Battle of Britain

(Dette er 6. afsnit i bogen: Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det er bogens hovedafsnit. Slaget var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940. Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.)

Slaget om England

1. del Battle of Britain

Første del af luftkrigen over England

- it was fast, it was dreadful, it was deadly -

Spring eventuelt direkte til :
Selve luftkampene	Luftkampe
En kort version af slaget	Forord
Afsnittet på .pdf format	B-o-B.pdf
Hvad gik der forud	Optakten

I teksten er:

RAF = Royal Air Force = det engelske flyvevåben

Luftwaffe = det tyske flyvevåben

Indledning

Emnerne i dette afsnit	Om Luftwaffes og RAF's organisationer
(hyperlinks: klik på punktet for at gå til det)
Optakten til Battle of Britain	Luftwaffe organisationsplan
1 Battle of Britain starter	Chef: Reichmarschall Hermann Göring
1.1 Luftkrigens begyndelse	Luftflotte 2: Generalfeldmarschall Albert Kesselring
1.2 Luftkrigens parter	Luftflotte 3: Generalfeldmarschall Hugo Sperrle
1.3 Lederne i Battle of Britain	Luftflotte 5: Generaloberst Hans-Jürgen Stumpff
1.4 Tysk invasion af England?
1.5 Angreb på engelske flyvestationer	RAF's Fighter Command organisationsplan
1.6 Terrorbombeangreb og Battle of Britain	Chef: Air Chief Marshal Hugh Dowding
1.7 Hvornår blev Battle of Britain udkæmpet?	Group 10: Air Vice-Marshal Quintin Brand
1.8 Hvad blev udfaldet?	Group 11: Air Vice-Marshall Keith Park
Kort over kampområdet	Group 12: Air Vice-Marshal Leigh-Mallory
1.9 Blitzen	Group 13: Air Vice-Marshal Richard Saul

2 Kampforholdene under Battle of Britain	Klik på hhv. Luftwaffe og Fighter Command

2.1 Strategierne
2.2 Taktikkerne
2.3 Styrkeforholdet
2.4 Kampteknikken mellem fly i 1940
2.5 Luftwaffes fordele i luftkamp
2.6 Fighter Commands fordele

3 Luftkampene fra juni til oktober 1940

3.1 Generelt
3.2 Sejr
3.2.1 Hvorfor trak Luftwaffe sig ud
3.3 Sejrens betydning

4 Slaget fra dag til dag
Angrebsfaserne i Battle of Britain

Optakten til Battle of Britain

For at lette oversigten se evt. en tidstavle over begivenhederne 1918 - 1941 Kronologi .

England alene mod Tyskland

England og Frankrig havde erklæret krig mod Tyskland den 3. september 1939.

Årsagen til krigserklæringerne var, at Tyskland - på trods af engelske og franske advarsler fra 1938 - havde angrebet Polen den 1. september 1939, og ikke havde trukket sig ud igen, som England og Frankrig straks havde krævet. Se evt. en mere udførlig gennemgang af optakten i Forhistorien.

Hverken England eller Frankrig var umiddelbart klar til at starte noget angreb på Tyskland som følge af deres krigserklæringer den 3. september 1939.

I månederne efter krigserklæringerne overførte England størstedelen af sin hær til Frankrig, for at de to lande sammen kunne starte et angreb mod Tyskland fra Frankrig i 1940 eller 1941.

Hitler kom Englands og Frankrigs angreb i forkøbet. Hitler startede sit angreb på Vesteuropa den 10. maj 1940 ved at angribe Holland, Belgien og Frankrig. Holland kapitulerede den 14. maj 1940. Se evt. afsnittet Frankrigs fald.

Samme dag Holland kapitulerede - den 14. maj 1940 - gennembrød den tyske hær den allierede - den fælles belgisk, engelsk. franske - forsvarslinje ved Sedan.

Ti dage efter angrebets start - den 20. maj - nåede tyskerne ud til Den Engelske Kanal, og de havde derved delvis omringet hele den allierede hovedstyrke i Frankrig. Hovedstyrken stod nu med "ryggen" til Den Engelske Kanal. Se evt. afsnittet Dunkerque.

For at undgå at måtte overgive sig blev den engelske hær evakueret tilbage til England. Evakueringen foregik fra Dunkerque, og den var afsluttet den 4. juni. Belgien havde forinden kapituleret, og den 22. juni 1940 indgik Frankrig en fredsaftale med Tyskland.

Efter at fredsaftalen med Frankrig trådte i kraft den 25. juni 1940, kunne Tyskland med sit Luftwaffe i spidsen koncentrere sin indsats mod England. England var det sidste land i Vesteuropa, der stadig var i krig med Tyskland.

Inden da - i perioden fra den 24. maj til den 28. maj - havde der på ambassadørplan været sonderinger i gang mellem England og Frankrig på den ene side og Italien på den anden side om en etablering af en fredskonference for at afslutte konflikterne i Vesteuropa. Den engelske premierminister Churchill var modstander af disse sonderinger^{72,
215}, idet han anså enhver forhandling med Hitler som en accept af Hitler og hans ideer og handlinger. Det kom derfor ikke til nogen forhandlinger.

Efter afslutningen af den engelske hærs evakuering fra Frankrig i juni 1940 forventede Hitler, at England - ligesom Frankrig - ville fremkomme med ønsker om en eller anden form for fredsaftale.

Da der ikke kom nogen "fredsfølere" fra England, udstedte Hitler en (hemmelig) førerordre den 16. juli 1940. Den beordrede Luftwaffe til at planlægge et flyangreb på England med det mål, at nedkæmpe RAF's jagerforsvar som en optakt til en tysk besættelse af hele England²¹³.

Nogle dage senere - den 19. juli 1940 - forsøgte Hitler at overtale England til at indgå en egentlig tosidet fredsaftale. Det skulle være en aftale i forlængelse af den fredsaftale, han havde indgået med Frankrig den 22. juni 1940. Tilbuddet blev fremsat af Hitler under en tale i den tyske rigsdag den 19. juli 1940.

Churchill svarede ikke direkte på Hitlers invitation til fredsforhandlinger. Englands svar på Hitlers opfordring kom indirekte gennem en udtalelse i den engelske radio af den engelske udenrigsminister Lord Halifax den 22. juli 1940: England ville fortsætte kampen mod Tyskland.

Englands afslag på Hitlers tilbud om en fredsaftale resulterede i, at Tyskland i løbet af juli startede luftkrigen mod det engelske jagerforsvar som forberedelse til en egentlig invasion af landet. Det var denne luftkrig, der udviklede sig til Battle of Britain.

Resultatet af Battle of Britain

Battle of Britain blev udkæmpet fra juni 1940 til oktober 1940. Slagets mest intensive periode var fra den 18. august til den 15.september 1940. Den "officielle" engelske afgrænsning af slaget er fra 10. juli til 31. oktober 1940. Se evt. punkt 1.7 og 3.4.

Det lykkedes ikke for Hitler at nedkæmpe det engelske jagerforsvar i tide, før efterårets stormende kulinger og det tiltagende mørke gjorde en tysk invasion over havet alt for hasarderet.

For at begrænse tabet af erfarne piloter trak Hitler sig derfor ud af Battle of Britain i midten af september 1940, og han opgav reelt invasionen af England som beskrevet i afsnittet Seelöwe.

Sammen med anden del af luftkrigen over England - Blitzen - blev det reelt Hitlers første store og afgørende nederlag i Anden Verdenskrig.

1 Battle of Britain starter

1.1 Luftkrigens begyndelse

Fra starten af krigen mellem England og Tyskland - den 3. september 1939 - og indtil den 25. maj 1940 var det kun kommet til sporadiske tyske luftangreb over England.

Efter at Holland, Belgien og Frankrig var blevet besat af tyskerne den 25. maj, startede Luftwaffe et angreb ud over Den Engelske Kanal mod skibstrafikken til og fra England.

Angrebene startede fra flyvestationer i de nu besatte lande, Belgien og Frankrig. For englænderne var det især problematisk, at luftrummet over Den Engelske Kanal - fra flyvestationer i Belgien og Frankrig - nu var kommet indenfor rækkevidde af det mest effektive tyske jagerfly - Me109. Se kortet. Se evt. afsnittet Flytyperne.

Luftwaffes mål med angrebene var at tilegne sig det totale luftherredømme over Den Engelske Kanal og det sydligste England. Med et sådant luftherredømme ville Tyskland:

have kontrol med skibstrafikken i Den Engelske Kanal, og
have mulighed for at gennemføre en invasion tværs over Den Engelske Kanal trods den engelske søkrigsflådes overlegenhed.

For at opnå et sådant luftherredømme var det nødvendigt for Luftwaffe at nedkæmpe RAF's Fighter Command i det sydlige England. Planen var, at det skulle ske ved at provokere så mange luftkampe som muligt med Fighter Commands underlegne styrke af jagerfly over Den Engelske Kanal.

Fighter Command undgik så vidt muligt disse luftkampe over Den Engelske Kanal, da deres styrke af jagerfly på grund af styrkeforholdet ellers ville blive nedkæmpet. Se evt. punktet 2.3 Styrkeforholdet nedenfor. Kampen om luftherredømmet flyttede sig derfor ind over Sydengland, og den udviklede sig til det, der blev kaldt Battle of Britain.

1.2 Luftkrigens parter

Bortset fra et angreb den 15. august fra tyske baser i Danmark og Norge mod Midtengland foregik luftkrigen - Battle of Britain - i sommeren og efteråret 1940 kun over det sydlige England og Den Engelske Kanal. Nedenstående kort viser, hvor mange jagerfly parterne havde til disposition til luftkampe i området den 7. september 1940.

Fra tysk side deltog Luftwaffes Luftflotten 2 og 3 i angrebene mod Sydengland, og Luftflotte 5 i angrebet på Midtengland.

Luftflotte 2 var - efter fredsaftalen med Frankrig den 25. juni - blevet stationeret i Holland, Belgien og det nordvestligste Frankrig - umiddelbart overfor London og det sydøstlige England. Luftflotte 2 havde flertallet af Luftwaffes jagereskadriller - Jagdgeschwadern.

Luftflotte 3 var stationeret i Frankrig syd for Luftflotte 2, Luftflotte 5 i Danmark og Norge.

Om Luftwaffes organisation se evt. afsnittet Luftwaffe.

