Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Noter

Noter

Noter - Kilder

Noter

Noter

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Noter

(Dette er 4. afsnit i bogen:  Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940.  Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.)

Englands luftforsvarsstrategi i 1940 

Fighter Command & Air Raid Precaution

"Bombeflyene vil altid komme igennem":  sådan lød konklusionen af diskussioner om eventuelle luftangreb mod England og især mod London i tiden efter Første Verdenskrig og frem til 1936. Konklusionen: Den eneste mulighed for et effektivt luftforsvar før 1936 var at gengælde et angreb med et bombeangreb over fjendens område. Strategien skiftede i 1936 til et egentligt luftforsvar med jagerfly til at stoppe det fjendtlige bombefly før de nåede deres mål.

Om selve Englands landforsvar se afsnittet Operation Sea Lion  (punkt 13).

Emner i afsnittet	Luftwaffes og RAF's organisationer
(klik på et punkt for at springe direkte til det)
Historie	Luftwaffe organisationsplan
1      Indledning	Chef: Reichmarschall Hermann Göring
1.1   Første Verdenskrig
1.2   RAF efter Første Verdenskrig	Luftflotte 2: Generalfeldmarschall Albert Kesselring
1.3   Kronologi for FC's oprettelse	Luftflotte 3: Generalfeldmarschall Hugo Sperrle
1.4   FC v. Anden Verdenskrigs udbrud	Luftflotte 5: Generaloberst Hans-Jürgen Stumpff
1.5   Dowdings brev af 16. maj 1940
2   Angriberen - Luftwaffe	RAF's   Fighter Command organisationsplan
	Chef: Air Chief Marshal Hugh Dowding
Fighter Command  (FC)
3   Forsvareren - RAF Fighter Command	Group 10: Air Vice-Marshal Quintin Brand
4   Jagerforsvaret - Fighter Command	Group 11: Air Vice-Marshall Keith Park
5   Problemer med varsling	Group 12: Air Vice-Marshal Trafford Leigh-Mallory
6   "Filtering" - the Dowding system	Group 13: Air Vice-Marshal Richard Saul
7   Fighter Commands taktik ved dagangreb
8   "Big Wings"	Klik på hhv. Luftwaffe / Fighter Command
9   Antiluftskytset	for at se deres organisation.
10  Ballonerne
11 Forsvar ved natangreb under Blitzen	FC's situation den 7. september 1940
11.1   Jagerforsvar under Blitzen
11.2   - de manglende radarsystemer	Om selve Battle of Britain  Battle of Britain
11.3   Antiluftskytset under Blitzen
11.4   Luftminer
12 Erstatning for tab
13 WAAF Kvinderne i Battle of Britain
Air Raid  Precaution  (ARP)
14 Air Raid Precaution

1   Indledning

Udsagnet "Bombeflyene vil altid komme igennem" har sin oprindelse i den italienske general Giulio Douchets ideer om luftkrigsførelse. Det fremgår af hans bog "Command of the Air" fra 1921. Se evt.pkt. 11.

Ifølge Douchet tilhængerne i RAF i 1920'erne og første halvdel af 1930'erne var der kun én ting, der ville kunne "skåne" England  får massive bombeangreb:   Det var et flyvevåben med en så stor styrke af bombefly, at muligheden for gengældelse ville afskrække enhver modstander.

Bombeflyene skulle kunne gennemføre en massiv bombeoffensiv mod en potentiel modstanderes civilbefolkning og infrastruktur.

Douchets ideer var ikke baseret på erfaring. Douchet var teoretiker, men hans ideer blev alligevel grundlæggende for opbygningen af RAF efter Første Verdenskrig.  Det var en af årsagerne til at flyvevåbnet - Royal Air Force - med eget luftforsvarsministerium - Air Ministry - blev organiseret som en selvstændig "våbenart" i lighed med hæren og flåden. RAF skulle ikke blot være et støttevåben for hæren og flåden, men skulle kunne gennemføre en selvstædig indsats uden hverken støtte eller indblanding fra hverken hæren eller flåden. .

I midten af 1930'erne begyndte man i England at sætte spørgsmålstegn ved, om Douchets ideer om luftkrigsførelse nu også var de rigtige.

Udformningen af en ny strategi blev stærkt påvirket af at den 60-årige jurist Thomas Inskip, der i 1936 var blevet udnævnt til Minister for Coordination of Defence.

(Thomas Inskip havde ingen erfaring indenfor forsvarsanliggender, og hans udnævnelse blev populært karakteriseret som den særeste udnævnelse siden den romerske kejser Caligula ville udnævne en hest til konsul.)

Thomas Inskip var bekymret for, om England i det lange løb ikke ville kunne følge med Tyskland i produktion af bombefly. Fik tyskerne væsentligt flere og eller bedre bombefly end englænderne, ville de skader, tyskerne kunne påføre englænderne. langt overgå de skader, englænderne ville kunne påføre tyskerne som gengældelse. Det ville blive en konkurrence om gengældelse, som England ville have stor chance for at tabe.

Han konkluderede derfor, at RAF's primære mål ikke skulle være at kunne "knockoute" en modstander med et hurtigt bombeangreb mod hans infrastruktur. RAF's primære mål skulle derimod være, at forhindre modstanderen i at "knockoute" England ved et hurtigt bombeangreb.

Den nye strategi skulle baseres på nye lette hurtige jagerfly, der kunne flyve meget hurtigere end selv de nyeste bombefly. Jagerflyene skulle derfor forholdsvis let kunne skyde de fjendtlige bombefly ned med deres indbyggede maskingeværer. Ført ud i livet betød det rent økonomisk, at England kunne producere flere jagerfly for hvert "sparet" bombefly.

Den nye strategi gik derfor ud på, at en stor styrke af hurtige jagerfly kombineret med et effektivt varslingssystem skulle kunne nå at skyde de fjendtlige bombefly ned, før bombeflyene nåede frem til deres mål i England.

Men langt ind i RAF's ledelse - der i midten af 1930'erne overvejende bestod af overbeviste Douchet tilhængerne - anså man stadig bombeflyene som det vigtigste strategiske forsvarsvåben mod en angriber.

Et andet punkt i den nye forsvarsstrategi var oprettelsen af et civilt beredskab (Air Raid Precaution) mod virkningerne af et bombeangreb  se punkt 14.

1.1   Første  Verdenskrig - luftkrigen

De første luftangreb med bomber mod England fandt sted i 1914 under Første Verdenskrig. De blev udført af tyske luftskibe af typen Zeppelin, der startede fra baser ved den tyske Nordsøkyst. Zeppelinerne angreb om natten, og det gik ud over adskillige byer, men skaderne var stærkt begrænsede. Først i 1916 lykkedes det englænderne at skyde den første Zeppeliner ned.

Fra slutningen af maj 1917 til slutningen af maj 1918 gennemførte egentlige tyske bombefly en række terrorbombeangreb mod mål i England. Det skete med Gotha bombefly. Målene var hovedsagelig London.  Flyene startede fra baser i det dengang tysk besatte Belgien. De første angreb var om dagen, men på grund af tab af et par fly overgik tyskerne til natangreb.

Først hen imod slutningen af Verdenskrigen - i maj 1918 - lykkedes det for engelske jagerfly og antiluftskyts at skyde et mindre antal tyske bombefly ned.

Der var ved de første bombeangreb mod England under Første Verdenskrig ikke noget engelsk luftforsvar med jagerfly. Alle engelske militærfly var underlagt hæren (Royal Flying Corps) eller flåden (Royal Naval Air Service). Praktisk talt alle hærens fly var engageret i krigen i Frankrig og Belgien.

Den engelske regering krævede imidlertid, at der dengang også blev afset fly til at forsvare England mod bombeangreb. Under protest fra den engelske hærledelse blev der så overført to eskadriller fra kampområderne i Frankrig til at forsvare engelsk luftrum under Første Verdenskrig.

Terrorbombardementerne over England i 1917-18 gav anledning til overvejelser om oprettelse af et selvstændigt engelsk flyvevåben. Det blev oprettet den 1. april 1918 som Royal Air Force (RAF).

Alle engelske militærfly blev indlemmet i det nyoprettede RAF, der nu var blevet en selvstændig militær enhed på lige fod med hæren og flåden. England blev derved det første land, der fik et selvstændigt flyvevåben.  Se evt. RAF's historie.

Først hen imod slutningen af Første Verdenskrig - i 1918 - fik RAF leveret de første tunge bombefly til strategiske bombeangreb mod Tyskland.

Det var planen at bombe Berlin i november 1918 med de nye firemotorers bombefly, men RAF nåede ikke at få leveret disse nye bombefly, før der blev sluttet våbenstilstand i Første Verdenskrig den 11. november 1918.

1.2  RAF efter Første Verdenskrig  /  Douchets teorier

Ved afslutningen af Første Verdenskrig havde det nydannede RAF ca. 3000 fuldt operationsklare fly til disposition ved fronterne i Frankrig og Belgien og yderligere store reserver af fly hjemme i England.

