2015-11-08

Schlieffenplanen

En plan udarbejdet under ledelse af chefen for den tyske generalstab  general Alfred von Schlieffen i årene 1897 til 1905.

Planen var egentlig en forsvarsplan for Tyskland

Planens storpolitiske baggrund og formål beskrives i teksten til højre.

Planen var en meget detaljeret plan for et hurtigt militært angreb på Frankrig med det formål at få landet til at kapitulere indenfor få uger!

Indkaldelse (mobilisering) af hjemsendte værnepligtige soldater til deres respektive kaserner kunne gennemføres i løbet af to dage.

På kasernerne lå de værnepligtiges udrustning klar.

Hærenhedernes bevægelser - lige fra deres kaserner i Tyskland til de mødte deres modstandere et sted i Frankrig - var planlagt med jernbane-køreplaner til grænserne og marchruter i Holland, Belgien og Frankrig. 

Planen blev opdateret løbende, og der var ikke brug for yderligere planlægning for at sætte et angreb mod Frankrig i gang.  Det kunne startes med et par dages varsel.

Schlieffen planen var egentlig en forsvarsplan, men udviklede sig efterhånden til en plan for en krig, der kunne startes ved så at sige at trykke på en knap.

Planen var blevet til i årene 1897 til 1905. Planen blev som nævnt løbende modificeret, så den til enhver tid svarede til de faktiske forhold.

General von Schlieffen trådte tilbage i 1905 og døde i 1913, men han var med til at opdatere planen  lige til sin død i 1913.

Umiddelbart før krigs-udbruddet i 1914 blev planen igen  modificeret,  og den blev yderligere modificeret lige efter krigsudbruddet, for at sende flere soldater til Østfronten end Schlieffen havde planlagt.

Det vestlige angrebsfelt, der skulle omringe Paris i en knibtangsmanøvre fra nordvest, blev derved svækket til trods for Schlieffens ord for, hvor  vigtigt det var, at have et stærkt vestligt angrebsfelt.

Denne svækkelse var uden tvivl medvirkende til, at det lykkedes englænderne og franskmændene at stoppe det tyske angreb ved floden Marne nordøst for Paris.

Årsagerne til, at det tyske angreb blev stoppet ved Marne, diskuteres stadigvæk ivrigt blandt militærhistorikere.

Mobilisering vil her sige, at et land, der har en værnepligtig hær, får indkaldt de tidligere uddannede og hjemsendte soldater og gjort dem kampklare.

Efterspillet

Kronologi - Tavle 1

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Maskingeværet og kampvognen.

Et nyt våben i 1914 var maskingeværet.   Fra 1914 gjorde maskingeværet  det nu praktisk taget umuligt for både infanteri og kavaleri at foretage et frontalt angreb på en stærk forsvarsstilling på traditionel vis.

Men ingen af parterne fik dog udviklet kampvogns-taktikken godt nok, til at det fik afgørende betydning i Første Verdenskrig.

Et maskingevær kunne afgive over 500 skud i minuttet, og krævede en fast opstilling og to mand til at betjene det effektivt. Soldater under fremrykning i 1914 - 18 var traditionelt kun bevæbnet med et gevær, som effektivt kunne skyde 3 - 5 skud i minuttet.

Soldaterne kunne derfor ikke mere bare storme frem på linje under et angreb som i tidligere krige. Eksempelvis ved Den Amerikanske Borgerkrig 1861 - 65.

Efter 1914 ville soldater under fremrykning uden kampvogne mod en forsvarsstilling simpelt hen blive mejet ned i stort antal af ganske få fjendtlige maskingevær-skytter.

Målet med det store angreb var at gennembryde tyskernes frontlinje og trænge ind bag dem for at få dannet en bevægelig front.

Ved at få en bevægelig front regnede englænderne med at kunne presse tyskerne så langt tilbage, at de måtte opgive deres invasion af Frankrig.

Ved en bevægelig front er det den part, som kan flytte sine soldater hurtigst, der får overtaget.

På angrebets første dag mistede 20.000 engelske soldater livet ved at storme op af deres skyttegrave og frem mod de tyske skyttegrave.

Gennembrudsforsøget så ud til at  lykkes, men før englænderne kunne nå at komme om bag ved tyskernes linje, havde tyskerne dannet en ny linje foran englænderne.

Efter fire måneders forsøg måtte englænderne opgive at komme om bag ved tyskernes linje. Englænderne havde kun fået skubbet frontlinjen nogle få kilometer.

De kunne simpelthen hverken nå at flytte deres soldater (infanteriet) eller deres artilleri hurtigt nok til at hindre tyskerne i at tilkalde reserver fra baglandet, og få dem til  at grave nye skyttegrave og danne en ny frontlinje.

Det var især et problem at få artilleriet med deres tunge kanoner hen over de erobrede skyttegrave hurtigt nok.

I alt 650.000 engelske soldater var blevet dræbt eller såret under hele angrebsperioden fra juli til november 1916.

Mere gru  Verdun

Tyskerne forsøgte fra februar til december 1916  et massivt gennembruds-forsøg ved Verdun. Det lykkedes ikke tyskerne at gennembryde frontlinjen.

Den franske hær forsvarede Verdun fanatisk, og det blev et af verdens-krigens blodigste slag med over 300.000 dræbte tyske og franske soldater.

Krigens vanvid Passchendaele

Trods de enorme tab ved Somme nævnt ovenfor  pressede chefen for den engelske hær  på for at gøre et nyt forsøg. Det var i efteråret 1917.

Med tabene fra Somme i erindring var den engelske premierminister meget tøvende overfor at gøre et nyt forsøg, men han lod sig overbevise.

Det skulle ske i Flandern, der i efteråret 1917 var et stort mudderområde på grund af massiv regn og et afvandingssystem, der var blevet ødelagt af englændernes stadige artilleribombardementer.  I dagene før angrebet bombarderede det engelske artilleri yderligere området med 4.500.000 granater, så da angrebet blev startet bestod området næsten kun af store dybe vandfyldte huller.

Forsøget blev opgivet efter erobringen af området omkring Passchendaele efter tre måneders kamp.

England havde da mistet over 300.000 soldater, dræbte, druknede, savnede og hårdt sårede ved forsøget.

Hvordan den styrke, der skulle have fulgt op på et  gennembrud, skulle kunne komme gennem det mudrede område, var der  ingen, der havde tænkt på. Ingen i generalstaben havde været på inspektion i området.

Englænderne rømmede Passchendaele tre måneder senere uden kamp! Der var ingen fare for, at tyskerne ville rykke frem over dette område.

Hitler deltog selv i slaget om Passchendaele som korporal⁹².

Sønderjyders deltagelse i Første Verdenskrig⁹⁵

Under Første Verdenskrig gik Danmarks grænse mod Tyskland langs Kongeåen lidt syd for Kolding. Sønderjylland (Nordslesvig) blev først dansk igen i 1920.

Som følge heraf var ca. 25.000 dansksindede i Nordslesvig indkaldt til den tyske hær under krigen. De fleste kæmpede på Vestfronten,  ca. 4000 faldt. Ca. tallene skyldes, at det var vanskelligt nøjagtigt at tælle de dansksindede blandt Nordslesvigs befolkning.

Der er et mindesmærke for alle de dansksindede faldne i Marselisborg Parken i Århus.

Holland, Belgien og Frankrig ville med demilitariseringen forhindre, at der i fredstid kunne samles en tysk militær styrke i området klar til at gå til angreb.

Demilitariseringen var et krav i Versaillestraktaten, og den blev yderligere bekræftet og accepteret af alle parter - også Tyskland ved Locarnopagten i 1925.

Stemmeprocenter ved rigsdagsvalgene for Hitlers parti NSDAP ⁹³:

 William Shirer:⁷⁴ The Rise and Fall of the Third Reich og/eller

Karl Christian Lammers:⁹¹ Nazismens epoke og/eller

Allan Bullock: Hitler og Stalin ⁸⁸ og/eller

Eberhard Kolb: Deutschland 1918 - 1933 : eine Geschichte der Weimarer Republik⁹³

For en almen gennemgang af nazismen i Tyskland og Østrig og fascismen i Italien læs:

Indledning

Ved afslutningen af 30-års krigen i 1600 tallet med den Westfalske Fred i 1648 blev Tyskland indenrigspolitisk og udenrigspolitisk set splittet op i en række selvstændige stater. Fra 1648 til 1871 var de tyske stater kun knyttet sammen i  "løse" forbund af skiftende sammensætning og indflydelse.

Efter afslutningen af Napoleonskrigene med Wienerkongressen i 1815 oprettedes Det Tyske Forbund, der dog stadigvæk var en løs sammenslutning af de mange tyske stater.  I 1834 blev staterne knyttet tættere sammen ved oprettelsen af  Det tyske Toldforbund som det første afgørende skridt hen imod en egentlig national samling.

Den tyske stat Preussen med Bismarck som ministerpræsident  var den drivende kraft bag de tyske  staters bestræbelser for at danne et samlet Tyskland. Ved Det Tyske Forbunds krig med Danmark om Slesvigs tilhørsforhold i 1964 og i Preussens krig med Østrig i 1866 var det Bismarck, der fik gennemtrumfet sine ideer. Den danske konges - Christian den 9ende - ønske om dansk tilslutning til Det Tyske Forbund blev afslået, og Danmark måtte afstå hele Slesvig til staten Slesvig-Holsten. Østrig blev ligeledes udelukket fra Det Tyske Forbund ved at tabe krigen mod Preussen i 1866.  

