2015-09-01

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Ordet uafklarede skal forstås på den måde, at der ikke eksisterer nogen skriftlig dokumentation om årsagen til / begrundelsen for selve stopordren set i ly af  konsekvenserne.

hvad var ordren?

hvordan blev den til?

for en detaljeret gennemgang

se Hitlers stopordre

 

Indeks

for samtlige 26 afsnit herunder

klik på det ønskede afsnit

Startside

Noter

Noter

Noter

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Startside

Efterspillet

Offensiven 1941

Kontrafaktisk historie 1940 - 41

Vesteuropa

[ Teksten beskriver så vidt muligt fakta  - mine egne kommentarer i teksten er markeret med [parenteser ] efterfulgt af initialerne L.O. ]

Udfaldet af tre begivenheder under Anden Verdenskrigs indledende fase i 1940 påkalder sig særlig interesse, hvis man spørger, - det hypotetiske - hvad nu hvis ...

De tre begivenheder - som hver fik et højest overraskende udfald - var:

• Situationen i Flandern*⁾ forud for evakueringen af den engelske hær fra Dunkerque i maj 1940,
• selve evakueringen i maj / juni 1940, og
• Slaget om England**⁾ første del - Battle of Britain - i august / september 1940.

* (Flandern er landområdet syd og sydøst for havnebyen Dunkerque på begge sider af grænsen mellem Belgien og Frankrig. En del af området er marskland gennemskåret af kanaler.)

** (Slaget om England i 1940-41 var en luftkrig alene mellem England og Tyskland. Slaget var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940.  Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941.)

Det hypotetiske ved disse tre skelsættende begivenheder er meget mindre hypotetisk end ved andre situationer under Anden Verdenskrig. For det, at englænderne både skulle slippe af sted med omringningen i Flandern, evakueringen fra Dunkerque og sejre i luftslaget var på forhånd på grænsen af det usandsynlige.

Efter en kort gennemgang af de tre begivenheder vurderer jeg - ud fra den indsigt jeg har p.t. - de umiddelbare konsekvenser for krigens gang og de langvarige konsekvenser for historiens gang, hvis evakueringen fra Dunkerque eller luftslaget Battle of Britain var faldet anderledes ud, end det rent faktisk gjorde.

1  Indledning

Målet for Hitlers angreb på Nord- og Vesteuropa i april og maj 1940 var at neutralisere Frankrig og England som krigsmodstandere og sikre Tysklands forsyninger af jernmalm fra Nordsverige.

Aktionen var nødvendig for at undgå en tofrontskrig, når Tyskland skulle starte sit felttog mod Sovjetunionen. Felttoget mod Sovjetunionen skulle opfylde Hitlers primære mål, som var at skaffe Tyskland yderligere "Lebensraum" i øst. "Lebensraum" med adgang til god landbrugsjord, mineraler og olie.

Det lykkedes Hitler at neutralisere Frankrig ved et storstilet angreb og efterfølgende fredsaftale og besættelse af landet. Ved angrebet mod Frankrig havde Hitler forventet samtidigt at tage det meste af den engelske hær som krigsfanger, og efterfølgende få en fredsaftale med England uden at skulle besætte landet. Det lykkedes ikke.

England fik på mirakuløst vis trukket sin hær hjem fra Frankrig, og fik - næsten lige så mirakuløst - afværget et tysk invasionsforsøg.

Det er især det mirakuløse ved Englands situation, der giver inspiration til og mening med at forsøge en kontrafaktisk beskrivelse af, hvad der kunne være sket.

Ville Hitlers have sejret i krigen mod Sovjetunionen, hvis blot et af "miraklerne" ikke var sket?

Ville Anden Verdenskrig blot have været et opgør mellem Hitler og Stalin, hvis England var blevet sat ud af spillet?  

Vi tager det seneste af de tre "mirakler" først:  Luftslaget Battle of Britain var det sidste slag i Hitlers krig mod Nord- og Vesteuropa i 1940. Slaget var mest intensivt i perioden fra den 13. august til den 15. september 1940. Hitlers hensigt med at angribe var at opnå en fredsaftale med England, så vidt muligt uden at skulle iværksætte en egentlig besættelse af hele landet.

Efter otte uger valgte Hitler at trække sig ud af dette luftslag uden at have opnået, hvad han ville. Hitler havde vundet alle de foregående slag i Nord- og Vesteuropa mod Belgien, Danmark, England, Frankrig, Holland og Norge.

Det andet mirakel:  Forud for Battle of Britain var det - i dagene fra den 26. maj til den 4. juni 1940 - lykkedes at evakuere 338.000 soldater - det meste af den engelske hær  - fra den franske havneby Dunkerque over Den Engelske Kanal tilbage til England.   Evakueringen skete så at sige for næsen af de 92 tyske divisioner - ca. 1.000.000 mand - som Tyskland havde fået sat ind i angrebet på Vesteuropa siden den 10. maj 1940. Se evt.  Dunkerque.

Det første "mirakel":  Forud for evakueringen var det lykkedes for praktisk talt hele den engelske hær i Flandern at slippe ud til havnebyen Dunkerque. Alle de allierede styrker i Nordfrankrig var ved at blive omringet af den tyske hær. Årsagen til, at de undgik total omringning, var Hitlers stopordre til sine panserstyrker.

