Så meget mere bemærkelsesværdig var derfor den sejr, Fighter Command vandt over det tyske Luftwaffe i september 1940 - set i et historisk perspektiv.

Arkitekten bag sejren i Battle of Britain i 1940 var chefen for Fighter Command Air Chief Marshal Hugh Dowding.

Det var Air Vice-Marshal Keith Park, der ledede slaget - time for time - gennem de knap tre måneder Battle of Britain varede.

Det var hovedsageligt jagerpiloter fra Fighter Commands Group 11 - kaldet "The Few" - i deres  Spitfire og Hurricane fly, der trak sejren i land.

Det politiske ansvar for, at Fighter Command fik en fremtrædende plads i RAF fra 1936, og materielmæssigt blev favoriseret på bekostning af Bomber Command, var daværende Minister for Coordination of Defence Thomas Inskip.

Det politiske ansvar for at Battle of Britain overhovedet blev udkæmpet var Winston Churchills. Han har æren for, at England ikke indgik nogen form for fredsaftale med Hitler efter Frankrigs fald i juni 1940.

Group 11's modpart var hovedsagelig Luftwaffes Luftflotte 2 under ledelse af Generalfeldmarschall Albert Kesselring.

Årsager til, at det alligevel var muligt at sejre under de betingelser, var bl.a.:

• at englænderne under fysikeren Robert Watson-Watts og Air Chief Marshal Hugh Dowdings   ledelse nåede at få opbygget et brugbart og gennemprøvet radarbaseret varslingssystem inden Luftwaffes angreb satte ind.  Se evt. Radar.  Systemet var netop klart i foråret 1940.

• at fremstilligen af Hurricane og Spitfire flyenes motorer - Rolls Royce Merlin - blev tilpasset således, at de kunne drage fordel af oktan 100 brændstof.  Dette blev iværksat på initiativ af Air Commandore Rod Banks i 1937. Overgangen til oktan 100 brændstof skete netop som Battle of Britain startede i 1940. Overgangen til oktan 100 forbedrede markant flyenes accelerationsevne og dermed deres manøvredygtighed.

• og at englænderne var i stand til - langt ud over det forventede - at producere og reparere jagerfly i takt med tabene og lidt til. Det skyldtes helt exceptionelle og målrettede lederegenskaber hos Lord Beaverbrook, den engelske bladkonge, der var blevet minister for flyproduktion i Churchills krigskabinet i maj 1940.  England producerede flere fly i 1940 end tyskerne gjorde, og det til trods for, at de engelske flyfabrikker adskillige gange blev ramt af Luftwaffes bomber i den sidste halvdel af 1940.

Det har givetvis især været det sidste punkt, - Dowdings manglende lydhørhed over for de nye forslag til at imødegå Blitzen - der har fået Churchill til at give efter for presset og skifte mening med hensyn til det formålstjenlige i fortsat at have Dowding som chef for Fighter Command. Churchill nævner forbavsende nok ikke denne skelsættende begivenhed i sit værk om Anden Verdenskrig¹, der ellers meget detaljeret beskriver Slaget om England.

De omtalte nye forslag til at imødegå Blitzen anså Dowding for nytteløse, og han lagde ikke skjul på det. Forslagene viste sig efterfølgende også at være nytteløse, se punkt 7 og 11.

Hovedproblemet for Fighter Command under Blitzen var, at Fighter Commands radarbaserede varslingssystem nok kunne registrere og lokalisere Luftwaffes angreb, og sende jagerfly til modangreb. Men Fighter Commands jagerfly kunne i mørket ikke opnå visuel kontakt med de angribende bombefly, selv om de var blevet ledt tæt ind på dem.

Luftwaffes heftige angreb i august 1940 mod Fighter Commands flyvestationer var naturligvis især rettet mod flyvestationer i Group 11's område. Se   Battle of Britain.

I de situationer, hvor alle Group 11's jagerfly var på vingerne for at bremse Luftwaffes angreb, og der tilsyneladende ikke var tyske angreb på vej mod andre områder, anmodede lederen af Group 11 - Park - om assistance fra Group 10 i det sydvestlige England og Group 12 i Midtengland.

Assistancen drejede sig oftest om, at Group 10 og 12's jagere skulle cirkle rundt om Group 11's flyvestationer nord og vest for London og dække dem mod angreb fra de af Luftwaffes fly, som slap igennem Group 11's modangreb.

I flere tilfælde nåede assistancen fra Group 12 ikke frem med det resultat, at Luftwaffe anrettede så alvorlige bombeskader på især to af Group 11's flyvestationer, at disse midlertidigt måtte tages ud af drift.

Group 12's forklaring på den manglende dækning var, at anmodningen var kommet for sent. Journalerne for Group 12's eskadriller viste i nogen tilfælde, at de eskadriller, der angiveligt skulle have været på vingerne, endnu ikke var startet, da bombeangrebene mod Group 11's flyvestationer blev sat ind¹⁶¹!