Samme år - i 1866 - blev en række nordtyske stater yderligere knyttet sammen i Det Nordtyske Forbund - Norddeutscher Bund - under den tyske stat Preussens ledelse med Bismarck som forbundskansler.  Først i 1871 blev alle tyske stater udenrigspolitisk set igen samlet til een stat:   Det Tyske Kejserrige - Das deutsche Kaiserreich - nu med Bismarck som rigskansler.

Indtil 1830'erne var landbruget det dominerende erhverv i de tyske stater. Men samtidig med oprettelsen af toldforbundet i 1834 tog den tyske industrialisering fart.  Opbygningen af jernbanenettet satte gang i industrialiseringen - især maskin- og værktøjsindustrien - og det understøttede samhandelen mellem staterne. Staternes økonomi overgik i løbet af få år fra at være domineret af landbrug til at blive domineret af industri. Mange fattige landarbejdere og deres familier flyttede fra landbrugsområderne i det østlige Tyskland til Berlin eller Ruhr området.   Med de tyske staters jernproduktion i 1840'erne som et udtryk for industrialiseringen var de tyske staters samlede jernproduktion dog stadig kun en brøkdel af Frankrigs og især af Englands produktion af jern.

Resultatet af oprettelsen af Det Tyske Kejserrige i 1871 blev, at Tyskland hurtigt voksede sig op til at blive en stormagt, og omkring 1890 voksede det sig til at være det største industriland i Europa. Tyskland var i 1890 blevet en stormagt - større end hver af de andre tre europæiske stormagter England, Frankrig og Rusland.

På grund af den manglende samling udenrigspolitisk set havde de tyske stater før 1871 ikke deltaget i koloniseringen af landområder udenfor Europa eller i opbygning af en verdenshandel. På disse områder var især England dominerende. Efter 1871 var der ikke meget tilbage at kolonisere, men det blev dog til oprettelsen af Tysk Østafrika. Hvad kolonier i traditionel forstand angik, blev Tyskland aldrig nogen stormagt. De var for sent ude.

Frankrig erklærer Preussen krig i 1870

Ved udviklingen hen imod en mere samlet tysk statsdannelse opstod der allerede i løbet af 1860'erne bekymringer i Frankrig. En af grundene hertil var udsigten til en mulig stortysk / spansk omklamring af Frankrig.  Den franske bekymring kulminerede, da en tysk prins i 1870 accepterede tilbuddet om at blive tronarving til den spanske trone.

Som en konsekvens af bekymringerne erklærede stormagten Frankrig krig mod den største af de tyske stater - Preussen -  i juli 1870.  Men samtlige stater i Det Nordtyske Forbund - under den  preussiske ministerpræsident Bismarcks ledelse - og Bayern opfattede den franske krigserklæring mod Preussen som en krigserklæring mod dem alle. De startede derfor en mobilisering, og gik samlet i krig mod Frankrig.

Kort efter krigens start - i september 1870 - vandt tyskerne en sejr over den franske hær ved Sedan i Frankrig. Det betød, at Frankrig nu pludselig var næsten forsvarsløst overfor den tyske hær. Tyskerne rykkede frem mod Paris, som blev omringet.

Ved den efterfølgende fredsaftale med det nye samlede Tyskland i 1871 måtte Frankrig afgive de vigtige mine- og industriområder - Alsace og en del af Lorraine - til Tyskland.

Kejser Wilhelm I og kansler Bismarck

Under den tyske besættelse af Frankrig blev kong Wilhelm fra den tyske stat Preussen udråbt til kejser for det samlede Tyskland. Det skete i Versailles uden for Paris i januar 1871. Tyskland var igen blevet samlet i een stat.

Ved dannelsen af det tyske kejserrige i 1871 blev ministerpræsident Bismarck fra den nu tyske delstat Preussen udnævnt til kansler (en slags statsminister) for hele det tyske kejserrige.   For ikke at udløse nogen ny europæisk storkonflikt efter krigen i 1870 / 71,  fulgte Bismarck fra 1875 helt op til 1890 en meget forsigtig udenrigspolitik overfor de andre europæiske stormagter.

Kejser Wilhelm II

Ved Wilhelm I's død i 1888 blev Wilhelm II udråbt til kejser. Han havde et noget andet syn på udenrigspolitikken, end Bismarck havde.   Kejser Wilhelm II følte, at Tyskland nu var stort nok til selv at sætte en europæisk dagsorden.

Tyskland var efterhånden blevet det ledende industriland i Europa med en større stålproduktion og med  flere højt uddannede teknikere i forhold til indbyggerantallet, end de andre europæiske stormagter havde. Især fra 1890 gik det stærkt for den tyske industrialisering, og ved århundredskiftet var den tyske industriproduktion større end Englands og Frankrigs tilsammen.

Den nye kejser - Willhelm II - afsatte kansler Bismarck i 1890, og det blev afslutningen på 15 års forsigtig tysk udenrigspolitik på den europæiske scene. Især blev Tysklands  forhold til Rusland forværret.

Baseret på frygt for Tysklands eventuelle nye hensigter allierede Frankrig sig med Rusland i 1892.

Den nye alliance mellem Rusland og Frankrig betød reelt, at kom et af landene i krig med Tyskland, var begge landene i krig med Tyskland. I en krigssituation måtte Tyskland derfor imødese at skulle kæmpe på to fronter samtidigt. Mod øst mod Rusland, og mod vest mod Frankrig.

England forblev nærmest neutral i dette europæiske stormagtsspil. Men England ønskede dog ikke, at Tyskland skulle blive den stormagt på verdenshavene, som Tysklands nye politik også lagde op til. På verdenshavene var England supermagten, og det ønskede England fortsat at være.

I dette stormagtsspil endte Tyskland op med kun at have en større europæisk allieret - en højest ustabil allieret - det daværende Østrig-Ungarn.

Schlieffen planen

Efter at kejser Willhelm II havde afsat Bismarck i 1890 blev Tysklands forhold til Rusland forværret.

I 1892 valgte Rusland at alliere sig med Frankrig, der havde været Tysklands potentielle fjende nr. 1 siden 1871 - se ovenfor.

Tysklands nye udenrigspolitiske situation fra 1892 - med to store potentielle fjender, der nu var blevet alliererde - en i øst og en i vest, Rusland og Frankrig, der kunne angribe samtidigt  -,  krævede nytænkning hos den tyske generalstab.

Planens ide var så vidt muligt at forhindre, at Tyskland kom til at kæmpe på to fronter samtidigt, hvis der opstod en krigssituation:  Mod Frankrig i vest og mod Rusland i øst. En sådan tofrontskrig ville være meget svært for Tyskland at vinde, selv om landet nu havde den største hær i Europa.

Derefter skulle den tyske hær så rykke østpå og nedkæmpe den russiske hær. På den måde skulle Tyskland undgå, at komme i en situation, hvor der skal kæmpes massivt på to fronter samtidigt.

(Når vi 100 år efter starten af Første Verdenskrig diskuterer, hvem der har skylden for at krigen startede, skal vi ikke glemme, hvilken vanskellig situation Frankrig og Rusland havde bragt Tyskland i ved at indgå en alliance egentlig rettet mod Tyskland. Frankrig havde angrebet Tyskland i 1870, men Tyskland sejrede i den konflikt. Frankrig måtte afgive landområder i Saar området ved fredsslutningen. Så der eksisterede et arvefjendskab mellem de to lande. Det var tydeligt omkring århundredskiftet, at hvis Frankrig og Rusland samtidigt angreb Tyskland, ville det stille Tyskland i en desperat situation.)

Der var årsager nok til, at potentielle lokale konflikter, der kunne involvere Rusland,  kunne bryde ud i et af de meget ustabile lande i Østeuropa eller på Balkanhalvøen.  Området var præget af Østrig-Ungarns dominans.  Det var netop, hvad der skete i sommeren 1914.

Rusland følte sig før 1914 nært knyttet til de slaviske folkeslag på Balkanhalvøen ex. serberne.

Hvis Serbien blev truet af Østrig-Ungarn, ville Serbien vende sig mod Rusland og bede om assistance.

Det kunne få russerne til at starte en mobilisering, for at kunne komme serberne til hjælp.

Det ville stille ualmindelig høje krav til tysk diplomati at få lagt en dæmper på en sådan situation, og få Rusland til at afstå fra at mobilisere.  Krav som Tysklands diplomati næppe mere kunne leve op til, efter at den meget selvsikre tyske kejser Willhelm II i 1890 havde afsat den erfarne kansler Bismarck.

(Den engelske historiker A. J. P. Taylor angiver netop Schlieffen planen som årsagen til, at konflikten mellem Østrig/Ungarn og Serbien i 1914 hurtigt udviklede sig til Første Verdenskrig. Et tysk angreb mod Frankrig behøvede ikke nogen form for planlægning. Planerne lå klar i skrivebordsskufferne hos hæren og jernbaneselskaberne. Angrebet ville kunne startes - så at sige - ved blot "at trykke på en knap", ligesom ved en moderne atomkrig.)

