|
For smartphones: Om angrebet på Vesteuropa i maj 1940. Frankrigs fald.
|
Luftkrigen over England 1940 - 41 Slaget om Vesteuropa Frankrigs fald |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
2015-08-12
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Det tyske landområde på begge sider af den nordlige del af Rhinen blev før Anden Verdenkrig kaldt Rheinland, på dansk Rhinlandet. (Efter Anden Verdenskrig blev området delt mellem de to tyske delstater Nordrhein-Westphalen og Rheinland-Phalz.) Rhinlandet grænsede mod vest op til den hollanske, belgiske og franske grænse. Mod syd strakte området sig til det sted, hvor Rhinen selv danner grænseflod mellem Frankrig og Tyskland. Den del af Rhinlandet, der lå på den vestlige side af Rhinen, skulle ifølge Versaillestraktaten af 1919 demilitariseres. Det skulle forstås sådan, at der ikke måtte være tyske militære enheder, garnisoner eller forlægninger i området.
Se evt. Holland, Belgien og Frankrig ville med demilitariseringen forhindre, at der i fredstid kunne samles en tysk militær styrke i området klar til at gå til angreb. Demilitariseringen var et krav i Versaillestraktaten, og den blev yderligere bekræftet og accepteret af alle parter - også Tyskland ved Locarnopagten i 1925. I 1936 rykkede tyske militære enheder ind i området i strid med det aftalte. Ingen af Locarnopagtens partnere protesterede!!! I april / maj 1940 var størstedelen af de to tyske hærgrupper, der den 10. maj 1940 gik til angreb på Holland, Belgien og Frankrig opmarcheret på Rhinlandets vestbred!!!
Var den befæstede linje langs den franske grænse til Luxembourg og derfra videre sydpå langs den fælles fransk / tyske grænselinje. Især i Lorraine, langs den del af grænselinjen, der ikke havde Rhinen som grænseflod, var linjen stærkt befæstet med forter.
Rhinen og den stærkt befæstede del af linjen i forening tvang reelt tyskerne til enten at angribe Frankrig gennem Belgien eller Schweiz. Det blev gennem Belgien.66
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
|
(Dette er 2. afsnit i bogen: "Luftkrigen over England i 1940-41" (også kaldet "Slaget om England"). Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940. Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.) Slaget om Vesteuropa Frankrigs fald i maj / juni 1940
1. Indledning 1.1 Den direkte optakt til Slaget om Vesteuropa var Englands og Frankrigs krigserklæringer mod Tyskland den 3. september 1939. Hitler havde i 1933 tiltaget sig diktatorisk magt i Tyskland. Den 1. september 1939 havde Hitler beordret militæret til at starte et massivt angreb på Polen. Samme dag stillede England og Frankrig Hitler det ultimatum, at tyskerne øjeblikkelig skulle trække sig ud af Polen. Da dette ikke skete, og England og Frankrig ikke havde modtaget noget svar fra Hitler på deres ultimatum 2 dage senere, erklærede begge lande krig mod Tyskland. Englands og Frankrigs hærstyrker var i september 1939 ikke i stand til at gribe ind overfor Tyskland i væsentligt omfang. Polen kom til at kæmpe alene og kapitulerede den 6. oktober 1939. Indtil den 9. april 1940 var det kun Englands og Frankrigs flådestyrker der var i krig med den tyske flåde. Først ved Tysklands angreb på Norge den 9. april 1940 satte England og Frankrig begrænsede hærstyrker ind i kampen mod tyskerne. Det skete ved at landsætte mindre hærstyrker flere steder på den norske kyst. Den 10. maj 1940 - startede Hitler sit angreb på Vesteuropa - Holland, Belgien og Frankrig. Det var først fra dette tidspunkt - otte måneder efter Hitlers angreb på Polen - at England og Frankrig blev fuldt engagerede i militære kamphandlinger mod Tyskland. Før Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939 var situationen i Tyskland den:
Alt sammen beskrevet mere detaljeret i afsnittet
1.2 Tysklands angreb på Polen Tyskland angreb på Polen den 1. september 1939, som oven for nævnt i optakten. Angrebet blev fulgt op af Sovjetunionens angreb på Polen østfra den 17. september 1939. Polen kapitulerer den 6. oktober 1939. Tysklands angreb på Polen startede en heftig diplomatisk aktivitet fra Englands og Frankrigs side. Aktiviteterne mundede ud i ultimative krav til Tyskland om omgående at trække sig ud af Polen. Alt sammen beskrevet mere detaljeret i afsnittet
For at lette oversigten over begivenhederne se evt. en tidstavle over
begivenhederne 1918 - 1941
1.3 England og Frankrig erklærer Tyskland krig Efter at hverken England eller Frankrig havde modtaget svar på deres ultimative krav om tysk tilbagetrækning fra Polen, erklærede begge lande Tyskland krig den 3. september 1939. De to landes krigserklæringer kom øjensynligt som en stor overraskelse for Hitler, der havde været overbevist om, at han kunne "slippe af sted med angrebet på Polen" ligesom med besættelsen af Tjekkiet og hovedstaden Prag. Englands og Frankrigs krigserklæringer mod Tyskland medførte ikke umiddelbart nogen større militære aktioner eller støtteaktioner af betydning for Polen. England og Frankrig var i september 1939 - trods deres krigserklæringer - simpelt hen ikke forberedte nok til at starte en massiv krig mod Tyskland. England etablerede straks en flådeblokade af de tyske havne mod Nordsøen, så Tyskland - i lighed med situationen under Første Verdenskrig - ikke kunne modtage forsyninger via deres havne ud til Nordsøen. Flådeblokaden fik umiddelbart ikke de samme virkninger som under Første Verdenskrig. Tyskland havde i august 1939 - som nævnt ovenfor - etableret en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Tyskland kunne derfor få de nødvendige forsyninger af råstoffer og landbrugsprodukter fra Sovjetunionen. De vigtige malmleverancer fra Kiruna i Sverige til den tyske stålindustri kunne foregå ved at skibene med jernmalm holdt sig indenfor norsk og svensk territorialfarvand indtil de var i Østersøen. Malmleverancerne blev derfor ikke stoppet af af flådeblokaden. En støtteaktion for at lette det militære pres mod Polen var et mindre fransk skinangreb mod Saar området i Tyskland i september 1939. Saar området er det eneste område, hvor Frankrig og Tyskland grænser direkte op til hinanden uden at have Rhinen som grænseflod. Grænseområdet var på fransk side beskyttet af Maginotlinjens og på tysk side af Siegfriedlinjens forsvarsværker. Skinangrebet skulle demonstrere Frankrigs vilje til komme Polen til hjælp, og skulle tvinge tyskerne til at flytte hærenheder fra krigen i Polen til den franske grænse. Angrebet startede den 7. september, det omfattede kun nogle få tusinde franske soldater, og det varede kun nogle uger. De franske enheder rykkede kun frem til Siegfriedlinjen. I løbet af den første uge af oktober 1939 var praktisk taget alle franske enheder igen trukket tilbage til Frankrig. Tyskerne forsvarede ikke det smalle landområde mellem grænsen og Siegfriedlinjen, og rykkede i 1939 ikke nogen militære enheder fra felttoget i Polen tilbage for at sætte dem ind mod mod Frankrig211. 1.4 The Phoney War - The Twilight War - La drôle de guerre - Sitzkrieg Udtrykkene er betegnelser på hhv. engelsk, fransk og tysk for situationen i Vesteuropa i de 8 måneder fra den 3. september 1939 til den 10. maj 1940. Englands og Frankrigs krigserklæringer den 3. september 1939 blev i dette tidsrum ikke fulgt op af større militære aktioner mellem England og Frankrig på den ene side og Tyskland på den anden side før den 10. maj 1940. I løbet af efteråret 1939 og vinteren 1940 blev størstedelen af den professionelle engelske hær - formeret i British Expeditionary Force (BEF) - gradvist overført til Frankrig. Men der var ikke nogen engelsk / franske planer for at starte et større angreb mod Tyskland før tidligst i efteråret 1940. Parterne vogtede indtil videre kun på hinanden i grænseområderne. Ubåde fra den tyske flåde - die Kriegsmarine - havde i perioden held til at sænke to større engelske krigsskibe. I England blev der i perioden truffet omfattende
militære og civile beskyttelsesforanstaltninger for at minimere et eventuelt tysk
bombeangreb mod de vigtigste byer. Ex fik alle i de større byer udleveret en
gasmaske for det tilfælde at Tyskland ville bruge giftgas ved et
bombeangreb. Børn blev evakueret fra de store byer til landdistrikter.
Se evt.
1.5 Tyskland besætter Danmark og Norge Efter Polens kapitulation var Tyskland først til at gå i aktion. Den 9. april 1940 blev Danmark og Norge angrebet af Tyskland med det formål at besætte de to lande for at sikre malmleverancerne fra Sverige til den tyske rustningsindustri. Danmark accepterede en såkaldt "fredsbesættelse" samme dag - den 9. april -, mens kampene i Norge fortsatte med assistance fra England og Frankrig indtil den 7. juni 1940, og endte med tysk militærbesættelse af hele Norge. Alt sammen beskrevet mere detaljeret i afsnittet
2. Tyskland angriber Vesteuropa - "Fall Gelb" 10. maj 1940 2.1 Situationen før angrebet Før angrebet den 10. maj 1940 havde Holland, Belgien og Luxembourg på forhånd erklæret sig neutrale i den krigstilstand, der havde eksisteret mellem Frankrig og England på den ene side og Tyskland på den anden side fra den 3. september 1939. Belgien havde i 1936 - umiddelbart før den tyske remilitarisering af Rhinlandet - opsagt sin forsvarsaftale fra 1920 med Frankrig, og erklæret sig neutral. Men da angrebet startede den 10. maj 1940, allierede Belgien sig med England og Frankrig samme dag. Belgien lod engelske og franske enheder rykke ind i Belgien for at forsøge at standse den tyske fremrykning så hurtigt som muligt. Før angrebet den 10. maj havde Tyskland opmarcheret tre hærgrupper A, B og C - i alt 90 divisioner - ved grænserne til de fire lande, Holland, Belgien Luxembourg og Frankrig. Langt hovedparten af hærgrupperne var opmarcheret på Rhinlandets Vestbred, altså i det område, der før 1936 var en demilitariseret zone!!!
Hollands, Belgiens og Frankrigs mobiliserede hære samt den engelske hær i Frankrig talte den 10. maj i alt 151 divisioner. Opmarcheringen i Rhinlandet den før den 10. maj 1940 I ugerne før tyskernes angreb blev den hærstyrke, der skulle gennemføre angrebet mod Vesteuropa opmarcheret på Rhinlandets Vestbred og syd for Rhinlandet. Hærstyrken bestod af 90 divisioner med ialt ca. 1 million soldater fordelt på tre hærgrupper, A, B og C214.
Se evt.
2.2 Tyskernes angrebsplan - Schlieffen planen anno 1940 og Mansteinplanen Angrebsplanen for Hærgruppe A - Mansteinplanen - var hovedangrebet. Hærgruppe A var den mest mobile hærgruppe. Den skulle angribe gennem Ardennerne i Belgien og Luxembourg. Angrebet skulle ske henover et stærkt kuperet område med tætte skove, få indbyggere og et meget spinkelt vejnet, og fortsætte henover Meuse floden i området mellem Dinant og Sedan. Det var vigtigt, at angrebet blev så camoufleret som muligt, så de allierede koncentrerede sig om Hærgruppe B´s fremrykning. Ardennerne er velegnet til en camoufleret fremrykning, hvis man ellers har forberedt sig på at kunne komme igennem det med mange køretøjer, især kampvogne. Efter at have
passeret Meuse floden var målet for hærgruppen hurtigst muligt at rykke
tværs over Nordfrankrig til Den Engelske Kanal og derved indeslutte de
engelske og franske hærstyrker i Nordfrankrig og Belgien fra resten af
den franske hær og fra at få forsyninger sydfra. Se
evt. Hærgruppe A´s organisatiom
De allierede havde forudset et mindre tysk fremstød gennem Ardennerne mod området mellem Namur og Sedan. Et sådant mindre fremstød blev anset for at være let at stoppe ved den 60 m brede flod Meuse. Et massivt fremstød gennem samme område anså den allierede hærledelse for at være praktisk umuligt at gennemføre. Det var et sådant fremstød Hærgruppe A stod opmarcheret til at gennemføre. Angrebsplanen for Hærgruppe B var, at
den skulle ligne en moderniseret udgave af Schlieffen-planen
fra Første Verdenskrig.