Tilsvarende anmodninger fra Group 11 til Group 10  (på Group 11's højre fløj)  resulterede i omgående assistance, til trods for Group 10's begrænsede ressourcer og udsatte stilling ved Kanalkysten.

Ved hjælp af  rapporter fra  Fighter Commands observatørkorps om luftaktiviteter over det sydøstlige England fandt lederen af Group 11 ud af, at en del af Group 12's jagere i et tilfælde var et helt andet sted over Group 11's område, end de var blevet bedt om at være. En del af Group 12's jagere var øjensynlig i "Big Wing" formation på jagt efter Luftwaffe fly, der var på vej ud af engelsk luftrum. 

Lederen af Group 12 førte tilsyneladende sin egen luftkrig, og benyttede sig af, at Dowding - som leder af Fighter Command - i princippet havde uddelegeret "her og nu"  beslutninger om taktik til lederen af hver enkelt Group. Det var nødvendigt at uddelegere, da beslutninger skulle træffes på få minutter ud fra de fakta lederne havde på hånden. Der var ikke tid til nogen form for stabsmøder!

Ved denne uddelegering var der ikke var fastlagt retningslinjer for, hvem der skulle beslutte taktikken, hvis en Group anmodede en anden om assistance¹³⁹.  Men implicit er det naturligvis være den, der beder om assistancen, der også bestemmer, hvad assistancen skal bruges til - altså taktikken.

Lederen af Group 11 -  Park - sendte den 29. september 1940 - altså samtidig med at Battle of Britain blev afsluttet - en skriftlig klage over Group 12's dispositioner til sin overordnede - lederen af Fighter Command Dowding¹⁹¹.

4   Keith Park klager til Dowding

En væsentlig del af årsagen må givetvis tilskrives det faktum, at han hørte til de meget få personer i England, der modtog Ultra Intelligence (se Radar - Enigma pkt. 5.).   I midten af september 1940 - da "Big Wing" diskussionen var på sit højeste - var han blevet informeret om, at Hitler havde opgivet at foretage en invasion af England. På grund af Hitlers beslutning havde Luftwaffe omgående indstillet de meget tabsgivende intense dagangreb på Fighter Commands infrastruktur. 

Dowding måtte på ingen måde afsløre sin viden fra Ultra, så det faktum, at informationerne stammede fra Ultra, afskar ham fra på fornuftig vis at diskutere "Big Wing" problemet med andre i RAF og at skære igennem med klare velbegrundede ordrer.

5  Mødet i Air Ministry om "Big Wing"

Lederen af Group 11 - Air Vice-Marshal Keith Park - havde under mødet opnået accept af det rent tidsmæssige problem for hans Group 11 med hensyn til generelt at anvende "Big Wings".  (Den korteste flyvetid for en Me109 jager eller Me110 jagerbomber over Den Engelske Kanal var 6 minutter.)  Dette fremgik imidlertid ikke af mødereferatet. Parks protesterer kraftigt over udeladelsen i et to siders brev til Air Ministry⁸³. Air Ministry fandt dog ingen grund til at korrigere referatet.

På mødet blev situationen omkring Fighter Commands muligheder for at forsvare landet mod natangreb også diskuteret. Se punkt 7.2.

6  Kampagnen mod Dowding organiseres

Siden 1938 var Dowding - efter rutinerne for karriereforløb i Royal Air Force - blevet indstillet til at  forlade sin kommando flere gange. Dette blev af forskellige grunde ikke gennemført. Det blev udsat fire gange og til sidst annulleret. Bortset fra de absolutte topposter, sad ledende officerer kun to år i deres stillinger, for at kunne give plads for yngre officerer.

En karriere indenfor jagerforsvaret af England havde før Battle of Britain ikke haft den store interesse blandt de ledende officerer i RAF. Praktisk talt alle ledende officerer var Duchet tilhængere -  se evt.  Forsvarsstrategien - og posterne i Bomber Command var derfor de mest eftertragtede.   Ingen forudså før maj 1940, hvor betydningsfuldt jagerforsvaret  ville blive, før Luftwaffes baser dukkede op i Calais området ved Den Engelske Kanal.

Dowding var arkitekten bag Englands moderne jagerforsvar - Fighter Command. Fighter Command var i 1938 stadig under opbygning.  Ingen havde tilnærmelsesvis hans indsigt i, hvordan hele luftforsvaret skulle færdigorganiseres, eller hvordan det skulle bruges nu, hvor krigen med Tyskland var ved at bryde ud, og året efter også brød ud.