Efter Verdenskrigen, efter at Tyskland var blevet afvæbnet i 1919, og Rusland på grund af revolutionen ikke længere var nogen militær stormagt, var det kun Frankrig, der militært set kunne true England. En sådan forværring af forholdet mellem de to lande blev dog umiddelbart anset for at være urealistisk.

Spørgsmålet var derfor, hvad skulle England bruge et selvstændigt flyvevåben til. Svaret var, at det nyoprettede flyvevåben selvstændigt skulle kunne løse konflikter i Det Engelske Imperium. Det skulle ske ved blot at true med eller eventuelt foretage luftbombardementer mod civile mål.

Eksempelvis spillede RAF en afgørende rolle ved krigen i Afghanistan i 1918 ved at bombe Kabul.

Under Første Verdenskrig havde Royal Flying Corps vigtigste funktioner været observationsflyvninger og artilleriobservation for hæren. Bombeangreb mod de tyske stillinger blev gennemført, men de havde ikke haft den store effekt.

Det nye RAF's fremtidige hovedfunktion skulle derfor være at udføre strategisk bombning - terrorbombning - over en modstanders eget landområde for på den måde at nedkæmpe modstanderen.

Lord Trenchard var chef for flyverstaben - Chief of the Air Staff - i praktisk taget hele perioden fra RAF's oprettelse i 1918 til 1930. Han var ivrig tilhænger af de ideer om strategisk bombning til at nedkæmpe en modstander, som det var beskrevet i Giulio Douchets bog "Command of the Air". Et effektivt forsvar mod en sådan krigsførelse var ikke anset for at være muligt i 1920'erne - "bombeflyene vil altid komme igennem" sagde man.

De vigtigste argumenter for Douchets synspunkt i 1920'erne var,

• at jagerfly til at bekæmpe bombefly ikke kunne nå at blive alarmeret og komme i luften før bombeflyene havde kastet deres  bomber, og

• hvis de var i luften, ville de have svært ved at indhente bombeflyene på grund af den ringe forskel på jagerflys og bombeflys maksimale hastigheder.

Selv da radarsystemer, der kunne bruges til varsling, dukkede op i 30'erne, lagde RAF's Air Staff fortsat hovedvægten på strategien med bombeangreb mod civilbefolkning og infrastruktur på fjendes område som det bedste forsvar¹⁷².  Altså et afskrækkelsesvåben med hovedvægten på at kunne gennemføre en gengældelse.

Først i december 1937 vinder daværende Minister for Coordination of Defence Thomas Inskip støtte for sit synspunkt, at RAF's hovedrolle ikke skulle være at lamme en eventuel fjende med et "knock-out blow" af bomber mod fjendens hjemland, men at hindre en fjende i at lamme England med et "knock-out blow" af bomber.

1.3  Kronologi for begivenheder omkring Fighter Commands oprettelse.

I 1922 og 1923 blev der fremlagt en plan for, hvilken rolle RAF skulle spille i forsvaret af England.

Hovedvægten blev lagt på, - som ovenfor nævnt - at landets luftforsvar skulle baseres på en (mod)offensiv bestående af  bombeangreb over modstanderens territorium for at nedkæmpe ham ved at ødelægge hans  infrastruktur.

Pr. 1. januar 1925 etableredes dog en kommandostruktur, der også skulle tilgodese, at forsvare England mod luftangreb.

RAF's organisation opdeltes i fire funktionsområder:  Bombing,   Fighting,   Special Reserve og Auxiliary Air Force. Hovedvægten var fortsat lagt på bombning over modstanderens territorium som det bedste forsvar.

Den 15. maj 1933 blev det tyske flyvevåben Luftwaffe oprettet i al hemmelighed.^171.

Den 26. februar 1935 oprettedes Luftwaffe officielt, og

den 16. marts 1935 genindførte Hitler værnepligten i Tyskland. Begge dele i strid med Versaillestraktaten af 1919.   Se evt.  Forhistorien pkt. Versaillestraktaten 1919.

Den 29. maj 1935 flyver en prototype af den legendariske tyske jager Messerschmitt Bf 109 for første gang.

Den 7. marts 1936 rykkede tyske militære enheder ind i det demilitariserede Rhinland - i strid med såvel Versaillestraktaten som Locarnopagten, - uden at hverken Frankrig eller England reagerede.

Den 14. juli 1936 besluttede Air Council i det engelske ministerium for luftforsvar, Air Ministery, at reorganisere det engelske luftforsvar RAF, som deltes op i fire "Commands":

Bomber Command,   Fighter Command,   Coastal Command og Training Command.

Daværende Air Marshal Hugh Dowding blev chef for Fighter Command i 1937 med titlen Air Chief Marshal.

Chefen for et "Command" blev ansvarlig for planlægning og udvikling af eget Command.

I 1936 opgav Luftwaffe at satse på at have en styrke af firemotores bombefly til strategisk terrorbombning ifølge Douchets teorier. Luftwaffe satsede fra 1936 i stedet på at opbygge en taktisk kampstyrke af lette hurtige bombefly med det primære formål taktisk at kunne støtte hæren under dens hurtige fremrykning.  Se eventuelt punkt 2.6 i afsnittet Flytyperne.

Den 16. november 1936 blev de første enheder af Luftwaffe sat ind i Spanien som legion Condor for at assistere general Franco i Den Spanske Borgerkrig.

Den 26. april 1937 terrorbombede den tyske legion Condor den spanske by Guernica med bl.a. det lette bombefly af typen He111 - samme flytype, som i vid udstrækning blev anvendt af Luftwaffe under Blitzen over England i 1940-41.

I december 1937 vandt Minister for Coordination of Defence Thomas Inskip støtte for sit synspunkt, at RAF's hovedrolle ikke skulle være at lamme en angribende fjende med et "knock-out blow" af bomber mod hans bagland, men at hindre den pågældende fjende i at lamme England med et "knock-out blow" af bomber.

Fighter Command's evne til at forsvare engelsk luftrum blev nu vigtigere for England end Bomber Command's evne til udslette civile mål i Tyskland.

Air Marshal Hugh Dowding blev chef for Fighter Command med titlen Air Chief Marshal, og han lagde maksimalt pres på Air Counsil for at få moderne jagerfly og et effektivt varselssystem for luftangreb.

I december 1937 modtog Fighter Command de første moderne monoplan jagere af typen Hurricane.

I juni 1938 modtog Fighter Command de første jagere af den legendariske type Spitfire.

Den 29. september 1938 blev München aftalen - mellem England og Frankrig på den ene side og Tyskland og Italien på den anden side - underskrevet .  Se evt.  Forhistorien pkt. München aftalen.

I februar 1939 modtog Luftwaffe de første jagere af typen Messerschmitt Bf 109E, her omtalt som Me109. Det var især denne jagertype Me109, som Fighter Command's Spitfire fly  var i kamp med i sommeren og efteråret 1940.

I året før starten på Anden Verdenskrig havde Luftwaffe efterhånden udviklet sig til at være verdens største og mest moderne flyvevåben. I tillæg hertil havde Luftwaffe nu også kamperfaringer fra Den Spanske Borgerkrig.

I februar 1939 blev der fastlagt et mål for RAF Fighter Command's størrelse. Den skulle omfatte en styrke på 53 eskadriller¹⁷³ jagerfly til at forsvare England mod bombeangreb. Tallet 52 omtales også i forskellige sammenhænge som målet.

Denne jagerstyrke blev anset for at være tilstrækkelig til at forsvare og helst helt afvise et angreb med bombefly, som forventedes at ville starte fra Ruhr-området i Tyskland. Det var den korteste afstand mellem Tyskland og England. Afstanden fra Ruhr området til London er ca. 450 km.

1.4  Fighter Command ved udbruddet af Anden Verdenskrig

Anden Verdenskrig startede i Europa den 1. september 1939 med Tysklands angreb på Polen.

Den 2. september 1939 overførtes de to første af Fighter Commands Hurricane eskadriller til Frankrig. RAF opretter en flyverkommando i Frankrig  -  Advanced Air Striking Force, -  som efterhånden kommer til at bestå af jagerfly fra Fighter Command og bombefly fra Bomber Command.

Den 3. september 1939 erklærer England og Frankrig krig mod Tyskland.

Den 29. november 1939 skyder en af Fighter Command's Spitfire fly det første tyske fly ned over engelsk luftrum efter udbruddet af Anden Verdenskrig - - et He111 bombefly.

Februar 1940 var det radarbaserede integrerede engelske varslings- og styringssystem for flyangreb operationsklart, indøvet og klar til brug. Se evt. varsling. Systemet blev kaldt Dowding systemet, og det var baseret på en kæde af  "Chain Home" radarstationer langs dele af den engelske kyst og et observatørkorps til at observere luftrummet over England. Se evt. Radar.

Den 10. maj 1940 angreb Tyskland Vesteuropa. Winston Churchill blev samme dag udnævnt til både premierminister og øverste forsvarsminister.