Se evt. afsnittet
Hærgruppe B havde
to mål: Holland og Belgien. Angrebet på Holland er beskrevet i
punkt
Hærgruppens fremrykning nord om Ardennerne og gennem Belgien nord om Namur var det scenarium, den engelsk / franske hærledelse i maj 1940 også havde forventet ville være tyskernes hovedangreb. De allieredes forsvarsplan - Dyle planen - var derfor fokuseret på at imødegå et sådant angreb. Hærgruppe C. Hærgruppens 17 divisioner var opmarcheret på tysk område langs den franske forsvarslinje - Maginotlinjen - fra Saar området til den schweiziske grænse. Det var planen at Hærgruppe C ved sin blotte tilstedeværelse skulle "binde" den del af den franske hær, der dækkede Maginotlinjens bagland til at blive, hvor de var, og ikke rykke mod nord for at assistere styrkerne i Nordfrankrig. Et tysk angreb over
selve
2.3 De allieredes forsvarsplan - Dyle planen De allierede i denne sammenhæng er Belgien, England og Frankrig. Den franske øverstkommanderendes - general Gamelins - plan til at imødegå det forventede angreb gennem Belgien nord om Ardennerne blev kaldt Dyle-planen. Ved et tysk angreb gik planen gik ud på,
Se evt. Fordelen ved at rykke 1. armégruppe fra Nordfrankrig ind i Belgien for at møde tyskerne dèr, var at undgå langvarige krigshandlinger i det stærkt industrialiserede Nordfrankrig. Det var det, der skete under Første Verdenskrig. Ulempen ved planen var dels
Sammen skulle de allieredes hærstyrker stoppe tyskernes fremrykning ved en forsvarslinje fra Breda i Holland, over Antwerpen, derefter langs den belgiske flod Dyle og over "Gembloux-gabet" til Namur ved floden Meuse. Nordøst for Dyle planens linje havde Belgien selv en fremskudt forsvarslinje gående fra Antwerpen langs Albertkanalen forbi fort Eban-Emael til Liège. Se nedenstående kortskitse kort 1. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Se kortet som .pdf fil
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Ordliste leksikon Noter - Kilder
|
3. Angrebet nord om Ardennerne mod Holland og Belgien 3.1 Den tyske hærgruppe B's angreb Hærgruppe B's angreb den 10. maj var umiddelbart det mest synlige og foruroligende set fra de allieredes side. Hærgruppen angreb i to retninger, den ene mod Holland og den anden mod Belgien og Nordfrankrig. Hærgruppe B's angreb mod Belgien startede nord for Ardennerne og gik gennem Lìège / Maastricht området. Hærgruppe B's angreb mod det centrale Holland er
beskrevet i
punktet
Hærgruppe B's hurtige fremrykning mod Nordfrankrig blev sikret ved at tyskerne fra starten indsatte soldater - enten nedkastet med faldskærme eller landsat fra svævefly - ved vigtige punkter - især broer - i Holland (Maastricht området) og i Belgien (Floden Meuse og Albertkanalen).
3.2 Fortet Eban-Emael uskadeliggøres Den tyske angrebsplan mod Belgien og Frankrig var baseret på, at Hærgruppe B kunne rykke så hurtigt frem, at de allierede straks ville aktivere Dyle forsvarsplanen (se ovenfor). Det var meget vigtigt for tyskerne, at England og Frankrig fik aktiveret Dyle forsvarsplanen, før de fik konstateret omfanget af det flankeangreb, tyskerne var ved at etablere gennem Ardennerne mod Sedan området med hærgruppe A. Flankeangrebet var tyskernes hovedangreb. Se evt. punkt 4 herunder. Hærgruppe B's aktioner var hele forudsætningen for, at tyskernes Mansteinplan (se nedenfor) ville lykkes. Var de engelske og franske hærenheder blevet i Nordfrankrig, ville det tyske felttog mod Frankrig være blevet en meget langvarig affære. Hærgruppe B's angreb var derfor baseret på hurtig fremrykning med kampvogne, og angrebet var derfor afhængig af solide broer over floden Meuse og Albertkanalen. Hvis alle broer i området var blevet sprængt i luften eller var under beskydning fra fort Eban-Email, ville det have sinket og vanskelliggjort hærgruppens fremrykning betydeligt. Det var derfor meget væsentligt for tyskerne, som udgangspunkt at få uskadeliggjort fortet Eban-Email så hurtigt som muligt. Det skete ved at tyskerne angreb fortet direkte ved daggry den 10. maj, før det belgiske forsvar havde registreret, at et tysk angreb var startet. Tyske soldater landede lydløst med svævefly på toppen af fortet Eban-Emael. Toppen af fæstningsanlægget udgjorde en flere hundrede meter lang jævn græsflade, en ideel landingsplads for "lydløse" svævefly. Det var en angrebstype, det belgiske forsvar ikke havde forudset. Fortets kanoner var placeret under armerede kupler på toppen af fortet. Kanonerne kunne hæves lynhurtigt for at skyde, og lynhurtigt sænkes ned under den kraftige pansring for at blive ladt og rettet ind til næste skud. De tyske soldater beskadigede kanonernes pansring, ved at anbringe specielt udviklede kraftige sprængladninger ned over hver kanons pansring. Ved detonationerne blev kanonerne gjort ubrugelige. Fortet blev derved uskadeliggjort.
3.3 Broerne Siden England og Frankrig havde erklæret krig mod Tyskland den 3. september 1939 havde Maastricht / Liège området været i en form for permanent alarmtilstand. Alle broer over Albertkanalen var befæstet af den belgiske hær, og broerne over floden Meuse var blevet befæstet af den hollandske hær. Ved angrebets start den 10. maj nåede den hollandske og den belgiske hær derfor at sprænge alle de broer over Meuse og Albertkanalen, som kunne bære tunge køretøjer, - undtagen to meget vigtige broer over Albertkanalen. De to broer blev besat af tyske soldater landsat fra svævefly samtidig med landsætningen på toppen af fortet på Eban-Email. Landsætningen skete umiddelbart før vagtposterne nåede at sprænge broerne. Broerne blev besat af tyskerne, samtidig med at Eban-Emael fortet blev uskadeliggjort. De tyske soldater fra svæveflyene holdt de to broer besat, indtil hærenheder, der var rykket over grænsen om morgenen - 40 km øst for området - , nåede frem i løbet af aftenen. De hollandske sprængninger af broerne over Meuse i Maastricht området lykkedes, og det bevirkede, at tyskerne først måtte etablere pontonbroer over Meuse før deres kampvogne kunne rykke videre frem. Med fortet Eban- Emael sat ud af funktion kunne tyskerne - uden at være udsat for artilleribeskydning fra fortet - etablere de nødvendige pontonbroer over Meuse flodens smalle løb ved Maastricht. De sprængte broer over Meuse sinkede de tyske kampvognes fremrykning i et døgn. Med et døgns forsinkelse kunne Hærgruppe B's to panserdivisioner nu passere Belgiens
primære forsvarsline - Albertkanalen
/ Eban-Emael / Meuse floden - på deres vej mod de allieredes forsvarslinje ved Dyle
floden. Se evt. Det neutrale Holland var i omtrent i samme situation, som Danmark var den 9. april 1940. Landet har en lille udstrækning, og havde en lille hær i forhold til Tyskland. Landet havde erklæret sig neutralt, og det var derfor var ikke allieret med nogen. Som situationen var den 10. maj, var England ikke parat til at komme landet hurtigt til undsætning over Nordsøen.. Det var vigtigt for tyskerne at besætte Holland hurtigt, ligesom det var nødvendigt at besætte Danmark hurtigt den 9. april. For Hollands vedkommende var det for at undgå en oplagt engelsk landsætning og et efterfølgende modangreb langs Rhinens nordbred lige ind i det tyske Ruhr-område med sin omfattende våbenindustri. Selv tilstedeværelsen af en beskeden engelsk landsætningsstyrke i Holland ville betyde, at tyskerne ville blive nødt til at flytte styrker fra angrebet mod Belgien nordpå til Holland i stedet for at angribe Frankrig.
Hollands topografi med masser af kanaler, store områder under havets overflade som let kan oversvømmes, floddeltaer med mange broer, m.m. betyder at landet er uegnet for hurtig fremrykning over landjorden. Tyskerne benyttede derfor i vid udstrækning soldater nedkastet med faldskærm for hurtigt at få kontrol med landet. En situation det hollandske forsvar havde forudset. Til at skabe forvirring i det hollandske forsvar, og for at undgå at vigtige broer blev sprængt, var en del af de tyske soldater iklædt hollandske uniformer. Det hollandske luftforsvar var i højeste alarmberedskab, da tyskerne angreb. De hollandske jagerfly og antiluftskytskanoner bibragte det tyske flyvevåben Luftwaffe betydelige tab især af transportfly, der var beregnet til at landsætte faldskærmssoldater. Over halvdelen af de indsatte tyske transportfly af gik tabt. Tyskerne prøvede ved hjælp af de nedkastede faldskærmssoldater at tage regeringen til fange for at lamme landets beslutningsprocesser. Dette mislykkedes. I flere dage efter angrebets start lykkedes det for den hollandske hær at hindre tyskerne i at besætte Rotterdam. Hitler insisterede i sin førerordre nr. 11, at det Hollandske forsvar skulle nedkæmpes hurtigt. Den 14. maj sendte tyskerne derfor et ultimatum: Rotterdam ville blive terrorbombet, hvis byen ikke overgav sig. Den hollandske hær svarede inden ultimatummet udløb, at den ville opfylde betingelserne. På grund af interne tyske kommunikationsproblemer nåede en aflysning af bombardementet ikke frem til alle flyenhederne. Resultatet blev, at Rotterdam blev terrorbombet ved en fejltagelse. Den hollandske regering flygtede til England. Den hollandske hær opgav kampen og kapitulerede den 14. maj 1940 på 5. dagen efter angrebets start. 3.5 De allieredes hovedstyrke stopper midlertidigt Hærgruppe B i Belgien I Belgien rykkede den tyske Hærgruppe B
frem mod den allierede forsvarslinje, der gik fra Breda i Holland,
over Antwerpen, derefter langs den belgiske flod Dyle og
over "Gembloux-gabet" til Namur ved floden Meuse. På 5. dagen for angrebet stod parterne over for
hinanden ved Gembloux. Se evt. 3.5.1 Kampvognsslaget ved Hannnut På vejen frem mod Gembloux stødte Hærgruppe B's to panserdivisioner den 12. maj mod to franske kavaleridivisioner ved Hannut. Kavaleridivisionerne var udstyret med lettere kampvogne. De to kavaleridivisioners opgave var at sinke den tyske fremrykning frem mod Gembloux. Der var 623 tyske kampvogne mod 415 franske kampvogne i sammenstødet. Kun 52 af de tyske kampvogne havde så kraftig armering, at de kunne gøre nogen skade på de franske kampvogne. I første omgang fik franskmændene sinket de tyske panserdivisioners fremrykning. Kampvognsslaget var det første egentlige kampvognsslag i militærhistorien. De franske tab af kampvogne ved Hannut var hovedsagelig en følge tyskernes massive indsats af Stuka dykbombefly. Den 15. maj var de franske infanteridivisioner nået frem til deres planlagte forsvarsstillinger ved Gembloux. Kavaleridivisionerne havde løst deres opgave ved at sinke den tyske fremrykning, og de blev derfor trukket tilbage gennem Gembloux området ind bag den engelsk / franske forsvarslinje.