Under opbygningen af Fighter Command havde Dowding på grund af sin egenrådige personlighed og hensynsløst målrettede indsats skabt sig mange "fjender" - ud over sit gamle fjendskab med Lord Trenchard, RAF's "grand old man".

Efter at Battle of Britain var overstået i september  1940, og hele organisationen havde stået sin prøve mod en overlegen modstander, var der flere, der nu meget gerne ville overtage kommandoen over jagerforsvaret. Og der var endnu flere, der af forskellige årsager gerne ville af med Dowding.

Dowding havde gennemført det, han var bedst til, og sejret. Der var ikke umiddelbart brug for en ændret strategi eller behov for andre ændringer i Fighter Command end de, der allerede var på vej til at løse problemet med natangreb. Og England ville ikke de første par år være i stand til starte en større målrettet militær offensiv i Vesteuropa, og slet ikke alene.

Midt i en krig skifter man ikke en militær topchef ud, lige efter han har vundet en sejr over en overlegen modstander, med mindre man har en særlig grund til det. Specielt gør man det ikke, når fjenden ikke er nedkæmpet, men fortsætter med nye angreb på nye mål, og kan genoptage de tabte angreb. Rutiner for udskiftning - baseret på at åbne karrieremuligheder for næste generation af officerer - hører ikke til i den situation.

Der måtte derfor findes andre grunde, hvis man absolut ville af med Dowding.  Helst grunde baseret på forslag til, hvordan et større luftslag kunne organiseres bedre næste gang.

 Persongalleriet på .pdf format  persongalleri

I hvor høj grad, de enkelte deltagere i kampagnen mod Dowding har ladet sig lede af personlige motiver frem for bekymring for landets situation, er naturligvis svært at gennemskue.

Med de enkelte grunde anført i næste punkt sammenholdt med fakta anført i punkt 11 var det nok meget heldigt, at Luftwaffe ikke genoptog sine angreb mod Fighter Command i tiden op til maj 1941. 

7   Grunde til organisatoriske ændringer

7.1   "Big Wing"

Dowdings, Parks og Brands reservationer overfor anvendelsen af "Big Wing" taktikken var en grund til at overveje organisatoriske ændringer. Se punkt 5 ovenfor og/eller   Forsvarsstrategien.

7.2   Blitzen  

En anden og mere alvorlig grund til ønsket om organisatoriske ændringer i Fighter Command var Dowdings modstand mod en række forslag fra Salmond komiteen¹⁴⁸ med henblik på at effektivisere luftforsvaret om natten. Især Fighter Commands evne til at gøre noget ved de natlige terrorbombeangreb. Se Blitzen.

Salmond komiteens væsentligste forslag gik ud på: (se evt. også  Forsvarsstrategien)

1. at decentralisere filtreringen af informationer fra radarstationerne, således at informationerne går direkte til Group Controllers udenom Fighter Command Operation.  (Forslaget ville ikke have nogen indflydelse på natforsvaret.)
2. at benytte eskadriller af Hurricane jagere specialtrænede til natflyvning  til at nedkæmpe de tyske bombefly om natten,
3. at opsætte luftminer som spærring for de tyske bombefly om natten

alle tre ting var Dowding imod. Punkt 1 fandt han meget farligt, punkterne 2 og 3 fandt han virkningsløse. Se punkt 11 og/eller  Forsvarsstrategien.

7.3   Politikerne

En tredje grund til at overveje ændringer kom fra politisk side. Medlemmer af Underhuset - fra "the 1922 Conservative Private Members Committee" - havde sendt  et brev til Churchill den 6. november 1940, hvori de udtrykte manglende tillid til Dowding. Churchill opfordrede dem til ikke at beskæftige sig med militære chefers kvalifikationer, og henstillede til  sine ministre om til ikke at deltage i komiteens møder om den slags spørgsmål¹⁷⁸.

7.4   Befolkningen

En fjerde grund til at overveje ændringer var befolkningens krav, om at der måtte "gøres noget" for at stoppe de natlige terrorbombeangreb.

7.5   Lobbyarbejde

Lord Trenchard og John Salmond udfører i det skjulte et kraftigt lobbyarbejde blandt daværende og dengang forhenværende officerer og civile embedsmænd med tilknytning til Air Staff og Air Ministry med det eneste mål at få fyret Dowding. Man fandt simpelt hen Dowding uegnet  som chef for Fighter Command.

8   Dowding fyres i Fighter Command

For Dowding var Battle of Britain det ene af to "slag", han måtte udkæmpe på samme tid. Det andet var mod organisationerne Air Ministry og Air Staff. Hertil kom et tredje problem - Blitzen.

Dowding vandt det "første slag".