Alle tre begivenheder rummer vægtige incitamenter for det, man kalder kontrafaktisk historieskrivning. Det hypotetiske "hvad nu hvis...".

Det hypotetiske er her "mindre hypotetisk" end ved andre konfrontationer, for det, at englænderne både skulle slippe af sted med evakueringen og sejre i luftslaget, var - som allerede nævnt - absolut på grænsen af det mulige.

Hvis tyskerne havde afskåret den engelsk hovedstyrke fra at nå ud til havnebyen Dunkerque, havde England sandsynligvis indledt de fredsforhandlinger med Hitler, der netop i de afgørende dage blev diskuteret i den engelske regering⁷².   Det, vi kalder Anden Verdenskrig i Europa, ville have været afsluttet før den egentlig begyndte.

Var evakueringen lykkedes, men luftslaget Battle of Britain tabt til tyskerne, kunne tyskernes hastigt udarbejdede planer for en invasion af England  så være lykkedes?    Eller ville en invasion overhovedet være nødvendig, for at Hitler kunne opnå sit mål - en fredsaftale med England?

Planen for en invasion af England havde fået betegnelsen "Unternehmen Seelöwe" - Operation Sea Lion. Se evt. afsnittet  Seelöwe  Sea Lion.

Hvis invasionen af England var lykkedes, eller England på forhånd var blevet neutraliseret af en fredsaftale, ville Tyskland fra efteråret 1940 reelt have haft magten over hele Europa sammen med Sovjetunionen. Sovjetunionen ville så have været Tysklands eneste potentielle fjende af betydning.

2  Forhistorien til evakueringen fra Dunkerque og Battle of Britain

På grund af Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939 havde England og Frankrig erklæret krig mod Tyskland den 3. september 1939.     Se evt. sidste del af  Forhistorien  og/eller   Dunkerque.

Englands og Frankrigs krigserklæringer medførte ikke umiddelbart nogen større militære støtteaktioner overfor Polen.  England og Frankrig var i 1939 simpelt hen ikke forberedte nok til nogen form for større militær aktion mod Tyskland. Muligheden for en hurtig fransk besættelse af Ruhr området blev ikke udnyttet på grund af Belgiens neutralitet. En sådan aktion ville have lammet den tyske våbenindustri.  I stedet blev en lille del af det mindre betydningsfulde Saar-område besat af franskmændene for en  periode på et par uger.

For på et tidspunkt at kunne starte en egentlig militær aktion mod Tyskland, sendte England det meste af sin hær til Frankrig i efteråret 1939 / vinteren 1940. Planen var, at England og Frankrig sammen skulle starte en større militær aktion mod Tyskland senest i 1941.

Hitler kom den engelsk-franske plan i forkøbet. Den 10. maj 1940 startede Tyskland sit angreb mod Vesteuropa ved at angribe Holland, Belgien, Luxembourg, og nåede et par dage senere til Frankrig.

Holland, Belgien og Luxembourg havde på forhånd erklæret sig neutrale. Ved angrebet kom Holland til at kæmpe alene og kapitulerede efter fem dage.

De allierede

Belgien allierede sig med England og Frankrig da angrebet startede den 10. maj 1940. Deres fælles styrker bliv herefter kaldt de allierede.

En detaljeret gennemgang af angrebet  - se evt. afsnittene    Frankrigs fald og/eller  Dunkerque.

3.  Hitlers stopordre - "der Halt-Befehl" -

og dens betydning for Dunkerque evakueringen

Tyskerne angreb Vesteuropa den 10. maj 1940 med i alt 73 divisioner med ca. 1.000.000 mand fordelt på to hærgrupper: A og B.

På 5. dagen for angrebet brød den tyske Hærgruppe A igennem den franske forsvarslinje ved Sedan med syv panserdivisioner. De allierede hære kunne ikke stoppe "hullet" i forsvarslinjen, da hovedparten af de engelske og franske styrker var rykket nord på ind i Belgien. Det var sket ved angrebets start den 10. maj for at kunne slå den tyske Hærgruppe B tilbage før den nåede frem til Nordfrankrig.

Efter gennembruddet ved Sedan avancerede den tyske Hærgruppe A's motoriserede enheder hurtigt mod vest, uden at de allierede kunne stoppe dem.

På 11. dagen nåede enheder fra den tyske Hærgruppe A byen Abbéville ved Somme flodens udmunding i Den Engelske Kanal.   De allieredes hære i Nordfrankrig og Belgien var derved blevet indkredset med tyskernes Hærgruppe A mod syd og Hærgruppe B mod nord og øst. Nu ville den eneste mulighed for at få forsyninger eller trække sig tilbage være over Den Engelske Kanal via havnebyerne Dunkerque og Oostende.

På 12. dagen - den 21. maj - forsøgte de allierede ved et modangreb sydpå at bryde ud indkredsningen - men forgæves.

På 14. dagen - den 23. maj - nåede to tyske panserarmékorps med i alt tre panserdivisioner og enheder fra det motoriserede SS infanteri frem til det, der blev kaldt Aa linjen. Det er en 80 km lang nord - syd gående linje fra Kanalkysten ved Gravelines til byen Lens. Fra linjen var der fra 15 til 80 km til Dunkerque. På strækningen mellem Gravelines over Watten til Saint-Omer fulgte linjen Aa kanalen, derfra navnet.