Ifølge Schlieffen planen skulle et angreb mod Frankrig ske ad den nemmeste "omvej", gennem Holland og Belgien. Målet var, at omringe Paris ligesom i 1870.

(Ved at gå gennem Holland og Belgien undgik tyskerne

• den kraftigt befæstede fælles grænselinje mellem Frankrig og Tyskland i Alsace / Lorraine området. Både Frankrig og Tyskland havde efter krigen i 1871 forstærket befæstningen af denne fælles grænselinje. Eller

• at skulle angribe tværs over Rhinen syd for Alsace / Lorraine området.)

Når den franske hær var nedkæmpet, eller der var etableret en våbenstilstand, kunne Tyskland så gå i aktion mod Rusland.

Planen var i tiden omkring 1905 - rent militærstrategisk set - den bedste løsning for Tyskland, hvis der var optræk til konflikt. Tyskland kunne, som nævnt, derved undgå at komme til at kæmpe på to fronter samtidigt.

Men planen indebar - politisk og militært set - en fare for udløsningen af nogle risikable situationer:

Den alvorligste var, at den ikke respekterede Belgiens erklærede neutralitet. En neutralitet, der var garanteret af England allerede i 1839.

Schlieffen planen forudsatte derfor,

• at Belgien alene militært set ikke ville være stærk nok til at sinke den tyske fremrykning,

• at England - hvis landet besluttede at komme Belgien til hjælp -  ikke ville kunne nå at komme til hjælp, før den tyske hær havde besat landet, og

• at England, hvis landet kom til undsætning, kun ville være i stand til at sende en lille del af landets i forvejen lille professionelle hær til undsætning.

England havde før Første Verdenskrig kun en lille - men meget professionel -  hær, som var beregnet til at løse opgaver rundt omkring i landets kolonier.

Potentielle kilder til konflikter var der nok af i Centraleuropa og især på Balkan før 1914. Især de nationale og etniske grænsestridigheder på Balkan mellem Østrig-Ungarn (germanere) og Serbien (slavere) voksede. En af kilderne til konflikterne var, at Østrig-Ungarn havde annekteret området Bosnien-Hercegovina i 1908.

Et konsekvens af disse konflikter var attentatet på den østrig-ungarnske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i Serbien den 28. juni 1914.  Attentatet blev gennemført af en terrorist Gavrilo Princip, der var født i Bosnien-Hercegovina. Attentatet fik den allerede løbende konflikt mellem de  to stater til at gå op i en spids.

Attentatet blev "startskuddet" til den kædereaktion, der i løbet af fem uger førte frem til det, vi nu kalder Første Verdenskrig - se næste afsnit.

Kædereaktionen kulminerede den 4. august 1914 - fem uger og to dage efter attentatet i Sarajevo - med Tysklands angreb på Belgien og Frankrig. Urkatastrofen var startet.

Fra attentat til verdenskrig

Spørgsmålet om, hvordan attentatet på den østrig-ungarnske tronfølger skulle efterforskes, startede i første omgang en følelsesladet konflikt mellem Østrig-Ungarn og Serbien.

Serbien ville / kunne ikke acceptere alle Østrig-Ungarns krav til efterforskningen.  Især et punkt:  at Østrig-Ungarn skulle lede efterforskningen på Serbisk territorium, ville serberne ikke acceptere.

På grund af den manglende accept, truede Østrig-Ungarn Serbien med et militært angreb. Som konsekvens heraf anmodede Serbien Rusland om støtte i tilfælde af et militært angreb.

For at være klar til at kunne støtte Serbien startede Rusland den 25. juli 1914 en delvis mobilisering. Det var et signal til den østrig-ungarnske regering om, at Rusland ville støtte Serbien i en eventuel konflikt.

Den 26. juli 1914 afslog Serbien at gå ind på alle Østrig-Ungarns krav.

(Var det overmod, tyskerne med denne "carte blanche" demonstrerede, begrundet i en grænseløs tillid til, at hæren med Schlieffen planen i ryggen ville bringe dem sejrrigt ud af en eventuel konflikt med såvel Rusland som Frankrig? Det findes der ingen dokumentation for, men det er jo nærliggende at tro.)

Serbien bad Rusland om hjælp som følge af Østrig-Ungarns krigserklæring. Rusland lovede at komme Serbien til hjælp.

Krigserklæringerne mellem stormagterne

Tyskland følte sig nu truet af den russiske mobilisering, og forberedte sig politisk på at selv at starte en mobilisering. Da Rusland - på tysk krav -  ikke ville standse sin mobilisering, erklærede Tyskland krig mod Rusland. Dette bevirkede, at Frankrig, der var allieret med Rusland,  mobiliserede sin hær.

Tyskland ville ikke kunne respektere Belgiens neutralitet, hvis de - ifølge Schlieffen planen - angreb Frankrig gennem Belgien. Et tysk angreb mod Frankrig gennem Belgiens kunne udløse en krigserklæring fra England. England havde - som nævnt oven for - garanteret Belgiens sikkerhed ved en traktat helt tilbage til 1839.  Men Tyskland forventede - trods traktaten - ikke at få en krigserklæring fra England. Hvis den alligevel kom, regnede Tyskland ikke med, at England kunne nå at sende sin  - på det tidspunkt lille men professionelle -  hær til Belgien, før den tyske hær havde besat landet.

Kunne det hele have været undgået?

Tyskland, Rusland, Frankrig og England så at sige snublede ind i Første Verdenskrig i 1914.

Havde Tyskland ikke givet Østrig-Ungarn et "carte blanche" til støtte i, hvad som helst de måtte beslutte i striden med Serbien, havde Østrig-Ungarn næppe erklæret Serbien krig.

Serbien havde så ikke behøvet at bede om hjælp fra Rusland, og Rusland havde følgelig ikke mobiliseret.

Tyskland havde så ikke følt sig truet af Rusland, og havde ikke behøvet at erklære Rusland krig, og to dage senere Frankrig krig.

Men at undgå mobiliseringerne og de efterfølgende krigserklæringer havde krævet et helt anden afbalanceret holdning i det tyske diplomati, da Østrig-Ungarn anmodede om opbakning. En holdning, som ikke eksisterede siden Wilhelm II var blevet tysk kejser 1888, og havde afsat kansler Bismarck i 1890.

England forsøgte at etablere en form for konference til at løse problemerne. Englands, Tysklands og Ruslands hhv. konge- og kejserfamilier var på forskellig vis i familie med hinanden. Men forsøget mislykkedes.

Tysklands "carte blanche" til Østrig-Ungarn i striden med Serbien må siges at have været den udløsende faktor for, at mordet i Sarajevo førte til Første Verdenskrig. Selv om det var Østrig-Ungarn og ikke Tyskland, der startede med krigserklæringerne.

Der var imidlertid af andre årsager opstået stigende spændinger mellem de europæiske stormagter siden århundredskiftet, så krigen kunne være startet alligevel af helt andre grunde.

(Som allerede nævnt peger den engelske historiker A.P.J. Taylor på landenes, især Tysklands, omhyggeligt tilrettelagte mobiliseringsplaner i Schlieffen planen som en anden udløsende faktor. Det var simpelt hen for nemt for en tysk regering at give et "carte blanche" til Østrig-Ungarn. Skulle Østrig-Ungarns krigserklæring til Serbien udvikle sig til stormagtskrig i Europa, var Tyskland jo klar!)

Overmodet blandt de magthavende i de europæiske stormagter havde i form af en nationalisme og overmod bredt sig til de enkelte landes befolkninger i perioden op til udbruddet af verdenskrigen.

Den opvoksende europæiske socialisme var opmærksom på faren for en europæisk storkrig på grund af overmodet og spændingerne. Det internationale forum, der blev kaldt "Anden Internationale", beskæftigede sig i årene før verdenskrigen med det spørgsmål, om arbejdere i de tilsluttede europæiske lande burde / ville føre krig mod hinanden.

Senest ved en kongres i København i 1910 forsøgte den internationale socialisme at tilvejebringe en handlingsplan for en international solidaritet blandt de arbejdende befolkninger. En solidaritet, der kunne hindre en sådan krig. Det mislykkedes, og da krigen kom i 1914, opløstes forummet "Anden Internationale".

Nu var det den stigende nationale begejstring, der havde taget overhånd.

(Den efterfølgende beskrivelse af Første Verdenskrig i dette resumé afspejler hovedsageligt, hvad der skete i Vesteuropa, altså på Vestfronten.

Der var flere andre fronter, Østfronten, Gallipoli, Serbien (hvor det hele startede), Italien (fra 1915), Palæstina, Mesopotanien m.fl. samt ubådskrigen og søslagene i Nordsøen.  Men de mest afgørende begivenheder inkl. optrækket til og tilvejebringelsen af våbenstilstandsaftalen i 1918 foregik på Vestfronten og i selve Tyskland.)