Dowding var arkitekten bag Fighter Command.  Det mest enestående ved Fighter Command i 1940 var dets velorganiserede radarbaserede varslingssystem, som var blevet en integreret del af det centrale kommandosystem. Dowding havde stået for hele det samlede systems opbygning. Systemets styring af jagereskadrillernes indsats var blevet indøvet nærmest til perfektionisme før Luftwaffes angreb i juli 1940. Intet andet land havde noget tilsvarende system.  Se  Radar.

Ingen, selv ikke hans argeste modstandere, benægtede dette.

At England "vandt" Battle of Britain, blev der heller ikke stillet spørgsmål ved, for så vidt at Hitler opgav sine invasionsplaner.

Men så hører enigheden også op. Især under hele krigen fra 1940 - 45 og i årene lige efter.

Efter krigen er ledende officerer fra Luftwaffe blevet interviewet, og Luftwaffes materiellister er blevet gennemgået. Som forventet var tallene for rapporterede nedskudte fjendtlige fly hos begge parter overdrevne i forhold til det, der der efter krigen fremgik af begge modparters materiellister. Særlig galt var det med de rapporterede tyske tal, og med de rapporterede engelske tal, der stammer fra de dage i september 1940, hvor "Big Wing" var i aktion.

Interviews¹⁵¹ med officerer fra Luftwaffe efter 1945 om målet med offensiven og Luftwaffes tal for egne nedskudte fly er en del af det materiale, de fleste militærhistorikere senere brugte som argumentation for, at det var Dowding og chefen for Group 11, Park, der med deres strategi og taktikker vandt i  Battle of Britain. Og at det var den rigtige strategi og de rigtige taktikker i den pågældende situation, i august 1940, er der efterfølgende blevet bred enighed om.

Men Dowding tabte det "andet slag".

[Ud fra gennemgang af arkivmateriale, læsning af adskillige beretninger, bøger og artikler om Dowding og Battle of Britain samt egen ledelseserfaring føler jeg mig ret sikker på, at min nedenstående karakteristik af ham er dækkende:

Dowding var en egenrådig "tekniker", og ville under andre omstændigheder været blevet en fænomonal stabsofficer.   Han havde  - efter tyskernes gennembrud ved Meuse  den 14. maj 1940 - haft det primære mål, at antallet af fly i Fighter Command ikke skulle blive decimeret i kampe med Luftwaffe over Frankrig.   Han var arkitekten bag Fighter Command.   Han var fremsynet, og han havde en meget detaljeret viden om sit område. Trods det, at han var lidt af en enspænder, og kun tog meget få med på råd, viste det sig, at han var meget realistisk i sine vurderinger.   Han var meget egenrådig overfor de - efter hans opfattelse - direkte skadelige eller nytteløse forslag, han blev præsenteret for.   Han lyttede gerne, men forhandlede aldrig.   Han havde ingen sans for at "holde styr på baglandet" uden for Fighter Command.   Han organiserede ikke noget "spin". Han var spiritist.  Han dyrkede ikke det sociale liv i officerskredse.   Han holdt i august 1940 møder alene med Churchill uden om Air Ministry og Air Staff.  LO]

En stor del af det nævnte i karakteristikken er katastrofalt - set ud fra moderne ledelsesmetoder.

Inden for Fighter Command kunne han ikke styre Leigh-Mallory, chefen for Group 12, og i RAFs ledelse uden for Fighter Command var det i oktober og november 1940 kun Churchill i sin egenskab af forsvarsminister, der støttede ham.

Men modstanden mod Dowding blev til sidst så massiv, at selv Churchill måtte kaste håndklædet i ringen og acceptere, at Air Staff og Air Ministry fyrede Dowding i november 1940.

Som situationen var i efteråret 1940, kunne næppe nogen have vundet begge "slag". Dowding vandt det vigtigste af dem - Battle of Britain.

Blitzen, der fulgte efter Battle of Britain,  kunne ikke rigtigt anses for at være et luftslag. England havde i 1940 ikke noget kampvåben til at stoppe bombefly om natten. Her gjaldt Douchets teorier stadig med den modifikation, at bombeflyene dog ikke kunne finde konkrete mål i mørket, men kun målområder (især byer).

Fighter Commands jagere, selv de eskadriller af Hurricane jagere der var specialtrænede i natflyvning,  kunne ikke finde de tyske bombefly i mørket. 

Det var Deputy Chief of Air Staff -  Air Vice-Marshal Sholto Douglas, som Air Ministry havde udset til at efterfølge Dowding som chef for Fighter Command. Som det tydeligt fremgår af Sholto Douglas erindringer⁵³, er han en omhyggelig, samarbejdsvillig og meget loyal stabsofficer, som Air Ministry ikke ville få nogen problemer med.  I den henseende populært sagt Dowdings diametrale modsætning.

I forbindelse med chefskiftet var det blevet besluttet at chefen for Fighter Command for fremtiden skulle have rang af Air Marshal - et trin lavere end Dowdings rang som Air Chief Marshal - men på linje med chefen for Bomber Command.