I perioden fra 2. september 1939 til 14. maj 1940 var der i alt blevet overført 6 eskadriller af Hurricane jagere fra Fighter Command i England til RAF's  Advanced Air Striking Force i Frankrig.

Den 14. maj 1940 gennembryder den tyske hær den franske hærs forsvarslinje  -  over Meuse floden ved Sedan - og de tyske panserstyrker rykker hurtigt frem mod Kanalkysten.

I de følgende dage sendte Fighter Command yderligere 32 Hurricane jagere - svarende til to eskadriller  - til Frankrig.

Den 14. maj 1940 anmodede den franske premierminister Reynaud om, at yderligere 10 eskadriller jagerfly bliver overført til Frankrig.

1.5  Dowdings brev af den 16. maj 1940

Siden Fighter Command var blevet stillet overfor de første krav om at overføre eskadriller af Hurricane jagerfly til Frankrig, havde chefen for Fighter Command -  Air Chief Marshal Hugh Dowding - protesteret kraftigt.

Årsagen til Dowdings protester var, at hans Fighter Command endnu ikke var kommet op på de 52 / 53 eskadriller moderne jagere, der havde været målet siden februar 1939. De 52 / 53 eskadriller var anset for at være nødvendige for at kunne imødegå et tysk  "knock-out" bombeangreb fra flyvestationer i Tyskland. Et angreb, der efter at Polen havde kapituleret i oktober 1939, kunne komme når som helst.

På grund  af yderligere anmodninger - den 14. maj 1940 - fra Frankrig om overførsler af 10 eskadriller jagerfly fly bad Dowding om foretræde for krigskabinettet. Krigskabinettet var ledet af Winston Churhill. Churchill var få dage i forvejen blevet udnævnt til såvel premierminister som øverste forsvarsminister.

Dowding blev indkaldt til mødet i krigskabinettet den 15. maj 1940.

Umiddebart før selve mødet i krigskabinettet redegjorde Dowding for situationen over for Churchill, Beaverbrook (netop udnævnt som Minister of Aircraft Production), Cyril Newark (stabschef i RAF) og Archibald Sinclair (minister for flyvevåbnet).

Dowding anskueliggjorde ved hjælp af grafer, at tabene af jagerfly i Frankrig nu allerede var af et sådant omfang, at der kun ville være tale om uger inden hele Fighter Commands styrke af Hurricane fly ville gå tabt.

Dowding overværede efterfølgende mødet i krigskabinettet som tilhører. Da Churchill bragte spørgsmålet om at sende flere jagerfly til Frankrig kom på dagsordenen, protesterede hverken Beaverbrook, Newark eller Sinclair.

Grunden til de svære tab af Hurricane jagerfly i Frankrig skyltes især fire ting:

1. Jagerflyene skulle operere i lav højde for at støtte de allierede hæres operationer på landjorden, og var derfor udsat for kraftig beskydning fra tysk antiluftskyts,

2. modangreb fra det overvældende antal jagere Luftwaffe havde sat ind i Frankrig,

3. overraskelsesangreb på flyvestationer over hele kampområdet. Det betød at mange Hurricane jagere blev ramt, mens de endnu var på jorden, og

4. på grund af den hurtige tyske fremrykning måtte der næsten dagligt foretages flytninger til andre flyvestationer, hvorved selv let beskadigede fly måtte destrueres for ikke at falde i tyskernes hænder.

På det omtalte møde i krigskabinettet blev der ikke truffet beslutning om at sende yderligere eskadriller til Frankrig, trods anmodningen fra Frankrig om yderligere 10 eskadriller jagere.

Men dagen efter mødet - den 16. maj 1940 - besluttede Churchill -  på grund af den desperate situation i Frankrig -  alligevel  at sende, hvad der svarede til 4 eskadriller Hurricane jagerfly til Frankrig - som svar på Frankrigs anmodning fra den 14. maj 1940 om 10 eskadriller.

Med denne beslutning om at sende, hvad ser svarede til de yderligere 4 eskadriller, var styrken af moderne jagerfly til at forsvare England mod bombeangreb nu nede på 36 / 37 eskadriller mod de planlagte 52 / 53.

Samme dag - den 16. maj 1940 - skrev Dowding derfor sit berømte brev til luftforsvarsministeriet Air Ministry. I brevet beder han Air Council tilkendegive, hvor mange eskadriller, rådet nu ville fastlægge som tilstrækkeligt til at forsvare England mod massive bombeangreb fra Luftwaffe, angreb, der kunne forventes når som helst.

Dowding understregede, at han nu disponerede over 16 eskadriller færre end det minimum, der tidligere var enighed om.  Tilmed skulle Fighter Command nu på grund af tyskernes fremrykninger beskytte sig mod et angrebsfelt, der lå betydeligt nærmere end det forsvarsstrategien var opbygget efter - nu i en afstand af 100 km mod tidligere 450 km - og samtidigt et betydeligt bredere angrebsfelt - nu fra Norge til Spanien.

Dowding afsluttede brevet med hans eget syn på den nuværende situation:

"I believe that, if an adequate fighter force is kept in this country, if the fleet remains in being, and if Home Forces are suitably organised to resist invasion, we should be able to carry on the war single handed for some time, if not indefinitely. But if the Home Defence Force is drained away in desperate attempts to remedy the situation in France, defeat in France will involve the final, complete and irremediable defeat of this country."

Samme eftermiddag - den 16. maj 1940 - var Churchill  fløjet til Paris for at møde den franske premierminister Reynaud - uden at have set Dowdings brev.

Efter mødet med Reynaud telefonerede Churchill samme aften tilbage til London, og bad krigskabinettet sørge for, at der blev sendt yderligere 6 eskadriller jagerfly til Frankrig.

Dette kunne at rent tekniske årsager ikke umiddelbart lade sig gøre. Der var hverken velegnede flyvestationer eller tekniske faciliteter i Frankrig til at yderligere 6 eskadriller kunne operere derfra.

Det besluttedes derfor, at de 6 eskadriller skulle have base på flyvestationer langs den engelske kanalkyst og tre ad gangen flyve til Frankrig henholdsvis om formiddagen og om eftermiddagen, for derefter at flyve tilbage til England for at blive serviceret om natten.

Churchill vendte tilbage til London dagen efter den 17. maj 1940. Dowdings brev af den 16. maj var i mellemtiden blevet læst af Air Ministry, Air Council, Air Staff og stabscheferne for hæren og flåden.

Churchill diskuterede situationen med Air Ministry, og han beslutter den 19. maj 1940, at der ikke må sendes yderligere jagerfly til Frankrig.  Beslutningen bekræftedes formelt af krigskabinettet den 20. maj 1940.

Den 20. maj 1940 blev hovedparten af den engelske hær i Frankrig indkredset ved, at tyskerne nåede frem til Abbéville ved kysten ud mod Den Engelske Kanal.

På grund af udviklingen i Frankrig blev alle jagereskadriller udstationeret  i Frankrig - bortset fra tre - derfor kaldt hjem til England i løbet af de følgende dage. De 6 eskadriller nævnt ovenfor, der opererede fra England, indstillede deres operationer over Frankrig¹⁷⁴.

Det diskuteres blandt historikere om Dowdings brev af den 16. maj 1940  "reddede" Fighter Command fra et nederlag til Luftwaffe i sommeren og efteråret 1940.

Brevet opbevares på RAF's akedemi i Cranwell.

Se en kopi af brevet på  www.battleofbritain1940.net/document-7.html

 

1.6  Afslutningen i Frankrig

I tidsrummet mellem den 26. maj og 4. juni 1940 blev den indkredsede engelske hær i Frankrig evakueret fra Dunkerque tilbage til England. Fighter Command dækkede evakueringen ved jagerfly stationeret i det sydøstligste England.

Det samlede tab for Fighter Command ved Englands deltagelse i forsvaret af Frankrig i tidsrummet 10. maj 1940 til 22. juni 1940 herunder evakueringen blev 385 Hurricane ¹¹⁵ og 67 Spitfire jagere.

Den 5. juni 1940 - da Fighter Command jagerstyrke i England var det laveste i 1940 - kunne Fighter Command kun mønstre i alt 331 kampklare Hurricane og Spitfire jagere¹¹⁵.

2   Angriberen - Luftwaffe

Fra det tidspunkt begyndte England for alvor at betragte Tyskland som en mulig snarlig krigsmodstander. Det blev derfor besluttet at tilføre RAF ressourcer til forøgelse af antallet af fly. Fighter Command blev oprettet til at imødegå tyske bombeangreb, der forventedes at udgå fra flyvestationer i selve Tyskland.

Luftwaffe blev - ligesom RAF - opbygget som en selvstændig våbenart på lige fod med hæren og flåden. Alle tyske militærfly blev underlagt Luftwaffe.