4. Angrebet gennem Ardennerne mod Frankrig 4.1 Den franske hærledelses katastrofale mistolkning - Mansteinplanen I løbet af de første to dage efter starten af den tyske Hærgruppe B's angreb på Maastricht området følte den franske hærledelse - med general Gamelin i spidsen - sig overbevist om, at dette var tyskernes hovedangreb. Det var især den tyske Hærgruppe B's angreb
direkte mod de allieredes Dyle linje, der fik overbevist general Gamelin. Et angreb som det lykkedes
ham at få stoppet midlertidigt
ved Gembloux. Se evt. Først på 4. dagen efter
angrebets start - den 13. maj - gik det op for general Gamelin, at tyskernes hovedangreb
ikke var Hærgruppe B's angreb mod Dyle linjen men derimod Hærgruppe A's
angreb
gennem Ardennerne i retning mod Meuse floden mellem Dinant og Sedan. Se evt. Området Namur - Dinant - Sedan var militært set den svageste del af hele den franske forsvarslinje, men til gengæld beskyttet af den 60 m brede og dybe flod Meuse. Sedan området var lige nord for Maginotlinjens nordligste fort. Ingen i den engelsk / franske hærledelse havde forestillet sig, at det var fysisk muligt af få en så stor hærgruppe som Hærgruppe A gennem Ardennerne på dette sted i løbet af et par dage, og derefter bare krydse Meuse floden. Og slet ikke med over 1500 kampvogne, der ville kræve meget kraftige pontonbroer over Meuse floden. Tyskernes plan med angrebet må også siges at have været meget højt spil. Forudsætningen for at den ville ykkedes var, at den allierede hovedstyrke skulle være langt væk fra området mellem Dinant og Sedan, når Hærgruppe A nåede floden. Hver ekstra dag der gik, inden de tyske kampvogne var kommet over Meuse floden, ville svække mulighederne for planens succes betydeligt. Ideen til at foretage hovedangrebet
gennem Ardennerne var kommet fra den tyske
general von Manstein,
der dog
ikke havde nogen fremtrædende post under selve angrebet. Planen var klar i
februar 1940. Hitler var meget begejstret for ideen, og tog den til sig
som sin egen. Se evt. 4.2 Den tyske hærgruppe A's angreb Tyskerne havde skjult Hærgruppe A's fremrykning gennem Ardennerne så godt de kunne med camouflage, og de havde spredt fremrykningen ud over hele det skovrige, belgiske Ardennerområdes spinkle vejnet. Tyskerne havde kun mødt spredt modstand fra den belgiske hær og den del af den 2. franske armé, der var rykket over Meuse floden og ind i Ardennerne. Franskmændene havde de første par dage - trods flyrekognoscering - ikke været i stand til at overskue den angribende hærgruppes størrelse. Fremrykningen var ellers så massiv, at det førte trafikkaos for tyskerne på Ardennernes spinkle vejnet. Ved mødet med den tyske hærgruppe A i Ardennerne trak enhederne fra den 2. franske armé sig tilbage over Meuse floden. Sammen med den 9. franske armé sprængte de alle områdets broer, før tysk motoriseret infanteri nåede frem til floden. Flodbreddens stejle skrænter ved Dinant og Monthermé var på vestsiden befæstede med bunkers med skudfelter ud over floden. Det var imidlertid svagt udrustede enheder fra den franske 9. armé, der skulle forsvare flodens vestbred. Arméens menige soldater såvel som officerer var for størstedelens vedkommende ældre reservister. Trods befæstningerne på flodens vestbred lykkedes det allerede den 13. maj for tyske soldater at krydse floden Meuse i gummibåde ved Dinant, og etablere brohoveder på vestbredden. Samme dags aften lykkedes det tyskerne af færge lettere kampvogne over floden. 4.3 60 meter pontonbro på få timer Tyske ingeniørregimenter (pionérer) begyndte straks at bygge pontonbroer over Meuse floden, så panserdivisionernes tunge kampvogne kunne komme over floden. Broer blev bygget ved Sedan, ved Dinant og ved Monthermé. Ved Sedan er floden ca. 60 meter bred med fladt terræn på begge sider. Før tyskerne kunne starte med at etablere broer her, måtte tyske infanterister besætte et højdedrag på flodens vestbred. Franskmændene havde hverken tilstrækkeligt med artilleri eller tilgængelig flystøtte til at hindre brobygningen. Tyskerne havde ikke nået at få artilleri frem til at dække brobygningen. For at dække brobygningen mod beskydning fra fransk artilleri blev de franske styrker omkring broområderne - især Sedan - udsat for et hidtil uset kraftigt bombardement fra tyske Stuka dykbombefly. Den 14. maj - på 5. dagen for det tyske angreb - var panserdivisioner fra Hærgruppe A kommet over Meuse to steder, ved Sedan og Dinant, og straks begyndt at udbygge og sikre brohoveder på den anden side af floden. Se Hærgruppe A´s organisation
Ved Sedan trak de sparsomt udstyrede franske enheder sig tilbage. Et fransk modangreb på de nyoprettede tyske stillinger på den vestlige side af Meuse floden var for længe om at blive sat i værk. Selv et mindre fransk modangreb ved Sedan den 15. maj kunne være blevet katastrofalt for tyskerne. Men efter en dags fransk tøven var de tyske stillinger blevet så stærke, at de franske styrker nu ikke længere havde nogen chance for umiddelbart at nedkæmpe dem og stoppe det tyske panserarmékorps' massive fremrykning. Da hele general Guderians panserarmékorps var kommet over Meuse floden og gennem de franske forsvarslinjer, fortsatte det ud i et åbent nærmest fladt terræn velegnet for tunge kampvogne. Der var nu hverken naturlige hindringer eller større franske militære enheder i området, der ville være i stand til at stoppe armékorpset på dets vej ind i det militært set "tomme" Nordfrankrig. 4.4 Slaget om Frankrig afgjort Den allierede hovedstyrke stod på 5. dagen for angrebet langs Dyle linjen i Belgien. Det var over 100 km fra Sedan. Den allierede hovedstyrke eller dele af den kunne ikke uden videre vende på en tallerken og forsøge at standse det tyske hovedangreb over Meuse floden ved Sedan. Hertil kom, at yderligere tyske styrker fra Hærgruppe B nordfra rykkede frem mod Dyle linjen. En fransk kampvognsdivision - 1. DCr -, der befandt sig ved den østlige del af den allierede hovedstyrke ved Dyle linjen, rykkede mod sydøst for at prøve at standse dele af tyskernes Hærgruppe A ved Dinant ved Meuse floden. Det lykkedes her divisionen at sinke det tyske 15. armékorps' fremrykning i 24 timer ved Flavion, før den selv blev nedkæmpet. Vejene til Flavion var blevet vanskelligt fremkommelige på grund af mange flygtninge. Divisionen ankom til et område, som den 9. franske armés infanteridivisioner netop havde forladt. Kampvognsdivisionen havde derfor ikke den nødvendige infanteristøtte, da den ankom til området. Kampvogndivisionens artilleri var endnu ikke nået frem til Flavion, da Rommels 7. Panzerdivision dukkede op. Da 7. Panzerdivision dukkede op ved Flavion, var den franske kampvognsdivision netop ved at tanke op. De fleste af de franske kampvognene havde endnu ikke fået fyldt brændstof på, og måtte derfor forsvare sig mod tyskerne ved at skyde fra stationære positioner. Den franske kampvognsdivision blev samtidigt udsat for kraftige luftbombardementer fra de samme Stuka fly, som tidligere havde bombarderet de franske enheder ved Sedan og Dinant. I løbet af 24 timer var den franske kampvognsdivision - 1. Dcr - praktisk taget blevet nedkæmpet. Den franske hærledelse - med general Gamelin i spidsen - fejlvurderede - på grund af dårlig og langsommelig kommunikation fra kampområderne - , hele tiden, hvor modangrebene skulle sættes ind. Enheder fra de allieredes hærstyrker fra Dyle linjen havde som nævnt ikke nogen chance for at nå at imødegå den del af Hærgruppe A, der passerede Meuse floden ved Sedan. Det var general Guderians 19. panserarmékorps bestående af 1., 2. og 10. Panzerdivision. Den 2. franske armé i området fik ikke organiseret noget modangreb før hele tyskernes 19. panserarmékorps var kommet over Meuse floden. Panserarmékorpset mødte derfor ikke nogen væsentlig modstand på deres vej fra Sedan direkte mod Den Engelske Kanal. Hele Nordfrankrig - nord for Aisne og Somme floderne - var - som allerede nævnt - praktisk taget blevet tømt for allierede styrker, da tyskernes angreb startede den 10. maj. Den eneste fare for tyskernes 19. panserarmékorps bestod i et muligt flankeangreb fra den 2. franske armégruppe, der var stationeret syd floderne Aisne og Somme. Se evt. punkt 4.7. En af Guderians panserdivisioner, - den 19. panserarmékorps' 10. Panzerdivision - drejede - efter at have passeret Meuse floden ved Sedan - mod sydvest, Tilsyneladende med retning mod Paris. Korpsets to andre panserdivisioner fortsatte mod vest. Den 10. Panzerdivision opgave var - som et skinangreb - at markere et tysk flankeangreb mod Maginotlinjens bagland. Skinangrebet havde den tilsigtede virkning: (Se evt. punkt 4.8 "General Gamelins anden mistolkning.) Skinangrebet fik enheder fra den 2. franske armégruppe bag Maginotlinjen til rykke mod nordøst for at stoppe den tyske 10. Panzerdivision.
Den 2. franske armégruppe skulle nu prøve at standse tyskernes 10. Panzerdivision, og presse den tilbage mod Sedan. Armegruppen fik assistance fra en kampvognsdivision - 3. DCr. Modangrebet blev af forskellige årsager startet en dag for sent, og det var derfor forgæves til trods for heftige kampe. Den tyske 10. Panzerdivisions angreb blev dog kraftigt imødegået ved den lille landsby Stonne på et 335 m højtliggende område ca. 15 km syd for Sedan. Kampene omkring Stonne blev så heftige, at herredømmet over byen skiftede 17 gange på tre dage 15. - 17. maj. Det kom til at koste tyskerne tabet af 24 kampvogne, mens franskmændene mistede 33.
Den tyske Hærgruppe C, der stod opmarcheret overfor
Et mindre tysk angreb den 19. maj mod Maginotlinjens yderste nordlige befæstningsanlæg La Ferté lykkedes dog. Men det var uden betydning for den tyske fremrykning, da de tyske panserstyrker den dag allerede var nået mere end 100 km vest for området. Som følge af den tyske Hærgruppe A's gennembrud ved Sedan og indrykning i et Nordfrankrig, der var tømt for større militære enheder, indså den franske premierminister Paul Reynaud allerede den 15. maj, at slaget om Frankrig var tabt. Det var blot 5 dage efter det tyske angreb på Vesteuropa startede.
4.6 Luftangrebene Det tyske flyvevåben - Luftwaffe - var rent materielt set mindre end det franske flyvevåben. Men store dele af det franske flyvevåben var imidlertid ikke kampklart i maj 1940 til trods for, at landet havde været i krig med Tyskland i over 8 måneder. Det franske flyvevåbens enheder var desuden spredt ud over hele Frankrig, og var ikke organiseret til at kunne ikke yde en koncentreret indsats i et afgrænset område..
De tyske jagerfly var de belgiske og franske fly overlegne i luftkamp. Det lykkedes reelt Luftwaffe at nedkæmpe det belgiske og decimere de kampklare dele af det franske flyvevåben i Nordfrankrig i løbet af de første dage af angrebet. Store dele af det franske flyvevåben nåede end ikke at blive kampklart og overført til kampafsnittene, før der var blevet indgået våbenstilstand. En del af det engelske flyvevåben - Royal Air Force (RAF) - var blevet overflyttet til Frankrig sammen med det meste af den engelske hær. I England var RAF organiseret i en Fighter Command bestående udelukkende af jagerfly og en Bomber Command med bombefly, men alle RAF's fly i Frankrig var blevet formeret i en enhed - RAF Advanced Air Striking Force (AASF). De engelske bombefly var - målt med tyskernes - ikke moderne bombefly. De blev bl.a. sat ind i aktioner mod vitale broer over Albertkanalen og Meuse efter at tyskerne havde besat broerne. Men allerede på 5. dagen for tyskernes angreb var praktisk talt alle engelske bombefly gået tabt - især på grund af kraftig beskydning fra tyske luftværnsstillinger ved broerne. RAF's Fighter Command havde overført 6 eskadriller moderne jagerfly (Hurricane) til AASF i Frankrig før starten på angrebet den 10. maj. Yderligere 4 eskadriller blev overført de første to dage efter. De 10 eskadriller RAF jagerfly var sammen med de få operationsklare franske jagerfly i området alt for få til at kunne forhindre Luftwaffe i at yde massiv luftstøtte til de to tyske hærgrupper under fremrykningen. De lette tyske bombefly - især den
frygtede dykbomber af typen Stuka (se
evt.afsnittet
Den franske premierminister Paul Reynaud tryglede i de første dage efter angrebet den engelske premierminister Churchill om at sende flere af RAF Fighter Commands jagereskadriller til Frankrig, men især chefen for Fighter Command - Air Chief Marshal Dowding - var imod. Han forventede at skulle bruge sine jagereskadriller til at forsvare England mod angreb fra Luftwaffe, når - som han forudså - Frankrig var besejret. Selv om Air Chief Marshal Dowding havde sendt alle sine eskadriller til Frankrig, ville det - efter hans mening - ikke gøre nogen afgørende forskel på kampene på landjorden. Tyskerne havde flere moderne jagerfly end han havde. Som Air Chief Marshal Dowding så det, ville det være en stor fordel for tyskerne, hvis de kunne have nedkæmpet en stor del af hans Fighter Command samtidig med, at de besejrede Frankrig. Ikke desto mindre gav Churchill - som resultat af det ovenfor omtalte møde den 16. maj - efter for Frankrigs anmodningen om flere jagereskadriller. Yderligere 6 eskadriller blev stillet til rådighed for kampene i Belgien og Frankrig. De skulle operere fra baser i England. Se omtale af resultatet af RAF's indsats i Belgien og Frankrig i punkt 12 "Det engelske flyvevåben RAF's indsats". 4.7 Oberst de Gaulle forsøger flankeangreb General Guderians fremrykning med sine tre panserdivisioner fra Sedan på vej mod Den Engelske Kanal gik så hurtigt, at hærgruppens marcherende infanteridivisioner ikke kunne følge med. Infanteriet var - bortset fra nogle enkelte divisioner - ikke motoriseret, og det skulle i vidt omfang marchere frem. Infanteriets opgave under fremrykningen var, at sikre det område, panserstyrkerne netop havde erobret. Var infanteriet ikke nået frem inden panserstyrkerne rykkede videre, ville det åbne op for et oplagt flankeangreb sydfra ind i det "tomme" mellemrum. Situationen var oplagt for at organisere franske flankeangreb sydfra, og det blev også forsøgt. Den daværende franske oberst de Gaulle angreb den 17. maj sydfra ved Laon med en hastigt sammensat kampvognsstyrke - den 4. DCr -, men aktionen mislykkedes. En del af de Gaulles styrker angreb i et område, de tyske panserstyrker endnu ikke havde forladt. Den 19. maj gentog de Gaulle forsøget med en forstærket 4. DCr kampvognsstyrke ved Crécy, men ligeledes forgæves. Antallet af franske kampvogne var for lille, og mandskabets træning var for utilstrækkeligt. 4.8 General Gamelins anden mistolkning De første dage efter den tyske Hærgruppes A's gennembrud ved Sedan var det den franske general Gamelins opfattelse, at hærgruppen enten ville foretage et flankeangreb på Maginotlinjens nordende og / eller var på vej direkte mod Paris. Den 10. Panzerdivisions skinangreb mod området omkring Stonne havde gjort sin virkning. Se evt. punkt 4.5 "Kampene ved Stonne". Først den 17. maj bliver det tydeligt for general Gamelin, at spydspidsen af Hærgruppe A - general Guderians panserarmékorps bestående af 2 af hans 3 panserdivisioner - meget tydeligt var på vej direkte mod Den Engelske Kanal for derved militært set at skære Frankrig i to dele. General Gamelin planlagde derfor nu et modangreb i
form af to fremstød mod Hærgruppe A på deres vej til Kanalkysten. Det
ene skulle
sættes ind nordfra - fra Arras - og
det andet sydfra - fra Ameins. Ideen var at skære den tyske fremrykning
over og muliggøre en tilbagetrækning af allierede styrker fra
Belgien til områder syd for Somme floden. Se evt. General Gamelin overtog ikke selv den direkte kommando over de involverede styrker, og forsøget var end ikke startet før Gamelin var blevet afskediget den 18. maj. Han blev erstattet af den 73-årige general Waygand, som netop var blevet kaldt hjem fra Libanon. General Waygand skulle først sætte sig ind i situationen, så han kunne ikke direkte overtage Gamelins planer. Chancen for, at det dobbelte flankeangreb kunne lykkes, blev derved umiddelbart forpasset. På det sidste stykke af vejen fra
Sedan til Den Engelske Kanal rykkede general Guderians panserarmékorps frem langs
med nordsiden af Somme floden.
Under fremrykningen etablerede korpset mindre brohoveder tre
steder på den
sydlige side af floden. Se evt. Brohovederne skulle lette overgangen over Somme floden, når tyskerne senere skulle starte felttoget mod Paris og Sydfrankrig. Hærgruppens infanteri fulgte efter panserarmékorpset så hurtigt de kunne, og besatte efterhånden - sammen med Hærgruppe B - hele landområdet mellem Somme floden og den belgiske grænse.