9   Keith Park fyres som chef for Group 11

Ideen med at fyre Dowding var, at der nu skulle ske ændringer på det operationelle plan i Fighter Command, især med hensyn til "Big Wings" og brugen af Hurricane jagere som natjagere, men også med en mere offensiv kurs overfor Luftwaffe.

Det betød, at "Big Wing" taktikken også skulle etableres over Group 11's område til trods for, at der var under ti minutters flyvetid fra den franske kyst til den mest udsatte flyvestation i Group 11*s område - Hawkinge.  Se  Forsvarsstrategien.

Men da Park fuldt ud havde støttet Dowdings strategi og taktikker, og var kritisk overfor at benytte "Big Wing" taktikken i sit eget - Group 11's - område , var han naturligvis nu blevet et problem.

Parks indsats i Fighter Command Group 11 før han blev fyret så sådan ud:

Park havde overtaget Group 11 i april 1940 som en skoletrænet styrke, og ved hjælp af daglige erfaringer fået opbygget den til en veltrænet kampstyrke¹⁵². Taktikkerne var blevet finjusteret og basisformationen for jagerflyene var ændret fra "vic" til "finger four". Se  Forsvarsstrategien.

Park havde haft ansvaret for luftdækningen ved evakueringen af den engelske hær fra Dunkerque. Her havde han organiseret jagerforsvaret i "Big Wings" hver på 4 eskadriller. Da radioudstyret i jagerflyene i sommeren 1940 ikke var tilstrækkeligt effektivt til at lede indsatsen fra England, fløj han selv flere gange med sit Hurricane fly over området omkring Dunkerque for  at sikre sig, at evakueringen af den engelske hær fik den bedst mulige flyverdækning.

Park havde derefter været hovedkraften bag sejren i Battle of Britain over for en overmægtig modstander.

Park havde under hele Battle of Britain med stor succes måttet træffe utallige meget afgørende beslutninger på få minutter, om hvordan et angreb skulle takles af hans egne 25 Spitfire/Hurricane eskadriller, og i hvilket omfang der skulle rekvireres assistance fra Group 10 og/eller 12.

Park var 48 år i efteråret 1940, han havde kun været chef for Group 11 i otte måneder, og han var derfor langt fra tjenlig til udskiftning efter nogen gængse regler. Det var i december 1940 kun godt to måneder siden, at England var gået sejrrigt ud af Battle of Britain med ham som den taktiske chef under praktisk taget alle luftkampene.

Den nye chef for Fighter Command siden november  - Air Marshal Sholto Douglas - havde ikke krævet at Park blev udskiftet. I sine erindringer betegner Sholto Douglas  Park for at være "an outstanding able commander"¹⁶⁴ . Park var desuden kendt for at være yderst populær blandt sine underordnede.  

[En løsning af "problemet" med Park lå egentlig lige for, hvis det alene drejede sig om, at "Big Wing" taktikken skulle være det bærende i luftforsvaret mod Luftwaffe:

Skulle Fighter Command  nu koncentrere sig om "Big Wing" taktikken, var løsningen, at Group 12 nord for London fik overført eskadriller, fra Group 11's område.   I Group 12's område ville "Big Wings" have bedre tid til at blive etableret, hvis et storangreb var undervejs.  Det tog over en halv time efter alarmering for en "Big Wing" på 5 eskadriller at blive formeret i 6000 meters højde.  Group 12 kunne samtidigt overtage ansvaret for "Big Wing" operationer.

En sådan rokering ville styrke "Big Wing" taktikken og samtidig løse "problemet"  med Park, som kunne være fortsat chef for et udtyndet Group 11 område, der tog sig af mindre direkte angreb mod Fighter Commands infrastruktur i Groups 11's område.]

Efter Sholto Douglas' overtagelse af Fighter Command viste det sig, at løsningen med nye chefer for Group 11 og 12  allerede var besluttet i Air Ministry uden hans medvirken som den nye chef for Fighter Command¹⁶²!

[En højest besynderlig disposition overfor en ny chef, der netop kom fra en stilling i Air Ministry!]

Den nye chef for Group 11 skulle være  Air Vice-Marshal Leigh-Mallory, der kom fra stillingen som chef for Group 12, en stilling han havde beklædt i tre år. Han var ligesom Park 45 år gammel, og havde ligesom Park været i RAF siden 1916.

Som ovenfor nævnt - pkt. 2 og 4 - havde Leigh-Mallory og Park meget forskellige synspunkter om luftforsvaret af det sydøstlige England.

For Park måtte der derfor findes en helt speciel grund, til at han nu - imod sit eget ønske - skulle forlade Fighter Command. Og det fandt "man":

Han så træt ud! (der er ikke fejl i teksten her!)

Så han blev fyret fra Fighter Command den 18. december 1940.