Men fra 1936 blev Luftwaffes flåde af bombefly - i modsætning til RAF - udbygget med det primære formål at være en taktisk støtte for den tyske hær, og Luftwaffe fik ikke udviklet tunge bombefly beregnet til en selvstændig strategisk indsats. Se eventuelt punkt 2.6 i afsnittet Flytyperne.

Fra november 1936 deltog Luftwaffe i Den Spanske Borgerkrig, og i september 1939 i ydede Luftwaffe en massiv indsats i Tysklands krig mod Polen.

I løbet af årene fra 1936 til starten på Anden Verdenskrig i Europa i 1939 havde Luftwaffe udviklet sig til at være verdens største og mest moderne flyvevåben.

Da Tyskland startede krigen mod Vesteuropa i maj 1940, havde Luftwaffe tilmed samlet kamperfaring i stor stil.

3   Forsvareren - RAF Fighter Command

Efter at Frankrig havde indgået en fredsaftale med Tyskland den 22. juni 1940 var situationen for England nu den, at landet nu stod alene i en krig med Tyskland. Se Frankrigs fald.

Hitler ønskede at afslutte krigen i Vesteuropa, ved at få England til at indgå en fredsaftale med ham. Men England havde - med Winston Churchill i spidsen - besluttet at kæmpe videre.

Da England havde trukket sin hær tilbage fra Frankrig i løbet af juni 1940, ville fortsat kamp med Tyskland i første omgang kun blive som luftkrig og søkrig.

Luftwaffe var i juli 1940 større end RAF, og havde allerede betydelig kamperfaring fra Spanien og Polen.   England måtte derfor forvente snarlige tyske luftangreb i stor stil.

Som nævnt under punkt 1.3  havde England -  for at kunne forsvare sig mod luftangreb - oprettet en Fighter Command under RAF i 1936. Se organisationsplanen nedenfor.

Ideen var, at Fighter Command skulle forsvare landet mod bombefly ved at gå til modangreb med jagerfly, og så vidt muligt skyde bombeflyene ned, inden de nåede frem til deres mål i England.

Fighter Command var derfor fra starten i 1936 baseret på at skulle forsvare England mod angreb med bombefly, der var startet fra flyvestationer i selve Tyskland, ex. fra Ruhr området, der er nærmest England. Flyvedistancen fra Ruhr området i Tyskland til London er ca. 450 km.

Men efter at Tyskland havde besat Belgien, Danmark, Frankrig, Holland og Norge i april, maj og juni 1940, havde situationen ændret sig radikalt. Tyske bombefly kunne nu også starte fra Frankrig - ca. 100 km fra London - og de andre besatte vesteuropæiske lande.

Tilmed var England nu også kommet indenfor rækkevidde af de tyske jagerfly. Det ville det være oplagt for Luftwaffe at angribe England med bombefly eskorteret af jagerfly. Ved at lade jagerflyene starte fra området omkring Calais i Frankrig, kunne de beskytte bombeflyene over det sydøstligste af England.  Se kortet nedenfor.

Fighter Command måtte efter Frankrigs nederlag derfor forvente at skulle i kamp mod både jagerfly og bombefly samtidigt.

Fighter Commands strategi og taktikker måtte nu baseres på det faktum, at Luftwaffe havde betydeligt flere moderne jagerfly til deres disposition end Fighter Command, og at de ville bruge disse jagerfly i luftkrigen mod England sammen med deres bombefly.

Luftwaffes bedste jagerfly i 1940 var typen Me109. Hos Fighter Command kunne kun jagerfly af typen Spitfire leve op til Me109's præstationer.  Se evt. Flytyperne.

Luftwaffe havde tre gange så mange Me109 jagerfly, som Fighter Command havde Spitfires.

At Fighter Command skulle kunne besejre Luftwaffe, hvis de to parters jagerfly i stor stil kom i kamp med hinanden var naturligvis udelukket.

At Luftwaffe kunne nedkæmpe Fighter Command over de områder, hvor Me 109 jagerflyet kunne operere, var en oplagt mulighed.

Det var ganske givet også blevet resultatet af konfrontationen, hvis

• Fighter Command konsekvent havde sendt sine jagere op i kamp mod Luftwaffes jagere, og / eller

• Luftwaffe havde fastholdt sin taktik fra den 8. august 1940 til udgangen af september i stedet for at skifte taktik/strategi den 7. september.  Se evt.   Battle of Britain.

Et storstilet Luftwaffe angreb alene med jagerfly ville ikke kunne skade Englands infrastruktur væsentligt, selv hvis Fighter Command undlod at gå til modangreb. Især i betragtning af at Luftwaffes Me109 jagere havde et meget begrænset operationsområde over England. Se kortet nedenfor.

Det var derfor oplagt for Fighter Command at spille en ekstrem defensiv rolle, og kun gå i aktion, hvis England blev angrebet af bombefly. Fighter Command måtte så næsten for enhver pris undgå at komme i kamp med Luftwaffes jagere under jagten på tyske bombefly.

Men situationen krævede, at Fighter Commands jagere måtte være klar til at gå i aktion, hvis et større antal tyske bombefly var på vej mod England. Oplagte mål for de tyske bombefly, hvis de ville nedkæmpe Fighter Command, ville være

• Fighter Commands flyvestationer,

• kæden af varslingssystemets radarstationer langs den engelske kyst mod sydøst, og

• fabrikker for flyvemaskiner, som næsten alle sammen var koncentreret i Sydengland.

Der var i juli og august 1940 enighed mellem Churchill, Air Ministry, Air Staff og chefen for Fighter Command om, at Fighter Commands primære mål var at beskytte sig selv og flyvemaskinindustrien i kampen for at undgå en tysk invasion.

Hvis Fighter Command blev nedkæmpet i Sydengland, ville det åbne en mulighed for en tysk invasion trods Englands massive overlegenhed til søs i forhold til tyskerne. Se evt.  Seelöwe.

Om selve Fighter Commands taktik ved modangrebene, se punkt 7.

Air Commodore

Group Captain

Flight Lieutenant

Flying Officer

Pilot Officer

4   Jagerforsvarets - Fighter Commands - organisation under Battle of Britain

Chefen for Fighter Command var Air Chief Marshal Hugh Dowding.   Han havde hovedkvarter - HQ - i Stanmore nordvest for London.

England var i efteråret 1940 luftforsvarsmæssigt opdelt i 4 områder - (Fighter Groups), som anført på skemaet herunder.

Grundenheden i jagerforsvaret var en eskadrille (squadron), der ideelt bestod af 12 kampklare jagerfly samt et antal jagere under servicering.

Fighter Command havde den 8. august 1940 i alt 46 eskadriller med kampklare jagerfly af typerne Hurricane og Spitfire. De var fordelt på de 4 Groups som anført på skemaet herunder:

4.1 Fighter Groups

De 47 eskadriller var udstyret med jagerfly af typerne Hurricane og Spitfire. Der ud over rådede Fighter Command over et mindre antal eskadriller bestående af ældre jagerfly eller tosædede jagerfly. Disse jagerfly var ikke hurtige nok til at deltage i forsvaret mod Luftwaffes dagangreb med  hurtige lette bombefly beskyttet af Me109 jagerfly.  Men de kunne bruges mod bombefly i områder, hvor tyskernes Me-109 jager ikke kunne nå ud til.  Se evt. Flytyperne.

Praktisk taget alle Luftwaffes angreb mod Fighter Commands infrastruktur under Battle of Britain var rettet mod Group 11's område.

4.2 Fighter Sector Stations

Hver af de fire Groups rådede over et antal sektor flyvestationer (Sector Stations). En sektor flyvestation havde normalt tre eskadriller stationeret med tilhørende servicefaciliteter. Hver sektor flyvestation havde et nogle mindre flyvestationer (Satellite Stations) til disposition, hvor jagerflyene kunne tanke op, få ammunition mm under luftkampene. Disse mindre flyvestationer kunne også bruges til at sprede eskadrillerne eller fungere som nødlandingspladser.

Hver sektor flyvestation var under ledelse af en "Wing Commander".

4.3 Squadrons (eskadriller) - Flights

Hver eskadrille var under ledelse af en "Squadron Leader".

Hver eskadrille bestod normalt af:

• 12 kampklare fly samt et antal reservefly,

• 18 - 28 piloter,

• ca. 130 teknikere.

En eskadrille var oprindeligt opdelt i 2 Flights (A & B), hver med 2 "vic" s bestående af 3 fly i en tæt trekant - en såkaldt "vic" - formation.   I kamp mod Luftwaffe viste dette sig at være en meget uhensigtsmæssig formation.  Piloterne brugte for meget opmærksomhed på at holde øje med hinanden i stedet for fjenden, og det var vanskelligt at holde formationen under skarpe drejemanøvrer.

En Flight blev derfor ændret til 4 fly, der fløj længere fra hinanden og forskudt i højden. Derved kunne hvert fly manøvrere mere frit, og de kunne bedre dække hinanden mod overraskelser fra fjenden.  Det blev kaldt en "Finger Four Formation", efter Luftwaffes forbillede. I en sådan formation ligger flyene i forhold til hinanden som spidserne af en hånds fire fingre, men forskudt i højden.