Vestfronten

Den 3. august 1914 marcherede den tyske hær over Belgiens grænser på vej mod Frankrig. Målet var at omringe Paris ligesom i 1870. Til forskel fra angrebet i 1870, angreb hovedparten af den tyske hær gennem Belgien. Tyskland havde ikke erklæret Belgien krig, men havde få dage i forvejen forlangt fri gennemmarch. Dette havde Belgien afslået.

Ved at marchere gennem Belgien undgik den tyske hær - helt efter Schlieffen planen - at angribe Frankrig

• massivt hen over det svært befæstede franske grænseområde ved Alsace / Lorraine, og

• hen over Rhinen syd for Alsace / Lorraine.

Fra at være i krig med Belgien, Frankrig og Rusland, var Tyskland nu også - noget uventet - kommet i krig med England.

Nu skulle de sættes på plads! - modstanderne naturligvis. En krig blev på den tid stadigvæk anset for den måde, man helt naturligt kunne løse problemer på, når diplomatiet ikke længere slog til.

Med den teknologiske udvikling, der var sket siden de sidste europæiske krige i 1864 til 1870, forventede alle, at det ville blive en kort krig af nogle måneders varighed. Alle parter forventede, at deres soldater ville sejre og være hjemme igen inden jul.

For Tyskland gik starten af krigen ikke efter planen.

Det lykkedes hurtigt englænderne at få de første 5 divisioner sendt over til Frankrig. De dannede den yderste venstre del af den franske forsvarslinje set fra Paris, og kom i kamp med tyskerne den 22. august 1914 ved byen Mons på den belgisk / franske grænse.

Frankrig og England fik tilsammen stoppet Tysklands fremrykning mod Paris ved situationen omkring floden Marne nordøst for Paris den 4. september 1914.  En måned efter angrebets start. Der var tre faktorer, som især havde betydning for, at det lykkedes de allierede at stoppe den tyske hærs forsøg på at omringe Paris:

Den tyske hær måtte - for at undgå en omringning ved floden Marne nordøst for Paris - foretage en taktisk tilbagetrækning. Tyskerne dannede herefter en stærk forsvarsstilling ved floden Aisne 50 km nord for Marne.

Englænderne og franskmændene blev derfor selv tvunget til at grave skyttegrave og etablere maskingeværstillinger, og hermed blev den klassiske krigsførelse fra 1800 tallet med infanteri og kavaleri umuliggjort.

Englænderne og franskmændene prøvede på at gå udenom de tyske skyttegravsstillinger. Men tyskerne forlængede blot skyttegravene på begge sider af deres stilling for at hindre englænderne og franskmændene i at gå udenom.

Skyttegravsfronten bredte sig således gradvis til begge sider, og til slut kom skyttegravene til at strække sig sig hele vejen fra Belgiens kyst i nordvest og tværs over Frankrig ned til den schweiziske grænse i sydøst. Begge parter havde mandskabsressourcer nok til effektivt at bemande den ca. 700 km lange skyttegravslinje.

Krigen i Frankrig (kaldet Vestfronten) udviklede sig nu til en næsten fastlåst stillingskrig med soldaterne i skyttegrave overfor hinanden igennem de næste 3 år.  Ved juletid i 1914 holdt parterne på flere frontafsnit spontant en kortvarig julefred. Det blev ikke gentaget de følgende år. Fra 1915 til 1917 forsøgte begge parter sig med større eller mindre angreb for at bryde igennem fjendens skyttegravsfront, med ufattelige tab af menneskeliv til følge og uden nogen afgørende resultater.

Hovedårsagerne til, at krigen på Vestfronten helt uforudset forblev en stillingskrig i 3 år, skyldtes

Noget tilsvarende var ikke tilfældet på Østfronten. En ubrudt skyttegravsfrontlinje her ville være alt for lang i forhold til antallet af soldater, og derfor så tyndt besat af soldater, at gennembrud ville være alt for lette.

Gennembrudsforsøg

Flere gennembrud blev forsøgt i årene 1915 - 1917, flest fra de allieredes side. De to største var tyskernes forsøg ved Verdun fra februar til december 1916 og englændernes forsøg ved Somme floden fra juli til november 1916.

Men ingen af gennembrudsforsøgene før 1918 førte til egentlige gennembrud. Resultaterne af forsøgene blev oftest kun en forskydning af skyttegravslinjen nogle hundrede meter eventuelt ved, at et højdedrag blev erobret fra modparten.

Succes med gennembrudsforsøgene blev yderligere besværliggjort af det store antal observationsfly, begge parter havde til rådighed. Observationsflyene kunne afsløre større samlinger af styrker, der blev gjort klar til et gennembrudsforsøg. De forgæves gennembrudsforsøg kom til at koste hundredtusinder af soldater livet og andre hundredtusinder deres førlighed.

De begejstrede opstrakte arme fra 1914 var kommet ned!

Ingen af parterne havde mulighed for at åbne en ny front i Vesteuropa for at bekæmpe modstanderen derfra. (Som eksempelvis den engelsk / amerikanske landgang i Normandiet under Anden Verdenskrig.)

Skyttegravskrigens omkostninger

Kører man i dag - 100 år efter Første Verdenskrig - den ca. 600 km lange strækning langs 1914 - 1917 frontlinjen fra Nieuport i Flandern i Belgien til Verdun i Frankrig er landskabet fuldstændigt normaliseret efter skyttegravskrigen. Kun enkelte korte frontafsnit har fået lov til at ligge uberørt for eftertiden.

Men langs med linjen ligger 4 millioner soldater begravet!  I gennemsnit ca. 8000 for hver kilometer. Det ses tydeligt ved de  hundredvis af militære gravpladser.  Den største - Notre Dame de Lorette - rummer over 40.000 ens gravsteder over faldne franske soldater.

Ved Verdun er der opført et stort "Ossuaire" (på dansk: benhus), der rummer fundne  knoglerester fra  ca. 300.000 faldne fra begge parter. De fundne knoglerester har ikke kunnet samles til individuelle skeletter eller dele af skeletter, og har derfor ikke kunnet begraves som individuelle kendte / ukendte soldater.

Ved den lille franske by Braine ligger en dansk kirkegård med 79 gravsteder for faldne dansksindede soldater fra Nordslesvig (i dag Sønderjylland). Soldaterne var indkaldt af de tyske myndigheder i Nordslesvig, og de kæmpede på tysk side. (Se evt. venstre margin.)

Reelle gennembrud viste sig at kræve tilførsel af yderligere meget store styrker, som først var til rådighed for parterne i begyndelsen af 1918. Hertil kom betydeligt mere, og mere effektivt artilleri og indsættelse af pansrede kampvogne, især fra de allierede.

USA kom i krig med Tyskland fra april 1917, men havde ingen stor hær at sende til Europa! Den skulle først dannes og trænes, og de første amerikanske soldater kom først til Vestfronten i begyndelsen af 1918. I april 1918 var den amerikanske hær i Frankrig kommet op på 1,7 millioner mand. Først i juni 1918 deltog amerikanerne som en samlet styrke i større kamphandlinger. 116.000 amerikanske soldater kom ikke hjem.

Rusland måtte reelt opgive kampene mod den tyske hær på Østfronten i 1917 på grund af revolutioner, og måtte indgå en fredsaftale med Tyskland. Se punktet Østfronten nedenfor. Store tyske styrker fra Østfronten kunne derfor nu frigøres og overføres til Vestfronten.

I 1918 begyndte fronterne derfor at bevæge sig som resultat af store offensiver. Tyskerne startede deres offensiv den 21. marts 1918. Fra marts til juli erobrede tyskerne store landområder fra de allierede efter indsatser forstærket med soldater fra Østfronten.  For at kunne have draget en afgørende fordel af styrkerne fra Østfronten, skulle tyskerne have koncentreret sig om, at flytte dem hurtigere til Vestfronten end tilfældet var. I sommeren 1918 var der stadig store tyske styrker bundet i Rusland.

Fra juli til november 1918 gik det den anden vej på Vestfronten, hvor englænderne og franskmændene fra juni 1918 fik afgørende hjælp af amerikanske styrker. Den amerikanske indsats var koncentreret i Argonne området vest for Verdun.

Krigen på Vestfronten slutter

Efter over 4 års krig - i november 1918 -  måtte tyskerne anmode de allierede om våbenstilstand, selv om de havde sejret på Østfronten og deres hær stadig stod opmarcheret i Frankrig!    Årsagen var

Besluttede man sig til et angreb mod fjendens skyttegrave måtte soldaterne op af deres egne skyttegrave og prøve at nå fjendens skyttegrave med stor chance for at blive skudt ned af fjendens maskingeværer forinden.  De soldater, der nåede frem til fjendens skyttegrave, blev indviklet i nærkampe, som tit måtte udkæmpes med bajonetter, før at de kunne erobre fjendens skyttegrave. Det gav store tab af menneskeliv, som nævnt i søjlen til venstre under "Krigens gru".

Observationsflyenes vigtigste funktioner var at dels afsløre større koncentrationer af fjendtlige militære enheder klar til angreb, og dels at registrere virkningen af kraftige artilleribombardementer mod fjendens område. Det store antal fly på hver side bevirkede, at flyene kom i indbyrdes kamp om luftområdet. Men luftkampene i sig selv havde - i modsætning til Anden Verdenskrig - ikke nogen indflydelse på krigens forløb.