Park fik tilbudt et kontorjob i Air Ministry. Det afslog han at tage imod. Så fik han overdraget ledelsen af RAF Training Group 23.

Den kommende chef for Group 11 - Air Vice-Marshal Leigh-Mallory - var ikke til stede på Group 11's hovedkvarter, da kommandoen skulle overdrages. Den måtte Keith Park overdrage til lederen af sin stab.

10   Dowdings og Parks eftermæler

10.1   Om Hugh Dowding, Air Chief Marshal

For Air Staff og Air Ministry drejede det sig nu om at nedtone Dowdings indsats.

Dette kom tydeligst til udtryk ved en pjece "The Battle of Britain" skrevet af en anonym forfatter. Air Ministry udgav pjecen i marts 1941. Der blev ialt solgt i omkring 15 millioner eksemplarer. (I dansk oversættelse "Slaget om Storbritannien August - Oktober 1940" - udgivet i 1945, den danske oversættelse er på 48 sider.)

I historisk betydning sammenligner pjecen Battle of Britain med salget ved Trafalgar.

Pjecen nævner hverken Dowding eller Park nogen steder, men nok deres modpart Göring.

Dowding fandt ved sin gennemlæsning pjecens beskrivelser korrekte, bortset fra at Hurricane jagerens tophastighed, som pjecen havde sat 50 km/t for højt, så den næsten var det samme som for Luftwaffes Me109 jager.

[Tilsyneladende en banal fejl - eller  var det - hvis det ikke havde været en fejl, havde Battle of Britain fået et helt andet forløb til Fighter Commands fordel.]

"Forglemmelsen" af Dowdings og Parks navne i pjecens tekst fik den ellers meget travle Churchill til at skrive et brev til Air Ministry den 12. april 1941, om udeladelsen af Dowdings navn, - i uddrag skrev han¹⁵⁴:

"The jealousies and cliquism which have led  to committing of this offence are a discredit to the Air Ministry" .... og senere i brevet.... "What would have been said if ........ or if the Admiralty had told the tale of Trafalgar and left Lord Nelson out of it!"

Med sin store udbredelse verden over har pjecen givetvis været årsag til, at Dowding blev glemt - mere eller mindre - i en længere årrække. Nogle danske eksempler: 

• I Gyldendals Store Opslagsbog fra 1967 nævnes fra RAF  C. Portal og A. Tedder, men ikke Dowding.
• Dowdings navn nævnes første gang i et dansk leksikon - Lademanns - i 1971.
• Politiken havde søndag den 12. august 1990 i anledning af 50-året for Battle of Britain en stort opsat artikel om slaget.  Artiklen var yderst velskrevet, og den fyldte hele to avissider. Den var meget kompakt, men den kom alligevel hele vejen rundt. Artiklen omtaler alle de kendte navne fra slaget, - undtagen Dowdings!

I 1960'erne begyndte glemsomheden at vende sig i England. I 1969 ved  premieren på filmen "Battle of Britain" spillede Sir Lawrence Olivier hovedrollen som Dowding. Dowding havde - nu som 86-årig i rullestol - været med ved indspilningen på Duxford og Hawkinge flyvestationer.  Han var til stede ved filmens premiere i London i september 1969.

Dowding døde den 15. februar 1970. Ved en højtidelighed i Westminster Abbey i London en måned efter indledte den daværende engelske forsvarsminister Denis Healy sin tale om Dowding med denne sætning:

"Lord Dowding was one of those great men who this country miraculously produces in time of peril"

10.2   Om Air Vice-Marshal Keith Park

Hvis Dowding blev glemt for sin indsats indtil slutningen af 1960'erne, gælder det i endnu højere grad for Keith Park.

For sin indsats i Battle of Britain modtog Park ingen særlig udmærkelse. Han fik tildelt en CB****) orden den 17. december 1940. Ordenen tildeles oftest, når den pågældende forlader en militær topstilling efter at have udført den på en tilfredsstillende måde uden nødvendigvis at have været i kamp¹⁴³. (Ex. Air Vice-Marshal Leigh-Mallory fik tildelt sin CB i juli 1940 - før Battle of Britain startede - for at have været chef for Group 12 i tre år.)

Knap to år efter Battle of Britain stod RAF igen med ryggen mod muren overfor Luftwaffe. Det var i luftrummet over øen Malta i Middelhavet. Park fik overdraget opgaven at forsvare øen, der var meget vigtig position for at hindre forsyningerne til den tyske general Rommels operationer i Nordafrika.  Det lykkedes for Park at opretholde kontrollen med luftrummet omkring Malta, indtil tyskerne helt trak sig ud af Nordafrika.

