Slaget om England - kort fortalt

Målet med denne korte version af e-bogen er at skærpe interessen for den meget afgørende - men noget oversete - historiske begivenhed ved starten af Anden Verdenskrig: Slaget om England.

Slaget om England i 1940 - 41 - kort fortalt

- slaget blev Hitlers første afgørende nederlag!

Hele historien om selve slaget med alle aspekter er detaljeret beskrevet og dokumenteret i e-bogens øvrige afsnit - se indekset til venstre eller klik her.Startside.

Hvad var Slaget om England? - kort fortalt

1. Indledning

Slaget var slutfasen af Hitlers angreb på Vesteuropa i 1940.

Det hele startede med at Hitler angreb Polen den 1. september 1939. Som en reaktion på angrebet erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland den 3. september 1939.

Hverken England eller Frankrig kunne umiddelbart komme Polen til hjælp. Polen kapitulerede den 6. oktober 1939. Men krigstilstanden mellem Tyskland på den ene side og England - Frankrig på den anden side fortsatte.

I 1939 var det ikke praktisk muligt for Tyskland at gennemføre et angreb mod England over Nordsøen. Tyskland havde ikke de nødvendige skibe til et sådant angreb, og den tyske flåde ville ikke være i stand til at beskytte skibene mod den engelske flåde.

For at England og Frankrig kunne gøre alvor af at føre krigen mod Tyskland videre, selv om Polen havde kapituleret, blev det besluttet at overføre den engelske hær til Frankrig for at de to lande sammen kunne fortsætte krigen mod Tyskland fra Frankrig, når de var klar til det.

Men Tyskland kom England og Frankrig i forkøbet.

Trods krigstilstanden skete der ikke noget på landjorden i Vesteuropa før Tyskland gik til angreb - den 10. maj 1940.

Den dag kom Tyskland de to landes - Englands og Frankrigs - angreb i forkøbet ved at angribe Holland og Belgien samtidigt og nogle dage senere Frankrig gennem Belgien.

Se evt. et kort over a ngrebet som .pdf fil Vesteuropa.pdf.

Den 14. maj 1940 kapitulerede Holland. Belgien kapitulerede den 28. maj 1940. Den engelske hær i Frankrig blev trukket hjem til England den 4. juni 1940, og Frankrig indgik en fredsaftale med Hitler den 22. juni 1940. Hele Frankrig ud mod Atlanterhavet og Den Engelske Kanal var nu besat af den tyske hær.

Herefter vendte Hitler sig nu mod England. Hitler forventede at kunne forhandle sig frem til en fredsaftale med England, uden at det var nødvendigt at starte egentlige kamphandlinger. Men England afslog at forhandle.

Den tyske hær stod nu på den franske side af Den Engelske Kanal. Hitler anså det nu for muligt at angribe England med en invasionsstyrke overført med flodpramme. For at kunne gennemføre dette, ville det være nødvendigt for tyskerne først at nedkæmpe det engelske flyvevåben, før de kunne sende deres hær over Den Engelske Kanal i flodpramme. Se evt. afsnittet Seelöwe punkt 6.

Slaget om England startede derfor i juli 1940, med at Tyskland startede en luftkrig mod England. Det foregik udelukkende i luftrummet over Den Engelske Kanal og England.

Tysklands angreb på England startede med et luftslag, der efterfølgende blev kaldt Battle of Britain. Det udviklede sig til at blive historiens hidtil største luftslag.

Da det ikke lykkedes tyskerne at nedkæmpe det engelske flyvevåben i dette otte uger lange luftslag, måtte de i første omgang opgive at invadere England.

Hitler ønskede at fortsætte presset mod England for at få landet til forhandlingsbordet.

Angrebet mod England blev derfor fortsat med et - ikke før set - natligt terrorbombardement, kaldet Blitzen.

Det var rettet mod den engelske civilbefolkning. Hitlers tanke var, at et voldsomt terrorbombardement kunne bringe England til forhandlingsbordet. Det lykkedes heller ikke.