Østfronten 1914 - 1917

Krigen mod Rusland (Østfronten) bølgede  frem og tilbage over store åbne landområder i 3 år. Fra starten foregik den på to hovedfronter: En nordlig, hvor russerne kæmpede mod Tyskland, og en sydlig, hvor russerne kæmpede mod Østrig-Ungarn.

I modsætning til Vestfronten blev krigen på Østfronten ført med de foregående års konventionelle våben og med de foregående års konventionelle taktikker. Krigen på Østfronten udviklede sig ikke til skyttegravskrig, især på grund af fronternes længde. Med det begrænsede antal soldater set i forhold til fronternes længde, og kravene til hele tiden at skulle kunne udvide frontlinjerne, ville det være for nemt at lave gennembrud og omringningsmanøvrer, hvis soldaterne havde gravet sig ned ligesom på Vestfronten.

På den nordlige del af Østfronten startede det med, at den russiske hær uventet hurtigt angreb Tyskland i midten af august 1914. Rusland afventede altså ikke den fulde mobilisering af sin hær før den gik til angreb, som ellers var en forudsætning i Schlieffen planen.  Russerne angreb derfor med enheder af deres stående hær.  De havde dobbelt så mange soldater til rådighed for angrebet, som tyskerne kunne stille op med ved den russiske grænse. De store tyske styrker skulle jo efter Schlieffen planen først overføres fra Vestfronten til Østfronten, når Frankrig var nedkæmpet.

Trods underlegenhed i styrker, fik tyskerne stoppet russernes angreb i Slaget ved Tannenberg fra den 26. til den 29. august 1914.

På grund af det uventet hurtige angreb, var tyskerne som nævnt i undertal i forhold til russerne. I al hast blev tyske enheder fra Slesvig og hele to armékorps fra kampene på Vestfronten i midten af august sendt til Østfronten. De to armékorps fra Vestfronten nåede dog først frem til området omkring Tannenberg efter, at de tyske styrker der havde vundet slaget!

Trods underlegenhed i styrketal vandt tyskerne slaget ved Tannenberg på grund af

• deres evne til hurtigt at flytte deres enheder rundt mellem de forskellige kampafsnit,

• bedre kommunikation mellem enhederne og ledelsen, og

• som følge deraf også mere detaljeret viden om, hvor fjenden befandt sig.

Efter slaget trak russerne sig ud af tysk område. Slaget ved Tannenberg var de eneste kamphandlinger, der foregik på tysk jord under hele Første Verdenskrig.

På den sydlige del af Østfronten, hvor russerne hovedsageligt kæmpede mod styrker fra Østrig-Ungarn, havde russerne mere succes.

Men hele krigen på Østfronten endte reelt med et russisk nederlag især på grund af Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 (Lenin kom til magten). Den 3. marts 1918 blev der indgået en fredsaftale i Brest-Litovsk.

I løbet af vinteren 1918 blev en stor del af den tyske hær på Østfronten overført til Vestfronten. Resten af hæren på Østfronten blev benyttet til at besætte Ukraine og andre områder i det sydlige Rusland.

Først i sommeren og efteråret 1918 blev de sidste tyske styrker fra Østfronten overflyttet til Vestfronten. Den langtrukne overførsel af de tyske militære enheder fra Østfronten til Vestfronten var en af årsagerne til tyskernes endelige nederlag på Vestfronten.

Krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien

Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien den 28. juli 1914 var egentlig det, der startede den række begivenheder, der resulterede i  Første Verdenskrig.

Østrig-Ungarn startede sin krig mod serberne i august 1914, men led et stort nederlag i november / december 1914.

Først i løbet af 1915 blev serberne slået af tyske, østrig-ungarnske og bulgarske styrker i forening, og drevet på flugt til Grækenland.

Bombeangreb mod civile mål fra luften under Første Verdenskrig

Fly og luftskibe var også blandt de nye våben, der blev taget i brug under Første Verdenskrig. 

Det lykkedes tyskerne under Første Verdenskrig at gennemføre et mindre antal bombeangreb med fly og luftskibe mod England. Disse angreb havde ikke nogen afskrækkende virkning. Men England tog angrebene som var et forvarsel om, hvad fremtidige krige kunne bringe.

Fredsbestræbelser før våbenhvilen - de Fjorten Punkter

De mest markante fredsbestræbelser under Første Verdenskrig kom fra den amerikanske præsident Wilson. Det var med hans Fjorten Punkter, forelagt første gang for det amerikanske senat i januar 1918.

I sommeren 1918 henvendte den tyske regering sig til den amerikanske regering om fredsbetingelser, netop på basis af Wilsons Fjorten Punkter.

De Fjorten Punkter fik også en vis indflydelse på de endelige fredsbetingelser, der blev formuleret i Versaillestraktaten.  Om våbenstilstanden og Versaillestraktaten se  nedenfor.

Efter mere end 4 års krig - i 1918 -  måtte Tyskland anmode de allierede om våbenstilstand. Årsagen var det store antal faldne soldater ( 2 millioner ), og ikke mindst en total materiel og psykisk udmattelse hos såvel den tyske civilbefolkning som i den tyske hær. Landet havde været udsat for en total handelsblokade af adgangen til Nordsøen i 4 år, og der var mangel på alt muligt.

Situationen var paradoksal. Tyskland  havde vundet en sejr i 1917 over Rusland -  og tyske soldater stod langt inde i Frankrig. Praktisk talt hele den tyske hær fra Østfronten var i løbet af 1918 blevet overført til Vestfronten. Med disse forstærkninger var de allierede blevet trængt tilbage fra den tre år gamle frontlinje på flere frontafsnit. Tyskerne var nået helt frem til Marne!

På intet tidspunkt under krigen var allierede soldater fra vest trængt ind på tysk jord. Tyskland var ikke militært besejret. Det ses ved, at Tyskland ikke umiddelbart kapitulerede, men anmodede om våbenstilstand.

Den tyske anmodningen om våbenstilstand kunne betyde, at krigen kunne komme til at ende uden en egentlig sejrherre - rent militært set. Krigen havde efterhånden udviklet  til en udmattelseskrig, hvor Tyskland først kom til kort, selv om krigen på Vestfronten var foregået helt udenfor tysk område.

Tyskernes forventninger til våbenhvilen og de efterfølgende fredsaftaler var baseret på forventninger om, at Wilsons Fjorten Punkter ville få afgørende indflydelse.

Forhandlingerne om  våbenstilstanden i 1918  foregik på fransk område i en jernbanesalonvogn i skoven udenfor den franske by Compiègne nord for Paris. Selve våbenstilstanden blev etableret den 11. november 1918 kl. 11.

Første Verdenskrig i Europa - fra 1914 til 1918 - var slut. Den var kommet  til at koste over 8 millioner soldater livet, over 5000 soldater om dagen, og lige så mange kvinder havde derved mistet deres mand eller tilkomne og deres børns far. Hertil kommer millioner af civile ofre for krigen.

Frankrig havde under Første Verdenskrig mistet ca. 1,3 millioner soldater, England ca. 750.000 soldater.  (Til sammenligning: I Anden Verdenskrig var tabstallene for franske og engelske soldater henholdsvis ca. 340.000 og ca. 325.000, sammenlagt under 1/3 af tallene fra Første Verdenskrig.)

Den gensidige begejstring fra 1914 var i løbet af krigen hurtigt blevet vendt til et dybt chok for befolkningerne i Europa. Nu skulle det være slut med alle krige.

Versaillestraktaten 1919

Våbenstilstanden blev for Tysklands vedkommende afsluttet med en fredsaftale indgået i Versailles nær Paris den 28. juni 1919 - på 5-års dagen for de dræbende skud i Sarajevo.

Under forhandlingerne om fredsaftalen blev det tydeligt, at de tre allierede stormagter, England, Frankrig og USA, havde hver deres dagsorden:

• For Frankrig drejede det sig om hævn for angrebet i 1914,  oprejsning for nederlaget til Tyskland i 1871, og at få enorme krigsskadeerstatninger fra Tyskland.

• For England drejede det sig om holde sammen på deres imperium, og fremdeles være supermagten på verdenshavene.

• For USA drejede det sig om at undgå fremtidige krige mellem de europæiske stater, krige der kunne sprede sig til det amerikanske kontinent.

Tyskland var blevet udelukket fra forhandlingerne om betingelserne for fredsslutningen. Det var en fatal fejl i ordets alvorligste betydning, skulle det senere vise sig.

Det var trods alt Tyskland, der havde anmodet om våbenhvilen,  mens den tyske hær stod langt inde i Frankrig.  Den tyske hær havde ikke kapituleret. Skulle de allierede have drevet tyskerne ud af Frankrig, kunne det nemt have kostet yderligere store tab af menneskeliv for begge parter.

Versaillestraktaten blev for Tyskland meget kostbar:

Tyskland skulle bl.a. tilbagelevere det mineralrige og industrielt vigtige landområde Alsace / Lorraine med byen Strasbourg til Frankrig. Et rimeligt krav¨, og i overensstemmelse med den amerikanske præsident Wilsons Fjorten Punkter.

Tyskland skulle afstå deres kolonier i Afrika og deres handelsflåde, - hverken den tyske handelsflåde eller de tyske kolonier havde spillet nogen afgørende rolle før eller under krigen.