Luftwaffe havde under deres luftkampe i Spanien i 1938 fundet ud af, at det var den mest effektive formation for hurtige jagerfly. Kort efter Fighter Commands møde med Luftwaffe over Den Engelske Kanal i juli 1940 viste Luftwaffes formation at være Fighter Commands "vic" formation overlegen - hvorefter Fighter Command gradvis skiftede over til "Finger Four Formation".

4.4 Fighter Command i aktion

For detaljer i aktionerne under Battle of Britain se    Battle of Britain.   Fighter Command havde under hele Battle of Britain ca. 600 kampklare jagere at typerne Hurricane og Spitfire til disposition. Under hele det tre måneder lange slag, lykkedes det flyfabrikker, militære og civile værksteder at følge med ved leverancer af fly til erstatning for de daglige tab - og lidt til.

De fleste angreb under Battle of Britain kom ind over Group 11's område, og det var områdets flyvestationer, der indtil den 7. september 1940 blev angrebet massivt. De ofte flere gange daglige angreb blev en meget kraftig såvel fysisk som psykisk belastning for især piloterne men også jordpersonellet i Group 11. Eskadriller fra Group 11 blev derfor i kortere perioder under det knap tre måneder lange slag udvekslet med eskadriller fra Group 12 og 13. Det skete for:

• at give de udmattede piloter lidt rekreation,

• at nye piloter i eskadrillen kunne blive trænet op sammen med "de gamle", og for

• at give teknikerne tid til at udbedre mindre skader på eskadrillens jagerfly.

Hver eskadrille var underlagt en sektor flyvestation. Eskadrillen var enten stationeret på selve sektor flyvestationen eller på en mindre flyvestation i nærheden af sektor flyvestationen.

Der var et Group HQ - Headquarter - i hvert af de fire Groups. I hvert Group HQ var der et Operations Room. Her blev det besluttet, hvilke eskadriller, der skulle sendes op til modangreb på basis af informationer fra varslingssystemet - se punkt 6.

Group 11 sendte i ofte eskadrillerne af sted parvis. En eskadrille Hurricane jagere til at angribe de tyske bombefly, og en eskadrille Spitfire jagere til at tage kampen op med de tyske jagerfly, der eskorterede bombeflyene.

Group HQ Operations alarmerede de enkelte eskadriller direkte pr. telefon, når de skulle i luften.

Efter at en eskadrille var kommet i luften, overtog en Ground Controller på eskadrillens sektor flyvestation kommandoen over eskadrillen fra Group HQ Operations. Via radiokommunikation dirigerede han flyene så tæt på de angribende fly som muligt. Dette foregik på følgende måde:

• Ground Controller'en på sektor flyvestationen modtog pr. telefon ordrer om at gå i aktion, og fik efterfølgende løbende informationer om fjendens position fra Group HQ Operations - se punkt 6.

• Ground Controller'en fik via radiokommunikation fra eskadrillen information om dens position, eller han fik eskadrillens position ved hjælp af automatisk radiopejling. (Radiopejlingen foregik kontinuerligt samtidig med radiokommunikationen med eskadrillen eller uafhængig af denne.)

Når piloterne i eskadrillen kunne se de fjendtlige fly, overtog eskadrillens Squadron Leader kommandoen over flyene fra Ground Controller'en, og ledede indsatsen direkte via radiokommunikation mellem flyene.

Se  Radar - Enigma pkt. 3.1 Radio- og pejlesystemer for jagerfly.

5  Problemer med varsling

Skulle Fighter Commands  jagerfly i 1940 være i stand til forsvare England mod angreb fra Luftwaffe, var det absolut nødvendigt med et varslingssystem.

Styrkeforholdet mellem Fighter Command og Luftwaffe tillod ikke Fighter Command at have et større antal jagerfly på patruljeflyvning over Den Engelske Kanal for at varsle om et angreb og eventuelt forsøge at imødegå det.  Et jordbaseret varslingssystem var påkrævet for at undgå patruljeflyvningerne. Fighter Commands jagerfly kunne så vente på jorden til de blev alarmeret om et angreb.

Hurricane jagere behøvede i 1940 mindst 10 minutter til at starte og komme op i den højde - ca. 5000 m -, som de angribende bombefly oftest befandt sig i. Under Battle of Britain havde de angribende bombefly fly oftest kun 20 minutters flyvetid fra den franske kyst til deres målområde i Group 11's område!

Spitfire jagere behøvede i 1940 mindst 20 minutter til at komme op i den højde, 8000 m, hvor angribende Me109 jagerfly ofte befandt sig i.

Varslingssystemet måtte derfor være i stand til at registrere et angreb med bombefly senest 10 minutter før det kom ind over Sydengland, hvis Hurricane jagerne skulle nå at angribe bombeflyene inden de nåede deres mål.

Udviklingen af Fighters Command's varslingssystem baseret på radar blev påbegyndt i 1936, og opbygningen af det blev forceret frem efter 1938. Det bestod af en kæde af radarstationer langs Englands øst- og sydkyst.  Om dets funktion se punkt 6 nedenfor. Om tekniske detaljer omkring radarsystemet se afsnittet Radar - Enigma.

En anden kilde til varsling af Luftwaffes angreb var den radiokommunikation, der foregik internt i Luftwaffe. Selv om Luftwaffe i efteråret 1940 havde opbygget et kabelbaseret telefonsystem til alle baserne i de besatte lande, var det nødvendig med omfattende radiokommunikation. Dele af denne radiokommunikation kunne vedrøre planlægning eller opbygning af et angreb. Den Luftwaffe radiokommunikation, engelske radiooperatører opsnappede, blev om nødvendigt dekodet og informationerne videregivet  til Fighter Command.  Se evt. Radar - Enigma pkt. 5.

5.1 Radarsystemet

Opbygningen af radarstationer og arbejdet med at gøre hele systemet operationsklart havde i 1940 stået på i fire år, og systemet blev "afleveret" til RAF Fighter Command i marts  1940.  Lige før Battle of Britain startede, blev et såkaldt IFF system tilføjet. Så kunne varslingssystemet skelne RAF's egne fly fra fremmede fly, hvis RAF's egne fly var blevet udstyret med elektronisk identifikationsudstyr, og udstyret var slået til.

Selve radarsystemet bestod af to dele. Et Chain Home system, der kunne spore fly i en afstand op til 180 km  i højder over 1800 m, og et Chain Home Low  system, der kunne spore fly under 1800 m's flyvehøjde. Chain Home Low systemet kunne til gengæld kun spore fly i en afstand op til 50 km - svarende til den korteste afstand over Den Engelske Kanal.

Under Battle of Britain kunne radarsystemet kun varsle om fjendtlige fly, indtil flyene nåede kystlinjen. Efter at flyene havde passeret kystlinjen, overtog observationskorpset observationen af flyenes bevægelser. Det foregik fra et net af observationsposter spredt over hele England. Se pkt. 5.2.

Først i løbet af 1941 fik England etableret  et yderligere radarsystem, GCI, så flyenes bevægelser kunne følges over hele England af radar.  Se evt. Radar.

Under Battle of Britain var det derfor vigtigt, at Fighter Commands jagere mødte Luftwaffes bombefly  senest eller  samtidig med, de passerede kystlinjen. Efter at Luftwaffes fly havde passeret kystlinjen, ændrede de ofte kurs, og deres position kunne under Battle of Britain så kun fastlægges ved hjælp af observationskorpset - Observer Corps.

5.2 Observatørkorpset - The Observer Corps

Før radarsystemet var operationsklart, var jordbaseret varsling om fjendtlige flyangreb helt afhængig at et velorganiseret observatørkorps. Efter at det radarbaserede varslingssystem var oprettet i 1940 var observatørkorpsets arbejde stadig påkrævet til at registrere fjendtlige flys  tilstedeværelse over Englands landområder bag kystlinjen. Først fra 1941 havde England et radarsystem, der kunne registrere fjendtlige fly, efter at de havde overskredet kystlinjen.

Observatørkorpset havde et stort antal faste observationsposter spredt ud over hele England, og kunne give information om fly, der kunne ses eller høres fra posterne. Informationernes nøjagtighed var naturligvis stærkt afhængig af, hvor godt flyene kunne observeres fra posterne. Observationernes  rækkevidde var kun få km omkring den enkelte post.

Optimalt kunne korpset give oplysninger om antal fly, der passerede over posten, flytyper, flyveretning og flyvehøjde og indtelefonere disse informationer til et såkaldt Filter Room - se næste punkt.

Disse funktioner var en uvurderlig støtte for Fighter Command i de tilfælde, hvor tyske angreb var undsluppet radarsystemets observation.