I 1944 blev Keith Park udnævnt til øverstkommanderende for RAF's indsats i det fjerne østen med  titlen Air Chief Marshal. Hans vigtigste opgave her var at sikre forsyninger til general Slims operationer mod japanerne i Burma. Der var ikke noget brugbart vejnet i jungleområdet, så hæren måtte have sine forsyninger bragt frem af luftvejen. Op til 2000 tons om dagen¹⁹⁴!

Toppen af Parks karriere blev den 12. september 1945. Den dag modtog Lord Mountbatten i Singapore japanernes kapitulation i det sydøstlige Asien.  Air Chief Marshal Park var sammen med de to andre værnschefer i området -  Lieutenant-General Slim og Captain Power - til stede ved kapitulationen. 

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var der ikke længere brug for Park i RAF.

I 1946 fik han tildelt ordenen GCB ved sin udtræden af RAF.

Hans berettigede anerkendelse for indsatsen i Battle of Britain begrænsede sig i første omgang til ord og breve.

Artikel i .pdf format om Keith Park i Anden Verdenskrig   Park.

Herunder er nogen af de ord, han med årene fik med på vejen:

Om Keith Park sagde: (Se evt. Ledere England)

Lord Tedder, Marshal of the RAF, Chief of the Air Staff,  ved en officiel lejlighed i 1947:

"If ever any one man won the Battle of Britain, he did"¹⁴⁴.

Keith Parks chef - Air Chief Marshal Hugh Dowding - i en kommentar til en artikel i The Sunday Chronicle den 26. oktober 1941 om the Battle of Britain og Keith Parks deltagelse i det:

" - should be widely known. His initiative and resource in countering each new move on the part of the enemy, and his leadeship of the gallant men whom he commanded, were beyond all praise"¹⁴⁷.

Air Vice-Marshal 'Johnnie' Johnson (Pilot Officer i Group 12 under Battle of Britain):

"He was the only man who could have lost the war in a day or even an afternoon".

Men det gjorde Keith Park ikke.

I Luftwaffe omtales han som sejrherren i Slaget om London.

Blog om Keith Park artikler

****) CB står for "Companion Order of the Bath" og kan indenfor RAF tildeles officerer med rang af Squadron Leader eller højere for særdeles vel udført tjeneste. Keith Park fik efter krigen i 1946 den højeste orden inden for  Order of the Bath en GCB efter hans indsats som leder af luftforsvaret af Malta i 1942 (under Ørkenkrigen).

11  Efterrationalisering

i spørgsmålene om 1-4:

11.1   "Big Wing" (ref.; slutning af pkt. 9)

Den 29. januar 1941 skulle "Big Wing" ideen stå sin prøve ved et fingeret angreb fra Luftwaffe. Angrebet var sat op som en kopi af Luftwaffes angreb den 6. september 1940 på 3 flyvestationer på Group 11's område. Fighter Command skulle gå til modangreb ifølge "Big Wing" ideen med at samle flere eskadriller til en wing før man gik til modangreb. Øvelsen blev en total fiasko. To af flyvestationerne blev ramt af bomber og sat ud af spillet, mens mange af stationernes jagere endnu stod på jorden, og derfor også blev ødelagt. Øvelsen blev ikke gentaget.

11.2   Filter Room

I maj 1941 skriver Dowdings efterfølger som chef for Fighter Command - Air Marshal Sholto Douglas - til Chief of Air Staff - Air Chief Marshal C. Portal:

"My predecessor was strongly opposed to decentralisation  ... I think the present centralised system works quite well from the point of view of efficiency, and I do not think there is much to be gained by the proposed change."¹⁵³

11.3   Hurricane jagere som natjagere

Hurricane jagerne kunne ikke bære noget radarudstyr til at spore fjendtlige fly. Piloten havde kun sine øjne til at finde fjendtlige fly med i mørket efter at have været dirigeret til det pågældende område.

Ideen med Hurricane som natjager var, at udvælge piloter med  det bedste syn i mørke til at finde fjentlige fly om natten.

En anden ulempe ved Hurricane jagere som natjagere var, at en stor del af pilotens synsfelt var "gennem" en roterende propel. Hurricane jagere som natjager blev derfor ikke nogen succes.

11.4   Luftminer

Luftminer - aerial mines - omfattede to forskellige forsøg på at bremse Luftwaffes natlige bombeangreb ved at fylde luftrummet med lodrette kabler båret af faldskærme. Ved det ene forsøg var der monteret sprængladninger på kablerne.

Forsøgene menes at have ødelagt et enkelt Luftwaffe bombefly. Forsøgene blev opgivet, da kablerne hindrede natjagere i at bruge det luftområde, kablerne var ophængt i.  Se   Forsvarsstrategien.