Tyskland skulle betale enorme krigsskadeerstatninger. Tyskland kunne ikke betale de enorme erstatninger, så betingelserne måtte genforhandles i 1929.  Betalingerne blev først endeligt afsluttet i efteråret 2010!

De militære betingelser for Tyskland i Versaillestraktaten var, at de skulle afstå fra at have en  militær styrke, og helt afstå fra at have et flyvevåben. Samtidig skulle Rhinlandets vestbred demilitariseres - se søjlen til venstre.

Den amerikanske præsident Wilson fik stor indflydelse på de nationale dele af traktaten. Han var i sin proklamation  Fjorten Punkter tilhænger af, at ethvert folkeslag i Europa fik deres egen stat.

Præsident Wilsons indflydelse bevirkede en anden geografisk opdeling af især Østeuropa. Tyskland mistede ialt ca. 13% af sit territorium som følge af fredsaftalen.  Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn blev opløst, og landene Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien blev oprettet. Alle tre med meget etnisk sammensatte befolkninger, og derved egentlig i strid med Wilsons Fjorten Punkter.

Ved oprettelsen af Polen mistede Tyskland det mineralrige område Schlesien med dets omfattende metalindustri.

Grænsen mellem Danmark og Tyskland blev fastlagt efter en folkeafstemning i Slesvig, og var dermed den eneste grænsedragning der skete i overensstemmelser med principperne om folkenes selvbestemmelsesret i Wilsons Fjorten Punkter.

Ved oprettelsen af Tjekkoslovakiet kom 3 millioner tysktalende til at bo i Tjekkoslovakiet!  Det nationale mindretal fik her ingen selvbestemmelsesret over hvilken stat, de ville tilhøre.

Som et af de andre resultater af fredsaftalerne blev Folkeforbundet oprettet i 1919. En af ideerne med forbundet var, at det skulle hindre fremtidige krige.

USA - med en nyvalgt kongres i 1918 - ville ikke være med til at underskrive Versaillestraktaten. Præsident Wilson fik et slagtilfælde under en debat i Repræsentanternes Hus i 1919, og USA's engagement i Europas problemer led derved et stort tilbageslag.

USA underskrev derfor ikke Versaillestraktaten, og de tilsluttede sig heller ikke Folkeforbundet. Som ovenfor nævnt sluttede USA en separat fred med Tyskland i Berlin 1921.

For at lette oversigten over begivenhederne efter 1918 se en tidstavle: Kronologi.

Locarnopagten 1925

I modsætning til Versailles-traktaten, der var et diktat overfor Tyskland,  blev Locarnopagten til efter intensive forhandlinger mellem parterne. Tyskerne godkendte pagten.

Pagten bekræftede bl.a. Rhinlandets vestbreds fortsatte demilitarisering, og den blev fulgt op af sikkerhedsaftaler bl.a. mellem Frankrig og Tjekkoslovakiet. Tyskland afskrev fremtidig magtanvendelse for at få deres krav om landområder med tysk befolkning ind under Tyskland.

Locarnopagten var anledningen til, at Tyskland tilsluttede sig Folkeforbundet i 1926.

Folkeforbundet og World Disarmament Conference

Som nævnt ovenfor, blev Folkeforbundet oprettet som et resultat af Versaillestraktaten i 1919. Den første generalforsamling blev afholdt i 1920.  Hovedideen med forbundet var, at det skulle hindre fremtidige krige. USA afstod som nævnt fra at være medlem af forbundet.

Tyskland blev medlem af Folkeforbundet i 1926. Tyskland forlod Folkeforbundet i 1933 i forbindelse med et sammenbrud af World Disarmament Conference i Geneve fra 1932 til 1934.

I løbet af årene fra 1926 til 1933 ændrede den politiske situation i Tyskland sig markant.  Se afsnittet Tyskland efter Første Verdenskrig nedenfor.

Hitler var kommet til magten, og han gav som begrundelse for at forlade den ovennævnte konference i Geneve, at Tyskland ikke ville vente i otte år på, at især England, Frankrig og Polen blev afrustet til det niveau, Tyskland var på.

Samtidig benyttede Tyskland anledningen til også at forlade Folkeforbundet.

Folkeforbundet blev opløst i 1946. En af Folkeforbundets bestemmelser  var, at et brud på fredsbestemmelserne skulle udløse sanktioner fra alle medlemslande, men de bestemmelser kom i praksis aldrig til at fungere.

En af årsagerne var, at flere af stormagterne var ikke var medlem af Folkeforbundet. USA var som nævnt slet ikke repræsenteret, Tyskland var medlem fra 1926 til 1933, Sovjetunionen tilsluttede sig først Folkeforbundet i 1934.

Folkeforbundet kunne - eksempelvis - derfor ikke intervenere i krigen mellem Polen og Sovjetunionen i 1919-21.

Nye forsvarsforberedelser i Vesteuropa i tiden efter 1919

Erfaringerne fra Verdenskrigen gav flere lande anledning til at forbedre deres forsvarssystemer for at modvirke konsekvenserne af en eventuel ny konflikt.

Tilliden til, at Folkeforbundet kunne hindre en ny krig, havde helt tydeligt sine begrænsninger.

Weimarrepublikken - Die Weimarer Republik - Deutsches Reich

Efter afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 overgik Tyskland fra at være et kejserrige til at blive en republik med en rigspræsident direkte valgt af folket for en periode af 7 år. Regeringen ville blive ledet af en rigskansler udpeget af den folkevalgte lovgivende forsamling - Rigsdagen.

Rigsdagens medlemmer var valgt for 4 år. Rigspræsidenten kunne opløse Rigsdagen og udskrive nyvalg.

Rigskansleren - udpeget af Rigsdagen - skulle godkendes af rigspræsidenten, og han kunne i givet fald afsætte ham.

Regeringen kunne til enhver tid med  2/3's flertal i Rigsdagen udskive valg af en ny rigspræsident.

Tyskland var opdelt i 17 lande (delstater) med udpræget selvstyre over indre anliggender. Delstaternes jernbaneselskaber blev samlet til et fælles landsdækkende jernbaneselskab - Deutsches Reichbahn.

I 1922 startede en galoperende inflation, der medførte ekstrem høj arbejdsløshed, fallitter og et forarmet samfund, hvor levestandarden faldt dramatisk. Mange sultede. Nye aftaler om afviklingen af Tysklands krigsskadeerstatninger og en tysk pengeomveksling fik bremset udviklingen hen imod et totalt samfundsmæssigt sammenbrud.

Den 8. november 1923 forsøgte Hitler som leder af NSDAP at gennemføre et kup (Putsch) i München for at overtage magten i Tyskland. Det mislykkedes, og ved det efterfølgende gadeoptøjer blev Hitler arresteret. Han blev anklaget og efterfølgende idømt fem års fængsel for højforræderi.  Han afsonede kun otte måneder, og dikterede under fængselsopholdet sit politiske manifest "Mein Kampf".

Efter det mislykkede kupforsøg var Hitler indstillet på, at magten skulle vindes på legal vis ved at skaffe mandater nok ved valgene til Rigsdagen.

Efter de tumultagtige år startede der i 1924 en stabil periode med store økonomiske fremskridt for alle dele af samfundet. Landet var nu endelig ved at komme sig over Første Verdenskrig, og havde tilpasset sig den nye styreform med en socialdemokratisk regering.

Locarnotraktaten (se ovenfor) blev forhandlet på plads i 1925, og Tyskland tilsluttede sig Folkeforbundet i 1926.

Tilslutningen til Hitlers parti - NSDAP - faldt i den stabile periode i takt med stigningen i levestandarden. Den stabile periode med de store økonomiske fremskridt varede fra 1924 indtil den økonomiske verdenskrise startede i 1929.

Dolkestødslegenden

Mange tyskere fandt fredsaftalen - Versaillestraktaten - fra 1919 alt for ydmygende. I årene efter fredsaftalen opstod der i Tyskland noget, der populært blev kaldt Dolkestødslegenden. Legendens tilhængere ville afsløre  syndebukkene for den situation, Tyskland var bragt i med fredstraktaten.

Ex spørgsmålet:  Hvem stod egentlig bag Tysklands anmodning om en våbenstilstand i 1918? Tyskland havde sejret over Rusland, og den tyske hær stod langt inde på fransk territorium! Det er jo ikke en situation, der skulle få Tyskland til at anmode om våbenstilstand. En våbenstilstand, der uden reelle forhandlinger om betingelserne udviklede sig at blive en fra tysk side betingelsesløs våbenstilstand!

Legenden levede i nationalkonservative partier, blandt mange veteraner fra Første Verdenskrig, og især blandt medlemmer af Hitlers parti - NSDAP.

Hitlers magtovertagelse

Dolkestødslegenden var sammen med Tysklands mangel på langvarige demokratiske traditioner årsagen til, at Hitler kunne agere på den politiske scene i 1920'erne, omend med vigende tilslutning efterhånden som levestandarden steg. Se tabellen over stemmeprocenterne for Hitlers parti NSDAP - klik - eller se i søjlen til venstre.