5. Seglsnittet 5.1 Den allierede hovedstyrke bliver indkredset Fra at være et - set fra allieret side - mindre flankeangreb gennem Ardennerne, udviklede den tyske Hærgruppe A's panseroffensiv sig hurtigt til at blive militærhistoriens hidtil største indkredsningsmanøvre. Mansteinplanen - se evt. punkt 4.1 - var lykkedes. Efter at have fået hele sit 19. panserarmékorps over Meuse floden ved Sedan den 15. maj fortsatte general Guderian fremrykningen vestpå med panserdivisionerne så hurtigt som muligt. Det var for hurtigt for hærgruppens infanteri, og Guderian fik af såvel chefen for hæren som af Hitler ordre til at stoppe op. (Hitlers første stopordre). Det sinkede panserarmékorpsets fremrykning en dag. Efter at have avanceret over 300 km på tværs af Nordfrankrig på 5 dage nåede panserarmékorpset Abbéville ved Somme flodens udløb i Den Engelske Kanal den 20. maj - på 11. dagen for angrebets start. Den allierede
hovedstyrke i Belgien og Nordfrankrig på over en million soldater var nu
blevet indkredset, og militært set var Frankrig blevet delt i to
områder af tyskernes fremrykning langs aksen floderne Somme og Aisne.
Se evt. Hele den tyske manøvre blev kaldt "seglsnittet", på engelsk The Sickle Cut, på tysk Der Sichelschnitt. Hærgruppe B havde i samme tidsrum indtaget Bruxelles og Antwerpen og havde presset den allierede hovedstyrke mod sydvest ind i den belgiske landsdel Flandern. Der foregik ingen kampe om Bruxelles, idet byen blev erklæret for "åben by". 5.2 Modangrebet ved Arras Fra den 18. maj gik den i forvejen ineffektive ledelse af de allieredes forsvar mere eller mindre i opløsning. Den 19. maj orienterer chefen for BEF den engelske general Gort den franske general Billotte, chef for 1. franske armégruppe om, at han planlægger at trække den engelske hær - BEF - ud mod Dunkerque ved Kanalkysten. General Gort var organisatorisk underlagt general Bilotte!!! Den engelske regering sendte landets generalstabschef Ironside til de allieredes hovedkvarter i Belgien for at få klaring på situationen. På hans insisteren blev der iværksat et forsøg på at komme ud indkredsningen ved hjælp af et angreb sydpå fra Arras. Målet for angrebet var at bryde indkredsningen og afskære de fremrykkende tyske panserdivisioner fra deres efterfølgende infanteridivisioner. Det var egentlig planlagt til at ske den 18. maj af den nu afskedige general Gamelin som beskrevet i foregående afsnit. Angrebet blev startet den 21. maj af fire bataljoner - hovedsagelig kampvognsbataljoner - fra BEF uden at de nødvendige infanterienheder var nået frem. Angrebet stødte ind i den tyske general Rommels 7. Panzerdivision. De engelske kampvogne var general Rommels kampvogne klart overlegne. De påførte tyskerne svære tab af kampvogne, og drev i nogle timer de tyske enheder på flugt. Men englændernes modangreb kunne ikke følges op, da de nødvendige infanteridivisioner som nævnt ikke var nået frem. Tyskerne fik derfor standset det allierede modangreb sent på dagen. Det skete dels ved hjælp af 88 mm luftværnskanoner, dels dels ved hjælp af Stukas dykbombefly. (Kanonerne tilhørte luftværnsartilleriet, men var også særdeles effektive mod kampvogne på grund af granaternes store udgangshastighed.) Ved dagens slutning var de engelske enheder drevet tilbage
til deres udgangspositioner ved Arras. Se evt. 5.3 General Waygand overtager kommandoen Den nye øverstkommanderende general Waygand, der var kommet direkte fra Beirut i Libanon den 19. maj, kunne naturligvis ikke kende situationen godt nok til at kunne udstede ordrer samme dag. Først den 20. maj får han så meget overblik over situationen, at han, på et møde i Ieper (Ypres) den 21. maj med generalerne for hovedstyrken, ville kunne aftale et modangreb. Mødet forløb således: General Weygand flyver fra Paris om morgenen den 21. maj for at mødes med generalerne fra hovedstyrken i Béthune i det indkredsede område. Mødestedet viser sig at være en misforståelse. Så flyver han til Calais, hvor man finder ud af, at mødet skulle være i Ieper (Ypres). Først om eftermiddagen finder general Billotte, chef for 1. armégruppe, frem til mødet. På grund af almindelig forvirring og mangel på kommunikation kan man ikke finde general Gort fra BEF. Han når ikke frem til mødet!!!!210 Samme dag - den 21. maj, som general Weygand holder mødet i Ieper (Ypres), angriber enheder fra BEF tyskerne ved Arras som beskrevet ovenfor. 5.4 Waygand planen General Waygands plan fra den 21. maj omfattede i princippet det angreb, der var startet tidligere på dagen fra Arras. Men Waygands plan omfattede større dele af de allierede styrker i det indkredsede område, styrker, der ligeledes skulle angribe med udgangspunkt i Arras. De skulle massivt rykke sydpå for at bryde indkredsningen, samtidig med op mod 20 franske divisioner fra de andre franske armégrupper syd for Somme floden skulle rykke nordpå og møde dem. Som nævnt ovenfor, havde Waygand ikke haft lejlighed til at diskutere planen med general Gort fra BEF. Det viste sig umuligt at koordinere en så omfattende operation på få dage, og udgangspunktet - Arras - var blevet besat at tyskerne netop den 21. maj om aftenen, se punkt 5.2 ovenfor. Muligheden for at udføre general Weygands plan blev yderligere hæmmet af, at general Billotte - chef for 1. armégruppe - blev alvorlig såret ved en færdselsulykke på vej tilbage fra mødet den 21. maj. Han dør den 23. maj. Syd for Somme floden kunne der ikke samles 20 divisioner som planlagt, højest 6 divisioner205. Waygand planen måtte opgives. Den 20. maj var den tyske general Guderians 19. panserarmékorps allerede nået ud til kysten ved Den Engelske Kanal, og området mellem den allierede hovedstyrke i Nordfrankrig og Somme floden var ved at blive fyldt op af fremrykkende tysk infanteri.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
se en udgave af kortet på
.pdf format
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Aa-linjen, Aa-kanalen, floden Aa Aa-kanalen er en del af floden Aa på strækningen fra Gravelines over Watten til Saint-Omer. Strækningen er ca. 32 km. Gravelines ligger midt mellem Calais og Dunkerque. Med Aa-linjen menes en linje, der omfatter Aa-kanalen og fortsætter mod syd fra Saint-Omer over Béthune til Lens. Den har samlet en længde på ca. 80 km. Se kort 2.
Den 24. maj beordrede Hitler - af uafklarede grunde - at Hærgruppe A ikke måtte overskride Aa-linjen beskrevet ovenfor. Ordet uafklarede skal forstås på den måde, at der ikke eksisterer nogen skriftlig dokumentation, der kan klarlægge årsagen til / begrundelsen for selve stopordren - set i ly af de mulige konsekvenser. Hitler tog ikke selv initiativet til stopordren. Han valgte at støtte general von Rundstedts planer for, hvordan den indkredsede allierede styrke skulle nedkæmpes. Hitler havde næppe helt kunnet overse situationen og dermed konsekvensen for stopordren. Han var ligesom general von Rundstedt konstant bange for allierede mod- eller flankeangreb.
En omorganisering af styrkerne mellem de to hærgrupper
var i spil fra hærchefens, von Brauchitschs, side op til aktionen mod Dunkerque.
Hærledelsen ønskede at de indkredsede allierede styrker helt
skulle omringes og om nødvedigt nedkæmpes alene af Hærgruppe B, der så til gengæld skulle have overført
alle
panserstyrkerne fra von Rundstedts
Hærgruppe A. Se evt.
Von Rundstedt var imod hærchefens plan. Von Rundstedt var den general,
Hitler havde mest tillid til. Hitler havde ikke hørt om planen
før deres møde. Hitler accepterede von Rundstedts modstand mod omorganiseringen og annullerede
hærchefens ordre.
Ved at annullere omorganiseringen og følge von Rundstedts ideer
til den videre kamp accepterede Hitler dermed Rundstedts stopordre.
Hitler har - ifølge personer, der har talt med ham -
givet flere forskellige grunde til, at han accepterede
Rundstedts stopordre. De anførte grunde ligner efterrationaliseringer. Historikere har givet forskellige forklaringer på,
hvordan stopordren kunne være begrundet, og bud på mulige årsager. Det kan
inddeles i tre forklaringer:
1. Strategiske hensyn
2. Taktiske hensyn
3. Andre hensyn
ad 1. Strategiske hensyn:
Hitlers interesser var først og fremmest på
det europæiske kontinent. Han havde brug for "Lebensraum",
der kunne forsyne Tyskland med fødevarer og råstoffer.
England manglede selv fødevarer og råstoffer. Han ønskede derfor
en fredsaftale med England. Der var netop en uformel kontakt på
ambassadørplan i gang mellem England og Italien om en europæisk fredsordning ad 2. Mulige taktiske hensyn:
Hitler var bange for, at hans
kampvogne skulle køre fast i Flanderns net af kanaler og mudder.
En bekymring, der havde sit udspring i erfaringerne fra Første Verdenskrig. De
allierede havde ingen problemer med at køre i området i
maj 1940 bortset fra det oversvømmede område ved Gravelines vest
for Dunkerque.
Kun én tysk kampvogns-division
måtte forholde sig til problemer med terrænet. Efter at have
ventet i to dage med tiltagende iværksatte oversvømmelser af
området umiddelbart vest for Dunkerque, vurderede general Guderian, at
området ikke længere var egnet til angreb med tunge kampvogne.
Oversvømmelserne var iværksat som en forsvarsforanstaltning. Til
at angribe i det område blev Guderians 1.
Panzerdivision erstattet af en mobil infanteridivision. De
øvrige tyske kampvognsdivisioner havde ingen problemer med
terrænet, da slutangrebet mod Dunkerque gik i gang.
En anden taktisk overvejelse har været Hitlers ønske om at
spare kampvognene til det forestående angreb på Frankrig syd for
Somme / Aisne floderne.
I den forbindelse
har det selvfølgelig spillet ind, at den tyske militære
ledelse ikke har kunnet forestille sig, at det rent praktisk
kunne lade sig gøre at evakuere den engelske hær så hurtigt, som
det lod sig gøre. (Det havde den engelske militære ledelse
heller ikke!)
ad 3. Andre hensyn:
Andre militære enheder ønskede at
komme "til fadet" med den tilsyneladende lette sejr, man nu stod
overfor.
Görings Luftwaffe "vandt"
striden om at gennemføre aktionen i første omgang. Men da det
mislykkedes for Luftwaffe, ophævede Hitler selv stopordren efter to dage.
I de to dage havde især englænderne fået opbygget et brugbart
flankeforsvar
langs vejene til og omkring Dunkerque.
Efter at praktisk talt hele den engelske hær og dele af den franske hær var
blevet evakueret, kapitulerede de sidste få tilbageværende
allierede enheder i Dunkerque den 4. juni.
Det var 10 dage efter, at enheder fra Hærgruppe A kunne have
afskåret de engelsk / franske
hærstyrker fra at komme til Dunkerque og dermed slippe væk over havet!
hvad var ordren?
hvordan blev den til?
for en detaljeret gennemgang
se
se evt.
Hitlers nye
hovedkvarter For at være nær ved kampområdet
i det sydlige Frankrig flyttede
Hitler selv den 6. juni til et nyt spartansk indrettet men bombesikret førerhovedkvarter "Wolfsschlucht".
Det var opført i et tæt skovområde i den lille belgiske landsby Brûlis-de-Pesche nær grænsen til Frankrig, ca. 60 km sydvest fra Namur
ved Meuse floden. Det berømte foto, hvor Hitler "danser", da han hører
om Frankrigs anmodning om våbenstilstand, er fra
"Wolfsschlucht". Hitler forlod sit "vestlige"
førerhovedkvarter "Wolfsschlucht" den 28. juni 1940, og vendte
ikke senere tilbage til det.
Seelöwe Sea Lion Efterspillet Kronologi - Tavle 1 Kronologi - Tavle 2 Ordliste leksikon Noter - Kilder
Achtung Panzer!
1. de Gaulles bog "Vers une armée de métier" (Om en professionel hær) fra 1934, 2. den tyske general Guderians bog fra 1937 om brug af selvstændige panserstyrker til hurtig gennembrydning af en modstanders forsvarslinje, og
3. at
samme ledelse havde fulgt
med i begivenhederne i Polen i 1939, hvor Guderians teorier blev afprøvet.
Den 1. september 1939, om aftenen
på angrebets første dag, gennembrød den 1.
tyske panserdivision den polske forsvarslinje ved byen Klobuck.
Det virker absurd, at den franske generalstab med Gamelin
i spidsen ikke havde disponeret forsvaret med henblik på at kunne dæmme
op for et sådant tilsvarende kampvognsgennembrud i Frankrig.
En reorganisering af landets kampvognsvåben var sat i gang, men der var
kun dannet 6 små egentlige kampvogns-divisioner, da tyskerne angreb den 10. maj.
1. - 3. DML, 3 divisioner under kavaleriet, og
1. - 3. DCr, 3 divisioner under infanteriet.
Det
var i alt kun en tredjedel af antallet af kampvogne, der var organiseret i disse
kampvogns-divisioner. Resten af kampvognene var tildelt
infanteridivisionerne og spredt over hele Frankrig!
Kontrafaktisk set - ud fra situationen i april 1940:
Efter at Rhinlandet var blevet remilitariseret og Belgien havde
opsagt forsvarssamarbejdet med Frankrig i 1936, burde den franske
forsvarslinje have været
den franske nordgrænse sammen med Maginotlinjen.