6  "Filtering" - the Dowding system

Ekkoer fra  radarsignaler og informationer fra observationskorpset skulle hurtigt muligt omsættes til brugbar information for alarmering og styring af Fighter Commands jagereskadriller. Det skete ved hjælp af det såkaldte Dowding system. Fra selve observationerne ved radarstationerne langs kysten til registreringen på de store situationskortborde i Group HQ Operations blev funktionerne varetaget af medlemmer af det kvindelige korps WAAF. Se punkt 13.

Fighter Command HQ Filter Room var selve hjertet i hele varslingssystemet.

Se "The Dowding System som .pdf fil varsling

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi

Billedliste

Henvisninger

Ordliste

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

Noter - Kilder

Noter - Kilder

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi

Billedliste

Henvisninger

Ordliste

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

7   Fighters Commands strategi og taktik ved dagangreb

Forsvarsstrategien under Battle of Britain skulle primært opfylde to krav:

• a) Det vigtigste var at undgå, at Luftwaffe erobrede luftherredømmet over Den Engelske Kanal og Sydengland, det andet var

• b) at hindre Luftwaffes bombefly i at nå mål som Fighter Commands flyvestationer og flyvemaskinindustrien.

For at opfylde kravene var taktikken, at Fighter Command så vidt muligt aldrig skulle engagere mere end halvdelen af alle sine jagerfly i en luftkamp.

Baggrunden for denne begrænsning var dels

• c) at Fighter Command ikke skulle kunne nedkæmpes under et eller to store luftslag, dels

• d) at der, ved selv et massivt angreb på Group 11's område, stadig skulle være jagerfly til at imødegå et flankeangreb fra øst på Group 12's område.

Det var derfor nødvendigt, at FC HQ fulgte med i, hvad der foregik i de enkelte Groups, og kunne gribe ind, hvis det var nødvendigt. 

De enkelte Groups kunne kun disponere over deres egne jagere. Var der behov for assistance fra en anden Group, skulle chefen for Fighter Command principielt sanktionere det. I en presset situation kunne Group 11 under Battle of Britain rekvirere assistance fra Group 10 direkte for at undgå tidsspild, men skulle umiddelbart rapportere det til FC HQ.

Der var ikke noget fast mønster i den måde, Luftwaffe angreb på under Battle of Britain, så der måtte så at sige udvikles en ny taktik ved hvert angreb. Chefen for et område - Group 10, 11, 12 eller 13 - der blev angrebet, havde ansvaret for at vælge den taktik, der skulle anvendes over hans område.

For Group 11 var valget af taktik hver gang yderst presserende og problematisk på grund af:

• den korte varslingstid,

• den manglende viden om angrebsstyrkens størrelse og sammensætning, og

• ukendskab til, hvad målet for angrebet var,

Hertil kom, at angrebsflyene ofte skiftede kurs undervejs, og et angreb kunne kort efter blive fulgt op at et nyt angreb.

Især det sidstnævnte bevirkede, at ikke alle en flyvestations jagerfly kunne sendes op indenfor et kort tidsrum på grund af chancen for, at alt for mange fly ville blive "fanget på jorden" under optankning mm, hvis et nyt angreb satte ind.

De øvrige tre områder - Group 10, 12 og 13 havde på grund af den større afstand til Luftwaffes flyvestationer bedre tid til at indsamle informationer om angrebet, og til at forberede forsvarstaktikken. Se evt. kortet i punkt 3.

7.1   Luftwaffes angrebsmåder

De fire typiske sammensætninger af Luftwaffes angrebsformationer ved dagangreb under Battle of Britain:

1. En stor formation af bombefly eskorteret af en stor formation af jagerfly ovenover bombeflyene,

2. som 1, men med jagerflyene tæt på og imellem bombeflyene,

3. som 2, men den samlede formation splitter sig op i to eller flere grupper, lige inden den når den engelske kyst,

4. en stor formation af jagerfly alene.

Der ud over to måder at føre luftkrigen på

• som en af måderne 1 - 4, men angrebet er et skinangreb, og kommer ikke ind over engelsk område,

• enkelte lavtflyvende jagerbombere, (giver ikke noget radarekko på Chain Home radarstationerne).

Der kom oftest flere angreb samme dag på dage, hvor vejret tillod det.

Alle de nævnte angrebsmåder - undtagen 6 - giver brugbare radarekkoer og altså et beslutningsgrundlag for forsvarstaktikken.

Angrebsmåde  6 giver i bedste fald radarekko på Chain Home Low radarstationerne, men ekkoet kommer oftest så sent, at der ikke kan startes et modangreb. Til gengæld er den skade, enkelte jagerbombere kunne udrette, begrænset. Oplagte mål for enkelte jagerbombere var ex. radarstationerne langs kysten, men de var svære for en jagerbomber at ramme så effektivt, at de blev sat ud af drift. Jagerbomberne søgte - på grund af manglende viden om en radarstations opbygning -  at ramme de tynde antennemaster i stedet for bygningerne omkring antennerne med det tekniske udstyr. De ville have været meget lettere at ramme og med større virkning.

For de fem førstnævnte angrebsmåder var problemet, at nogle af radarekkoerne var så diffuse, at Fighter Command ikke altid med sikkerhed kunne udlede, hvilken slags angreb, der var tale om.

Angrebsmåde 1 kunne forholdsvis nemt identificeres på grund af de to grupper af fly i forskellig flyvehøjder og med forskellige flyvehastigheder. Fighter Command lod sine Hurricane jagerfly tage sig af Luftwaffes bombefly, mens Fighter Commands Spitfire jagerfly skulle hindre Luftwaffes Me109 jagerfly i at engagere sig i Hurricane jagernes jagt på bombeflyene.

Angrebsmåde 3 var de farligste angreb. Det var også denne angrebsmåde, der gav anledning til flest skader på Fighter Command's flyvestationer.  Mange af dem blev sat ud af spillet for en dags tid. Disse angreb forekom i august og frem til den 7. september 1940. Det var med disse angreb, det nærmeste Luftwaffe kom på at nå deres mål. Dvs. luftherredømmet over den sydøstligste del af det engelske luftrum og Den Engelske Kanal.

Angrebsmåden medførte, at det kunne være  yderst vanskelligt at få jagerfly i luften tids nok til at forsvare flyvestationer syd for London. For at modvirke dette indførte Group 11, at en eskadrille jagerfly var på patrulje i luften over området sydøst for Biggin Hill sektor flyvestationen, så snart betingelserne for et angreb var til stede. Se evt. kortet i punkt 3: Fighter Commands situation i efteråret 1940.

Ved angrebsmåde 4 undgik Fighter Command at gå til modangreb for at undgå unødige tab af jagerpiloter og  fly. Angrebet bestod oftest udelukkende af Me109 jagere, som kun Fighter Command's relativt få Spitfire fly havde nogen reel chance overfor. At der alene var tale om Me109 jagerfly, gættede operatørerne ud fra den flyvehastighed og den flyvehøjde, der kunne udledes af ekkoerne. Me 109 jagerflyene alene kunne ikke udrette nogen større skader på Fighter Command's infrastruktur.

Radarekkoer fra Chain Home stationerne afslørede i mange tilfælde allerede et Luftwaffe angreb, når formationerne af bombefly var ved at blive samlet i luftrummet inde over Frankrig.

Efterhånden som Luftwaffes angreb blev mere sofistikerede, blev det nødvendigt for Fighter Command at sende et par  jagerfly op på mere eller mindre permanent patrulje som observationsfly, når situationen lagde op til et tysk angreb. Jagerflyene fløj i stor højde ude over Den Engelske Kanal for afsløre en eventuel angrebsstyrkes sammensætning, men de engagerede sig ikke i angrebet.

De nævnte patruljeringer ændrede dog ikke ved, at Fighter Commands jagerfly stadigvæk afventede alarmering om registrerede angreb, før de blev sendt i luften til modangreb.

7.2  Kampteknikken mellem fly under Battle of Britain ⁵¹

I 1940 og 41 kunne et ensædet jagerfly kun uskadeliggøre et fjendtligt fly ved at beskyde det med sine fastmonterede maskingeværer.  På Hurricane og Spitfire jagerflyene sad maskingeværerne fastmonterede i vingerne på en sådan måde, at de havde et fælles træfpunkt nogle hundrede meter foran flyet. Piloten skulle sigte med hele sit fly på det fjendtlige fly, og fyre en kortere salve på nogle hundrede skud af, når det fjendtlige fly var nær ved eller i træfpunktet, og så dreje af for ikke at flyve ind i det fjendtlige fly.

De eskadriller, Fighter Command sendte op til modangreb mod Luftwaffes angreb, benyttede sig oftest af  følgende muligheder for at skyde Luftwaffes fly ned:

Under modangrebet splittede eskadrillen sig op i mindre grupper på tre senere fire fly. 

I starten af Battle of Britain fløj tre fly tæt sammen i en såkaldt "vic" trekant. Det viste sig uhensigtsmæssigt, idet to af piloterne måtte koncentrere sig alt for meget om at flyve tæt sammen i stedet for at holde øje med fjenden. I løbet af kort tid skiftede Fighter Command derfor over til Luftwaffes måde at flyve sammen på. En såkaldt "finger four" formation med større afstand mellem flyene og med de enkelte fly placeret som fingerspidserne på håndens fire fingre bortset fra tommelfingeren.