Se evt. kort over indkredsningen og stoplinjen dunkerque.

Stopordren redder den engelske hær

Området mellem Aa kanalen og Dunkerque var kun meget svagt befæstet af allierede enheder. Terrænet er ud mod Den Engelske Kanal er lavt og består af blødt marskland gennemskåret af kanaler, og området ved Gravelines var ved at blive oversvømmet. Fra Watten og sydpå mod Lens bliver terrænet mere højtliggende. Hvis de to panserdivisioner syd for Watten havde fortsat fremrykningen kunne de forvente at have afskåret den engelske hærs tilbagetrækning mod Dunkerque de næste dage - den 24. og 25. maj.

Men den 23. maj havde chefen for Hærgruppe A - von Rundstedt udstedt en ordre om at vente med angreb vestfra over Aa linjen til den 25. maj.   Den 24. maj  får panserdivisionerne yderligere en decideret stopordre fra Hitler.  Omtalt som "der Halt-Befehl".   Ingen enheder fra Hærgruppe A måtte passere Aa linjen østpå.  Stopordren var blevet til som resultat af enighed ved et møde den 24. maj mellem Hitler og chefen for Hærgruppe A - von Rundstedt. Hitler bestemte yderligere, at kun von Rundstedt - og ikke hærledelsen - kunne ophæve denne stopordre!

Ordren kom til at stride mod de ordrer chefen for hele den tyske hær, von Brauchitsch, og hans stabschef, Halder, havde udstedt  den 23. maj om aftenen om angrebene på Dunkerque og Oostende.   Von Brauchitsch var von Rundstedts overordnede!   Hitler annullerede - uden forud på forhånd at kontakte hærledelsen - von Brauchitschs ordrer.  Det skete som nævnt ved hans møde med von Rundstedt den 24. maj om formiddagen. Der gik altså kludder i kommandovejene.   Organisationsskema se for den tyske hær se evt. armegruppe.

Ideen med von Rundstedts og Hitlers stopordrer var, at Hærgruppe A med alle tyskernes panserdivisioner og motoriserede infanterienheder blot skulle forsvare Aa-linjen så længe stopordren var gældende. Panserdivisionerne skulle benytte pausen i angrebene til at gøre deres kampvogne klar til at angribe den del af Frankrig, der ligger syd for Somme floden.

Mens stopordren var gældende, skulle hærgruppe B alene fortsætte angrebene østfra mod Dunkerque og Oostende. Hærgruppen bestod af 21 traditionelle infanteridivisioner uden motoriserede enheder. De marcherede frem. De enheder fra Hærgruppe B, der var nærmest Dunkerque, var over 60 km fra byen og i færd med svære kampe med de belgiske, engelske og franske hærenheder.

Stopordren virkede ekstremt frustrerende på alle de involverede militære chefer:   general Guderian: "Wir waren sprachlos".

Dagen før ordren trådte i kraft, havde general Reinhardts 8. Panzer-Division haft pansrede opklaringsvogne 15 km på den "anden" side af Aa-linjen i det område, den engelske hær skulle rykke igennem på vej til Dunkerque.   6. og 8. Panzer-Division havde begge samme dag etableret brohoveder på den "anden" side af Aa-kanalen, og var klar til at afskære den engelske hær fra at slippe ud mod Dunkerque.

Lederen af den motoriserede SS division "Leibstandarte SS Adolf Hitler" "Sepp" Dietrich havde dog besluttet at trodse Hitlers stopordre, og havde - efter at ordren var udstedt - overskredet Aa kanalen ved Watten for at indtage det 72 m høje Wattenberg på den anden side af kanalen - ca. 24 km sydvest for Dunkerque. Han ønskede ikke, at de allierede skulle forstærke deres position på højen og beskyde hans infanteridivision derfra. Fra toppen af Wattenberg har han kunnet se Dunkerque.

I stedet for Hærgruppe A fik Luftwaffe tildelt opgaven med at nedkæmpe de allierede hære i selve området omkring Dunkerque ¹⁹⁶!  Men Luftwaffe havde den 24. maj endnu ikke fået deres jagerfly eller deres farligste fly - Ju 87 Stuka dykbomberne - flyttet til området.

Der ud over var flyene meget  afhængige af vejret for at kunne udfylde deres mission - det var af og til diset eller karakteriseret af lavt skydække med regn - og endelig kunne flyene ikke operere effektivt om natten.

Luftwaffes indsatsområde kom desuden til at ligge indenfor RAF's - Fighter Commands rækkevidde fra England. Fighter Commands jagerfly startede fra deres flyvebaser i det sydøstlige England, kæmpede med  Luftwaffe over Dunkerque, og fløj tilbage til deres baser i Sydengland.

Chefen for den tyske hærs generalstab, Halder, og chefen for hele den tyske hær, von Brauchitsch var som nævnt ovenfor imod stopordren. Von Brauchitsch forsøgte at overtale Hitler til at ophæve forbuddet, men i første omgang forgæves.  Se evt. et skema over den tyske hærs organisation klik på armegruppe.