Men godt hjulpet af den økonomiske verdenskrise efter 1929  lykkedes det Hitlers parti NSDAP få indflydelse ved en kraftig stemmefremgang i 1930 til 18% af stemmerne.

Det bærende i Hitlers ide var Tysklands storhed. Det skulle bl.a. tilvejebringes  ved hjælp af landudvidelser   "Lebensraum" i Østeuropa for det tysktalende folk af germansk oprindelse, og en udelukkelse af jøder som borgere i Tyskland.

Landudvidelserne i Østeuropa skulle  skaffe Tyskland adgang til mineral- og olieforekomster (Polen og Rumænien) samt frugtbart landbrugsjord (Ukraine).  Men den ide var det svært at skabe tilstrækkeligt med tilhængere til.

Hitlers hetz mod jøderne vandt heller ikke den store opbakning fra tyskere udenfor NSDAP's egne rækker. Før Hitlers magtovertagelse brugte NSDAP ikke hadet til jøderne i deres propaganda for at skaffe nye tilhængere.  Hadet mod jøder var mere udtalt i Frankrig og Polen end det var i Tyskland. 

Hitler udnyttede i stedet Dolkestødslegenden og fortvivlelsen over Tysklands desperate situation efter verdenskrisen i 1929 som springbræt til at få indflydelse i 1930.  Verdenskrisen efter børskrakket på New Yorks børs i 1929 ramte Tyskland langt hårdere end andre lande.

Efter NSDAP's mindre tilbagegang ved valget i november 1932 håbede modstanderne på, at Hitler var ved at have udspillet sin rolle. Men i mangel af støtte til en bred koalitionsregering lykkedes det for Hitler sammen med konservative kredse at få rigspræsident Hindenburg til at udnævne ham som rigskansler.

Efter at være kommet til magten udvandede Hitler Versaillestraktatens så vel som Locarnopagtens sikkerhedsbestemmelser skridt for skridt, til trods for at Locarnopagten - som ovenfor nævnt - var indgået efter forhandlinger med Tyskland og med tysk accept.

Tyskland fik efter forhandlinger med England og Frankrig lov til at have flere væbnede styrker. Men Tyskland overtrådte eller omgik snart efter traktaten eller de nye aftaler på stadig flere punkter. Skjult eller i fuld offentlighed. Hvert af skridtene var ikke i sig selv stort nok for England og Frankrig til at gå i aktion, eller for den sags skyld Folkeforbundet.

Fx da Tyskland

alt sammen i strid med Versaillestraktaten fra 1919.

Stresa Front aftalen. Som konsekvens af de tyske brud på Versaillestraktaten i foråret 1935 bliver England, Frankrig og Italien på et møde i Stresa i april 1935 enige om i fællesskab at modsætte sig yderligere tyske brud på Versaillestraktaten. Aftalen viste sig hurtigt at være værdiløs.

Nürnberg lovene

Italiens og Spaniens veje bort fra demokratiet

To andre store lande i Vesteuropa gik ligesom Tyskland fra demokrati til diktatur i årene mellem de to verdenskrige.

Først Italien, som forlod den demokratiske styreform næsten 10 år før Tyskland.  I 1921 stiftede Mussolini det fascistiske parti. Efter fascisternes march mod Rom i 1922 blev Mussolini regeringschef i en koalitionsregering. I 1924 vandt fascisterne valget og dannede regering alene med Mussolini som chef. I 1926 vandt fascisterne igen valget, og indførte i praksis et fascistisk diktatur med Mussolini som regeringschef.

Spanien. I 1936 brød den spanske borgerkrig ud. Det begyndte med en opstand fra konservative og fascistiske grupperinger. Til støtte for denne opstand startede  general Franco den 17. juli 1936 en militær opstand mod den siddende demokratisk valgte spanske regering.

Både de demokratisk valgte regering og fascisterne fik støtte udefra til det, der udviklede sig til en borgerkrig.

Den engelske og den franske regering holdt sig ude af  konflikten, og indførte en våbenembargo mod Spanien. Hjælpen fra England, Frankrig og andre lande bestod i frivillige, som kæmpede sammen med den spanske regeringshær, tilsammen blev de kaldt Folkefronten. Blandt stormagterne støttede kun Sovjetunionen Folkefronten.

Franco og fascisterne - også kaldet falangalisterne - fik hjælp fra Hitler og Mussolini i form af "frivillige" veludrustede militære enheder. Især den tyske Legion Condors luftbombardement af den spanske by Guernica  den 26. april 1937 har tydeliggjort den tyske støtte.

Hitlers og Mussolinis støtte til Spanien bragte de to lande tættere sammen, og i november 1936 proklameredes den såkaldte Berlin - Rom akse.

Den spanske borgerkrig sluttede i april 1939 med falangalisternes sejr.

I årene efter 1939 holdt Spaniens fascistiske regering - nu med general Franco i spidsen - sig udenfor et formelt allianceforhold til Tyskland og Italien. Spanien ydede dog på forskellig måde passiv støtte til Tyskland under Anden Verdenskrig.

Den militære situation i Vesteuropa tilspidses

Især situationen med tyskernes militære indrykning i det demilitariserede tyske Rhinland i 1936 forringede Belgiens og Frankrigs muligheder for i fællesskab at kunne imødegå et eventuelt tysk angreb - som også kom i 1940 netop fra Rhinlandet.  Belgien havde forud for indrykningen opsagt den forsvarsaftale landet havde med Frankrig fra 1920, og havde erklæret sig neutralt.

Det helt store skridt bort fra Versaillestraktaten var Hitlers trussel i 1938 om med magt at annektere de tysktalende dele af Tjekkoslovakiet.  Det fik England og Frankrig til at prøve at opnå aftaler med Hitler, for at lægge låg på en tilsyneladende tilstundende konflikt.

Men hverken England eller Frankrig var indstillet på en militær aktion mod Tyskland i 1938. Tilsammen havde de to lande mistet over 2 millioner unge mænd i Første Verdenskrig.

(Frankrig var procentvis det land, der havde flest faldne i Første Verdenskrig. Ca. 18% af alle franske mænd mellem 20 og 40 år var faldet mellem 1914 og 1918.)

Stemningen i England og Frankrig var, at prøve på at undgå en ny krig, næsten for enhver pris. Det vidste Hitler, og det udnyttede han naturligvis.  Især i de forhandlinger der i 1938 blev indledt om Tysklands anneksion af den del af Tjekkoslovakiet - Sudetenland, hvor der boede en tysktalende befolkning på 3 millioner.

München aftalen 1938

München aftalen var resultatet af en konference i München i dagene 29. og 30. september 1938. Italiens diktator Mussolini havde fået indkaldt konferencen på baggrund af Hitlers trusler om at angribe Tjekkoslovakiet for at indlemme det såkaldte Sudeter område i Tyskland.   Hoveddeltagerne i konferencen var foruden Hitler og Mussolini regeringscheferne for England (Chamberlain) og Frankrig (Daladier).   Tjekkoslovakiet var ikke med ved forhandlingerne.

Forhandlingerne sluttede den 30. september med en aftale om, at Tyskland fik lov at annektere den tysktalende del af Tjekkoslovakiet - kaldet Sudetenland - med 3 millioner hovedsageligt tysktalende indbyggere. Tyskland skulle til gengæld love, at landet så ikke havde flere territoriale krav. Dette punkt kom dog ikke med i selve aftalen.

Aftalen blev indgået til trods for, at Tjekkoslovakiet allerede havde en gensidig sikkerhedsaftale med Frankrig  -  aftalt samtidig med  underskrivningen af Locarnopagten i 1925. 

Englands og Frankrigs nye aftale med Hitler skulle sikre "fred i vor tid", og den blev generelt set modtaget med begejstring i England og Frankrig.

Senest den 10. oktober 1939 skulle den tjekkoslovakiske hær have rømmet det afståede område. Tjekkoslovakkernes stærkt befæstede grænsebjerge - Tjekkoslovakiets "Maginotlinje" - mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet faldt derved i tyskernes hænder uden kamp.

Den endelige nye grænselinje skulle fastlægges efter en folkeafstemning i de berørte områder.  Efter den endelige grænsedragning kom store dele af den tjekkoslovakiske sværindustri til at ligge i tysk område. Området kom bl.a. til at rumme de berømte Skoda fabrikker, der fremstillede kampvogne, der var bedre end tyskernes i 1938.  Det, der var tilbage af Tjekkoslovakiet, var nu praktisk taget forsvarsløst.

Polen stillede krav om et mindre del af det annekterede landområde - og fik det!  Polen havde på forhånd erklæret, at landet ikke ville støtte Frankrig i en eventuel krig med Tyskland på grund af Tjekkoslovakiet!

Samtidig med tyskernes indrykning i Tjekkoslovakiets Sudetenland annekterede Ungarn en del af den slovakiske del af Tjekkoslovakiet.

Hele Tjekkoslovakiet besættes marts 1939

Den 15. marts 1939 fulgte Tyskland sagen op med uden varsel at besætte resten af Tjekkoslovakiet.  Dette var et klart brud på Hitlers løfte om ikke at have flere territoriale krav. Denne besættelse fik England at proklamere, at yderligere tyske besættelser ville betyde en krigserklæring fra England.