Fra engelsk side deltog RAF's Fighter Commands - Group 10, 11 og 12 alle stationeret i det sydlige England. Se evt. kortet om hvordan Sydengland var delt op 3 Groups.

1.3 Lederne i luftkrigen

Fra tysk side:

Lederen af Luftwaffe var Reichsmarschall Hermann Göring.

Lederen af Luftwaffes Luftflotte 2 var Generalfeldmarschall Albert Kesselring, med hovedkvarter i Bruxelles.

Lederen af Luftwaffes Luftflotte 3 var Generalfeldmarschall Hugo Sperrle, med hovedkvarter i Paris.

Se evt. kort over kampområdet nedenfor. Om Luftwaffes organisation se evt. afsnittet Luftwaffe. Om Luftwaffes ledere se evt. afsnittetLedere Tyskland.

Fra engelsk side:

Lederen af det engelske luftforsvar - RAF's Fighter Command - var Air Chief Marshal Hugh Dowding, med hovedkvarter i Stanmore nordvest for London.

Lederen af Fighter Command Group 10 var Air Vice-Marshal Quintin Brand, med Group hovedkvarter i Box syd for Bristol.

Lederen af Fighter Commands Group 11 - umiddelbart overfor Luftwaffes Luftflotte 2 - var Air Vice-Marshal Keith Park, med Group hovedkvarter i Uxbridge vest for London.

Det var i praksis Keith Park, der - fra time til time - ledede den engelske indsats i luftkrigen over Den Engelske Kanal og Sydengland i den otte uger lange konflikt.

Lederen af Fighter Command Group 12 var Air Vice-Marshal Leigh-Mallory, med Group hovedkvarter i Watnall nordøst for Birmingham.

Om lederne i RAF se evt. afsnittet Ledere England. Om Fighter Commands organisation se evt. org-plan.

1.4 Tysk invasion af England?

Efter englændernes evakueringen fra Dunkerque og Frankrigs nederlag i juni 1940 havde Hitler umiddelbart forventet fredsfølere fra England. Efter at have ventet forgæves i et par uger, tabte han tålmodigheden. Han gav den 16. juli helt åbent ordre¹¹¹ til at planlægge en invasion af England - Operation Seelöwe^{41-44,
105} / Sea Lion.

Formålet med - helt åbenlyst - at starte en sådan planlægning var at presse England til fredsforhandlinger og undgå en invasion, som han - Hitler - egentlig ikke var interesseret i. Se evt. afsnittet Seelöwe Sea Lion.

For eventuelt at kunne føre invasionen ud i livet, fandt tyskerne det absolut nødvendigt, at have fuld kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal. Den engelske søkrigsflåde - der var verdens største og flere gange større end den tyske - ville ellers let kunne have standset invasionsforsøget.

Den 1. august 1940 gav Hitler Luftwaffe direkte ordre til nedkæmpe Fighter Command og være klar til at støtte selve invasionen¹¹⁷.

1.5 Angreb på engelske flyvestationer

Som følge af Hitlers ordre intensiverede Luftwaffe i august deres angreb på Fighter Command.

Luftwaffes angreb koncentrerede sig nu ikke alene om at komme i luftkamp med Fighter Commands jagerfly over Den Engelske Kanal. Det drejede sig nu også om at uskadeliggøre Fighter Commands infrastruktur - herunder flyvestationer og varslingssystemer - samt at bombe de engelske flyfabrikker. Sådanne målrettede bombeangreb kunne i 1940 kun udføres om dagen på dage uden lavthængende skyer.

Fighter Command reagerede ekstremt defensivt på Luftwaffes angreb. Fighter Command sendte oftest kun sine jagerfly på vingerne, når man var sikker på, at Luftwaffe angreb med bombefly.

I den første uge af September var Fighter Command så hårdt presset af bombeangreb på deres flyvestationer, at chefen - Dowding - planlagde at flytte sin styrke af jagerfly syd for London til et område nord for London. En flytning ville betyde, at Fighter Command måtte opgive at forsvare luftrummet over Den Engelske Kanal. Men inden det kom så vidt, skiftede Luftwaffe pludseligt strategi i luftkrigen.

Den 7. september 1940 skiftede Luftwaffe strategien i luftkrigen. I stedet for at koncentrere sig om angreb på Fighter Commands infrastruktur, begyndte Luftwaffe - efter Hitlers ordre - nu med egentlig terrorbombning af London og andre engelske byer. I modsætning til de målrettede angreb på Fighter Commands infrastruktur og flyfabrikkernes bygninger kunne terrorbombning af større byer også udføres om natten.

En mere detaljeret gennemgang af Luftwaffes angreb se punkt 3.4. Angrebsfaserne i Battle of Britain.

1.6 Terrorbombeangreb og Battle of Britain

Sideløbende med Luftwaffes målrettede dagangreb på Fighter Commands infrastruktur i august, foretog Luftwaffe sporadiske natlige bombeangreb på udvalgte målområder - hovedsagelig byer med flyproduktion eller havnebyer - for at skabe så meget kaos og frygt som muligt.

Den 7. september 1940 startede Luftwaffe med egentlige massive terrorbombeangreb mod Londons civilbefolkning. Luftwaffe angreb både om dagen og om natten. Om dagen, når målene var synlige fra bombeflyene, blev bomberne kastet mod mål, der kunne nedbryde byens infrastruktur, ex. havneanlæg og gasværker. Om natten blev bomberne kastet mere vilkårligt og ramte derfor også byens boligområder.

Det voldsomme angreb den 7. september blev fulgt op at et nyt voldsomt dag- og natangreb den 15. september. De natlige terrorbombeangreb de to dage er beskrevet i afsnittet Blitzen.

Fighter Commands radarbaserede varslingssystem kunne spore bombeformationerne såvel om dagen som om natten, men Fighter Commands jagerfly kunne ikke før sommeren 1941 finde de tyske bombefly i mørket. En effektiv natjager med udstyret med radar - til at finde de tyske bombefly i mørket - var i 1940 endnu ikke færdigudviklet.

Fordelen for Luftwaffe ved natangreb var de meget små tab af bombefly.

Ulempen for Luftwaffe ved natangreb var, at deres piloter nok ved hjælp af radiopejlesystemer kunne finde de byer eller byområder, hvor de skulle kaste bomberne. Men Luftwaffes piloter kunne i 1940 - 41 kun lokalisere individuelle fabriksområder - ex. flyfabrikker - og andre individuelle bygninger om dagen. Se evt. afsnittet Blitzen. Om radiopejlesystemer: se evt. afsnittet Radar.

1.7 Hvornår blev Battle of Britain udkæmpet

Den intense kamp mellem Luftwaffe og Fighter Command varede i tre måneder, og blev betragtet som et slag om det reelle luftherredømme over Den Engelske Kanal og det sydlige England. Det tre måneder lange luftslag fik officielt navnet "Battle of Britain".

Efterfølgende afgrænsede englænderne officielt Battle of Britain til de luftslag, der fandt sted i tidsrummet 10. juli til 31. oktober 1940¹⁰¹. Air Chief Marshal Dowding argumenterede for en anden afgrænsning i sin Despatch: The Battle of Britain, 20.august 1941². Nogle historikere har også valgt en anden tidsafgrænsning af slaget¹⁰⁸. Se evt. punkt. 3.4.

1.8 Hvad blev udfaldet

Med udgangen af september måned 1940 indstillede Luftwaffe de intense angreb mod Fighter Command og dets infrastruktur.

Der var ingen vinder eller taber i konflikten. Begge parter havde lidt store tab, men begge parter var fuldt kampdygtige, da Luftwaffe - efter ordre fra Hitler - indstillede angrebene. Men det var naturligvis en sejr for Fighter Command, at Luftwaffe indstillede angrebene.

Den direkte årsag til luftangrebene var - som nævnt ovenfor - Hitlers ordrer om at gøre klar til en invasion af England. Da invasionen ikke kunne startes i sidste halvdel af september på grund af Luftwaffes manglende luftherredømme, udsatte Hitler invasionen på ubestemt tid. Grunden til udsættelse af invasionen var det kommende vintervejr over Den Engelske Kanal. Se evt. afsnittetSeelöwe Sea Lion.

Hitler havde planer om at starte en krig mod Sovjetunionen i 1941. Det ville derfor være uhensigtsmæssigt at fortsætte luftkrigen mod Fighter Command med de store tab det medførte, når han efter september alligevel ikke umiddelbart kunne bruge en sejr i striden om luftherredømmet til noget.

Kunne Fighter Command have tabt slaget om luftrummet over Den Engelske Kanal og Sydengland i august og september 1940?

Ja - havde Luftwaffe gjort sit hjemmearbejde ordentligt kunne de ifølge en vurdering af Air Vice-Marshal J.E. Johnson let have vundet slaget. Grundlaget for udsagnet redegør "Johnnie" Johnson i sine bøger "Glorious Summer" fra 1990 (skrevet sammen med Wing Commander P.B. Lucas)²¹⁸ og "The Story of Air Fighting"²¹⁹ fra 1964, sidst revideret 1985. Se evt. punkt 3.2.1 nedenfor eller afsnittet Kontrafaktisk punkt 6.

Hvis Fighter Command havde tabt slaget, ville den engelske flåde - Royal Navy - ikke umiddelbart kunnet have stoppet en tysk invasion, men efterfølgende ville flåden kunne have vanskelliggjort forsyningerne til den tyske hær i England i en sådan grad, at tyskerne måtte opgive kampene i England. Se evt. afsnittet Seelöwe Sea Lion.

Hitler fortsatte dog forsøget med at presse England til at indgå en fredsaftale. Efter Battle of Britain skete det ved det omtalte natlige terrorbombardement - kaldet Blitzen - mod den engelske civilbefolkning.

1.9 Blitzen

Da Luftwaffe med udgangen af september 1940 stort set indstillede angrebene på Fighter Command og dets infrastruktur, fortsatte Luftwaffe med terrorbombeangreb om natten mod den engelske civilbefolkning, mod havne, mod rustningsindustrien og mod Englands infrastruktur.

Denne del af luftkrigen mod England kaldes Blitzen. Den startede den 7. september 1940, og den varede til den 16. maj 1941 uden at det lykkedes for Hitler at få presset England til at indgå en fredsaftale. Denne del af luftkrigen er gennemgået i afsnittet Blitzen.