Det, der bliver kaldt Hitlers stopordre, var reelt ikke Hitlers, men von Rundstedts stopordre! Von Rundstedt havde udstedt en stopordre allerede den 23. maj om aftenen før han mødte Hitler den 24. maj om formiddagen. Hitler accepterede egentlig kun von Rundstedts ønske om en stopordre, og gav ham yderligere fuldmagt til at bestemme, hvor længe den skulle være i kraft!   På trods af hærledelsens ønsker!!!

Beskyttet af stopordren rykkede de allierede nu massivt ind i området langs den østlige side af Aa kanalen, og de fik relativ ro til at opbygge et stærkt forsvar omkring Dunkerque og adgangen til byen - kun generet af Luftwaffe.

Området umiddelbart vest for Dunkerque - mod Aa kanalen - er på grund af de mange kanaler og flade landområder let at forsvare mod angreb. Efter et par dages opbygning af forsvarsstillinger var et hurtig tysk fremrykning vestfra - fra Aa kanalen mod selve Dunkerque - derfor blevet særdeles vanskellig.

To dage senere - den 26. maj om aftenen - fik Hærgruppe A ordre til at genoptage fremrykningen mod øst over Aa-linjen.  Det var Hitler selv, der havde taget initiativet til at hæve stopordren. Hærgruppe B var endnu mere end 40 km fra Dunkerque i sydøstlig retning, og hærgruppen havde som allerede nævnt ingen motoriserede enheder til sin disposition.

På grund af de allieredes hurtige forsvarsforberedelser i området vest og syd for Dunkerque var terrænet der nu blevet særdeles vanskelligt at forcere for tunge kampvogne. I sær på grund af etablerede oversvømmelser. Kun fra sydvest - fra området omkring Saint-Omer og sydpå kunne kampvogne fra bl.a. general Reinhards og Rommels panserdivisioner angribe de allierede i det indkredsede område.  Men der havde den engelske hær netop passeret området på vej til Dunkerque.

Det lykkedes derfor hele den engelske hær at slippe igennem fra området omkring Ieper(Ypres)  til området omkring Dunkerque. Samme dag stopordren blev ophævet - den 26. maj - begyndte evakueringen af allierede soldater fra Dunkerque til England - Operation Dynamo.

Den 4. juni lykkedes det de tyske hærgrupper at nedkæmpe de sidste rester af det stærke allierede forsvar, der var blevet etableret omkring Dunkerque.  Men hele den engelske hær - ca. 200.000 mand samt en del af den franske hær - i alt 338.000 mand - var i mellemtiden blevet evakueret fra Dunkerque.     Se evt. kort   dunkerque  og / eller siderne Dunkerque.

Hvad var stopordren,  og hvordan blev den til:

Se en detaljeret gennemgang i artiklen     Hitlers stopordre

[Meget firkantet sagt:]

[ På 5. dagen for det tyske angreb på Vesteuropa - den 14. maj 1940 - havde Hitler ved gennembruddet ved Sedan reelt vundet krigen i Europa, lang tid før den endnu var blevet til en verdenskrig!

På 15. dagen - den 24. maj 1940 - tabte Hitler sejren på gulvet med sin godkendelse af general von Rundstedts stopordre. Krigen udviklede sig efterfølgende til at blive Anden Verdenskrig!  L.O.]

[Stopordren var det ene af de to mirakler, der reddede den engelske hær. Det andet mirakel var det for evakueringen usædvanligt fordelagtige vejr. Den engelske Kanal var usædvanlig rolig i  evakueringsperiodens ti dage, så rolig, at der også kunne evakueres soldater direkte fra stranden vest for Dunkerque. Det var ind imellem diset , og det regnede enkelte dage, hvilket hæmmede Luftwaffes indsats. L.O.]

Stopordren gjorde det muligt for England at få sin hær hjem og fortsætte krigen både politisk og militært - først alene - senere sammen med USA.

Uden Hitlers stopordre var den engelske hær delvis blevet afskåret fra at nå ud til Dunkerque området, og den del, der var nået ud til området, i at blive evakueret.

I desperate forsøg på at komme hæren til hjælp, havde England givetvis efterfølgende mistet det meste af sit flyvevåben.

England ville derefter reelt kun have haft to muligheder:

• Indgå på fredsbetingelser, som Hitler kunne diktere, eller

• forsøge at standse en tysk invasion af England reelt uden hær og flyvevåben.

Den sidste mulighed ville være illusorisk. Tyskland behøvede i den situation næppe flere soldater til at etablere et brohoved i England, end at de kunne flyves over - på tilsvarende måde som ved deres aktion mod Kreta i maj 1941.

[Ved etablering af et brohoved med et par flyvepladser for jagerfly og dykbombefly  - ex. på øen Wight - kunne tyskerne:

• lamme det engelske radarbaserede varslingssystem, og derved

• sikre Luftwaffe luftherredømme over London området og det sydligste England

• med stort set hele flyvemaskinindustrien, samt

• bombe havne, jernbaneknudepunkter, oliedepoter, kraftværker mm uden større tab. L.O.]