I praksis havde jagerflyet kun mulighed for at skyde et andet jagerfly ned ved at flyve ind bagfra og beskyde det fra en vinkel oven over det. Det drejede sig altså om at snige sig ind på modstanderen bagfra og oppefra, når det drejede sig om jagerfly.

Angreb på bombefly blev kompliceret af, at bombefly ofte havde en eller flere maskingeværstillinger beregnet til at forsvare sig mod angribende jagerfly. For at undgå bombeflyenes maskingeværer måtte det angribende jagerfly finde en passende  angrebsvinkel.

Jagerfly havde til gengæld den fordel over for bombefly, at lette jagerfly var  hurtigere og mere manøvredygtige end selv lette bombefly.

Fighter Command's overordnede taktik ved angreb på tyske bombeformationer eskorteret af jagerfly var typisk:

De noget langsommere Hurricane jagerfly skulle koncentrere sig om at angribe Luftwaffes bombefly, mens de hurtigere Spitfire fly skulle koncentrere sig om kampen med de eskorterende Me109 jagerfly. Fighter Commands fly skulle for enhver pris undgå at komme i kamp med de af Luftwaffes Me109 fly, der ikke eskorterede eller på anden måde beskyttede bombefly.

8    "Big Wings"

Daværende chef for flyverstaben - Chief of Air Staff  Newall -  indkaldte til et møde¹⁶⁶ i Air Ministry den 17. oktober 1940 - efter at Battle of Britain var udkæmpet.  Oplægget til mødet var: "to discuss major day tactics in the fighter force".

Chefen for Fighter Command - Dowding, og cheferne for Group 10 - Brand (det sydvestlige England) og Group 11 - Park (London og det sydøstlige England) var imod ideen om at anvende "Big Wings". Chefen for Group 13 - Saul (det nordlige England) var ikke inviteret. (Saul var "Big Wing" modstander.)

Chefen for Group 12 Leigh-Mallory (Midtengland) og lederne i Air Staff under Air Ministry var for ideen.

9   Antiluftskytset

Antiluftskytset - Anti-Aircraft Command - var organisationsmæssigt underlagt den engelske hær, men taktisk blevet tilknyttet Fighter Command. Lederen af antiluftskytset - Lieutenant-General Frederick Pile - havde hovedkvarter i samme bygning som Air Chief Marshal Hugh Dowding. Til trods for den dualistiske kommandovej, havde General Pike et gnidningsfrit samarbejde med Dowding.

Antiluftskytset var ved starten af Battle of Britain organiseret i 7 divisioner, der dækkede hele landet. Hver division var opdelt i et antal batterier.

Ud over selve antiluftskytset rådede Anti-Aircraft Command over et stort antal stillinger med lyskastere, der normalt var anbragt adskilt fra antiluftskytsbatterierne. Der var normalt tre lyskastere ved hver lyskasterstilling - oftest betjent af kvinder. Ideen var, at lyskasterne om natten skulle forsøge at "fange" et fjendtligt fly i lyskeglen og fastholde lyset på det, så det nærmeste antiluftskytsbatteri kunne sigte og skyde efter det.

Anti-Aircraft Command's  1. og 6. division omfattede London og hele området omkring London, svarende til Fighter Command Group 11's område. De to divisioner havde tilsammen 285 kraftige antiluftskytskanoner¹⁵⁶ til disposition ved indledningen af Blitzen i september 1940.

I 1. og 6. divisions område var hvert område opdelt i fire "areas" med hvert sit kontrolrum med direkte forbindelse til Fighter Command Group 11 Operations Room.    Area kontrolrummene blev alarmeret, når bombefly var på vej mod det pågældende "area".

Anti-Aircraft Command's skyts bestod dels af a) kraftige antiluftskytskanoner af forskellige kalibre: 10 - 7,6 cm,  og dels af b) lettere maskinkanoner kalibre: 40 og 20 mm.  (Ex. 40 mm Bofors maskinkanoner.)

Kanonerne var anbragt i batterier hvert bestående oftest af 4 kanoner. Batterierne var anbragt i områder, hvor der måtte forventes overflyvning af formationer af bombefly. Kanonerne var rettet mod højtgående bombefly. De kraftigste kanoner kunne sende granater op i en maksimal højde af 8000 m. Granaterne bragtes til eksplosion så nær ved bombeflyene som muligt, og de spredte en byge af splinter i en radius af 20 m.

De lettere maskinkanoner var anbragt ved mål, der måtte forventes at blive angrebet af lavtgående fly fx. flyvestationer og havne. Ammunitionen var projektiler, der eksploderede, når de ramte det  angribende fly. Ex. en 40 mm Bofors maskinkanon kunne maksimalt skyde 120 skud i minuttet, og var effektiv mod fly helt op til 3000 m højde.

Fra juli 1940 blev de kraftige kanonbatterier i stigende grad  udstyret med GL - Gun Laying - radarustyr til at måle afstanden til flyene.

Udstyret kunne bruges til at lokalisere og bestemme flyvehøjden for angribende fly. Udstyret kunne i 1940 ikke selv spore angribende fly - antennen måtte drejes i retning af flyet ligesom en lyskaster.

Udstyret blev hovedsagelig brugt, når de angribende fly ikke var synlige fra jorden - dvs. i mørke og ved overskyet vejr.   Se evt. Radar - pkt. 1.8 Gun Laying radarsystemer.

10   Ballonerne

Store aflange balloner, især rækker af balloner, blev placeret i luftrummet som barrikader i typiske indflyvningsveje ved London og andre byer med havneanlæg eller væsentlig produktion af krigsmateriel.

Ballonerne var 20 m lange og 8 m i diameter. De var forankret til jorden ved hjælp af en wire, og kunne sættes op i indtil 1600 m's højde.

Ballonerne blev så vidt muligt anbragt i skylaget, hvis der var noget.  De var tænkt som et bidrag til at beskytte områder, som ansås som vigtige bombemål. De var især effektive over for lavtgående fly under indflyvning til målet.  Deres effektivitet viste sig ved, at det var meget få fly, der blev fanget af deres wirer. Ballonerne tvang flyene op til over 2000 m's højde, og reducerede derved flyenes evne til at ramme specifikke mål præcist.

Ramte et fly ballonens wire, knækkede wiren to steder, nær ved jorden og nær ved ballonen. Flyet kom derfor til at slæbe den op til 1000 m lange wire efter sig. Hver af de to knæk udløste en bremsefaldskærm, som flyet trak efter sig. Bremsevirkningen af de to faldskærme var så kraftigt, at flyet næsten øjeblikkeligt kom under sin stallingshastighed og havererede. 

Knækket nær ballonen åbnede en ventil på ballonen, så gassen (brint) sivede ud. Ballonen faldt til jorden og kunne så bruges ved en ny opsætning.

Organisatorisk var opsætningen af balloner underlagt Fighter Command. Der var 5 Balloon Barrage Groups til at dække alle områder, der var anset for at være potentielt vigtige angrebsmål for tyskerne.

Hele området omkring London - svarende til Group 11's område - var Balloon Barrage Group 30's område.

11  Forsvar ved natangreb under  Blitzen

Blitzen var tyskernes natlige terrorbombeangreb mod den engelske civilbefolkning og landets infrastruktur. Bombeoffensiven forløb fra den 7. september 1940 til den 16. maj 1941. Det var den type krigsførelse Englands luftforsvarsstrategi siden reorganiseringen af RAF den 14. juli 1936 var ved at blive bygget op til at imødegå.

Den første uge under Blitzen, hvor Luftwaffe bombede London både om dagen og om natten, var Fighter Command i stand til at imødegå angrebene om dagen så kraftigt, at Luftwaffe helt indstillede dagangrebene efter et par uger på grund af et meget stort tab af bombefly.

Om natten havde Luftwaffe så stor succes med deres angreb, at de besluttede af fortsætte bombeoffensiven. Her galt Douchets udsagn "Bombeflyene vil altid komme igennem" tilsyneladende stadig. Lad os se hvorfor:

11.1  Jagerforsvar under Blitzen

11.2  - de manglende radarsystemer

Under Blitzen kunne Fighter Commands radarbaserede varslingssystem uden problemer spore de angribende bombefly i mørket, før de nåede kystlinjen, og Fighter Command kunne derfor sende jagerfly op til modangreb.

Men i tiden før maj 1941 - dvs. under hele Blitzen - kunne Fighter Commands jagerfly reelt ikke stille noget op mod angribende bombefly om natten. Jagerpiloterne kunne simpelt hen ikke se og finde de tyske bombefly i mørket som omtalt ovenfor.