Noter

Kort over kampområdet med nogle af Fighter Command flyvestationer i det sydøstlige England

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Hvor mange jagerfly havde hver af parterne?

I Battle of Britain var det helt afgørende, hvor mange moderne en-sædede jagerfly parterne kunne sætte ind over det sydligste England og Den Engelske kanal.

For RAF Fighter Command var det jagerfly af typerne Spitfire og Hurricane mod Luftwaffes Me109.

Me109 og Spitfire var teknisk set jævnbyrdige i luftkampe mod hinanden.

Hurricane var noget langsommere.

Over selve England havde Me109 dog kun rækkevidde nok til at operere over området fra Dover til London.

Jeg har - ud fra tre kilder^{4, 5
og 78} forsøgt at fastslå antallet af kampklare (serviceable) jagerfly, som kunne sættes ind:

Fighter Command havde hver dag under hele Battle of Britain ca. 600 kampklare jagerfly til at dække hele England. De daglige tab af piloter og fly blev konstant opvejet af ny tilgang.

Luftwaffe havde i starten af Battle of Britain 50 til 100 flere kampklare jagerfly i området Calais/Cherbourg end Fighter Command havde for hele England.

Men Luftwaffe havde den 15. august 1940 i alt ca. 1300 jagerfly af typen Me109 stationeret i Frankrig, Belgien, Holland og Vesttyskland¹⁰⁹.

Luftwaffe kunne således supplere antallet af jagerfly i Calais området med fly fra Belgien, Holland og Vesttyskland til kamp mod Fighter Command.

Konklusion: Luftwaffe havde tilstrækkeligt med moderne jagerfly til at nedkæmpe Fighter Command, men kun i kampe over Den Engelske Kanal og London området. Dette forhold blev forstærket af, at Luftwaffes Me109 jager var Fighter Commands Hurricane jager overlegen.

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Effektiv søredning

Luftwaffe havde bedre styr på redning af flybesætninger, som måtte nødlande i Den Engelske Kanal.

Luftwaffe havde fly, der kunne lande på vandet for at samle de nødstedte op.

Engelske piloter, der var havnet i vandet, kunne kun håbe at de blev observeret af andre piloter, og at en båd derefter blev sendt ud for at samle dem op.

Polske og tjekkiske piloter i Fighter Command

I august 1940 oprettede Fighter Command to "polske" eskadriller og en "tjekkisk" eskadrille med piloter fra de to lande.

Piloterne var meget erfarne og højt motiverede, og deres eskadriller hørte til de mest effektive i kampen mod Luftwaffe.

Luftwaffe angriber fra Aalborg og Stavanger

Ved angrebene den 15. august forsøger Luftwaffe at skabe kaos i det engelske luftforsvar. Foruden de massive angreb fra baser i Belgien og Frankrig forsøger Luftwaffe to større luftangreb mod flyvestationer mm i Nordengland.

Angrebene udgår fra Aalborg og Stavanger over Nordsøen mod mål i Nordengland, 300-400 km væk fra Luftwaffes hovedangrebsområde i Sydengland.

Angrebsstyrken bestod af formationer af bombefly eskorteret af Me110 jagerfly. Me110'erne var uden agterskytte for at kunne medføre tilstrækkeligt med brændstof til turen.

Til Luftwaffes store overraskelse blev angrebene mødt af Fighter Commands Spitfire og Hurricane jagerfly ligesom ved angreb i Sydengland.

Flyene kom fra Group 12 og 13, og de mødte Luftwaffes fly i områderne omkring hhv. Hull og Newcastle.

Luftwaffe havde ikke forventet, at Fighter Command havde hurtige jagerfly i de områder.

Chefen for Fighter Command - Air Chief Marshal Dowding - havde forudset et sådant angreb, og han havde helt konsekvent på skift sendt jagereskadriller fra Sydengland på "rekreation" i Nordengland. Det var bl.a. eskadriller på rekreation, der gik på vingerne.

Det var det første og sidste dagangreb med bombeformationer så langt nordpå. De eskorterende Me110 jagere kunne ikke forsvare bombeflyene mod de hurtige jagerfly, så kun få af bombeflyene nåede ind over land.

Aktionerne blev en stor fiasko for Luftwaffe, og den type angreb blev ikke søgt gentaget¹¹². Se forsvarsstrategien.

"Krigen" under luftkrigen

Air Vice-Marshal Park var leder af Fighter Command Group 11. Praktisk talt alle angreb kom ind over hans område i det sydøstlige England, og det var hans flyvestationer, Luftwaffe gjorde deres bedste for at udslette.

Park måtte hente hjælp hos Group 10 og 12 til at dække sine flyvestationer, når alle hans jagere var i luften eller nede for at tanke op. Se kortet.

Group 10 ledet af Air Vice-Marshal Brand sendte omgående alt, hvad se kunne undvære i den aktuelle situation, når Park bad om hjælp.

Group 12 ledet af Air Vice-Marshal Leigh-Mallory foretrak at sende hjælp i form af såkaldte "Big Wings", der er tre eller flere eskadriller samlet i en formation. Da det tog tid at samle en sådan wing, var den i nogen tilfælde først fremme, når angrebet var overstået. "Big Wing'en" kunne så eventuelt forfølge Luftwaffes bombefly på vej hjem.

Den forsinkede hjælp fra Group 12 betød, at flere af Group 11's flyvestationer unødigt blev beskadiget.

Air Vice-Marshal Leigh-Mallory fra Group 12 kunne ikke indse, at det netop var modangreb fra "Big Wings" Luftwaffe sukkede efter!

Om "krigen" under luftkrigen se mere i afsnittene Efterspillet og Forsvarsstrategien.

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Kort over kampområdet Se evt. kortet på .pdf format battle

2 Kampforholdene under Battle of Britain

2.1 Strategierne ^{107
& 108}

På Hitlers ordre²¹³ var det Luftwaffes mål at opnå fuld kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydlige England. Strategien for at nå dette mål var at nedkæmpe Fighter Commands fly og infrastruktur og ødelægge den engelske flyindustri.

Under Battle of Britain - i august og september - var Churchills, Air Ministry's og flyverstabens ordre til Fighter Command at - ud over selvforsvar - skulle FC koncentrere indsatsen om at beskytte den engelske flyindustri, som var koncentreret i Sydengland.

2.2 Taktikkerne

Luftwaffes taktik var i første omgang at forsøge at nedkæmpe Fighter Command ved luftkampe mellem jagerfly og ved at sætte hele Fighter Command's infrastruktur ud af spillet. Men Fighter Command ville ikke bruge sin underlegne styrke af jagerfly til at kæmpe unødvendigt med Luftwaffes jagerfly. Omkring halvdelen af Fighter Commands jagerfly - typen Hurricane - var underlegne i direkte luftkampe med Luftwaffes jagerfly Me109. Om jagerstyrkernes størrelse se søjlen til venstre.

Fighter Commands taktik var at kæmpe ekstremt defensivt. For enhver pris skulle Fighter Command bevare en kampstyrke til at imødegå de næste bombeangreb så godt, det lod sig gøre.

Luftwaffe fandt hurtigt ud af, at de ikke kunne få Fighter Commands jagere til at gå på vingerne ved et angreb udelukkende bestående af formationer af jagerfly.

Luftwaffe prøvede derfor på forskellige måder at lokke så mange af Fighter Commands jagerfly i luften som muligt. Luftwaffe angreb med med tomotorers bombefly beskyttet af jagerfly. Målene for Luftwaffes bombefly var:

a) i juli - skibstrafikken i Den Engelske Kanal;

b) i august - Fighters Commands infrastruktur - flyvestationer, radarstationer o. lign. ;

c) i september blev London valgt som et stort bombemål.

Bombeangrebene skulle lokke flest mulige af Fighter Commands jagerfly i luften til at forsvare bombemålene¹⁰⁷. Men på grund af:

d) for få jagerfly af typen Spitfire, se evt. afsnittetFlytyperne

e) stadig færre erfarne piloter på grund af tab under luftkampene, og

f) den store spredning af bombeangrebene

spillede Fighter Command som nævnt en ekstrem defensiv rolle især i juli og august.

Til at begynde med fløj Luftwaffes bombefly og jagerfly under angreb i hver sine formationer. Fighter Command gik kun til modangreb på bombeformationerne med det resultat, at alt for få af Luftwaffes jagere kom i kamp med Fighter Commands jagere. Det gav Luftwaffe store tab af bombefly.

Senere lod Luftwaffe bombeflyene være tæt eskorteret af jagerfly, men det resulterede i, at Luftwaffes jagerfly fløj for langsomt, når de mødte Fighter Commands jagerfly. Og det hæmmede naturligvis Luftwaffes jagerfly i at operere optimalt, når de først skulle til at accelerere, før de kunne gå til angreb på Fighter Commands jagerfly.

Den 7. september september angreb Luftwaffe London med store formationer af bombefly sammen med af store formationer af jagerfly. Til Luftwaffes store overraskelse fik Fighter Command allerede ved det andet angreb på London området - den 15. september - justeret deres taktik, så Luftwaffe mistede mange flere fly, end de havde regnet med.

Da det i september blev klart for Luftwaffe, at de på kort sigt hverken kunne nedkæmpe Fighter Command eller opnå fuld kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal, blev angrebene på Fighter Command stort set indstillet i løbet af september 1940.

Luftwaffe fortsatte angrebene på England efter en ny strategi - natlig terrorbombning af civilbefolkningen i London og andre byer, især havnebyer og byer med våbenproduktion. Terrorbombningen blev kaldt Blitzen. Målet var fortsat at søge at presse England til at indgå en fredsaftale. Fighter Commands jagerfly var stort set inaktive under disse angreb. Selv om radarvarslingssystemt kunne lokalisere bombeflyene, kunne jagerflyene simpelthen ikke finde Luftwaffes bombefly i mørket.

Om Englands luftforsvar under terrorbombningen se evt. afsnittet Blitzen. Se evt. også afsnittetForsvarsstrategien.

2.3 Styrkeforholdet

I juli 1940 så styrkeforholdet alene ud til at have afgjort udfaldet af kampen om luftherredømmet over Den Engelske Kanal og Battle of Britain på forhånd:

Fighter Command havde langt færre moderne jagerfly end Luftwaffe,
Fighter Commands piloter havde mindre kamperfaring end Luftwaffes piloter, der havde deltaget i luftkampe siden 1938, og
halvdelen af Fighter Commands moderne jagerfly (Hurricanes) kunne ikke måle sig med Luftwaffes jagerfly (Me109).