Hele Slaget om England forløb således i to dele:

1. del - kampen om luftherredømmet, her omtalt som Battle of Britain, og
2. del - terrorbombardementerne, her omtalt som Blitzen.

For korte versioner se hhv. Battle of Britain punkt 3 og Blitzen punkt 4 herunder.

For detaljerede beskrivelser se afsnittene hhv. "Battle of Britain" og/eller "Blitzen".

Det hele varede fra juli 1940 til maj 1941, hvor Hitler måtte trække sig ud af luftkrigen, da han skulle bruge hele sit flyvevåben til sin forestående krig mod Sovjetunionen.

2. Forhistorien

Den umiddelbare forhistorie til Hitlers angreb på Vesteuropa

var - som allerede nævnt - at England og Frankrig havde erklæret krig mod Tyskland den 3. september 1939, som konsekvens af Tysklands angreb på Polen.

Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939 var kulminationen af en række begivenheder i Tyskland efter Versaillestraktaten trådte i kraft i juni 1919. Se evt. Forhistorien og / eller Kronologi.

Englands og Frankrigs krigserklæringerne medførte ikke umiddelbart nogen militære aktioner af større betydning i Vesteuropa. England og Frankrig var ikke parate til at føre krig mod Tyskland i 1939.

Angrebet på Frankrig

Mens krigen rasede i Polen og senere i Norge, og Danmark blev besat, var der relativt roligt i Vesteuropa fra den 3. september 1939 indtil Tyskland angreb Holland og Belgien den 10. maj 1940, og nogle dage senere Frankrig.

I løbet af de følgende 6 uger besatte Tyskland alle de tre lande.

Holland kapitulerede den 14. maj,
den belgiske, engelske og halvdelen af den franske hær var indkredset i Flandern med ryggen til Den Engelske Kanal den 20. maj,
den engelske hær var trukket hjem til England den 4. juni, og
Frankrig indgik en fredsaftale med Tyskland den 22. juni 1940.

Holland, Belgien og hele det nordlige og vestlige Frankrig inkl. Paris var nu besat af den tyske hær.

For en detaljeret gennemgang af forløbet se evt. afsnittet Frankrigs fald.

Hitler truer England

Hitler følte sig tilsyneladende sikker på, at England for enhver pris ville undgå at blive invaderet og besat ligesom Frankrig. Hitler forventede derfor, at England nu ville tage initiativet til at forhandle om en fredsaftale.

Hitler havde et betydeligt mindre fjendtlig syn på England, end han havde på Frankrig. Frankrig var arvefjenden.

England og Tyskland var begge afhængig af at få tilført ressourcer udefra. Englands hovedinteresser lå uden for det europæiske fastland, Tysklands hovedinteresse var det europæiske fastland. Hitler havde måske ligefrem set frem til et samarbejde mellem de to lande, en slags synergi effekt.

Men da England ikke tog initiativet til at indlede forhandling om fredsaftale, truede Hitler med at invadere landet.

Hitler udstedte først en (hemmelig) såkaldt førerordre (nr. 16 den 16. juli 1940¹¹¹) til sit militær om at forberede en invasion af England. Nogle dage efter - den 19. juli 1940 - fremsatte han officielt sit eget tilbud til England om fredsforhandlinger i en tale i den tyske rigsdag.

Da England - trods splid i den engelske regering om det - tilkendegav, at landet end ikke var indstillet på at forhandle om en fredsaftale, gav Hitler ordre til at intensivere de indtil da sporadiske luftangreb mod England. Intensiveringen blev især rettet mod skibstrafikken i Den Engelske Kanal i juli 1940.

Den 1. august 1940 udstedte Hitler en ny førerordre (nr. 17¹¹⁴) om at nedkæmpe det engelske flyvevåben forud for en invasion af England. Formålet var, at tyskerne skulle have det totale luftherredømme over Den Engelske Kanal og Sydengland under invasionsforsøget. Se evt. Seelöwe punkt 6.