Englands regering var indtil den 28. maj maj 1940 stadig  splittet i spørgsmålet om at søge en fredsaftale med Hitler⁷². Et tysk brohoved i England ville givetvis alligevel have tippet regeringen og parlamentet til fordel for at søge en fredsaftale med Hitler.

Hvis England på den måde var blevet neutraliseret, ville USA ikke kunne havet engagere sig militært på det europæiske fastland. Hvordan skulle en invasionsstyrke på over 1.000.000 mand i 1943 - 44 kunne blive sat i land på det nordvesteuropæiske fastland og kontinuerligt blive blive forsynet, hvis ikke den kunne have haft England som base og udgangspunkt?

Krigen og magtkampen i Europa ville have udviklet sig til et rent tysk - sovjetrussisk anliggende.

4.  Unternehmen Seelöwe -  Operation Sea Lion - planlægges

Om tyskernes angreb på Vesteuropa - se  -   Frankrigs fald og/eller   Dunkerque.

På grund af nederlaget til Tyskland i løbet af juni 1940 indgår Frankrig en fredsaftale med Tyskland den 22. juni 1940.

Hitler havde forventet at England - på grund af nederlaget i Nordfrankrig - ville kontakte ham angående en fredsaftale mellem de to lande.

5  Battle of Britain - Unternehmen Seelöwe udsættes

Luftwaffes aktion for at nedkæmpe Fighter Command startede i juli 1940 med luftslaget Battle of Britain.   Aktionen intensiveredes fra den 13. august som følge af Hitlers førerordre nr. 17 af den 1. august¹⁰⁰.

Den 15. september var det endnu ikke lykkedes Luftwaffe at fortrænge Fighter Command fra luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydlige England, så Hitler valgte at udsætte Unternehmen Seelöwe til 1941.

Efter den 15. september var situationen den, at den store engelske søkrigsflåde - Royal Navy - ville være i stand til at imødegå en invasion over Den Engelske Kanal, idet RAF Fighter Command's jagerfly fortsat kunne yde en væsentlig beskyttelse mod tyske luftangreb mod de engelske krigsskibe.

6  Hvis Fighter Command havde tabt slaget?

Den 15. september 1940 kunne man efter fem ugers intense luftkampe reelt set ikke tale om nogen vinder eller taber i luftkampene mellem Luftwaffe og RAF Fighter Command.  Ingen af parterne var nedkæmpet. Luftwaffe begyndte at trække sig ud af kampene efter ordre fra Hitler. Hitler havde - på grund af det kommende efterårsvejr - måtte stille sine ønsker om at foretage en invasion af England i bero.  Se evt. afsnittet  Seelöwe.

Kunne Fighter Command have tabt slaget om luftrummet over Den Engelske Kanal og Sydengland  - set ud fra de to parters styrkeforhold i august og september 1940?

Ja - havde Luftwaffe gjort sit hjemmearbejde ordentligt kunne det ifølge flere en vurderinger - blandt andre fra Air Vice-Marshal J.E. Johnson - let have vundet slaget. Den mest oplagte mulighed:

6.1  Radarvarslingssystemet

Vice-Marshal  "Johnnie" Johnson redegør for sin vurdering i sine bøger "Glorious Summer" fra 1990 (skrevet sammen med Wing Commander P.B. Lucas)²¹⁸ og "The Story of Air Fighting"²¹⁹.

Citat fra "The Story of Air Fighting": "Germany had the aeroplanes, the aircrews and the opportunity to win the battle, but Göring went about it the wrong way. He should have put out the eyes of Fighter Command by destroying the nineteen radar stations between the Wash and the Isle of Wight, destroyed RAF Fighters by strafing, and their communication by bombing".

Hvis det var lykkedes Luftwaffe at presse Fighter Command ud af Sydengland til flyvestationer nord for London, kan man bedømme Englands muligheder ud fra to mulige situationer:

1. Radarvarslingssystemet er stadig operationelt omend med stærkt indskrænket funktion, og

2. Radarvarslingssystemet er sat helt ud af funktion efter at Luftwaffe har ødelagt praktisk taget alle radarstationerne langs kysten.

I situation 1 ville den engelske flåde - Royal Navy - ikke kunnet have stoppet en tysk invasion.  Men efterfølgende ville flåden kunne have vanskelliggjort opretholdelsen af  forsyningerne til den tyske hær i England i en sådan grad, at invasionen måtte opgives. Se punkt 8.

7  Havde Hitler forsøgt en invasion?

Havde Hitler forsøgt en invasion i England, hvis han i begyndelsen af september 1940 havde haft luftherredømmet over Den Engelske Kanal? Det kan ikke afgøres på basis af den dokumentation, der foreligger.

I sin førerordre nr. 16 af 16. juli 1940¹⁰⁰ taler Hitler om, at det kan blive nødvendigt at foretage en invasion af England for at få en fredsaftale i stand. Truslen fremsættes af Hitler helt åbenlyst i den tyske rigsdag.

I de samme uger af juli 1940 afslører Hitler i al fortrolighed overfor sine øverste generaler, at han planlægger en invasion af Sovjetunionen i foråret 1941²¹⁶!    En langvarig krig med England i efteråret 1940 ville givetvis betyde, at Hitler ville blive nød til at udskyde invasionen af Sovjetunionen et år.