Om jagerstyrkernes størrelse se søjlen til venstre.

[Luftwaffe havde den afgørende mulighed for at vinde kampen. Jeg har baseret min hurtige konklusion på antallet af moderne jagerfly - for Luftwaffe typerne Me109 og Me110, for Fighter Command typerne Spitfire og Hurricane - samt det forhold, at Luftwaffe havde en oplagt mulighed for at nedbryde Fighter Commands radarvarslingssystem. L.O.] Se evt. afsnittetFlytyperne.

Fighter Command gik dog ikke i panik på grund af styrkeforholdet. Lederen af Group 11 - Air Vice-Marshal Keith Park - der havde ansvaret for luftforsvaret af London og det sydøstligste England - lod kun sine jagere - i små grupper på fx to eskadriller - gå til modangreb, når Luftwaffes angreb med bombefly. Luftwaffes bombefly var sædvanligvis eskorteret af jagerfly.

Angreb Luftwaffe alene med jagerfly, lod Park sine jagerfly blive på jorden. Radarvarslingssystemet kunne ikke med tilstrækkelig sikkerhed skelne formationer af bombefly fra formationer af jagerfly, så Fighter Command havde - på dage med et acceptabelt flyvevejr - et jagerfly på patrulje ud for Dover området til at afsløre angribende formationers størrelse og sammensætning.

Hovedmålet for Fighter Command var at skyde så mange af Luftwaffes bombefly ned som muligt, inden de nåede deres mål, og samtidig skabe så meget kaos i de tyske formationer, at nogen af de resterende bombefly heller ikke nåede deres mål.

I løbet af august erfarede Luftwaffe, at deres store Me110 jagere og især deres berygtede Ju87 Stuka dykbombefly var for handicappede i kamp med Fighter Commands jagere. Tabene for disse flytyper - i kamp med Fighter Commands Spitfire og Hurricane jagere blev blev simpelthen for store for Luftwaffe.

Tilsvarende måtte Fighter Command trække deres langsommere jagerfly ud af de luftkampe, hvor Luftwaffes Me109 jagerfly kunne blive involveret. Se evt. afsnittet Flytyperne og se kortet ovenfor vedrørende Me109 jagernes mulige operationsområde over England.

Med jagerflyet Me110 delvis trukket ud af kampene, var Luftwaffe og Fighter Command talmæssigt lidt mere jævnbyrdige i luftkampene. For Luftwaffe var det nu jagerfly af typen Me109, og for Fighter Command var det hovedsageligt jagerfly af typen Spitfire, der nu var i kamp mod hinanden.

Me109 og Spitfire fly var jævnbyrdige i luftkampe, hver med sine fordele over for modparten. Se evt. afsnittet Flytyperne.

Hurricane flyene var lidt langsommere end Spitfire flyene, så de undgik så vidt muligt "dog-fights" med Luftwaffes Me109 jagere. Eventuelt ved at dykke hurtigt eller gå i spin, når de mødte Me109 jagere.

På grund af en nødvendig spredning af jagerfly på flyvestationer langs Englands syd- og østkyst havde Fighter Command behøvet mindst dobbelt så mange jagerfly, som de faktisk havde, hvis de effektivt skulle have gået til modangreb mod Luftwaffes fly¹¹⁰.

2.4 Kampteknikken mellem fly i 1940 ⁵¹

I 1940 kunne et moderne enmandsbetjent jagerfly kun angribe et andet jagerfly eller et bombefly ved - at flyve direkte hen imod det og åbne ild fra sine fastmonterede maskingeværer. Jagerpiloten sigtede med sit fly mod på modstanderen, åbnede ild og drejede af i sidste øjeblik.

Hvis det drejede sig om at angribe et andet jagerfly, havde piloten i praksis kun mulighed for at skyde det andet jagerfly ned ved at flyve ind bagfra, og beskyde det fra en vinkel over eller under det andet jagerflys flyveretning. Det drejede sig altså om at snige sig ind på modstanderen bagfra, når det drejede sig om at skyde jagerfly ned.

Angreb på bombefly blev kompliceret af, at bombefly ofte havde en eller flere maskingeværskytter til at sigte og skyde på angribende jagerfly. For at undgå bombeflyenes maskingeværer måtte det angribende jagerflys pilot finde en passende angrebsvinkel. Over for bombefly havde jagerflyet til gengæld den fordel, at det var betydeligt hurtigere og mere manøvredygtigt end selv lette bombefly.

Fighter Commands taktik ved angreb på tyske bombeformationer var typisk:

To eskadriller (på hver 12 fly) blev sendt af sted mod den angribende bombeformation. En eskadrille Spitfire fly, og en eskadrille Hurricane fly.

De noget langsommere Hurricane jagerfly skulle koncentrere sig om at angribe Luftwaffes bombefly, mens de hurtigere Spitfire fly skulle koncentrere sig om kampen med de eskorterende Me109 jagerfly.

For at begrænse tabene af jagerfly skulle alle Fighter Command's jagerfly for enhver pris undgå at komme i kamp med de af Luftwaffes Me109 fly, der ikke eskorterede bombefly.

Om ideerne bag Fighter Commands strategier og taktikker se evt. afsnittet Forsvarsstrategien.

Foruden de rent numeriske styrkeforhold og tekniske specifikationer havde de to parter andre væsentlige fordele / ulemper. Det kan kort gøres op på følgende måde:

2.5 Luftwaffes fordele i luftkampene:

1. Luftwaffe havde lige fra starten dobbelt så mange jagerfly som Fighter Command ¹⁰². Den fordel blev dog reduceret ved, at nogle af deres jagerfly - ex Messerschmitt 110^{103 -}viste sig at være uhensigtsmæssige i luftkamp med begge typer af Fighter Commands jagerfly, Hurricane og Spitfire.

2. Luftwaffe havde bl.a. på grund af deres numeriske overlegenhed hele initiativet. De kunne vælge tid og sted for deres angreb. Kun vejret kunne være en hindring. Fighter Command fik oftest mindre end en halv times varsel om. at et angreb var under opbygning. Varslingerne kom fra fra Fighter Commands eget radarbaserede varslingssystem. Den engelske efterretningstjeneste kunne i sommeren 1940 ikke hjælpe Fighter Command med oplysninger om forestående angreb. Se evt. afsnittet Radar.

3. I 1940 var det svært for Fighter Commands varslingssystemer at bestemme flyvehøjden af angribende formationer nøjagtigt. Fighter Command skulle undgå at sende sine jagere så højt op, at de angribende formationer kunne passere under dem i ly af et skydække. Luftwaffes jagerfly fik derfor tit fordelen af at ligge i en lidt større højde, når de mødte Fighter Commands jagerfly.

4. Luftwaffes jagerfly kom fra sydlige retninger, og de havde derfor solen i ryggen ved indledningen til en luftkamp med Fighter Commands jagerfly.

5. Luftwaffe havde - i modsætning til Fighter Command - en velfungerende redningstjeneste for piloter, der blev skudt ned over Den Engelske Kanal.

2.6 Fighter Commands fordele:

6. På grund af deres effektivt organiserede radarbaserede varslingssystem kunne Fighter Command i princippet lade deres jagerfly vente på jorden, indtil systemet havde sporet et angreb af formationer af bombefly. I praksis viste det sig nødvendigt at have et jagerfly på patrulje ud for Dover området for så tidligt som muligt at fastslå omfanget og sammensætningen af den angrebsstyrke, varslingssystemet lokaliserede.

Fighter Command kunne så sende sine jagerfly op eskadrillevis, og lade dem gå til modangreb samtidigt med de angribende fly nåede den engelske kystlinje. På grund af det radarbaserede varslingssystem behøvede Fighter Command ikke at spilde kostbar kapacitet og flyvetid ved altid at have hele eskadriller af jagerfly på patrulje.

7. Begge parters jagerfly havde kun brændstof til godt en times samlet flyvetid / kamptid. Da hovedparten af kampene mellem jagerflyene foregik over Englands sydkyst, havde hvert fly fra Fighter Command mere flyvetid over kampområdet end Luftwaffes. Ex havde det tyske jagerfly af typen Me109 kun ca. 15 minutter til rådighed ved en luftkamp over London, før det var nød til at returnere. Se evt. kortet ovenfor.

8. Blev et jagerfly så beskadiget under luftkamp over land, at piloten måtte springe ud i faldskærm, kunne en engelsk pilot ofte være tilbage på sin base samme dag til at fortsætte kampene i et nyt fly. En tysk pilot, der måtte springe ud over England i faldskærm eller nødlande i England, kom i krigsfangenskab. Der var mangel på erfarne piloter både hos Luftwaffe og Fighter Command i forhold til antallet af fly.

9. Et tysk luftangreb mod England var oftest sammensat af et antal tomotorers bombefly med den opgave at bombe et bestemt mål (ex flyvestation eller flyfabrik). Da bombeflyene var meget lette mål for de engelske jagerfly, måtte de beskyttes af jagerfly. Det betød, at en del tyske jagerfly var bundet til at holde sig tæt til bombeflyene, og flyve med disses lavere hastighed. De kunne således ikke gå på "fri jagt" efter engelske jagerfly.

10. De mest oplagte bombemål i det sydlige England var kraftigt beskyttet af antiluftskyts (kanoner og / eller maskinkanoner) - se evt. punkt 10.1 - samt af spærreballoner, der dannede hele luftbarrikader - se evt. punkt 10.2 nedenfor. Et af fordelene ved kanonerne og ballonerne var, at de tvang Luftwaffes fly op i højder, hvor det var mest fordelagtigt for Fighter Commands jagerfly at nedkæmpe dem.

10.1 Antiluftskytset bestod af enten egentlige kanoner (a) eller maskinkanoner (b) med en noget mindre kaliber.

a) Kanonerne var typisk opstillet i et antal batterier - oftest hvert bestående af 4 kanoner - anbragt omkring indflyvningsmulighederne til de store byer. De kraftigste kanoner kunne sende en granat op i en højde af ca. 8000 m. I hele området omkring London - svarende til Group 11's område - var der den 11. september 1940 ca. 420 egentlige antiluftskytskanoner¹⁵⁹.
b) Maskinkanonerne var typisk anbragt tæt ved flyvestationer, havne, flyfabrikker eller andre oplagte bombemål for at kunne beskyde lavtgående fly under angreb.