Hvis det havde været tilfældet, så havde de allierede haft flere dage til at bemande kendte
forsvarsstillinger, før den tyske hær var kommet gennem Belgien.
Til en hurtig modaktion ved gennembrud af forsvarslinjen ved den franske nordgrænse kunne
de tre meget mobile franske kampvognsdivisioner fra det franske kavaleri, 1. - 3. DLM,
have været stationeret midt i det nordfranske
område, og dér have afventet begivenhedernes gang.
De tre kraftigt armerede DCR divisioner, der var knap så mobile, kunne have været stationeret
tre steder langs Frankrigs nordgrænse. Ex.: I Flandern, ved Valenciennes
og Sedan området.
Den 3. DCr var faktisk
stationeret i nærheden af Sedan med ret alvorlige konsekvenser for den
tyske 10. Panzerdivision!
|
6.1 Seglsnittet afsluttet Med den tyske general Guderians 19. panserarmékorps' indtog i Abbéville den 20. maj var indkredsningen af den allierede hovedstyrke effektiv - se kort 2 ovenfor. Hele indkredsningsmanøvren blev - som tidligere nævnt - kaldt "seglsnittet", på engelsk The Sickle Cut, på tysk Der Sichelschnitt. Det var nu ikke længere muligt at skaffe tilstrækkelige forsyninger til en fortsat kamp for den indkredsede hovedstyrke. Da yderligere forsøg efter den 21. maj på at kæmpe sig ud af indkredsningen måtte opgives, var der kun tre muligheder for den allierede hovedstyrke - enten kæmpe til sidste mand - eller at overgive sig - eller blive evakueret fra Dunkerque over Den Engelske Kanal til England. 6.2 Englændernes tilbagetrækning til Dunkerque Allerede den 19. maj havde chefen for BEF - den engelske general Gort - orienteret den franske general Billotte, chef for 1. franske armégruppe, om, at han planlægger at trække den engelske hær - BEF - ud mod Dunkerque ved Kanalkysten. General Gort var organisatorisk underlagt general Bilotte!!! Siden de allieredes nederlag ved Arras den 21. maj havde alle BEF´s bevægelser haft karakteren af en tilbagetrækningsmanøvre mod Kanalkysten. På grund af den tyske Hærgruppe A's hurtige fremrykning blev havnebyerne Boulogne og Calais besat / omringet før de første af BEF's større enheder nåede Kanalkysten. Det efterlod kun Dunkerque og Oostende som mulige udskibningshavne. Oostende blev udelukket ved Belgiens kapitulation den 28. maj. Se evt. punkt 8.3 nedenfor. Dunkerque var til sidst den eneste realistiske mulighed, hvis evakueringen skulle foregå fra en større havn. 6.3 Indkredsningen bliver tættere Begge de tyske hærgrupper A og B pressede
nu den allierede hovedstyrke
sammen på et
stadigt mindre og mindre område.
Se evt. General Guderians 19. panserarmékorps - fra Hærgruppe A - fortsatte den 22. maj fra Abbéville med det mål at besætte havnebyerne Boulogne, Calais og Dunkerque så hurtigt som muligt. Ved en hurtig besættelse af havnebyerne ville den allierede hovedstyrke hverken kunne få forsyninger fra England eller kunne undslippe fra kysten over Den Engelske Kanal. Den tyske Hærgruppe B var samtidigt på vej mod den belgiske havneby Oostende. Boulogne bliver erobret den 25. maj. Den 23. maj når Guderians 19. panserarmékorps Calais og omringer byen. Den engelske garnison i Calais overgav sig dog først den 26. maj. Den 23. maj havde general Reinhards 41. panserarmékorps nået byerne Saint-Omer og Aire ved Aa-linjen, og etableret brohoveder på Aa-kanalens modsatte bred. Den 24. maj var enheder fra Guderians
panserarmékorps nået til Aa-kanalen
ca. 15 km vest for Dunkerque. Se evt.
6.4 Rundsteds stopordre Den 23. maj om aftenen udstedte chefen for Hærgruppe A - general von Rundstedt - en ordre om, at hærgruppens angreb over Aa-linjen skulle udsættes, og tidligst ske den 25. maj. Baggrunden var, at nogle infanteridivisioner så kunne nå at slutte sig til panserdivisionerne, og panserdivisionerne kunne få tid til at reparere og klargøre beskadigede kampvogne. Von Rundstedts ordre kom derved til at stride mod en ordre fra hans chef, chefen for den tyske hær, von Brauchitsch. Von Brauchitschs ordre var udstedt samtidigt med von Rundstedts ordre. 6.5 Hærchefen von Brauchitschs ordre om omorganisering Von Brauchitschs ordre for den videre fremrykning forudsatte et fremstød over Aa-linjen ind i området på den østlige side af Aa-linjen så hurtigt som muligt, dvs. uden at afvente infanteridivisionernes opslutning. Fremstødet skulle afskære de allierede fra adgangen til Den Engelske Kanal, herunder især fra at benytte havnebyen Dunkerque. Ordren fra von Brauchitsch ville medføre en omorganisering af styrkerne før fremstødet. Von Brauchitsch og hans stabschef general Halder havde større tillid til chefen for hærgruppe B general Bocks evner og vilje til at gennemføre et hurtigt fremstød til at afskære de allierede hære i at nå ud til Den Engelske Kanal. Det samlede
fremstød mod de indkredsede allierede skulle ledes af Hærgruppe B, som til gengæld fik overført alle
Hærgruppe A's panser- og motoriserede infanteridivisioner samlet i den
4. armé. Se Den 4. armé skulle som nævnt ovenfor angribe vestfra over Aa-linjen med deres panserstyrker og
En del af Hærgruppe A's
almindelige infanteridivisioner skulle til gengæld sikre de allerede
erobrede stillinger langs Somme floden mod (flanke)angreb fra allierede
styrker på begge sider af floden. Denne kraftige omorganisering skulle gælde fra den 24. maj om aftenen.
Se evt.
7. Hitlers stopordre - "der Halt-Befehl" 7.1 Den 24. maj 1940 Om formiddagen - den 24. maj - mødtes Hitler med chefen for Hærgruppe A general von Rundstedt i hærgruppens hovedkvarter. Von Rundstedt orienterede Hitler om den aktuelle situation, og om hærchefens - general von Brauchitschs - ordre til omorganisering af hærgrupperne til den videre fremrykning. Hitler havde endnu ikke hørt om ordren og annullerede den. Hitler havde mere tillid til von Rundstedt. Hitler accepterede von Rundstedts plan for den videre nedkæmpning af den indkredsede styrke, og gav ham fuldmagt til udsætte Hærgruppe A's angreb over Aa-kanalen så længe han - von Rundstedt - fandt det formålstjenligt.
Hitler udstedte en egentlig stopordre i sit eget navn. Ingen tyske hærenheder måtte
indtil videre overskride Aa-kanalen
/ Aa-linjen til trods for, at området på den anden side af
Aa-kanalen endnu kun var svagt befæstet.
Se evt. søjlen til venstre:
Hitlers stopordre medførte, at Hærgruppe B's nuværende 21 infanteridivisioner skulle fortsætte angrebet mod Dunkerque fra nordøst. De af hærgruppens enheder, der var nærmest Dunkerque, var den 24. maj over 60 km fra Dunkerque, og de var ikke motoriserede! De stod bl.a. overfor motoriserede enheder af den 7. franske armé!!! Ved annulleringen af hærchefen von Brauchitschs ordre gjorde Hitler delvis von Rundstedt til hærchef i den aktuelle situation, så længe han - von Rundstedt - opretholdt stopordren! Den engelske og franske hær i det indkredsede område og Dunkerque skulle i første omgang nedkæmpes af det tyske flyvevåben Luftwaffe ved hjælp af luftbombardementer! Chefen for Luftwaffe - Reichmarschall Göring - havde i dagene op til den 24. maj netop foreslået Hitler, at hans Luftwaffe overtog nedkæmpningen af de allieredes styrker i det indkredsede område. Hitler havde på dette tidspunkt endnu stor tillid til Göring og beundring for Luftwaffes indsatser, så han accepterede Göring forslag. Praktisk talt alle andre
chefer indenfor det tyske
militær i området - inklusive Luftwaffe - anså det for at være en
håbløs opgave for et flyvevåben. Det, der gjorde opgaven specielt håbløs
for Luftwaffe, var, at de fleste af deres meget effektive Stukas dykbombefly var stationeret for langt væk
fra området, og de fleste af de øvrige bombefly skulle operere fra baser
i Tyskland. Vejrudsigterne for området var ikke favorable for en
bombeoffensiv. Se evt.
afsnittet
Først to dage senere - den 26. maj om aftenen - fik Hærgruppe A ordre til at fortsætte angrebet mod Dunkerque over Aa-linjen. Det var Hitler selv, der på eget initiativ ophævede stopordren. I de to dage, der var gået, var det ikke lykkedes Luftwaffe at ændre meget på situationen i området. Men i de tre dage, von Rundstedts og Hitlers stopordrer var effektive, havde de allierede - især englænderne - fået trukket størstedelen af deres styrker fra området omkring Lille ud mod Dunkerque området. På deres vej passerede de uantastet forbi general Reinhards 41. panserarmékorps, der stod afventende på deres venstre flanke ved byerne Saint-Omer og Aire ved Aa-linjen!!
For en detaljeret
gennemgang af omstændighederne se evt.
De allierede etablerede under tilbagetrækningen mod Dunkerque forsvarsstillinger langs Aa-kanalen og især omkring Dunkerque. Den engelske hær - BEF - fik ligeledes meget hurtigt etableret en flankebeskyttelse for det område, hvor den belgiske hær kapitulerede den 28. maj. Se evt. om Belgiens kapitulation i punkt 8.3 "Belgiens kapitulation" herunder. På grund af iværksatte oversvømmelser og
regnvejr ved Gravelines
vest for Dunkerque kunne general Guderians 19. panserarmékorps fra Hærgruppe A
nu ikke længere angribe Dunkerque
ad den korteste vej med deres kampvogne. Terrænet var blevet for blødt. Kun fra Watten og længere sydpå kunne
panserdivisioner angribe over Aa-linjen, men de avancerede nu kun langsomt på grund af englændernes nyoprettede forsvarsstillinger.
Se evt.
Hærgruppe B var den 26. maj endnu ca. 40 km fra Dunkerque. Den 28. maj kapitulerede den belgiske hær
med det resultat, at det område, de allierede var trængt sammen på, blev
kraftigt reduceret. Om Belgiens kapitulation se punkt 8.3 nedenfor.
Se evt.
Samme dag - den 28. maj
- blev general Guderians 19. panserarmékorps trukket ud af området
ved Aa-kanalen. Det blev efterhånden
erstattet af motoriseret infanteri. Panserarmékorpset rykkede helt tilbage til området sydvest for Sedan for at være klar til
det kommende angreb mod Sydfrankrig, der blev iværksat den 5. juni. Se
evt.
Det lykkedes ikke det tyske flyvevåben Luftwaffe at nedkæmpe de allierede hverken på vejen ud til Dunkerque eller i og omkring Dunkerque. Den 4. juni kapitulerede de sidste allierede styrker i Dunkerque til den fremrykkende tyske Hærgruppe B.
8. Forberedelse til evakuering 8.1 Evakueringens mirakler For den engelske hær i Nordfrankrig var Hitlers stopordre det første af to mirakler, der gjorde det muligt at få evakueret praktisk taget alle engelske soldater tilbage til England fra havnebyen Dunkerque. Uden Hitlers stopordre var ikke ret mange af soldaterne overhovedet kommet frem til Dunkerque. Det andet mirakel var
de helt usædvanligt fordelagtige vejrforhold under evakueringen fra
havnen i Dunkerque og fra stranden øst for byen. Se punkterne om selve
evakueringen nedenfor og evt. afsnittet
Om årsagerne til stopordren - se noten:
8.2 Forberedelser til evakuering På grund af indkredsningen af de allierede hære den 20. maj (se evt. punkt 6.1) begynder den militære ledelse i England den 23. maj at træffe forberedelse til at kunne trække sin del - BEF - af den allierede hovedstyrke hjem. Selve evakueringen fra Dunkerque startede den 26. maj.
I dagene umiddelbart før
evakueringen overvejede den engelske regering at gøre et forsøg på at
opnå en fredsaftale med Hitler. Reelt var der den 23. maj kun udsigt til at få en lille
del af hæren hjem. Se evt. afsnittet
Den engelske udenrigsminister Lord Halifax gik ind for at gøre forsøget, mens premierminister Winston Churchill var imod. Churchill fik sin vilje72,73. Hitler modtog ikke nogen form for henvendelse fra den engelske regering om fredsforhandlinger. England vælger således at fortsætte kampen mod tyskerne, selvom det var udsigtsløst for den engelske hær at bryde den indkredsning, de var havnet i. Den engelske flåde regnede kun med at kunne evakuere en brøkdel - ca. 40.000 - af BEF's styrker fra det nu indkredsede område omkring Dunkerque. 8.3 Belgiens kapitulation Ledelsen af den belgiske hær blev først officielt orienteret om englændernes - BEF's - evakuering den den 28. maj - efter den var startet!!! Samme dag kapitulerede den belgiske hær. Den forudgående engelske tilbagetrækning mod kysten havde åbnet mulighed for et storstilet tysk flankeangreb på den belgiske hærs positioner. For at undgå en sådan situation havde den belgiske hær derfor måttet rykke sammen på et lille landområde ved Yser floden. De sidste dage før kapitulationen kom den belgiske hær reelt kun til at fungere som flankebeskyttelse for den engelske hær!! Der var tilsyneladende ingen realistiske planer for, hvad der skulle ske med de belgiske soldater, når kampen mod tyskerne i Belgien og Nordfrankrig måtte opgives. Så chefen for den belgiske hær - den belgiske konge Leopold - kapitulerede. 7.500 belgiske soldater var allerede blevet dræbt under forsvaret af Belgien. Det var mere end dobbelt så mange som antallet af engelske soldater dræbt under aktionen i Belgien og Nordfrankrig fra den 10. maj til evakueringen startede den 26. maj.