Mente Hitler det alvorligt med en invasion af England i 1940?

Fra juli 1940 koncentrerede Hitler sig om planlægning af krigen mod Sovjetunionen. Krigen skulle skaffe Tyskland det "Lebensraum", han omtaler i sin bog "Min kamp^"17.

Set ud fra spørgsmålet om en eventuel invasion af England er der to påstande (a og b), der er almindelig enighed om blandt historikere:

a) Hitler havde ingen interesse i at indlemme England i sit kontinentale storrige.  Alene det faktum, at England manglede fødevarer og råstoffer på samme måde som Tyskland, vejer tungt imod at starte en ressourcekrævende invasion med det formål at besætte hele landet.

b) Hitler ønskede uhindret adgang til verdenshavene for at kunne importere og eksportere. Så længe der eksisterede krigstilstand mellem de to lande, ville Tyskland ikke få adgang til verdenshavene. Det drejede sig for Hitler om, at få standset krigen mellem de to lande og at få en fredsaftale i stand, der gav ham den ønskede adgang.

Da Churchill afviste enhver tanke om fredsforhandlinger med Hitler, måtte Hitler derfor finde midler til at tvinge England.

En ubådsblokade, der delvis ville udsulte England, og delvis lamme landets militære opbygning, var allerede ved at blive etableret i 1940. Tyskland havde blot - trods deres relative succes med ubåde i Første Verdenskrig - ikke fået bygget ubåde nok til, at blokaden på kort sigt havde den ønskede effekt.

Den sidste mulighed for at tvinge England til fredsforhandlinger uden at invadere landet var føre luftkrig mod den engelske infrastruktur og rustningsindustri, især flyvemaskinindustrien. En luftkrig lige efter Douchets ideer om luftkrigsførelse. Hitler havde tilstrækkeligt med lette bombefly til at starte en sådan luftkrig. Se evt. afsnittene  Forsvarsstrategien og Flytyperne.

Men England havde et meget effektivt forsvar mod luftangreb om dagen i form af RAF's Fighter Command's jagerfly. Sammen med luftværnsartilleriet bekæmpede Fighter Command's jagere de massive tyske bombeangreb om dagen i en sådan grad, at tyskerne måtte opgive dem allerede den 7. september 1940.

Problemet var, at tyskerne ikke havde jagerfly, der effektivt kunne beskytte deres bombefly, når de var nået ind over engelsk landområde. Se evt. afsnittene  Battle of Britain og Blitzen.

Efter den 7. september 1940 begyndte Luftwaffe med natangreb, der kunne gennemføres uden større tab af fly.  Det fik alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen i England, men ikke alvorlige nok til at bringe England til forhandlingsbordet.  Problemet var her, at tyskerne ikke havde store bombefly. Planen om at have store bombefly til massiv bombning af store byer opgav tyskerne i 1936, Se evt. afsnittet Luftwaffe.

Natangrebene havde meget ringere træfsikkerhed, hvad angår infrastruktur og rustningsindustri. Se evt. afsnittet Blitzen.

En måde Luftwaffe kunne komme til at bombe infrastrukturen og rustningsindustrien effektivt om dagen ville være, at Luftwaffe nedkæmpede RAF Fighter Command i det mindste i Sydengland, og fik etableret nogle landingspladser i det sydligste England til deres jagerfly og dykbombefly.   Altså en mini invasion kun med det formål at skaffe landingspladser i det sydlige England. Det kunne fx være øen Isle of Wight ved Portsmouth.

Der findes ikke noget materiale, der viser at den tyske generalstab havde planer for en sådan "mini" invasion, men en sådan ville hurtigt kunne stables på benene og planerne føres ud i livet, hvis Luftwaffe fik nedkæmpet Fighter Command i det sydlige England.

Succesen for en sådan "mini" invasion ville være, at den hurtigt fik England til forhandlingsbordet om en fredsaftale,  og Hitler ikke behøvede at besætte landet.

En anden måde at vinde luftherredømmet på ville være at blænde det engelske varslingssystem, se punkt 6.1 ovenfor.

Andre måder - se punkt 6.2 ovenfor.

Se evt. afsnittene  Seelöwe og / eller Battle of Britain.

8  Kunne en invasion være lykkedes?

Kunne den store planlagte invasion af England med 25 divisioner være lykkedes under den givne situation i september 1940? Det mest realistiske svar på det spørgsmål er forsøgt givet i et krigsspil, der blev gennemført i 1974:

Krigsspillet blev gennemført det engelske militærakademi - Royal Military Academy - i Sandhurst¹⁹³.

Deltagerne (spillerne) var senior officerer fra alle tre værn, flyvevåben, flåde og hær, fra England og Tyskland. Dommerpanelet bestod af tre engelske og tre tyske officerer. Alle seks dommere havde deltaget i krigshandlingerne omkring Den Engelske Kanal i september 1940.

Se evt. afsnittet Krigsspil, punkt 2.1.

Spillet gik ud på, at tyskerne startede et invasionsforsøg i september 1940. Krigsspillets invasion startede den 22. september, der - på grund af tidevandsforholdene - var den først mulige dag efter at Hitler havde udsat sit planlagte invasionsforsøg til om foråret. Invasionsforsøget forudsatte situationen, som den var den dag. Dvs. RAF's Fighter Command var i stand til at forsvare luftrummet over invasionsområdet.

