radarsystemet

Ved intensiv afprøvning af Chain Home systemet i 1938 viste det sig, at det var meget vanskelligt at få ekkoer fra fly, der befandt sig i luftrummet mellem jordoverfladen og 2⁰over horisonten. Dvs. at meget lavtgående fly kunne nærme sig Englands kyster uden at blive opdaget af det radarbaserede varslingssystem baseret på Chain Home radarstationerne. Situationen for de lavtgående fly var det, der i dag populært kaldes at være "under radaren".

Siden 1936 havde det engelske ministerium for hæren - War Office - haft ingeniører i gang med at udvikle et radarsigtesystem til brug for kystforsvarets - Coastal Commands - artilleri. Da et sådant system kræver en meget koncentreret "lyskegle", i såvel det vandrette som det lodrette plan, var det nødvendigt at arbejde med meget højere frekvenser dvs. kortere bølgelængder end Chain Home systemet. Den højeste sendefrekvens, man kunne håndtere i 1938, var 200 Mhz svarende til en bølgelængde på 1,5 m mod Chain Home's 22 - 30 Mhz svarende til 13, 5 - 10 m bølgelængde.

Ved at bygge en antenne med 32 dipoler i en lang række lykkedes det at få en meget smal "lyskegle" både vandret og lodret. På grund af den lavere bølgelængde med deraf kortere dipoler kunne antennen uden problemer konstrueres sådan, at den kunne drejes såvel i det vandrette som i det lodrette plan. Systemet kunne således også bruges til at bestemme flyvehøjden på fly som Chain Home systemet havde lokaliseret.

I 1938 var et sådant system færdigudviklet - England var ved at indhente Tysklands forspring. Systemet kunne opfange ekko fra et lavtgående fly i op 50 km's til afstand. Retningen til flyet var simpelthen den retning antennen pegede i. Ulempen i forhold til AMES-1 var, at radaroperatøren i 1940 selv skulle dreje antennen (ved hjælp af pedaler) hele tiden for at afsøge horisonten for lavtgående fly.

På Robert Watson-Watts anbefaling købte Air Ministry et sådant radarsystem til hver af de 20 AMES-1 radarstationer. Det blev kaldt Chain Home Low, og fik hos flyvevåbnet betegnelsen AMES-2. Systemerne var færdiginstalleret i løbet af 1939.

Systemets data er vist her med det tyske system Freya til sammenligning:

System	Sende-frekvens i Mhz	Bølge-længde i meter	Sende-effekt i kw	Pulser pr. sek.	Puls- længde i sek. x 10^-6
AMES-2	200	1,5	150	400	3
Freya	120	2,5	15	500	3
For AMES-2: Under Battle of Britain blev systemernes antenner stadig drejet manuelt.

Noter

1.5 Filter Room

På illustrationen herunder illustreres og beskrives Filter Room funktionen under Battle of Britain: (Illustrationen som .pdf fil: varsling)