Tyskland gjorde straks efter besættelsen den resterende del af den slovakiske del af Tjekkoslovakiet til en selvstændig stat, Slovakiet. Tilbage var en lille tjekkisk stat i landområdet omkring Prag, der blev omdannet til et tysk protektorat.

Den tysk - sovjetiske aftale om Polen august 1939

Polen og Tyskland havde haft en ikke angrebspagt fra 1934. Ideen med ikke angrebspagten fra 1934  var, at Polen - militært set - skulle knyttes sammen med Tyskland i et fremtidigt tysk angreb på Sovjetunionen. Den 28. april 1939 opsagde Hitler ensidigt denne ikke angrebspagt.

I løbet af sommeren 1939 forhandlede England og Frankrig med Sovjetunionen om en aftale, der skulle imødegå en tysk aggression mod andre lande, her tænktes især på Polen.

Til stor overraskelse for hele verden forhandlede Tyskland og Sovjetunionen samtidigt hemmeligt om en ikke-angrebs aftale. Som et af resultaterne af disse forhandlinger aftaltes en opdeling af Polen i en sovjetisk og en tysk "interessesfære". Den tysk-sovjetiske aftale blev undertegnet den 23. august 1939.  Tyskland angreb Polen 8 dage senere.

Den 1. september 1939 startede Tyskland sit felttog mod Polen med det formål at udvide sit territorium med polsk landområde i overensstemmelse med aftalen med Sovjetunionen en uge tidligere.

I 1939 var Tysklands krav / ønsker med hensyn til  landområder i Polen tilsyneladende dikteret af tre ting:

*at få tilbageført de landområder med tysktalende befolkning, der blev afstået ved Versaillestraktaten i 1919,

*at få fast tysk landforbindelse mellem det tyske hovedland og Østpreussen, og

*ønsket om adgang til "Lebensraum" i form af landområder med råstoffer og / eller landbrugsjord.

Der var tilsyneladende bred opbakning blandt den tyske befolkning for de to første punkter.

Trods det tilsyneladende tætte samarbejde mellem Tyskland og Sovjetunionen om delingen af Polen, havde Hitler et ønske om at få den bedst mulige udgangsposition for et fremtidigt tysk angreb på Sovjetunionen. Det var det, der egentligt skulle at skaffe det tyske folk mere "Lebensraum".

Et sådant ønske havde dog praktisk taget ingen støtte i den tyske befolkning, selv om Hitlers idé om det tydeligt fremgik af andet bind af Hitlers kampskrift fra 1924 "Mein Kampf".  Om behovet for nyt råderum -   "Lebensraum" - klik eller se også søjlen til venstre.

England havde imidlertid garanteret lande som Polen sikkerhed som nævnt ovenfor ved den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet i marts 1939.  Ved angrebet den 1. september 1939 stillede England og Frankrig derfor Hitler det ultimatum, at tyskerne øjeblikkelig skulle trække sig ud af Polen.

Da dette ikke skete, og England og Frankrig  ikke havde modtaget noget svar på deres ultimatum 2 dage senere, den 3. september, erklærede begge lande krig mod Tyskland.

Anden Verdenskrig i Europa  startede i september 1939

Sammen med Japans angreb på Kina den 7. juli 1937 var det, vi i dag kalder Anden Verdenskrig, startet. Krigen udviklede sig dog først til en egentlig verdenskrig i 1941.

I modsætning til de forrige århundreders fredskonferencer kom fredsaftalerne fra 1919 og 1925 helt tydeligt ikke til at fungere efter hensigten. Man kan derfor - fra en europæisk synsvinkel - se de to verdenskrige som en stor 30-års krig - fra 1914 til 1945 - med 20 års våbenhvile mellem krigshandlingerne.  Hele forløbet kan også anskues som en stor europæisk borgerkrig med afsmittende effekter i hele verden. Det afhænger af det historiske, politiske og geografiske perspektiv man anlægger.

Englands og Frankrigs indsats i september 1939

Tyskland angreb på Polen den 1. september 1939, som nævnt i ovenfor.

Efter at hverken England eller Frankrig havde modtaget svar på deres ultimative krav om tysk tilbagetrækning, erklærede begge lande Tyskland krig den 3. september 1939.

De to landes krigserklæringer medførte ikke umiddelbart nogen større militære aktioner eller støtteaktioner af betydning overfor Polen. England og Frankrig var i september 1939 - trods de foregående års stigende spændinger - simpelt hen ikke forberedte nok - hverken militært eller indenrigspolitisk - til at føre en massiv krig mod Tyskland.

Hvordan skulle de angribe Tyskland?

England etablerede straks en flådeblokade af de tyske havne mod Nordsøen, så Tyskland  - i lighed med situationen under Første Verdenskrig - ikke kunne modtage forsyninger den vej. Flådeblokaden fik umiddelbart ikke de samme virkninger som under Første Verdenskrig, da Tyskland i august 1939 - som nævnt ovenfor -  havde etableret en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Tyskland kunne derfor få nødvendige forsyninger af råstoffer og landbrugsprodukter fra Sovjetunionen.

De meget vigtige malmleverencer fra Sverige til den tyske stålindustri kunne i månederne fra maj til december ske via Østersøen, og var derfor ikke generet af flådeblokaden.

For i det mindste at søge at lette det tyske militære pres mod Polen startede Frankrig et mindre skinangreb mod den fransk - tyske fælles grænse i Saar området i september 1939.  Saar området er det eneste sted, hvor Frankrig og Tyskland grænser direkte op til hinanden uden at have Rhinen som grænseflod. Grænseområdet var på fransk side beskyttet af Maginotlinjens og på tysk side af Siegfriedlinjens forsvarsværker.

Skinangrebet skulle demonstrere Frankrigs vilje til komme Polen til hjælp. Det skulle lokke tyskerne til at flytte hærenheder fra krigen mod Polen til den franske grænse.  Angrebet startede den 7. september 1939. De franske enheder rykkede kun frem til det tyske forsvarsværk Siegfriedlinjen.

En måned senere - i løbet af den første uge af oktober 1939 - var praktisk taget alle franske enheder trukket tilbage til Frankrig. Tyskerne forsvarede ikke det smalle landområde mellem grænsen og Siegfriedlinjen, og rykkede i 1939 ikke nogen militære enheder fra felttoget i Polen tilbage for at sætte dem ind mod mod Frankrig²¹¹.

Tysklands felttog mod Polen "Fall Weiss"

Tyskernes felttog mod Polen startede som nævnt den 1. september 1939. Tyskland angreb Polen fra vest og fra syd med deres Hærgruppe Syd, og fra nordøst (fra Østpreussen) med deres Hærgruppe Nord. I angrebet fra syd deltog yderligere tre divisioner fra Slovakiet. (En del af Tjekkoslovakiet før oktober 1938.)

Sovjetunionen angriber Polen

Den 17. september 1939 angreb Sovjetunionen Polen østfra og besatte den del af Polen, som "hørte til deres interessesfære" ifølge aftalen med Tyskland den 23. august 1939 nævnt ovenfor.

Polen kapitulerer

De sidste polske militære enheder kapitulerede den 6. oktober 1939. Det lykkedes et stort antal polske soldater, herunder et antal erfarne piloter, at flygte til Rumænien og derfra videre til Frankrig og senere England. De fortsatte kampene mod Tyskland i Frankrig i maj / juni 1940 i polske enheder,  og piloterne senere fra som piloter i engelske jagereskadriller.

The Phoney War - The Twilight War - La drôle de guerre - Sitzkrieg

De tre udtryk er betegnelser på hhv. engelsk, fransk og tysk for situationen i Vesteuropa fra den 3. september 1939 til den 10. maj 1940. Englands og Frankrigs krigserklæringer den 3. september 1939  blev i dette tidsrum ikke fulgt op af  større krigshandlinger mellem de to parter England og Frankrig på den ene side og Tyskland på den anden side før den 10. maj 1940.

Ubåde fra den tyske flåde - die Kriegsmarine - havde held til at sænke to større engelske krigsskibe i perioden fra 3. september 1939 til 10. maj 1940.

Efter Polens kapitulation i oktober 1939 var Tyskland først til at gå i aktion.   Den 9. april 1940 blev Danmark og Norge angrebet af Tyskland.

Danmark indstillede kampen mod tyskerne samme dag - den 9. april -, og accepterede en fredsbesættelse. Fredsbesættelsen betød, at Danmark kunne beholde sine væbnede styrker under dansk kommando, og at besættelsen fra tysk side blev administreret af det tyske udenrigsministerium.

Norge valgte at fortsætte kampen. England og  Frankrig sendte hver en mindre styrke til assistance, men forgæves. Begge landes styrker blev evakueret inden Norge måtte kapitulere og acceptere en tysk militærbesættelse den 7. juni 1940.

Tyskernes besættelse af Danmark og Norge skulle først og fremmest sikre svenske malmleverancer fra Nordsverige og norske aluminiumleverancer til den tyske rustningsindustri.

Besættelserne sikrede samtidigt Tyskland mod et angreb nordfra, idet Tyskland spærrede adgangen til Østersøen for den engelske flåde.

Fra danske og især norske havne fik den tyske flåde nu samtidig en nem adgang til Nordsøen og Atlanterhavet.