10.2 Aflange spærreballonerne blev så vidt muligt anbragt i skylaget. Serier af spærreballoner dannede barrikader fx ved Dover og London. Det var oftest vanskelligt at se såvel ballonerne som deres wirer ned til jorden. I hele området omkring London - svarende til Group 11's område - var der ca. 500 balloner i aktion den 31.august 1940¹⁶⁰.

Om antiluftskytsets og ballonforsvarets organisation og funktion se afsnittet Forsvarsstrategien.

11. I modsætning til de tyske flyfabrikker, var de engelske flyfabrikker løbende i stand til at producere erstatningsfly for nedskudte Hurricane og Spitfire fly, og lidt til.

Der ud over udførte et større antal private værksteder en del større reparationsarbejder på flyene for at aflaste Fighter Command's egne servicefunktioner.

Fighter Command manglede på intet tidspunkt under Battle of Britain erstatningsfly for nedskudte fly, men manglede i hele perioden katastrofalt nye piloter til erstatning for dem, der blev dræbt eller invalideret under luftangrebene.

3. Luftkampene fra juni til oktober 1940

For detaljeret gennemgang af slaget fra dag til dag spring til punkterne Slaget fra dag til dag.

3.1. Generelt

Perioden fra 10. juli til 31. oktober 1940 er i England den officielle afgrænsning af luftslaget¹⁰¹ "Battle of Britain".

Der var i 1940 luftkampe mellem engelske og tyske fly både før og efter denne periode, men hovedvægten af Luftwaffes angreb på Fighter Command fandt sted mellem disse datoer.

Luftwaffes sidste store dagangreb med bombefly eskorteret af jagerfly fandt sted den 15. september 1940. Fra den 30. september 1940 indstillede Luftwaffe større dagangreb mod England. I oktober 1940 fortsatte Luftwaffe med at foretage bombeangreb om dagen, men nu med enkelte jagerfly - af typen Me110 - indrettet som jagerbombere. Målene var meget specifikke - oftest vigtige bygninger på flyfabrikker.

Luftwaffe havde allerede den 7. september - i slutfasen af Battle of Britain - indledt en ny strategi med massive natangreb med bombefly uden jagereskorte. Se evt. afsnittet Blitzen. Disse natangreb var ikke rettet mod Fighter Command, men mod hele den engelske infrastruktur og civilbefolkning for at nedbryde dens modstandskraft.

De to strategier så at sige overlappede hinanden en uges tid i september 1940. Se evt. afsnittet Kronologi.

3.2. Sejr

Ved udgangen af september 1940 kunne man reelt ikke tale om en sejrherre eller taber i luftkampene mellem Luftwaffe og Fighter Command. Ingen af parterne havde nedkæmpet den anden. Men det faktum, at Luftwaffe valgte at indstille sine hidtidige luftangreb om dagen, var selvfølgelig en sejr for Fighter Command.

Først efter 1945 fik historikere endeligt bekræftet, at Hitler, på grund af manglende resultater fra Luftwaffe i august og september 1940, havde nedgraderet sit mål med at foretage en invasion af England. Se evt. afsnittet Seelöwe Sea Lion.

I dagene omkring den 15. september opfangede det engelske efterretningsvæsen en kodet radiomeddelelse til Luftwaffes Luftflotte 2, der kunne tyde på, at invasionsplanerne var stillet i bero.

I oktober 1940 valgte Hitler officielt en udsættelse på ubestemt tid af det mål, han havde fastlagt i sin førerordre nr. 16¹¹¹ - nemlig truslen om invasion for at få en fredsaftale i stand med England.

Men Hitler opgav naturligvis ikke sit mål: at få en fredsaftale med England.

Sejren i Battle of Britain var den første vigtige sejr i kampen mod Hitler.

Fra et et vesteuropæisk synspunkt blev det også den mest afgørende sejr under Anden Verdenskrig, idet England fortsat militært set var med i krigen. Uden sejren var England på en eller anden måde sandsynligvis blevet tvunget til at indgå en fredsaftale med Tyskland. Var det sket, ville Anden Verdenskrig i Europa udelukkende være blevet til et opgør mellem Hitlers Nazityskland og Stalins Sovjetunion. Se evt. afsnittet Kontrafaktisk.

Æren for sejren må tilskrives:

Piloterne.

Polulært kaldet "The Few", af Churchill kaldet "Dowding's chicks". I Fighter Command deltog 2917 piloter i Battle of Britain i kortere eller længere tid. Heraf blev 544 dræbt i kamp. En femtedel af de 2917 piloter - i alt 537 - kom fra andre lande, heraf 147 fra Polen.

I modsætning til Luftwaffes udelukkende tyske, veluddannede og erfarne piloter udgjorde Fighter Commands piloter et kludetæppe af nationaliteter, samfundsklasser, uddannelser og - for over halvdelen af piloterne - en total mangel på erfaring i flykampteknik.

Her til kom, at over halvdelen af de moderne jagerfly Fighter Command rådede over (Hurricanes) var teknisk set underlegne i forhold til Luftwaffes jagere (Me109).

Om piloternes indsats sagde Churchill i en tale til det engelske parlament den 20. august 1940: "Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few".

Efter piloterne, må følgende tre dele æren på lige fod:

Churchill. Æren for, at England under de givne forhold var indstillet på at fortsætte krigen mod Hitler trods nederlaget i Frankrig, evakueringen fra Dunkerque og luftkrigens rædsler, må tilskrives premierminister Winston Churchill. Se evt. afsnittet Ledere England.

Dowding. Arkitekten bag det enestående forsvarssystem, som Fighter Command havde fået etableret i perioden fra 1936 til foråret 1940, var Air Chief Marshal Hugh Dowding's¹³⁸. Systemet var baseret på et rudimentært radarvarslingssystem. Dowding var også øverste chef for Fighter Command under hele Battle of Britain. På hans sten i Westminster Abbey står: "He led the Few in the Battle of Britain" Se evt. afsnittetEfterspillet.

Park. Æren for, at det dag for dag lykkedes at klare sig igennem den ulige kamp med Luftwaffe i sommeren og efteråret 1940, må tilskrives lederen af Fighter Commands Group 11 Air Vice-Marshal Keith Park¹³⁸ fra New Zealand. Se evt. afsnittetEfterspillet.

Flere andre kunne nævnes, herunder især:

Robert Watson-Watt. England kom senere end en række andre lande først ud over det rent eksperimentale stadium med radar i januar 1935. En ingeniør Robert Watson-Watt var blevet sat til at lede udviklingen af et radarsystem, der kunne fungere som varslingssystem for angribende fly. Det lykkedes ham at færdiggøre et rudimentært radarsystem, der kunne løse opgaven. Det første af sin art i verden. Det blev taget i brug i foråret 1940! Før Luftwaffe startede deres angreb mod England havde Dowding netop fået trænet flere hundrede unge kvinder (fra WAAF) til at betjene systemet som radarplottere. De var trænet indtil perfektionisme, da Luftwaffe startede angrebene i sommeren 1940. De arbejdede koncentreret selv i de livsfarlige situationer, hvor deres radarstationer eller operation centre var under direkte bombeangreb.

Thomas Inskip, en jurist - uden erfaring inden for forsvarsanliggender - der i 1936 til stor overraskelse var blevet udnævnt til Minister for Coordination of Defence. Uden ham havde England ikke haft et et effektivt Fighter Command i 1940. Se evt. afsnittet RAF's historie.

Max Aitkin (kaldet Lord Beaverbrook). En canadisk født bladejer fra London (Daily Express). Af Churchill udnævnt til Minister of Aircraft Production i maj 1940. Uden Lord Beaverbrook's enerådende og brutale lederskab havde Fighter Command ikke fået leveret erstatningsfly nok i efteråret 1940.

Reginal. J. Mitchell var flykonstruktør på flyfabrikken Supermarine. Ved at udnytte en række moderne konstruktionsdetaljer fra andre fly og fabrikker lykkedes det ham konstruere Spitfire jagerflyet i 1936. Da Slaget om England startede i sommeren 1940, var lidt under halvdelen af Fighter Commands moderne jagerfly Spitfires. Havde Fighter Command kun haft Hurricane jagerflyet under Battle of Britain, ville slaget have været tabt. Hurricane jagerflyet kunne ikke klare sig i direkte luftkampe med Luftwaffes Me109 jagerfly.

For alle de nævnte - undtagen piloterne og Churchill - gælder, at det var tilfældigheder, der bevirkede, at de kom til at indtage så afgørende positioner før Battle of Britain startede. Se evt. afsnittet Ledere England for nærmere omtale af de nævnte.

3.2.1 Hvorfor trak Luftwaffe sig ud af Battle of Britain?

Luftwaffe skulle have nedkæmpet Fighter Command's infrastruktur langs Englands sydkyst senest i midten af september 1940, for at invasionen af England kunne iværksættes inden efteråret for alvor satte ind. Se evt. afsnittet Seelöwe. En sejr for Luftwaffe skulle have tvunget Fighter Command til at rykke deres jagerfly til flyvestationer nord for Londonområdet. Men Luftwaffe sejrede ikke. Hvorfor?

Først og fremmest var det et faktum, at Luftwaffe ikke havde forberedt sig godt nok på at angribe Fighter Command. Luftwaffes reelle styrke oversteg langt Fighter Command's i sommeren 1940. Men tilsyneladende har Luftwaffes ledelse været overbevist om, at det ville være en nem sag at nedkæmpe Fighter Command, og havde derfor ikke forberedt sig godt nok. Især to ting a) og b) var afgørende for det mislykkede forsøg:

a) Luftwaffe blev først, efter kampene var startet, opmærksom på, at Fighter Command havde et effektivt radarbaseret varslingssystem. Det var radarteknisk rudimentært - det var måske derfor tyskerne ikke opdagede det -, men systemet til at organisere varslingen var indøvet til perfektionisme.