Selve landgangsforsøget, der var baseret på såvel flytransport som overførsel med flodpramme, lykkedes. Men efterfølgende lykkedes det the Royal Navy - støttet af RAF Fighter Command - at hindre tilstrækkelige forsyninger at nå frem til den tyske hær i England ad søvejen.  En situation, der var forudset af Tysklands Kriegsmarine.

De tyske styrker, der var blevet overført, ville i løbet af kort tid komme til at mangle forsyninger, og var derfor nød til enten at lade sig evakuere eller at overgive sig. Ifølge krigsspillet ville det være situationen allerede den 28. september 1940. Altså blot 6 dage efter starten på invasionsforsøget!

[ Resultatet af krigsspillets invasionsforsøg var formodentlig, hvad tyskerne også i 1940 havde måttet regne med ville blive resultatet, hvis de aktuelt havde gjort forsøget uden at have luftherredømmet over Den Engelske Kanal.

Der er mig bekendt ikke gennemført noget seriøst krigsspil, der som forudsætning havde, at Luftwaffe havde opnået overherredømmet over luftrummet over Den Engelske Kanal - som egentlig var Hitlers forudsætning for at starte en invasion. L.O.]

Krigsspillet så bort fra den plan, England havde med at bruge giftgas mod en invasionsstyrke.

[ Et giftgasangreb på de tyske invasionsstyrker ville uden tvivl blive gengældt fra tysk side. Man kan dårligt forestille sig konsekvenserne af en sådan gengældelse, men det er svært at se, at det ville blive til englændernes fordel! L.O.]  

Ud fra resultatet af ovennævnte krigsspil, må man konkludere, at selve invasionsforsøget - med at overføre de store tyske hærstyrker - kunne være lykkedes med eller uden Luftwaffes luftherredømme over Den Engelske Kanal.

Det afgørende ville så blive, om tyskerne ville kunne opretholde tilstrækkelige forsyninger til sine hærstyrker, indtil enten den engelske hær var nedkæmpet, eller England havde indgået en våbenstilsstandsaftale med Tyskland. Behovet for forsyninger var anslået til ca. 10.000 tons om dagen.

De overførte tyske hærstyrker ville - på grund af den engelske hærs manglende udrustning siden evakueringen fra Dunkerque - nemt kunne nedkæmpe den engelske hær i en kamp af en måneds varighed i september / oktober 1940, hvis hærstyrkerne vel og mærke løbende fik de nødvendige forsyninger over Den Engelske Kanal.

Men selv om Luftwaffe havde haft luftherredømmet over Den Engelske Kanal, og derved kunne have beskyttet transporten af krigsmateriel, er det et spørgsmål om Tyskland overhovedet  - rent logistikmæssigt - havde ressourcer nok til at overføre tilstrækkelige forsyninger til deres hær til en månedlang kamp. Behovet ville - som allerede nævnt - være ca. 10.000 tons om dagen.

Med normalt fungerende havnefaciliteter - i ex. Dover i England og Calais i Frankrig - ville forsyningerne teoretisk kunne opretholdes med 10 - 12 middelstore fragtskibe, der kunne sejle om natten og laste og losse om dagen. Det ville kræve, at fragtskibene sejlede i en "mineallé", og at Luftwaffe havde det totale luftherredømme over området.

Uden egentlige havnefaciliteter skulle forsyningen opretholdes med fly og flodpramme. Flodprammene skulle losse udstyret på stranden!  Hertil kommer, at  fra oktober til det næste forår ville mange af prammene ikke kunne bruges i Den Engelske Kanal på grund af vindforholdene og den høje søgang.

Selv om Luftwaffe havde herredømmet i luften, og kunne holde den engelske destroyerflåde på afstand, ville det blive et kapløb i tid om at få England til at kapitulere eller indgå en våbenstilstandsaftale, før den tyske hær i England for alvor kom til at mangle forsyninger.

En anden ting er, at Royal Navy - nogle dage efter invasionsforsøgets start - ville få samlet deres slagskibe på den vestlige side af tyskernes invasionskorridor over Den Engelske Kanal.

Slagskibene ville - fra et område uden for det tyske kystartilleris rækkevidde - kunne bombardere forsyningsskibene med deres meget kraftige langtrækkende kanoner. På grund af mangel på tilstrækkeligt kraftige bomber ville Luftwaffe næppe kunne tilføre slagskibsflåden tab. Kun de tyske ubåde ville kunne true de engelske slagskibe.

[ I et behersket forsøg på at være skrivebordsgeneral er det min personlige fornemmelse, at en våbenstilstandsaftale ville været kommet i stand inden udgangen af oktober 1940, før tyskerne løb så meget tør for forsyninger, at de måtte indstille kampene.

Men forudsætningen herfor ville være, at Luftwaffe havde fået nedkæmpet RAF Fighter Command i Sydengland.  Historikere, der har beskæftiget sig seriøst med Battle of Britain, er enige om, at det kunne være sket, hvis Luftwaffe havde forberedt sig godt nok på opgaven.