9.1 Evakueringen fra Dunkerque maj / juni 1940 Den 20. maj var - som nævnt ovenfor i punkt 5.1 - over en million allierede soldater, herunder hovedparten af den engelske hær - BEF - blevet indkredset i det nordøstligste Frankrig og det belgiske landområde Flandern. Den allierede hærstyrke havde tilsyneladende ingen muligheder for at kæmpe sig ud af indeslutningen. Den eneste vej ud for hærstyrken ville være at blive evakueret over Den Engelske Kanal. Den 23. maj besluttede den engelske regering sig for at gøre klar til at evakuere så mange soldater som muligt fra den franske havneby Dunkerque. Efter at det var besluttet at evakuere den engelske hær fra Dunkerque, samlede englænderne alle former for skibe, der var i stand til at sejle de ca. 70 km fra Dunkerque til Dover. De blev organiseret i en stor evakueringsflåde under ledelse af Vice-Admiral Bertram Ramsay. I alt 861 skibe - de fleste meget små skibe - blev skaffet til veje og deltog i evakueringen. Til at hjælpe med evakueringen og beskytte evakueringsskibene havde Ramsay bl.a. fået samlet 56 af den engelske flådes destroyere. 9.2 The (second) Miracle of Dunkirk Den engelske flådeledelse havde - før operationen blev sat i værk - anslået, at det i løbet af nogle dage ville være muligt at evakuere ca. 40.000 soldater fra Dunkerque. Det lykkedes evakueringsflåden i dagene 26. maj til 4. juni at evakuere 338.000 soldater. 95 % af soldaterne blev evakueret mellem den 28. maj og den 4. juni. Bortset fra nogle få tusinde soldater, der til det sidste fanatisk kæmpede for at forsvare selve evakueringsområdet mod tyskerne, blev alle de allierede soldater, der nåede frem til Dunkerque, evakueret. Over 600.000 soldater - hovedsagelig franske - nåede ikke frem til Dunkerque og måtte gå i tysk krigsfangenskab. Enkelte franske enheder i det indkredsede område kæmper en "last stand" kamp mod tyskerne, især de franske enheder, der dækker tilbagetrækningen til selve evakueringsområdet i Dunkerque. Hovedårsagen til, at det lykkedes at evakuere så mange, skyldtes det andet mirakel. Det første mirakel var Hitlers stopordre til sine panserstyrker i dagene 24. - 26. maj, så de allierede soldater overhovedet kunne komme ud til kysten, se evt. punkt 8 ovenfor. Det andet mirakel var det for evakueringen usædvanligt fordelagtige vejr. Vejret over Den Engelske Kanal var - selv for årstiden - usædvanlig vindstille i alle evakueringsperiodens ti dage. Det var så roligt, at der alle dagene også kunne evakueres soldater i de mange små både direkte fra stranden øst for Dunkerque. Af det samlede antal evakuerede blev ca. 41 % evakueret direkte fra standen. For ikke at være for lette mål for det tyske flyvevåbens angreb, foregik det meste af indskibningen af soldaterne om natten. Om luftangrebene se evt. punkt 9.5 nedenfor. Vejret var ind imellem diset , og det regnede enkelte dage, hvilket hæmmede det tyske flyvevåbens angreb på området. De meget rolige vejrforhold var en stor fordel for de især mange små både, der deltog. Regnen og det disede vejr var en fordel for de større skibe, der derved undgik en del angreb fra det tyske flyvevåben på grund af den manglende sigtbarhed. 9.3 Farerne på havet På grund af sin overvældende størrelse - med bl.a. 56 destroyere i området - kunne den engelske flåde - Royal Navy - stort set sikre selve sejlturen over Den Engelske Kanal mod angreb fra den tyske flåde - Kriegsmarine. På grund af tysk artilleri på den franske kyst ved Calais området og en række minefelter i Den Engelske Kanal kunne evakueringsflåden kun benytte den korteste sejlrute til England i nattetimerne. Den korteste rute, der i praksis kunne benyttes, var på lidt over 70 km (39 sømil). Den mest benyttede rute, der var på 100 km (55 sømil) var udenfor det tyske kystartilleris rækkevidde. Den forlængede til gengæld sejltiden med et par timer. De tyske forsøg på at angribe selve evakueringsflåden kom fra fly, ubåde og natangreb med små motortorpedobåde. Royal Navy mistede under disse kampe 6 destroyere. Trods Royal Navy's minestrygning i området, sejlede enkelte evakueringsskibe alligevel på miner, og gik ned. 9.4 Resultatet Det lykkedes stort set at evakuere hele den indkredsede engelske hær - BEF - på knap 200.000 mand - fra Dunkerque. Ulempen ved at evakuere hæren så hovedkulds var, at den måtte efterlade alle våben og køretøjer i Frankrig. Den engelske hær ville i de kommende måneder stort set være ukampdygtig, indtil den havde fået leveret nyt udstyr. Ved evakueringen havde den engelske hær mistet / efterladt ca. 63.000 køretøjer, 20.000 motorcykler og 2.400 kanoner 204. (Churchill har andre tal i sin bog om Anden Verdenskrig202.) Af de 338.000 evakuerede var der 115.000 franske soldater, der - efter at være kommet til England - blev overført til Frankrig igen til området syd for Somme floden for at kunne kæmpe videre mod tyskerne. 9.5 Luftangrebene under evakueringen - RAF Fighter Commands ilddåb Hitler havde den 24. maj på opfordring fra Reichsmarschall Hermann Göring besluttet, at det tyske flyvevåben - Luftwaffe - og ikke den tyske hærs panserarmékorps - skulle afskære de indkredsede allierede hærenheder fra at blive evakueret fra Dunkerque. Luftwaffes stabschef, general Jeschonnek, anså opgaven for umulig. Reichsmarschall Hermann Göring var chef for Luftwaffe. Luftwaffe udsatte hele evakueringsområdet omkring Dunkerque for heftige bombeangreb især med deres lette Stukas dykbombefly. Et af problemerne for Luftwaffe var, at mange af deres Stukas endnu var stationeret så langt fra Dunkerque, at de ikke kunne deltage i angrebet på evakueringsområdet! Der ud over var indsatsen med fly afhængig af vejret - det var ofte diset, og der var regn et par dage. Endelig kunne flyene ikke bruges effektivt om natten, hvor den største del af indskibningen foregik. De tyske bombefly blev angrebet af engelske jagerfly fra baser i det sydøstligste England, og måtte derfor beskyttes af egne jagerfly under angrebene. Det engelske flyvevåben - Royal Air Force (RAF) - havde ansvaret for dække evakueringen mod flyangreb fra Luftwaffe. Såvel RAF's Bomber Command som Coastal Command og Fighter Command satte alt, hvad de kunne afse af eskadriller, ind i aktionen. Til at beskytte evakueringen mod tyske flyangreb satte Fighter Command op til 16 eskadriller jagerfly ind hver dag. På grund af den korte afstand til Dunkerque området blev hele det engelske luftforsvar af evakueringsområdet styret fra Fighter Command Group 11's hovedkvarter i England. Fra Fighter Commands side blev aktionen ledet af chefen for Group 11 Air Vice-Marshal Keith Park. Fighter Command satte 16 eskadriller af sine jagere af typen Defiant, Hurricane og - for første gang uden for England - Spitfire ind. En eskadrille jagerfly bestod af 12 fly. En Wing bestående af 4 eskadriller (i alt 48 fly) var på skift over selve evakueringsområdet. Jagerflyene opererede fra baser i det sydøstlige England, og de havde derfor kun ca. 15 minutters kamptid over selve Dunkerque området før de måtte returnere til England for at tanke op. Under aktionen var det på grund af afstanden ikke muligt for Group 11 at opretholde radiokontakt med jagerflyene helt fra hovedkvarteret i England. Chefen Keith Park tilbragte derfor i alt ca. 100 timer i sit Hurricane jagerfly over Dunkerque området for at styre indsatsen ved hjælp af radiokommunikation direkte mellem flyene. De ventende allierede soldater i evakueringsområdet omkring Dunkerque kunne sjældent se Fighter Commands fly, der i lav højde forsøgte at lægge en beskyttende ring om Dunkerque. Soldaterne så oftest kun de Luftwaffe fly, der slap gennem ringen, og de følte sig derfor svigtet af Fighter Command116. Ved Operation Dynamo mistede det engelske flyvevåben RAF 106 fly, mens tabet for tyskernes Luftwaffe var 133 fly. Det var kun det engelske flyvevåben, der var i stand til at forsvare evakueringsområdet mod de tyske luftangreb. Det franske flyvevåben i Nordfrankrig var delvis blevet sat ud af spillet af Luftwaffe allerede den 12. maj. Stort set alle det engelske flyvevåbens lette bombefly i Frankrig var ligeledes gået tabt under angreb på broer over Meuse floden og Albertkanalen. Forud for evakueringen havde 12 eskadriller af det engelske flyvevåbens jagerfly104 fra Fighter Command været udstationeret i Frankrig . Efterhånden som det landområde, der var under allieret kontrol, skrumpede ind, blev 9 af de 12 eskadriller flyttet tilbage til England. De resterende 3 eskadriller fra Fighter Command opererede i området syd for Somme floden indtil kort før Frankrig indgik en fredsaftale med tyskerne den 22. juni 1940.
10.1 Frankrigs fald - "Fall Rot" juni 1940 Tyskernes angreb mod den sydlige del af Frankrig og Paris startede den 5. juni over en 300 km bred front fra Abbéville i vest langs floderne Somme og Aisne til den nordlige ende af Maginotlinjen i øst. Under general Guderians 19. panserkorps'
fremrykning mod Kanalkysten langs nordsiden af floderne Aisne og Somme
mellem den 15. og 20. maj
havde
korpset etableret mindre brohoveder tre steder på den sydlige side af Somme floden
ved Péronne, Amiens og Abbéville. Se evt. Før tyskerne startede slutangrebet over floderne Somme og Aisne mod Sydfrankrig den 5. juni forsøgte franskmændene at tilbageerobre disse brohoveder. Den 27. maj prøvede en fransk styrke under ledelse af den nu nyudnævnte general de Gaulle at angribe det tyske brohoved ved Abbéville syd for Somme floden. Angrebet tvang kortvarigt det tyske infanteri i brohovedet til at trække sig tilbage og derved indskrænke brohovedet, men det lykkedes ikke franskmændene helt at tvinge tyskerne ud af brohovedet. Det lykkedes heller ikke franskmændene at få etableret noget afgørende angreb på de to andre brohoveder. 10.2 Forsvarets totale sammenbrud Hitler og den tyske hærledelse havde forventet en månedlang kamp, idet størstedelen af den franske hær og det franske flyvevåben befandt sig i området syd for linjen langs floderne Somme og Aisne. Divisionerne og eskadrillerne i området var materielmæssigt og mandskabsmæssigt nogenlunde intakte. De havde praktisk talt endnu ikke været i kamp. Fire engelske infanteridivisioner og en panserdivision samt fire engelske eskadriller jagere befandt ligeledes sig i området. Men det viste sig, at Frankrig ikke havde en chance, da tyskerne startede angrebet med 104 hovedsageligt kamptrænede divisioner mod den franske hærs 66 ikke kamptrænede divisioner syd for angrebslinjen201. Den tyske hær angreb med alle tre hærgrupper A, B og C. Hærgruppe A angreb Østfrankrig nordfra, Hærgruppe B Vestfrankrig nordfra. Hærgruppe C, der indtil da kun delvis havde deltaget i angrebet på Frankrig, angreb østfra over Maginotlinjen. Hærgruppe A og B havde fået tildelt hver sit pansergruppe under ledelse af hhv. general Guderian og general Kleist. Angrebstaktikken var den samme som angrebet mod Nordfrankrig fra den 10. til den 20. maj. Hver pansergruppe bryder igennem franskmændenes forsvarslinje ved et koncentreret angreb og avancerer hurtigt gennem et tyndt besat område for at gennemføre en omringningsmanøvre. Det lykkedes på denne måde Hærgruppe A´s panserdivisioner at nå frem til den schweiziske grænse nord for Geneve den 17. juni 1940 uden at have været engageret i alvorlige kamphandlinger . Derved blev både den franske 3. og 5. armé med tilsammen ca. 500.000 mand omringet med Hærgruppe A på den vestlige side Hærgruppe C på den østlige side. Hærgruppe C forsøgte den 14. juni at støtte aktionen med et angreb østfra på Maginotlinjen, men dette angreb blev slået tilbage. Den 7. juni overførtes en engelsk og en canadisk division fra England for at "genopbygge" et nyt BEF i Frankrig. De to divisioner når praktisk taget ikke at komme i kamp før de bliver evakueret tilbage til England den 14. juni - se nedenfor. Allerede den 12. juni foreslog den franske øverstkommanderende general Waygand, at den franske regering kontaktede tyskerne for at indlede samtaler om en våbenstilstand. Den 14. juni indtog tyskernes Hærgruppe B Paris, som franskmændene havde erklæret "åben by" for at undgå kamp om byen. General Waygand meddelte allerede på et møde den 14. juni med chefen for de engelske styrker syd for Somme - Aisne linjen, general Brooke, at organiseret fransk modstand mod det tyske angreb praktisk talt var ophørt206. Samme dag startede englænderne "Operation Aerial" for at evakuere de ialt ca. 140.000 canadiske og engelske soldater, der befandt sig syd for floderne Somme og Aisne. Evakueringen foregik fra praktisk talt alle brugbare større havne på den franske vestkyst fra Cherbourg og sydpå. I modsætning til evakueringen ved Dunkerque lykkedes det at få en større mængde materiel og forsyninger med tilbage til England. Den 17. juni anmodede Frankrig om våbenstilstandsforhandlinger. Forhandlingerne startede den 21. juni i Compiègne i samme salonvogn som våbenstilstandsaftalen for Første Verdenskrig var blevet underskrevet. Det tyske fremstød mod Sydfrankrig var den 22. juni nået til en linje fra Bordeaux i vest, syd om Lyon til grænsen ved Geneve i øst. Den 22. juni blev våbenstilstandsaftalen underskrevet. Hitler besøgte Paris den 23. juni. Den 25. juni trådte våbenstilstanden i kraft. Samme dag sluttede englænderne "Operation Aerial". I alt ca. 190.000 canadiske, engelske, franske, polske og tjekkiske soldater var blevet evakueret fra Frankrig til England. Ved de to evakueringer "Operation Dynamo" og "Operation Aerial" blev der evakueret hhv. ca. 338.000 soldater og ca. 190.000 soldater i alt ca. 528.000 soldater fra Frankrig i tiden mellem den 26. maj og 25. juni 1940. Fæstningsværkerne ved Maginotlinjen blev først overgivet til tyskerne den 1. og 2. juli! Maginotlinjens motto: "On ne passe pas" (på dansk: man kommer ikke igennem) må siges at have bestået sin prøve. Tyskerne kom stort set ikke igennem forsvarslinjen med dens fæstningsværker, der dækkede Frankrigs grænse mod øst, ind mod Tyskland. Frankrig blev besat nordfra gennem Belgien.