11.5   "Second thoughts"

I foråret 1941 var alt det principielle i Fighter Commands opbygning fortsat, som det var, da Dowding blev fyret  -  bortset fra naturligvis Dowdings og Parks tilstedeværelse. Radarbaseret styring af luftkampene fra jorden og radarbaseret målsøgningsudstyr for jagerfly havde gjort fremskridt, men var endnu ikke udviklet til at spille en afgørende rolle i bekæmpelsen af Luftwaffes natlige angreb. Luftwaffe stoppede først de natlige bombeangreb, da Hitler skulle bruge det meste af sit flyvevåben til sit angreb på Sovjetunionen.

Denne situation for Fighter Command har måske givet anledning til nogle reflektioner - "second thoughts" - hos nogle af de personer, der var involveret i ændringerne i Fighter Commands organisation.    

En af hovedkræfterne i at få fjernet Dowding som som chef for Fighter Command, Marshal of the Royal Air Force John Salmond, tidligere Chief of Air Staff, skriver den 25. september 1943 i en artikel om Battle of Britain for avisen The Daily Dispatch:

"Fortunately too were we in having as Supreme Commander of the  Fighting Squadrons a man who knew the job in all its technical and operational detail and had been in the saddle during the three years before the war Air Chief Marshal Sir Hugh, now Lord Dowding ..."

Hovedårsagen til at Dowding og Keith Park løb ind "Big Wing" diskussionerne var daværende Squadron Leader Douglas Baders ønsker om at komme til at kæmpe i "Big Wing" formationer mod Luftwaffe. Dette var formentlig en af årsagerne til at Keith Park blev fyret som chef for Group 11,  så Douglas Baders chef Air Marshal Leigh-Mallory kunne overtage denne kommando og Bader selv blive overført til denne Group. Ved Keith Parks død i 1975 talte Douglas Bader ved en mindehøjtidiglighed for Keith Park i London, og udtalte ved den lejlighed om Battle of Britain:

"it was controlled, directed and brought to a successful conclusion by the man whose memory we honour today. The awesome responsibility for this country's survival rested squarely on Keith Park's shoulders. Had he failed, Stuffy Dowding's foresight, determination and achievements would have counted for nought."

12   Anerkendelserne

Blandt de mange store og små slag under Anden Verdenskrig i Europa var der især tre slag, der stoppede Hitlers fremmarch, og dermed lagde grunden til hans nederlag.

England stod for sejren i de to af dem - Battle of Britain og El Alamein, Sovjetunionen stod for sejren i det tredje - Stalingrad.  De to slag, England stod for, var små slag målt ved indsats af mandskab og materiel. De tåler ikke sammenligning med indsatsen i Stalingrad og i andre store slag i Anden Verdenskrig.

Ikke desto mindre var det helt afgørende for vesteuropæiske demokratiers overlevelse, at England ikke tabte Battle of Britain. Se eventuelt Kontrafaktisk.

Ved i hidtil uset grad at mobilisere hele nationen, lykkedes det Churchill at holde kampene i gang mod tyskerne i Vesteuropa og Nordafrika indtil USA kom ind i krigen, fik oprustet, og kunne overtage ledelsen af kamphandlingerne mod Hitler i Vesteuropa.   

Især Battle of Britain var afgørende på flere måder:

• ved at være det første slag Hitler tabte, og det endda til en materielt set underlegen modstander,

• ved at være den første sejr noget demokratisk land vandt siden 1931 over de nye ekspanderende diktaturer Japan og Tyskland,

• ved at være verdenshistoriens første større slag, hvori der udelukkende var fly involveret, og

• ved at være slaget der bevirkede, at Tyskland - ligesom i Første Verdenskrig - måtte fortsætte krigen som en tofrontskrig

Hvordan så det så ud med anerkendelserne for indsatsen i Englands første afgørende slag i Anden Verdenskrig - se tabellen nedenfor under æresbevisninger. Til sammenligning vises i tabellen anerkendelser i nogle af Englands øvrige slag før og under  Anden Verdenskrig.

12.1  Æresbevisninger

Enkelte æresbevisninger til militærpersoner i England gives automatisk, hvis den pågældende har eller har haft en bestemt stilling. Ex. I RAF tildeles stabschefen (Chief of Air Staff) altid titlen Marshal of the Royal Air Force senest ved sin afgang fra stillingen som stabschef. Titlen giver ham høj anseelse og en høj pension.

En minister kunne i 1945/46 som belønning for indsatser i Anden Verdenskrig også tildele andre den højeste titel for det pågældende værn. I RAF's tilfælde var det ministeren for luftforsvaret (Air Ministry), der gjorde det.

Der ud over kan en militærperson med høj rang tildeles en af de gamle adelstitler (med dertil hørende rettigheder), og optagelse i den højeste kongelige orden - hosebåndsordenen (KG - The Most Noble Order of the Garter). Begge disse typer af æresbevisninger tildeles principielt af kongen, men efter indstilling af en minister.