Hvis Luftwaffe havde fået RAF Fighter Command presset ud af Sydenland, så ville Luftwaffes Stuka dykbombere have fået relativt frit spil over Den Engelske Kanal.  Luftwaffe ville så kunne bibringe Royal Navy - især dens flåde af destroyere og minestrygere - alvorlige tab i Den Engelske Kanal. Hertil skal lægges de tab destroyerflåden ville lide ved at operere i minefyldt farvand. Men Royal Navy's slagskibe ville blive det største problem for tyskernes invasionsforsøg.

Men jeg mener ikke Royal Navy's slagskibsflåde alene kunne have umuliggjort tyske forsyninger i flodpramme over Den Engelske Kanal. Træfsikkerheden for slagskibenes kanoner ville være for ringe. Der ud over ville det være mørkt i for lang tid, og der ville ofte være dårlig sigtbarhed om dagen.

Vejret, derimod, ville umuliggøre trafik med pramme i Den Engelske Kanal i november og de næste fem måneder. Der ville være for mange dage, hvor prammene simpelthen ville kæntre i den høje søgang. Så alene vejret ville fordre en våbenstilstandsaftale ved udgangen af oktober.

Krigsspillet forudsatte naturligvis, at Hitlers var indstillet på at besætte England for enhver pris. Det tvivler de fleste historikere på, han var. Hitler virkede - helt usædvanligt - meget uengageret i selve planlægningen.

Havde Luftwaffe ikke fået nedkæmpet RAF Fighter Command i Sydengland, viser det omtalte krigsspil, hvad resultatet af et tysk invasionsforsøg ville være blevet.  L.O.]

Se evt. afsnittene  Seelöwe og Krigsspil.

En kort gennemgang af ovennævnte krigsspil findes på adressen:

http://mr-home.staff.shef.ac.uk/hobbies/seelowe.txt  (sidst tjekket 2014-11-01)

Krigsspillet i sin helhed er gennemgået i bogen:   Richard Cox:  Operation Sealion, Krigsspillet på Royal Military Academy, Sandhurst 1974, London 1975 (A)⁴⁰³.

9  Hvis England var blevet besat / neutraliseret? - Konklusion

Hvis England var blevet besat eller neutraliseret ved en fredsaftale, ville USA ikke kunne havet engagere sig militært på det europæiske fastland. Krigen og magtkampen i Europa ville derfor have udviklet sig til et rent tysk - sovjetrussisk anliggende, hvis Hitler ville følge sine visioner om mere "Lebensraum".

Man kan konkludere, at tyskerne havde to store chancer for at vinde Anden Verdenskrig, før den egentlig var begyndt at blive en verdenskrig. Chancerne var ved Dunkerque og i Battle of Britain.

Trods stor overlegenhed i begge situationer fik tyskerne ikke udnyttet nogen af de to muligheder.

Efterfølgende startede Hitler sit angreb på Sovjetunionen - en måned senere på året  - i juni 1941 - end det optimale tidspunkt. Især i betragtning af, at de tyske soldater ikke havde udrustning med til at klare en kommende russisk vinter. Det var et alvorligt handikap.

Ved at angribe Sovjetunionen uden at have afsluttet krigen i Vesteuropa, rodede Hitler sig ind i en tofrontskrig, som han på sigt ville have meget svært ved at vinde.

At Hitler et halvt år senere - i december 1941 - erklærede krig mod USA, forringede kun hans muligheder for at vinde.

Efter to store tyske nederlag i Sovjetunionen - Stalingrad  januar 1943 og Kursk juli 1943 - måtte Hitlers krig mod Sovjetunionen anses for tabt.

Efter tyskernes nederlag i Slaget om England i 1940 og slaget i Ardennerne i december 1944 - måtte også Hitlers krig mod England og USA anses for tabt.

Under sit ophold i amerikanske og engelske krigsfangelejre fra 1945 til 1948 blev den tyske general von Rundstedt bl.a. afhørt af sovjetrussiske officerer. Under et sådant forhør udtalte han, at den mest afgørende begivenhed for tyskernes nederlag i Anden Verdenskrig var nederlaget i Slaget om England!

Om Slaget om England allerede i 1940 var den afgørende begivenhed, bliver der svært at se bort fra. 

Noter^xxx

10  Litteratur om kontrafaktisk historie

- vedrørende klassifikation af kildeværdier (A) (B) osv. se  Noter^xxx-

- om Battle of Britain  og Unternehmen Seelöwe:

The Second World War. Europe and the Middeterranean, The West Point Military History Series, New York 2002 (B)³⁰, kapitel 3, side 83: Legacy of the Battle of Britain,

Martin Evans:  Invasion! Operation Sealion 1940, Harlow UK 2004 (B)⁴⁴

Richard Cox:  Operation Sealion, Krigsspillet på Royal Military Academy, Sandhurst 1974, London 1975(A)⁴⁰³

Brian Lavery:  We shall fight on the Beaches, London 2009 (B)⁵⁵

- generelt set om Anden Verdenskrig:

 Dennis E. Showalter & Harold C. Deutsch (red.) If the Allies Had Fallen, Yorkshire 2010, (C)⁹⁸

Kenneth Macksey (red.): The Hitler Options, London 1995(C)⁹⁹

Sidst opdateret

2015-09-01

version 9.15