11. Kronologi og våbenhvile
Hent evt. kronologien på .pdf format  kronologi 01.
Våbenhvile Med våbenstilstands- og fredsbetingelser
fra Første Verdenskrig in mente - må man nok konstatere, at de tyske
betingelser over for Frankrig var moderate. Se
evt. afsnittet
Resultatet af forhandlingerne blev: Tyskerne besatte hele Nord- og Vestfrankrig, men den civile administration af området beholdt franskmændene - undtagen for området Elsass-Lothringen (Alsace / Lorraine), som "igen" kom under tysk administration. Den sydøstlige del af Frankrig var ikke besat af tyskerne. Her havde franskmændene selv principielt fuld kontrol med området, og kunne have sin egen hær på 100.000 mand og den franske flåde. Den franske flåde blev interneret, og skulle afstå fra at deltage i krigshandlinger mod tyskerne. Den franske regering slog sig ned i byen Vichy, hvorfra den civile administration af hele Frankrig blev styret. Den civile administration i den besatte del af Frankrig måtte dog ikke stride mod tyske bestemmelser for området. Der var ingen krav om erstatninger (som efter Første Verdenskrig), men Frankrig skulle betale omkostningerne ved besættelsen af landet. Det var franskmændene, der havde erklæret tyskerne krig den 3. september 1939. I november 1942 besatte tyskerne hele Frankrig.
12. Konklusion 12.1 Hvorfor gik det så galt for FrankrigI bagklogskabens klare lys ved man jo altid, hvad der skulle være gjort! Men dette udsagn kan ikke siges at være relevant i forbindelse med Frankrigs forsvarsforberedelser i tiden efter september 1939. Adskillige hundrede polske officerer var strømmet til Frankrig efter Polens nederlag til Tyskland i september 1939, og de har kunnet berette om tyskernes nye måde at angribe på med koncentrerede panserstyrker, der bryder gennem en forsvarslinje. Det var præcis det, der skete, da den tyske Hærgruppe A brød igemmen de allieredes forsvarslinje ved Sedan. Disse erfaringer fra Polen i 1939 har den franske militære ledelse helt tydeligt ikke taget sig ved lære af. Det franske forsvar var i maj 1940 baseret på to ting: Mod øst Magninotlinjen med dens forter og mod nord en forsvarslinje bygget op på erfaringerne fra 1918 - det sidste år af Første Verdenskrig. Forsvarets kommando- og kommunikationssystemer var i 1940 principielt på samme niveau som i 1918. Der var ingen koncentrerede panserstyrker i
passende afstand fra forsvarslinjen mod nord til at opfange et massivt
gennembrud af tyske panserstyrker. I stedet havde det franske forsvar
fordelt hovedparten af sine kampvogne jævnt blandt infanteridivisionerne langs den 400 km lange
planlagte forsvarslinje fra Antwerpen i Belgien til Sedan. Se evt.
kortet
Tilsvarende var det franske flyvevåbens jagerfly stationeret spredt over hele Frankrig for at kunne forsvare det lokale luftrum mod tyske bombefly. Kun et fåtal af de franske jagerfly var derfor i kamp i de første to afgørende uger efter den 10. maj. Med hensyn til det samlede antal soldater, materiel på landjorden, ildkraft, pansring og mobilitet var Hollands, Belgiens og Frankrigs militær - sammen med den engelske hær BEF i Frankrig - tyskerne langt overlegne. Med hensyn til antallet af moderne jagerfly var Frankrig og Tyskland på samme niveau. Før angrebet den 10. maj havde Tyskland opmarcheret tre hærgrupper A, B og C - med i alt 90 divisioner - ved grænserne til de fire lande. Hollands hær og de allieredes (Belgiens, Frankrigs og Englands) hære i Frankrig talte tilsammen i alt 151 divisioner. I Belgien og Frankrig disponerede de allierede over ca. 4200 kampvogne mod tyskernes ca. 2400. Ca. 1500 af de tyske kampvogne var lette kampvogne kun udstyret med maskingeværer eller 2 cm kanoner203, og kunne derfor ikke klare sig i direkte kamp mod andre kampvogne. Det krævede kanoner med mindst en kaliber på 4 cm for at kunne gennembryde panseret på de engelske og franske kampvogne. Tilsammen havde de fire landes (Hollands og de allieredes) hærstyrker i området altså betydeligt flere og kraftigt armerede og pansrede kampvogne end tyskerne. Det synes alt i alt at have været en halsbrækkende ide for tyskerne, at ville angribe de tre lande samtidigt. Men tyskerne fik det - som ovenfor anført - reelt afgjort på fem dage, og afsluttede det hele i løbet af 6 uger. Havde Hitler planlagt angrebet den 10. maj som et blitzkrigsagtigt angreb? Ikke for så vidt angår den tyske hærgruppe B's angreb mod Belgien og nogle dage senere Frankrig. Hærgruppe B's infanteridivisioner var ganske enkelt ikke mobile. Infanteriet marcherede frem og transporterede deres udstyr på hestevogne. Hærgruppe B's angreb lignede tyskernes angreb fra Første Verdenskrig. Et angreb, den franske forsvarsledelse havde forventet og organiseret sig efter. Hærgruppe A, derimod, rykkede frem gennem Ardennerne og over Sedan området med tre panserarmékorps i spidsen med det mål, at det koncentrerede angreb med kampvogne skulle gennembryde den statiske franske forsvarslinje mellem Namur og Sedan og komme så hurtigt som muligt ud til Den Engelske Kanal for derved at indkredse den allierede hovedstyrke. Hærgruppe A's tre panserarmékorps rykkede parallelt frem mod vest. Hver gang et panserarmékorps var brudt igennem de allieredes forsvarsstillinger, eller det var rykket for langt frem i forhold til deres infanteri, var det meningen, at korpset skulle standse fremrykningen. Det skulle vente på, at infanteridivisionerne marcherede op, og sikrede flankerne og det område, der lige var indvundet. Dette viste sig ikke at være nødvendigt efter Hærgruppe A's gennembrud ved Sedan. Der var simpelthen ikke nogen allierede styrker af betydning, der med et flankeangreb massivt kunne komme ind bag det pågældende panserarmékorps' fremrykning de første fem dage efter gennembruddet. Derfor nåede hærgruppe A's panserarmékorps meget hurtigt over til Den Engelske Kanal, og fik derved indkredset den allierede hovedstyrke nord for Somme floden. Se evt.
teksten 12.2 Årsager til nederlaget: Først og fremmest: Fælden Til trods for, at der i maj 1940 herskede krigstilstand i Vesteuropa, og meget store tyske hærstyrker var opmarcheret i Rhinlandet, var Belgiens og Frankrigs forsvar ikke i højeste alarmberedskab, da angrebet startede. Hollands forsvar var derimod i højeste alarmberedskab. Vedrørende. Hollands forsvar se evt. punkt 3.4. Tyskerne havde omhyggeligt planlagt at angribe med små koncentrerede lynaktioner mod nogle af de vigtigste punkter i Belgiens forsvar ved Maastricht, Lìège og Albertkanalen. Aktionerne var dristige, men tyskerne havde styr på dem, og heldet med sig. De havde fået det teknikken afprøvet ved angrebet på Danmark den 9. april 1940. Tyskerne havde opstillet en gigantisk fælde: Tyskernes hærgruppe B skulle presse på for at komme hurtigt gennem Liège området og frem mod Gembloux området. Dels for at aflede de allieredes opmærksomhed fra Hærgruppe A's fremrykning gennem Ardennerne, og dels at "overbevise" de allierede om, at Hærgruppe B's fremrykning var deres hovedangreb. Tyskerne fik ved Hærgruppe B's storstilede angreb - (frem mod Gembloux) - de allierede til at gå i fælden. De allierede troede i fire dage på, at Hærgruppe B's angreb var tyskernes hovedangreb! Den engelske og franske hovedstyrke var derfor rykket ud af Nordfrankrig og ind i Belgien til Gembloux området - som planlagt - for at stoppe tyskerne dèr, og efterlod derved hele Nordfrankrig som et militært tomrum! Den franske hærchef - general Gamelin - havde følt sig sikret mod et storstilet tysk flankeangreb østfra på grund af Rhinen, Maginotlinjen og Ardennerne med Meuse floden. Det storstilede tyske flankeangreb kom gennem Ardennerne og over Meuse floden! Dernæst: Den store "dødssynd" i 1936: Rhinlandet.
Frankrig (og England) modsatte sig ikke
den tyske remilitarisering af Rhinlandets
vestbred i 1936
på trods af, at såvel Versaillestraktaten fra 1919 og som Locarnopagten fra 1925
forbød dette. Se evt. afsnittet Det fik alvorlige konsekvenser for Belgiens og Frankrigs forsvar i 1940:
Ved den tyske remilitarisering af Rhinlandets vestbred og den belgiske opsigelse af forsvarsaftalen mellem Belgien og Frankrig i 1936 var afstanden mellem de tyske styrkers startpunkter for et angreb og de franske styrkers forsvarslinje i Nordfrankrig blevet reduceret med omkring 200 km. Fem andre "synder": a - e a.
Dyle planen.
Planen gik ud på, at der straks ved starten af
et forventet tysk angreb gennem Liège området i Belgien mod Frankrig skulle
sendes franske og engelske styrker ind i Belgien. De bedst
udrustede franske styrker og størstedelen af den engelske hær skulle rykke op til 200 km ind i Belgien og Holland
for danne en fremskudt forsvarslinje langs bl.a. floden Dyle. Se evt. kortet Fordelen ved at rykke ind i Belgien var at prøve at standse de tyske styrker, før de nåede ind i det stærkt industrialiserede Nordfrankrig. Der var, før angrebet startede, især en stærkt kritiseret
disposition ved Dyle planen: at den meget mobile franske 7. armé
skulle rykke helt op til Breda i Holland ved angrebets start. Se evt.
kortet Det kedelige ved denne disposition blev tydeligt, da tyskerne angreb den 10. maj. Da den 7. armé nåede Breda, havde hollænderne forladt området. Selv om den 7. arme var den mest mobile franske armé, kunne den ikke nå at komme de 200 km tilbage til Nordfrankrig hurtigt nok til at være med til at stoppe tyskernes fremrykning gennem Nordfrankrig mod Den Engelske Kanal. Selv om franskmændene og englænderne havde flere mobile divisioner end tyskerne, viste det sig at være praktisk taget umuligt at omdirigere eller flytte styrkerne hurtigt nok fra det centrale Belgien tilbage til Nordfrankrig. Det kunne ikke ske i det tempo, der modsvarede den uventede tyske fremrykning gennem Ardennerne over Meuse floden ind i det militære tomrum i Nordfrankrig.