For at Fighter Commands jagerfly skulle kunne finde Luftwaffes bombefly i mørket, manglede der under Blitzen tre ting:

1. Et radarsystem, der kunne spore de angribende bombeflys position efter at de havde passeret kystlinjen. Et sådant system var under udvikling. Det blev kaldt GCI - Ground Control Interception. Det blev ikke fuldt operationsklart før sommeren 1941 - altså først efter at Luftwaffe havde indstillet deres massive natlige terrorbombninger mod England og vendt sig mod Sovjetunionen.

2. Et radarsystem, der kunne bestemme flyvehøjden for et bombefly, der netop var blevet sporet af ovennævnte GCI system. Antiluftskytsets radarbaserede sigtesystem ved de enkelte batterier kunne bruges. Systemet blev kaldt GL - Gun Laying.  Men det forudsatte, at det pågældende bombefly allerede var blevet sporet af GCI systemet, så sigtesystemernes antenner kunne rettes mod de pågældende fly.

3. Et let radarsystem, der kunne installeres på et jagerfly, så det kunne spore et angribende bombefly på et par kilometers afstand. Et sådant radarsystem havde været under udvikling siden 1936, men ligesom GCI systemet, blev det  ikke operationsklart før sommeren 1941, da Blitzen var overstået.

Problemerne havde Fighter Command været opmærksom på lige siden dets start i 1936, men selv om udviklingen blev forceret frem uden hensyn til omkostningerne, var man ikke nået langt nok i 1940 til at udstyret kunne leve op til kravene for de tre nævnte radarsystemer.  Se Radar.

Den 20. november 1940 lykkedes det for første gang for en endnu ikke færdigudviklet Beaufighter natjager udstyret med med et endnu ikke færdigudviklet AI radarset at opspore et tysk Ju88 bombefly på vej mod Birmingham og skyde det ned. Men der var som tidligere nævnt først i maj 1941, at systemet med natjagere udstyret med radar og styret frem mod målområdet fra et kommandocenter på jorden, kom i operationel tjeneste.

I de følgende punkter gennemgås den indsats, der blev gjort eller afprøvet under Blitzen, dog uden mærkbare konsekvenser for Luftwaffe. Luftwaffe mistede under Blitzen flere bombefly på grund af flyulykker end på grund af Fighter Commands indsats.

11.3  Antiluftskyts under Blitzen

Der var antiluftskyts på jorden i og omkring de større byer og på typiske indflyvningsruter til de større byer som beskrevet i punkt 9.  Ved hjælp af lyskastere  kunne antiluftskytsbatterierne lokalisere enkelte angribende bombefly i mørket. Ved hjælp af  GL - Gun Laying - radarsystemer kunne batterierne lokalisere og bestemme flyvehøjden for de angribende bombefly.  Se Radar.

Men en ting var at kunne spore et bombefly i flere tusinde meters højde, noget andet var at kunne ramme i nærheden af det ved hjælp af  antiluftskytskanoner fra jorden.

Selv om antiluftskytset affyrede tusindvis af granater ved hvert natangreb, skød hele antiluftskytset sjældent mere en et enkelt fly ned hver nat. Ved flere natangreb slet ingen.

I starten af Blitzen blev der gennemsnitlig affyret ca. 20.000 granater fra antiluftskytskanoner for hver tysk bombefly, der blev skudt ned om natten¹²³.

Selv om antiluftskytset ikke skød ret mange tyske fly ned, havde det dog den virkning, at det lejlighedsvis tvang flyene op i en større højde for at undgå at blive skudt ned. Det betød, at tyske bombefly måtte kaste bomberne fra en større højde med tilsvarende ringere træfsikkerhed.

En anden virkning var på det psykiske niveau. Det virkede afskrækkende på de angribende flybesætninger med de kraftige granateksplosioner i nærheden af flyene. Det virkede til gengæld nærmest tillidsvækkende på den civilbefolkning, der hørte kanonerne blive fyret af.

11.4  Luftminer

Balloner - som omtalt under punkt 10 - var uden værdi for natangrebene under Blitzen. Af praktiske årsager fløj Luftwaffes bombefly altid i en højde over 2000 m ved angreb under Blitzen.

Ideen fra ballonforsvaret (pkt. 10) med at "fange" angribende fly med en lodret hængende wire blev forsøgt på en anden måde.

Måden var at "ophænge" et antal af lodret hængende 600 m tynde wires med 60 m's mellemrum på tværs af indflyvningsvejen for et Luftwaffe bombeangreb. Wirerne blev kastet ud fra et RAF bombefly, der fløj på tværs af og lige over den forventede flyvekorridor for Luftwaffes angribende bombefly.

Ved udkastningen var hver wire rullet sammen i en lille beholder sammen med en mindre sprængladning. Ved udkastningen foldede beholderen sig op, og wiren rullede sig ud, men blev "hængene" i en lille faldskærm i toppen af wiren sammen med sprængladningen.

Ramte et fly wiren, udløste det kraftige ryk i wiren, at en lidt større faldskærm i bunden af wiren udløste sig.  Wiren med de to faldskærme blev nu trukket fremad med flyets fart. Trækket fra den større faldskærm i bunden af wiren blev større end trækket fra faldskærmen i toppen af wiren. Det resulterede i, at sprængladningen blev trukket ned mod flyet, og blev udløst, når det ramte flyet.

Blev wiren ikke ramt af noget fly, faldt den ganske langsomt ned mod jorden sammen med sprængladningen. Det tog typisk 10 minutter for wiren at falde gennem det højdeinterval, man forventede de angribende Luftwaffe bombefly ville flyve i.

Det viste sig i praksis, at såvel udkastningstidspunktet, udkastningshøjden og udkastningsstedet var  vanskellige at koordinere med informationer om de angribende Luftwaffe bombefly. Informationerne stammede fra det GCI radarsystem, der var under oprettelse. Se evt.  Radar.  Forsøget startede i december 1940 og blev afsluttet i november 1941.  Forsøget menes kun at have fået et Luftwaffe fly til at styrte ned.

12  Erstatninger for tab

En af årsagerne til, at Fighter Command - trods sin underlegenhed i luftstyrker -  var i stand til at besejre Luftwaffe i Battle of Britain i 1940, var at England var i stand til - langt ud over det forventede - at producere og reparere jagerfly i takt med tabene og lidt til.

En del af reparationsarbejdet foregik på private værksteder, som i al hast blev indrettet til det.

Det skyldtes helt exceptionelle og målrettede lederegenskaber og organisationstalent hos Lord Beaverbrook, den engelske bladkonge, der var blevet minister for flyproduktion i Churchills krigskabinet i maj 1940. England producerede flere fly i 1940 end tyskerne gjorde, og det til trods for, at de engelske flyfabrikker adskillige gange blev ramt af Luftwaffes bomber i den sidste halvdel af 1940.

13  Kvinderne i Battle of Britain -  WAAF

Women's Auxiliary Air Force

I Første Verdenskrig blev det klart, at det var nødvendigt for England at "mobilisere" kvinderne i et vist omfang for at opretholde produktionen og andre vigtige samfundsfunktioner, når mændene var i krig.

Som et led i forsvarsstrategien forud for Anden Verdenskrig etableredes forskellige korps for kvinder med det formål at være hjælpefunktioner for forsvar og civilforsvar. De funktioner, korpsene skulle tage sig af, var funktioner, der - bortset fra sygeplejefunktioner - ellers typisk ville blive udført af mænd. Inden for selve forsvaret drejede det sig typisk om funktioner, der normalt ikke ville medføre brug af skydevåben.

Korpsene var frivillige. I 1941 blev der indført værnepligt for kvinder i England. Kvinderne kunne selv vælge, hvilken form for værnepligt, de ville deltage i - ex. melde sig til tjeneste i WAAF.

Et af korpsene var Women's Auxiliary Air Force - WAAF, der blev oprettet som selvstændigt korps i 1939.

WAAF udfyldte under Battle of Britain bl.a. de meget vigtige funktioner som radaroperatører på radarstationerne og plottere i Operations Rooms.  WAAF stod også for betjenning af telefon- og radiosystemerne, samt kodning og afkodning af meddelelser mellem kommandocentre og enheder.

Især funktionerne som radaroperatører og plottere medførte, at kvinderne ikke kunne forlade deres poster under angreb for at gå i beskyttelsesrum. Under Battle of Britain var det kun Fighter Command HQ Operations og Group Operations, der var sikret mod flyangreb ved at være indrettet i underjordiske lokaliteter. Ground Controller funktionerne på sektor flyvestationerne og radaroperatør funktionerne var i 1940 endnu ikke sikret mod flyangreb.

De var første gang i moderne krigsførelse, at kvinder udførte så vigtige funktioner i frontlinjen under de samme risikofyldte vilkår som mænd. Mange af kvinderne blev dræbt eller såret, mens de udførte disse funktioner under de mange luftangreb.

Under Battle of Britain var WAAF (endnu) ikke integreret i RAF's kommandostruktur. WAAF var en hjælpefunktion for RAF. Først efter 1941 kunne WAAF officerer avancere / overtage ledelsesposter i RAF.

Sidst opdateret

2015-08-12

version 9.11