Da tyskerne endeligt resonerede, at de høje master langs Englands kyster var et radarsystem for varsling af fly, prøvede de selvfølgeligt at sætte det ud af funktion. På grund af manglende viden om, hvordan systemet rent fysisk var opbygget, prøvede Luftwaffe at lamme radarstationerne ved at kaste bomber mod stationernes høje slanke antennemaster. Masterne var i modsætning til bygningerne med elektronikken og dataskærmene meget vanskellige at ramme. Luftwaffe var simpelt hen ikke ihærdige nok med at sætte radarstationerne ud af drift, selv om deres Stuka Ju 87 dykbombefly beskyttet af jagerfly var som skabt til formålet. Var det lykkedes, havde det været fatalt for Fighter Command. Fighter Command havde simpelt hen ikke kunne komme de angribende fly i møde, og de havde haft frit slag til at bombe London og Sydengland. Det lykkedes kun Luftwaffe at sætte en af de 19 radarstationer helt ud af drift nogle dage²¹⁹. Se evt. afsnittet Kontrafaktisk punkt 6.

b) Stik mod Luftwaffes forventning, opererede Fighter Command ekstremt defensivt. Bortset fra det store afgørende luftslag den 15. september gik Fighter Command ikke massivt til modangreb. Fighter Command førte en nærmest fabiansk forsvarsstrategi. Fighter Command sendte kun et mindre antal jagerfly op, når det var et angreb med bombefly, der var undervejs.

Den defensive forsvarsstrategi mistolkede Luftwaffe. Ved starten af september 1940 troede Luftwaffe, at de praktisk taget nedkæmpet hele Fighter Command. Men især Fighter Commands massive indsats den 15. september 1940 viste Luftwaffe, hvor langt de var fra at have nedkæmpet hele Fighter Command.

3.3 Sejrens betydning

Den kommende vejrsituation og det stadig manglende luftherredømme over Den Engelske Kanal tvang Hitler til at stille invasionen af England i bero. Se evt. afsnittet Sea Lion.

Den 30. september var situationen derfor, at den store engelske søkrigsflåde i givet fald kunne sættes ind i Den Engelske Kanal som forsvar mod et eventuelt tysk invasionsforsøg, og Fighter Command ville være i stand til at yde søkrigsflåden - især destroyerflåden - beskyttelse mod Luftwaffes angreb.

Til trods for Fighter Commands "sejr" fortsatte Luftwaffe med bombeangreb om natten. Natangrebene kunne ikke bruges til at nedkæmpe Fighter Command's infrastruktur, de var simpelthen ikke præcise nok til. De kunne derfor heller ikke bruges effektivt mod andre specifikke bombemål som fx. flyfabrikker.

De fleste natangreb var rettet mod London eller mod byområder med produktion af militært udstyr eller havnebyer. Natangrebene var vilkårlig terrorbombning af de pågældende byer med det formål at nedbryde befolkningens moral og skade den forsvarsrelaterede infrastruktur for på den måde at fremprovokere en fredsaftale. Se evt. afsnittet Blitzen.

4. Slaget fra dag til dag

Angrebsfaserne i Battle of Britain^{4
& 5}

Selve den officielle afgrænsning af Battle of Britain - til at være perioden fra den 10. juli til den 30.september 1940 - bliver af historikerne delt op i enten tre eller fire faser. Jeg har valgt opdelingen i fire faser*:

*Der er divergerende opfattelser blandt historiker om de nøjagtige start- og slut datoer for hver fase indenfor tidsafgrænsningen fra den 10. juli til den 31. oktober. De her anvendte er fra note nr. 4.

Fase 1 fra den 10. juli* til den 7. august*.

Fase 2 fra den 8. august* til den 23. august*.

Fase 3 fra den 24. august* til den 6. september*.

Fase 4 fra den 7. september* til den 30. september*.

Målet for Luftwaffe var det samme gennem alle faserne 1 - 4: Luftwaffe skulle opnå fuld kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydlige England ved at nedkæmpe Fighter Command.

Til de fire faser skal der lægges en slutfase fra den 1. oktober til den 31. oktober. Slutfasen er omtalt efter fase 4 nedenfor.

Udenfor den officielle afgrænsning af Battle of Britain kan man yderligere tilføje juni måned som en opstartsfase, hvor Luftwaffes jagerfly med samme strategiske mål som under Battle of Britain - men i begrænset omfang - udfordrede Fighter Command.

Opstartsfasen indtil den 9. juli

Perioden, fra afslutningen af luftslagene omkring evakueringen fra Dunkerque den 4. juni til luftslagene over Den Engelske Kanal begyndte, var præget af mindre sporadiske angreb. Fighter Command brugte især tiden til at justere deres indsats i luftkampe efter de erfaringer, luftkampe over Frankrig og især over Dunkerque området havde givet dem.

I første del af perioden var Luftwaffe endnu kraftigt engageret i støtteaktioner til den tyske hærs kampe i Frankrig.

Fase 1 fra den 10. juli til den 7. august*.

Denne fase kaldes også Kanal-fasen. De fleste luftkampe fandt sted under Luftwaffes angreb på konvojer af skibe i Den Engelske Kanal. Fighter Command sendte i begrænset omfang deres jagere op i små grupper for at angribe de lette bombefly og eskortejagerne, men undlod at sende jagerfly op til kamp mod grupper udelukkende bestående af Luftwaffes jagerfly.

Air Chief Marshal Dowding ville ikke risikere at miste mange jagerfly ved luftkampe mod Luftwaffes overvældende antal jagerfly. Og især ville han ikke miste dem ude over Den Engelske Kanal, hvor Fighter Command ikke havde de fordele nævnt ved underpunkterne 6 og 7 i punkt 2.6 om styrkeforholdet. Se ovenfor.

Et andet forhold var, at Fighter Command - generelt set - ikke sendte sine jagerfly af sted før deres varslingssystem havde konstateret et angreb med bombefly. Det betød, at jagerne tit kom for sent til at hindre bombeangreb mod skibe.

Adskillige engelske fragtskibe gik tabt under Luftwaffes angreb. På grund af Luftwaffes angreb og Fighter Commands tøven, ville det engelske admiralitet ikke sætte destroyerflåden ind for fuld styrke til forsvare fragtskibene i Den Engelske Kanal.

Der var moderate tab af fly på begge sider. Luftwaffes lette Ju87 Stuka dykbombere var særdeles effektive ved angreb på skibe, men Luftwaffe måtte efterhånden erkende, at både deres Me110 jagere og Ju87 dykbomberene var alt for lette mål for Fighter Commands Spitfire og Hurricane jagerfly.

Især Luftwaffes Ju87 krævede jagereskorte fra Me109 jagere. De blev derfor delvist taget ud af angrebene. Når der ses bort fra angreb på skibe og radarstationer, kunne Luftwaffe bombe mere effektivt med deres øvrige typer af lette bombefly eskorteret af Me109 jagere. Se eventuelt afsnittet flytyper.'

En detaljeret gennemgang af Fighter Command's operationer i perioden findes i John Foreman's bog: "Fighter Command War Diaries", England 2002.

Fase 2 fra den 8. august* til den 23. august* - herunder "Adlerangriff".

I denne fase begynder Luftwaffe at følge den ordre, Hitler gav i sin førerordre nr. 17¹¹⁴ af den 1. august 1940: Luftwaffe skulle med fuld styrke angribe Fighter Command's jagerfly og infrastruktur for at nedkæmpe hele det engelske luftforsvarssystem, Operationens hovedangreb fik navnet Adlerangriff.

Første prioritet var at som hidtil at ødelægge så mange af Fighters Commands jagerfly som muligt. Dernæst at beskadige flyvestationer med al deres infrastruktur, (værksteder, kommandocentre, forbindelseslinjer, forsyningsdepoter mm) og endelig ar ødelægge flyfabrikkerne. Ordren åbnede også mulighed for anvendelse af terrorbombning.

I løbet af de to uger, fase 2 varede, blev Luftwaffes angreb gradvist ændret til koncentrerede angreb på flyvestationer nær Kanalkysten syd for London. Især angrebene på flyvestationerne satte hele Fighter Commands jordpersonel og infrastruktur under pres.

Flyvestationerne var ikke indrettet til at beskytte jordpersonellet under et angreb. I sommeren 1940 var kun Fighter Commands Group kommandocentre - ex. Uxbridge for Group 11 - indrettet i bombesikre rum under jorden¹³⁸. På flyvestationerne var der kun i al hast blevet opstillet "mure" af sandsække og gravet grøfter som personellet kunne springe ind bag ved - eller ned i, når de angribende fly kom direkte imod dem.

Selv under et angreb på en flyvestation var der funktioner, der skulle fungere, eksempelvis:

a) Flyservice. Jagerfly, der kommer tilbage fra luftkamp, skal serviceres med optankning, ilt, ny ammunition mm i løbet af ca. 10 minutter, inden de skal i luften igen for at kæmpe videre.

b) Opfyldning eller markering af huller efter bomber på landingsarealerne, så landene fly ikke havarerede.

c) Styring af luftkampene. I kontrolrummene arbejder officerer og ikke mindst snesevis af unge WAAF-lotter ved plotterborde og kommunikationssystemer for at styre luftkampene.

Trods de meget livsfarlige arbejdsbetingelser fortsatte alt uniformeret personel med at udføre deres funktioner under angrebene.

Kun når flyvestationen var under direkte bombeangreb eller beskydning fra Luftwaffes fly kunne personellet på de åbne områder springe i dækning bag sandsække eller i grøfter.

Ved angreb på flyfabrikker og andre mål udenfor flyvestationerne kunne folk gå i beskyttelsesrum under angrebene og blive der, indtil angrebet blev afblæst.

Adlerangriff

Vejret i perioden fik Luftwaffe til at vente med et planlagt hovedangreb, til der var udsigt til en flere dages periode med højtryk og derfor fint flyvevejr. Første dag for Adlerangriff¹¹⁷ blev derfor den 13. august 1940.

Lederen af Luftwaffe - Reichsmarschall Göring - havde lovet Hitler at gøre det af med Fighter Command i løbet af fire dage, hvis de rigtige betingelser var til stede.

Görings vurdering var baseret på det meget store antal engelske jagerfly Luftwaffe mente at have skudt ned i den forudgående periode**.

Men Göring undervurderede totalt det antal eskadriller af jagerfly Air Chief Marshal Dowding egentlig havde og ofte holdt i reserve eller på "rekreation".

Eksempler på angreb under fase 2:

Den 15. august - vejret var perfekt for luftangreb¹¹².