b. Kommunikationen. Trods det, man kunne lære fra tyskernes angreb på Polen i september 1939, var Frankrig end ikke for alvor begyndt på organisatorisk og kommunikationsmæssigt at geare sit forsvar til at takle et massivt lynangreb med selvstændige tyske panserdivisioner. Det franske kommunikations- og kommandosystem var organiseret på samme måde som i 1918. Hæren havde hele tre kommandocentre, der var anbragt langt fra hinanden. Bortset fra telefoner, var centrene uden tidssvarende kommunikationssystemer. De var ingen organiseret radiokommunikation til enhederne i felten. General Gamelin og hele hans stab brugte al for meget tid med dels
En sådan kommandoorganisation kunne måske have fungeret, hvis angriberen - som under Første Verdenskrig - kun kunne avancere i marchtempo - højest 30 km om dagen. General Guderians panserarmékorps klarede de ca. 300 km fra Sedan til Abbéville ved Kanalkysten på 6 dage. c. Kampvognene. De allierede havde tilsammen flere kampvogne end tyskerne. De allieredes kampvogne var totalt set både bedre armeret og bedre pansret end de tyske kampvogne, men knap så mobile. Især de franske kampvogne manglede radiokommunikationsmuligheder. I Belgien og Frankrig disponerede de allierede over ca. 4200 kampvogne mod tyskernes ca. 2400. Ca. 1500 af de tyske kampvogne var lette kampvogne kun udstyret med maskingeværer eller kaliber 2 cm kanoner203. De var ikke i stand til at gøre nogen afgørende skade på de allieredes kampvogne. Især de franske kampvogne viste sig at være de tilsvarende tyske overlegne i direkte kamp. Ex. ved Hannut, Stonne, Flavion. I de to mindre kampvognsslag ved Hannut127 og Arras128 måtte tyske kampvogne midlertidigt trække sig tilbage med svære tab ved mødet med hhv. de franske og engelske kampvogne. Ved Stonne lykkedes det en fransk kampvogn at sætte 13 tyske kampvogne ud af spillet. De engelske og især de franske kampvogne var - som nævnt - både kraftigere panseret og kraftigere armeret end de vægtmæssigt tilsvarende tyske kampvogne, men de var både langsommere og løb hurtigere tør for brændstof end tyskernes. Desuden var de afhængige af at blive tanket op fra tankvogne (midt under kampen!), når de løb tør for brændstof. Tyskerne havde organiseret optankningen ved hjælp af dunke, som om nødvendigt kunne bæres af en mand. Eksempelvis: Ved Flavion udfolder der sig den 15. maj et større kampvognsslag mellem den franske 1. DCr kampvognsdivision og det 15. tyske panserarmékorps. Den franske kampvognsdivision går i aktion "alene", dvs. uden kontakt med sine forsyningsenheder og uden støtte fra hverken infanteri, artilleri eller fly. Tyskerne har fuld støtte fra alle våben, og har forsyningssituationen under kontrol. Ved mødet er de franske kampvogne allerede ved at løbe tør for brændstof og kan ikke tankes op, så deres indsats må gennemføres så statisk som muligt for at spare brændstof. Slagets resultat bliver, at de tyske kampvognsdivisioner sinkes et døgn. Franskmændene mistede 65 ud af 144 kampvogne, tyskerne mistede ca. 50 og andre ca. 50 blev kraftigt beskadiget909. Størstedelen af de franske kampvogne var i felten beregnet til at operere som en integreret del af infanteriet, og ikke opbygget og organiseret til selvstændig indsats på tilsvarende måde som tyskernes panserdivisioner. De var derfor jævnt fordelt langs hele forsvarslinjen fra Antwerpen til Sedan. Kun tre franske kavaleridivisioner med kampvogne - 1. DML - 3. DML - kunne i begrænset omfang operere selvstændigt. Den i forrige afsnit nævnte franske kampvognsdivision 1. DCr rådede selv kun kun over stærkt begrænsede hjælpefunktioner, og den var afhængig af infanteri-, artilleri- og flyverstøtte fra andre enheder. I forhold til tyske kampvogne med kanonbevæbning havde franske kampvogne to uhensigtsmæssigheder:
I Frankrig havde oberst (senere general) de Gaulle forgæves været talsmand for opbygning af det franske kampvognsvåben på samme måde som tyskernes. Det var i hans bog "Vers une armée de métier" fra 1934. (Om en professionel hær). Det var lykkedes at få etableret enkelte deciderede kampvognsenheder i 1940, men det var for sent, og enhederne var for små og få i forhold til tyskernes. At de tyske kampvogne - trods deres undertal, dårligere pansring og armering - alligevel kom til at dominere krigens gang i Frankrig skyldtes,
At tyskerne sidst på dagen den 24. maj "vandt" et mindre kampvognsslag ved Arras efter at have mødt engelske kampvogne, skyldtes massiv støtte fra deres Stuka dykbombefly, og flyvevåbnets artilleri i form af 88 mm antiluftskytskanoner. Disse kanoner var gode anti-kampvognskanoner på grund af deres kaliber og store projektilhastighed. Se evt. teksten
d. Flyene. Frankrig havde et lige så stort antal moderne jagerfly som tyskerne. Men en stor del af de nyeste franske fly var simpelthen ikke kampklare i maj 1940, selv om der havde eksisteret krigstilstand mellem Frankrig og Tyskland i 8 måneder! Flyene var desuden spredt ud over hele landet til at forsvare lokalområderne. En stor del af de belgiske og franske fly i Nordfrankrig blev ødelagt af tyske fly den 10. maj, mens de endnu stod på jorden! De allierede havde reelt ingen jagerfly i Frankrig, der helt kunne hamle op med tyskernes bedste jagerfly af typen Me109. De bedste allierede jagerfly, de engelske af typen Spitfire, var forblevet i England. Frankrig havde selv et nyt jagerfly klar i 1940, men havde kun fået klargjort 80 af dem220. Englænderne havde deres Hurricane jagerfly, der dårligt kunne tage kampen op med tyskernes bedste jagerfly. De engelske bombefly i Frankrig var for langsomme, og de gik tabt i løbet af få dage. De blev i stort tal simpelthen skudt ned under angreb på broer af tysk luftværnsartilleri. e. Civilforsvaret. Frankrig havde ikke noget velorganiseret civilforsvar i maj 1940. Frankrig havde især ikke noget civilt beredskab, der kunne hjælpe de mange flygtninge, der strømmede ud på vejene. Resultatet var, at de allierede styrker, der stod overfor den tyske hærgruppe B, kun langsomt kunne reorganisere sig i takt med tyskernes fremrykning. De allierede kunne simpelt hen ikke komme frem på vejene for flygtninge. Befolkningens og især soldaternes forsvarsvilje: De meget store franske tab under Første Verdenskrig - over en million dræbte soldater - red stadig det franske samfund som en mare, og havde svækket den franske kampvilje for fædrelandet. De fleste franske enheder kæmpede i 1940 alligevel forbitret, mens andre enheder - måske kun nogle få kilometer derfra - gav op blot ved lyden af de tyske Stukas styrtbombefly eller ved synet af tyske kampvognsenheder. Det franske infanteri havde simpelthen ikke indøvet at kæmpe mod de koncentrerede tyske kampvognsenheder, og de havde heller ikke effektive våben til det. Det franske kommunistparti havde i 1940 politisk opbakning fra en stor del af befolkningen. Efter at Tyskland og Sovjetunionen havde indgået en ikke-angrebsaftale den 23. august 1939, var parolen i partiet, at man ikke støttede den franske regerings krigserklæring mod Tyskland af 3. september 1939. Partiets "forståelse" over for Tyskland varede til Hitler startede sit angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Partiets modstanden mod Tyskland var ikke til stede, da Tyskland angreb Frankrig den 10. maj 1940! Handlingslammelsen: Den franske hærledelse blev tilsyneladende ramt af omfattende handlingslammelse, da fejltagelsen med at rykke hovedstyrken frem til Dyle floden blev åbenbar. Alle enhederne i de allieredes hovedstyrke måtte hver dag mellem den 10. og 20. maj rykke teltpælene op og flytte til nye positioner. Den engelske hær - BEF - nåede praktisk taget ikke at komme i kamp med tyskerne, før de skulle forsvare deres egen tilbagetrækning til kysten og evakueringen fra Dunkerque. Hvis var skylden for nederlaget: Efter nederlaget beskyldte alle tre allierede hinanden for at være årsagen til sammenbruddet i Nordfrankrig. Især Belgien blev beskyldt for at have været en væsentlig årsag til sammenbruddet ved at kapitulere den 28. maj. Den dag fungerede den belgiske hær kun som flankesikring for den engelske hær på flugt mod Dunkerque. Den belgiske hær var blevet trængt sammen på ved et meget lille område omkring Yser floden. Resten af Belgien var allerede besat af tyskerne, og de belgiske soldater havde ikke nogen udsigt til at blive evakueret fra Dunkerque, men kun til at kæmpe til sidste mand eller overgive sig. England blev beskyldt for
Den franske hærledelse pegede på soldaternes manglende forsvarsvilje. De franske soldater beskyldte hærledelsen for manglende og for dårligt udstyr. Den franske regering beskyldte hærledelsen for fejlagtige dispositioner. Den franske regering fyrede chefen for den franske hær - general Gamelin - på det mest uheldige tidspunkt i forsvarskampen - den 18. maj.
For det franske folk var den mest belastende myte efter Frankrigs fald, at årsagen til nederlaget var de franske soldaters fejhed - at de bare overgav sig. Det gjorde de ikke alle sammen. I alt 124.000 franske soldater faldt i kamp og 200.000 blev såret129. Men myten passede den franske hærledelse udmærket, og det var jo en nem forklaring på nederlaget, som afledte opmærksomheden fra hærledelsens totale ledelsesmæssige fiasko. Et eksempel på de franske soldaters forbitrede kamp mod tyskerne var kampen om herredømmet over landsbyen Stonne på 335 m højt terræn 15 km sydvest for Sedan. Herredømmet over landsbyen skiftede 17 (sytten) gange mellem franskmændene og tyskerne mellem den 15. og 17. maj, og de franske styrker overgav først sig 25. juni!192. En fransk kampvogn af typen B1 fik under kamp i Stonne sat 13 tyske kampvogne ud af spillet med sine to kanoner. Den blev selv angiveligt ramt af 140 skud, uden at nogen af dem trængte igennem kampvognens panser. Se evt. punkt 4.5 ovenfor og Websitet: http://forum.axishistory.com/viewtopic.php?t=45336, der giver bl.a. en meget detaljeret og dokumenteret beskrivelse af kampene ved Stonne - sidst tjekket 2015-02-10.) Blev infanterienheder - uden tunge våben, uden beskyttelse fra egne kampvogne eller artilleri og uden flyverstøtte - angrebet af et stort antal tyske kampvogne understøttet af larmende Stukas dykbombefly, flygtede infanteristerne naturligvis. Det gjaldt omvendt også for tyske infanterister i en tilsvarende situation. På grund af den måde krigen blev styret på, overgik den slags angreb langt oftere franskmændene end tyskerne. Under de første to uger af tyskernes angreb på Frankrig måtte tyske enheder umiddelbart tage flugten i to tilfælde hhv. ved et fransk og et engelsk kampvognsangreb, det var ved hhv. Hannut og Arras. Nemesis - den tjekkiske skygge: Over 300 af de tungere tyske kampvogne ved angrebet mod Vesteuropa var oprindeligt tjekkiske eller efter 1938 af tjekkisk fabrikat. Dvs. ca. 30% af de tungere (kanonbevæbnede) tyske kampvogne var tjekkiske. Det var især Rommels panserdivision, der var udstyret med tjekkiske kampvogne. De tjekkiske kampvogne faldt i tyskernes hænder, da England og
Frankrig tillod Tyskland at besætte Sudetenland i Tjekkoslovakiet i 1938. Det samme
gjorde de tjekkiske Skoda fabrikker, der efter landets overtagelse byggede kampvogne
for tyskerne. Se evt. afsnittet
De tyske soldater, der med svævefly landede på toppen af det belgiske fort Eban-Emael, og gjorde fortet ukampdygtigt på mindre end en time, havde trænet på de tjekkiske grænseforter, der ligeledes faldt i tyskernes hænder uden kamp i 1938. De tjekkiske grænseforter var bygget med Maginotlinjens forter som forbillede. Den engelske hærs - BEF's - indsats: På grund af den engelske hærs - BEF's - placering i dagene efter den 10. maj, kom hærens 9 divisioner ikke i regulær kamp med tyske enheder, før de skulle beskytte deres egen tilbagetrækning mod Dunkerque og dernæst selve evakueringsområdet ved Dunkerque. En undtagelse herfra var dog fire bataljoners angreb ved Arras på Rommels panserdivision den 21. maj som beskrevet ovenfor i punkt 5.2. Selve tilbagetrækningen til Dunkerque foregik under heftige kampe med Hærgruppe B's 4. armégruppe. Den engelske hær mistede i alt ca. 68.000 mand204 -- dræbte, savnede, sårede, krigsfanger - under hele indsatsen i Belgien og Frankrig mellem 10. maj og 25. juni 1940. Det engelske flyvevåbens - RAF's - indsats: Da angrebet på Vesteuropa startede den 10. maj 1940 havde RAF stationeret ca. 400 bombefly og jagere i Frankrig116 organiseret i RAF Air Striking Force. Kun 96 af flyene var moderne Hurricane jagere. Men selv Hurricane jagerflyene kunne i deciderede luftkampe ikke hamle op med tyskernes jagerfly Me-109. De øvrige fly var - målt mod tyskernes - ikke moderne, og var derfor meget lette mål for det tyske Luftwaffes jagere eller tyskernes meget effektive og velorganiserede antiluftskyts. RAF's bombefly forsøgte at bombe vitale broer over Meuse floden og Albertkanalen, men uden succes og med meget store tab. Under hele aktionen i Belgien og Frankrig fra den 10. maj til den 16. maj blev flere fly overført fra England til Frankrig. Efter den 16. maj blev de gradvist trukket tilbage til England igen. Da det sluttede den 22. juni havde RAF mistet 435 erfarne piloter og 959 fly, herunder 195 af Fighter Commands moderne Hurricane jagere115. Især de mistede erfarne piloter, men også
de mistede jagerfly
kom Fighter Command til at savne alvorligt under tyskernes efterfølgende
luftangreb på England. Se evt. afsnittet
Frankrigs fald i perspektiv
For at sætte Frankrigs fald i perspektiv se evt. en kronologi over begivenhederne fra
slutningen af Første Verdenskrig til og med 1941
Litteraturliste
Anbefalet litteratur se
En meget detaljeret og meget vel dokumenteret beskrivelse af angrebet på Frankrig og Frankrigs fald findes i bøgerne: 28 Karl-Heinz Frieser "Blitzkrieg-Legende - Der Westfeldzug 1940" fra 2005 46L.F. Ellis (Major) "The War in France and Flanders" fra 2004 45En kritisk gennemgang af konflikten findes i:
Billeder: Foruden en meget detaljeret beskrivelse af kamphandlingerne i Frankrig i maj og juni 1940 rummer bogen:
Yderligere billeder fra angrebet se: www.youtube.com søgeord: france 1940 |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Sidst opdateret 2015-08-12 version 9.11
|
Kommentarer / spørgsmål:
leif.olsen@battleofbritain.dk
Se evt. afsnittet
Kommentarer
Mit
CV i relation til
at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England -
klik på
Om kopiering - Copyright - ©
2008
Leif Olsen se slutningen af afsnittet
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