Luftwaffe gennemførte den 15. august denne fases mest omfattende angreb. I alt udførte Luftwaffe 1786 starter den dag. De fleste af Luftwaffes Me109 jagere var af sted to gange den dag. Fighter Command skød 75 af Luftwaffes fly ned, og mistede selv 34 jagerfly, hvorved 17 piloter blev dræbt¹¹².

Luftwaffes bombeangreb var koncentreret om flyvestationer, men der blev for første gang også kastet bomber mod enkelte flyfabrikker i London området. På de angrebne flyvestationer blev adskillige blandt jordpersonellet såret.

Den 16. august - vejret var igen perfekt¹¹³.

Luftwaffe gennemførte ialt 1716 starter den dag. Fighter Command skød 45 Luftwaffe fly ned, Luftwaffe skød 22 af Fighter Commands jagere ned, hvorved 8 piloter blev dræbt.

Flyvestation Tangmere i Group 11's Sector A område var en af de flyvestationer, der blev angrebet den dag. Tangmere var en sektor flyvestation (se eventuelt afsnittetForsvarsstrategien). Flyvestationen blev angrebet af et antal Ju 87 dykbombere. Ødelæggelserne var omfattende: Flyvestationens brændstoflager samt hangarer og værksteder blev ødelagt. 12 fly, herunder 7 Hurricane jagere blev beskadiget. 13 personer, heraf 3 civile, fra flyvestationens jordpersonel blev dræbt ved angrebet.

Søndag den 18. august - varierende skydække.

Dagen blev efterfølgende kaldt "The Hardest Day"³⁷. Igen massive bomberangreb mod flyvestationer med store ødelæggelser til følge. Flyvestationer blev angrebet både af meget lavtgående bombefly og bombefly fra mere normal angrebshøjde. Flyvestation Kenley blev ramt af over 100 bomber. Fire Hurricane jagere blev ramt, mens de stod på jorden.

Hidtil største antal Luftwaffe fly skudt ned på en dag - 60 - heraf 17 Ju87 Stukas dykbombere. I alt blev 100 Luftwaffe fly og 136 RAF fly skudt ned eller beskadiget denne dag, det største antal på en dag under Battle of Britain.

En detaljeret gennemgang af operationerne den 18. august med beretninger fra deltagere og vidner findes i Alfred Price's bog: The Hardest Day, London 1998.

Tabene under fase 2¹¹⁹.

Luftwaffe mistede 167 bombefly, herunder 40 Ju87 Stukas dykbombere. Fighter Command mistede 175 jagerfly af typerne Spitfire og Hurricane. Fighter Commands tab af fly blev opvejet af en flyproduktion, der overskred det forventede, og en ekstrem hurtig reparation af fly på værksteder udenfor flyvestationerne.

Men fasens menneskelige omkostninger for Fighter Command var dybt alvorlige, især hvad angik piloter. 94 piloter var blevet dræbt eller meldt savnet under luftkampene, og 60 blev så hårdt såret, at de umiddelbart måtte tages ud af tjeneste. De 154 piloter kunne kun erstattes af nye piloter med et par ugers træning med en betydelig svækkelse af Fighter Commands kampevne til følge. Hertil kom, at de "gamle" piloter blev mere og mere udmattede efter de utallige luftkampe.

En mere detaljeret gennemgang af Fighter Command's operationer i perioden findes i John Foreman's bog: "Fighter Command War Diaries", England 2002.

Fase 3 fra den 24. august* til den 6. september*.

Fase 3 var karakteriseret ved en intensivering af de massive angreb på flyvestationer i hele Fighter Command Group 11's område, især omkring London. Skaderne på flyvestationernes infrastruktur blev efterhånden mere og mere omfattende, og reparationer tog længere og længere tid. Enkelte flyvestationer måtte simpelthen lukkes i kortere perioder. Enkelte af varslingssystemets radarstationer blev ramt. og var ude af funktion i flere dage.

Tabene af Spitfire og Hurricane jagerfly i kamp mod Luftwaffe og på jorden var de hidtil største.

Mange værkstedshangarer på flyvestationerne blev ødelagt af bomber med det resultat, at reparationer og vedligeholdelse af jagerflyene måtte foregå i fri luft.

Kontrolrummene på sektor flyvestationerne blev ramt af bomber, men det lykkedes ofte i løbet af meget kort tid at retablere funktionerne i andre bygninger. Det skete bl.a. ved at civile telefonmontører på rekordtid fik omlagt alle telefonledninger og oprettet omstillingsborde i de nye bygninger.

Eksempler på angreb i fase 3:

Den 31. august - klart og varmt vejr.

Fighter Command indkasserede de største tab på en enkelt dag: 39 jagerfly blev skudt ned under luftkampe med Luftwaffe, herved mistede 14 piloter livet. Luftwaffe mistede 41 fly over England i løbet af det døgn. Flyvestationer i Group 11's område var igen hovedmålene for dagangrebene.

Især Biggin Hill sektor flyvestation nær London blev ramt, og størstedelen af bygninger på stationens område blev ødelagt. Ikke desto mindre var stationen fuldt operationsklar næste morgen.

Den 1. september - klart og varmt vejr.

Et af Luftwaffes mål den dag var igen Biggin Hill sektor flyvestation, der derved blev angrebet for sjette gang på tre dage. Landingsbanerne blev beskadiget med mange små bombekratere, så landene fly måtte omdirigeres til Croydon. Det gik også ud over alle kabelforbindelserne til hele området, samt kontrolrummene. Nye kabelforbindelser blev etableret og et nyt kontrolrum var klar næste morgen. Samtidig var alle kraterhullerne på landingsbanen blevet fyldt op i løbet af natten, så flyvestationen var igen delvis operationsklar næste morgen.

Ryggen mod muren.

Flyvestationerne i Group 11s område var mere og mere begyndt at ligne ruindynger. Det blev vanskelligere at servicere jagerflyene, og piloterne var nedkørte af træthed. Fighter Command i Group 11 virkede mere og mere nedslidt, og det begyndte at ligne en udmattelseskamp.

Fighter Command var begyndt at kæmpe med ryggen mod muren for så vidt angår luftherredømmet over det sydøstlige England. Air Chief Marshal Dowding begyndte at planlægge en flytning af dele af Group 11 til flyvestationer nord for Themsen.

Produktionen af nye jagerfly til Fighter Command kunne følge med til at dække tabet af fly i kamp, men procentdelen af trænede jagerpiloter blev gradvist mindre, og de, der var tilbage, blev mere og mere udmattede. De nye uerfarne piloter blev hurtigere skudt ned under luftkampe med Luftwaffe. De blev erstattet af helt nye piloter med en træningsperiode på kun et par uger. En slags dødsspiral.

Luftwaffes angrebsteknik blev mere og mere sofistikeret for at narre Fighter Commands varslings-systemer. Eksempler:

Intensiv flyaktivitet langs den nordfranke kyst fyldte systemet med radarsignaler, så det blev sværere for operatørerne at skille ekkoerne fra et egentligt angreb ud fra mængden af ekkoer,
Luftwaffe opbyggede store "falske" bombeformationer over den nordfranske kyst, som slet ikke gik til angreb, og
Luftwaffe splittede angribende bombeformationer op på halvvejen i mindre formationer, som så angreb i hver sin retning.

Luftwaffe havde indtil nu ikke bombet i det centrale London i væsentligt omfang. Bombemålene havde - foruden Fighter Commands infrastruktur - indtil nu været vigtige havnebyer og ikke mindst flyfabrikker.

Den 6. september prøvede Luftwaffe bl.a. at angribe Hawker fabrikkerne i Brookland nær London. Fabrikkerne stod for halvdelen af produktionen af Hurricane jagerfly. Det lykkedes Fighter Command at afvise angrebet, så fabrikkerne ikke blev ramt.

Tabene under fase 3¹²¹

103 af Fighter Commands aktive piloter var omkommet, og 128 hårdt såret under fase 3. Fighter Command havde i perioden mistet 466 jagerfly - styrtet ned eller alvorligt beskadiget - i luftkampe og fået leveret 269 nye eller reparerede fly fra fabrikker eller værksteder.

En mere detaljeret gennemgang af Fighter Command's operationer i perioden findes i John Foreman's bog: "Fighter Command War Diaries", England 2002.

Fase 4 fra den 7. september til den 30. september*.

Den 7. september skiftede Luftwaffe totalt sin taktik i kampen mod Fighter Command, og skiftede overordnet sin strategi i kampen mod England.

Taktikken ændres fra samtidig at angribe flere militære mål - hovedsagelig flyvestationer - med få fly, til at angribe London med meget store formationer - 300 bombefly eskorteret af 600 jagerfly.

I London var det i første omgang byens havneområder i East End, der var målet.

Ved dagangreb blev bomberne kastet fra relativ stor højde - tæppebombning. Bomberne over havneområdet skulle især ramme brændstoflagre, gasværker o. lign.

Om natten, hvor bombemålene ikke var synlige, blev bomberne kastet over det østlige London. Bomberne ramte derved uvilkårligt store beboelsesområder som terrorbombning.

Luftwaffes nye strategi - terrorbombning - starter.

Det primære mål for for hele aktionen den 7. september var igen at prøve at lokke hele Fighter Commands styrke af jagere på vingerne for at skyde så mange af dem ned som muligt under luftkamp. Det sekundære mål med aktionen - og begyndelsen til en ny strategi - var nu direkte at terrorisere den engelske civilbefolkning.

Årsagen til, at Tyskland fra den 7. september ændrede strategi med terrorangreb på London skyldtes, at Hitler gav grønt lys for det. Hitler havde i sin førerordre nr. 17 af 1. august taget forbehold for brug af terrorbombning i luftkrigen. Hitlers beslutning om at gennemføre terrorbombningen fra den 7. september har sandsynligvis været under indflydelse af tre forhold:

ønske om gengældelse for engelske terrorbombeangreb mod Berlin siden den 25. august,
at lægge psykisk pres på den engelske befolkning lige før den tyske invasion skulle begynde, og
accept af Generaleldmarschall Kesselrings ide om, at den sikreste måde at få flest mulige engelske jagerfly i luften på en gang, var bombeangreb mod London.

Luftwaffe fik opfyldt ønsket om at få det maksimale antal jagerfly fra Fighter Command på vingerne på en gang. Især efter at Fighter Command i dagene efter den 7. september havde fået justeret deres taktik efter de nye tyske masseangreb.

Men antallet af jagerfly, der kom på vingerne og gik til modangreb i større eller mindre formationer, kom som en overraskelse for tyskerne - især Fighter Commands modangreb den 15. september chokerede Luftwaffe.

Den tyske efterretningstjeneste havde helt klart forregnet sig med hensyn til,

hvor mange jagerfly Fighter Command havde tilbage,

hvor høj Fighter Commands kampmoral var, og
hvor hurtigt Fighter Command kunne omstille sig til den nye taktik med masseangreb.

Den 7. september havde den engelske forsvarsledelse vurderet situationen til at være så alvorlig, at hele landets forsvarsberedskab blev stillet i højeste alarmberedskab - operation "Cromwell" - til at imødegå en umiddelbart forestående invasion. Se evt. afsnittet Seelöwe.

Efter kampene den 15. september måtte Luftwaffe "kaste håndklædet i ringen". De kunne ikke love Hitler det ønskede luftherredømme over Sydengland og Den Engelske Kanal indenfor de kommende uger, og Hitler udsatte derfor invasionen på ubestemt tid. Hans hovedinteresse havde siden juli været det forestående angreb mod Sovjetunionen i 1941. Se evt. afsnittet Seelöwe.

Eksempler på angreb i fase 4:

Den 7. september - klart vejr

Luftwaffes angreb startede den dag kl. 16. Varslingssystemet registrerede at stort antal fly samlet i en angrebsstyrke, og Fighter Commands ledelse forventede et angreb efter samme retningslinjer, som de foregående dage, nemlig at angrebsstyrken under passage over Den Engelske Kanal ville blive splittet op i flere dele, og enkelte flyvestationer eller områder med flyfabrikker ville blive angrebet samtidigt. Fighter Commands jagereskadriller blev disponeret i overensstemmelse med disse forventninger.

Til Fighter Commands store overraskelse forblev Luftwaffes angrebsstyrke samlet i to store grupper, der efter nogle kursændringer fløj direkte mod London. Kampledelsen kunne ikke nå at omorganisere jagerforsvaret, og størstedelen af angrebsstyrken nåede frem til London uden at møde modstand fra Fighter Commands jagere. Først på tilbageturen blev mange af angrebsstyrkens bombefly angrebet af Fighter Commands jagere.

Luftwaffes angrebsstyrke var på 300 bombefly beskyttet af 600 jagere, og bombeflyene forårsagede omfattende skader på Londons infrastruktur og i beboelseskvarterer i Londons East End. Bombeangrebet startede voldsomme brande i London, og angrebet fulgtes op af nye angreb resten af dagen og den efterfølgende nat. Ved angrebene om natten fandt Luftwaffes bombefly deres mål ved lyset fra de mange brande. Vedrørende natangreb se evt. afsnittet Blitzen.

De natlige terrorangreb - nogle gange massive angreb - på London fortsatte hver nat indtil 13. november 1940.

Den 15. september - let skyet - Battle of Britain Day

Luftwaffe startede det første angreb kl. 11. Taktikken var i vid udstrækning en kopi af angrebet den 7. september. Men denne gang var Fighter Command forberedt. Fighter Commands indsats blev ledet af chefen for Group 11 Air Vice-Marshal Keith Park. Premierminister Winston Churchill var til stede ved siden af Park under en del af angrebet, og Churchill har beskrevet oplevelsen i sit værk om Anden Verdenskrig.

Jagereskadriller fra Fighter Commands grupper 10 og 11 går til modangreb på Luftwaffes angrebsstyrke i tre bølger syd for og over London. Fem eskadriller fra Group 12, der er samlet i en Wing, angriber fra en linje mellem Debden og Hornchurch nordøst for London, se evt.kort.

Det lykkedes Fighter Command at genere Luftwaffes angrebsstyrke så meget, at den kun i begrænset omfang fik kastet bomberne på de forudbestemte mål.

Luftwaffes næste angreb startede kl. 14. Alle Fighter Commands jagerfly var i mellemtiden blevet tanket op og klargjort efter formiddagens kampe. Luftwaffes taktik og målområde var det samme, som angrebet den 7. september, og forsvaret anvendte samme taktik som om formiddagen.

Luftwaffes tab ved de to angreb var så store, at det kun var blevet overgået af tabene den 18. august.

På tilsvarende måde som efter dagangrebet den 7. september fortsatte Luftwaffe bombeangrebene som terrorbombning efter mørkets frembrud, uden at Fighter Commands jagere kunne gøre noget for at stoppe dem. De kunne ikke finde dem i mørket.

Tabene under fase 4 og eftervirkningerne

For hele perioden under fase 4 mistede Fighter Command 243 fly, Luftwaffe 378 fly.

Især Luftwaffes tab den 15. september var store. Fighter Commands piloter hævdede at have skudt 175 fly ned. Efterkrigstidens gennemgang af de tyske materiellister viste, at Luftwaffe "kun" have mistet 56 fly den dag. Men sammenholdt med tabene i de foregående uger har tabet af 56 fly været alvorligt nok.

Det, der virkeligt chokerede chefen for Luftwaffe Reichsmarschall Hermann Göring, var det massive modangreb Fighter Command var i stand til at stille på benene ved de to dagangreb den 15. september. Især var synet af Group 12s "Big Wing" chokerende. "Big Wing" formationen var ikke i sig selv så effektiv i kampen mod Luftwaffe, som Group 11s eskadriller var. "Big Wings" største indsats den 15. september var den psykologiske effekt, synet af så mange engelske jagerfly havde på Luftwaffe. Det viste, at Fighter Command langtfra var slået, og at det ville have lange udsigter for Luftwaffe at få det totale luftherredømme over Sydengland og Den Engelske Kanal.

På grund af Luftwaffes store tab ved dagangrebene, som fandt sted den 7. og 15. september, blev dagangreb af den størrelsesorden ikke gentaget. Hitler udsatte i dagene efter invasionen af England på ubestemt tid. Sejren var hjemme for Fighter Command, og England valgte at markere indsatsen ved at kalde den 15. september for "Battle of Britain Day" og efterfølgende fejre den hvert år.

Slutfasen fra den 1. oktober til den 31. oktober*

Luftwaffes mål med dagangrebene i fase 5 var at ramme udvalgte bygninger og installationer, der havde stor indflydelse på hele RAF's effektivitet til

at bekæmpe de kommende natlige bombeangreb, eller
Bomber Commands evne til at terrorbombe byer i Tyskland.

Luftwaffes tab af deciderede bombefly ved dagangreb under fase 4 havde været så store, at Reichsmarschall Göring havde sat en stopper for brugen af dem ved dagangreb på England.

I stedet benyttede tyskerne deres kraftige jagerfly Me110 som jagerbombere til dagangrebene.

Et Me110 fly som jagerbomber kunne ikke bære blot tilnærmelsesvis så stor en bombelast som de deciderede bombefly, men det var meget hurtigere. Så hurtige, at Fighter Commands jagerfly ofte ikke kunne nå at gå til modangreb, før de var fremme ved målet.

På det korteste stykke over Den Engelske Kanal var flyvetiden for de tyske jagere Me109 og Me110 mindre end 10 minutter.

Litteraturen

Jeg har læst 36 bøger på engelsk, hvis hovedemne var Battle of Britain. Mange af bøgerne ligner hinanden, men en del af dem udmærker sig ved den vinkel, slaget bliver set under.

Herunder er min anbefaling til viderelæsning, med min kommentar til den vinkel den enkelte bog behandler slaget under. Enkelte af bøgerne har henvisninger til arkivmateriale, der findes på Englands "The National Archive" i Kew i den vestlige del af London området, hvor jeg også selv har hentet oplysninger.

Hugh C.T. Dowding, Air Chief Marshal, Despatch: The Battle of Britain, 20.august 1941, publiceret af The Air Ministry i "Supplement to The London Gazette"², London 10. september 1946, p.4543-4571. Denne artikel er den rapport, chefen for Fighter Command under Battle of Britain sendte til det engelske forsvarsministerium om slaget. (Dowding bruger udtrykket RDF om radar.)
Derek Wood og Derek Dempster's bog "The Narrow Margin"³, London,1969. (Det skal helst være 1969 udgaven), bogen er pakket med tekniske oplysninger om alt vedrørende slaget.
John Foremans bog "Fighter Command War Diaries September 1939 to September 1940"⁷(2002-udgaven), Surrey 1996. Bogen indeholder rapporter fra Fighter Commands luftkampe i perioden.
Alfred Price's bog: The Hardest Day²⁷, London 1998. En detaljeret gennemgang af operationerne den 18. august 1940 med beretninger fra deltagere og vidner.
Len Deighton: Fighter⁴⁰⁵, London 1977, bogen beskriver især taktikken under luftkampene.
Kenneth Macksey's bog: "Kesselring - The Making of the Luftwaffe". En biografi om Generalfeldmarschall Albert Kesselring. Især afsnittene om, hvordan Luftwaffe blev opbygget og hans vurdering af Slaget om England er væsentlige.
The Second World War. Europe and the Middeterranean, The West Point Military History Series (B)³⁰, kapitel 3, Battle of Britain. En dybtgående vurdering af slaget set med "fremmede" øjne.
T.C.G. James' bog "The Battle of Britain"⁵, London 2000. Bogen er RAF's officielle historiske gennemgang af slaget set med RAF's historieforskeres øjne.
The National Archives, Kew, arkivreferencer AIR 16/960, AIR 27, og AIR 50.

Litteraturliste: Se en liste over de mange kilder til viden om Battle of Britain jeg har benyttet mig af ved skrivningen af denne e-bog Bibliografi 7c.pdf emnegruppe Battle of Britain.

**Efter afslutningen af Anden Verdenskrig har sammenligninger mellem modpartens formodede tabslister for nedskudte fly og de faktiske tab vist sig at divergere med en faktor op til 3. Det gælder både for RAF Fighter Command og for Luftwaffe. Årsagen er, at to jagerfly kan have skudt mod det samme fjendtlige fly, og begge jagerfly har registreret beskydningen for at resultere i et totalt havari.

SeNoter

Sidst opdateret

2015-09-01

version 9.15

Kommentarer / spørgsmål: leif.olsen@battleofbritain.dk Se evt. afsnittet

Kommentarer

Mit CV i relation til at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England - klik på CV