Det totale luftherredømme over Den Engelske Kanal var nødvendigt for tyskerne for at kompensere for det faktum, at den engelske flåde var mange gange større end den tyske.

Militært set kunne den tyske hær let nedkæmpe den engelske hær i England. Men problemet for den tyske hær ville være, at få fragtet den nødvendige hærstyrke på landgangsskibe forbi den engelske flåde på deres vej over Den Engelske Kanal. Se evt. afsnittet Seelöwe.

Den tyske flåde havde - som nævnt - kun meget få krigsskibe i forhold til den engelske flåde. Så, for at den engelske flåde ikke skulle udslette den tyske invasionsflåde i løbet af få dage, måtte tyskerne forud for et invasionsforsøg have den fulde kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal og det sydligste af England. Det var så tanken, at det tyske flyvevåben skulle kunne bekæmpe den engelske flåde fra luften.

For at kunne bekæmpe den engelske flåde fra luften måtte det tyske flyvevåben først nedkæmpe det engelske flyvevåbens jagerforsvar.

Hitler lider sit første afgørende nederlag

Men det lykkedes ikke for det tyske flyvevåben at nedkæmpe det engelske flyvevåbens jagerforsvar i de første tre måneder af luftkrigen, som blev kaldt Battle of Britain. Hitler måtte derfor allerede i september 1940 foreløbig opgive sine planer om en invasion af England. Et landgangsforsøg på den engelske kanalkyst ville af forskellige årsager være alt for risikabel i vinterhalvåret. Se evt. afsnittet Seelöwe.

For fortsat at kunne lægge pres på England for at få forhandlinger i gang om en fredsaftale fortsatte Hitler luftkrigen, men nu med natlige terrorbombardementer af den engelske civilbefolkning. Denne del af luftkrigen blev kaldt Blitzen. Men denne aktion fik heller ikke England i knæ. England ville stadigvæk ikke forhandle fredsaftale med Hitler trods ca. 42.000 dræbte blandt civile og de omfattende ødelæggelser, bombardementerne medførte.

I maj 1941 afsluttede Hitler midlertidigt Blitzen mod England, da han skulle bruge sit hele flyvevåben til angrebet på Sovjetunionen.

Hitler fik ikke nogen fredsaftale i 1940 - 41, og fæstningen England holdt stand. England blev i de følgende år basen for USA's og landets egen indsats mod Hitler i Vesteuropa i resten af Anden Verdenskrig.

Gå evt. til siden oversigt for at se, hvilke aspekter af luftkrigen e-bogens øvrige afsnit indeholder, og hvordan beskrivelsen af luftkrigen og dens forhistorie er organiseret. Afsnittenes indhold er i vid udstrækning dokumenterede, og de kan læses enkeltvis.

Herunder - i punkterne 3 og 4 - følger en kort beskrivelse af selve Slaget om England: "Battle of Britain" og "Blitzen".

Slaget er mere detaljeret beskrevet og dokumenteret i e-bogens øvrige 24 afsnit - se indekset til venstre.

En kronologi over hovedbegivenhederne fra 1918 til 1941 med relation til Slaget om Vesteuropa og Slaget om England se afsnittet Kronologi - Tavle 2

3. Første del af luftkrigen

- Battle of Britain - luftkampene

På grund af den engelske søkrigsflådes størrelse havde et egentligt tysk invasionsforsøg i England kun udsigt til at lykkes, hvis Englands luftforsvar - RAF Fighter Command - i forvejen var blevet nedkæmpet i området over Sydengland og Den Engelske Kanal.

Et tysk luftherredømme over Den Engelske Kanal skulle så at sige kompensere for, at den engelske søkrigsflåde var flere gange større end den tyske. Det tyske flyvevåben skulle hindre den engelske flådes forsøg på at standse invasionen. Det skulle ske med bomber kastet mod de engelske krigsskibe.

For at komme til at kaste bomber mod de engelske krigsskibe, måtte det tyske flyvevåben have luftherredømmet over Den Engelske Kanal. Uden det fulde herredømme ville engelske jagerfly påføre de tyske bombefly uacceptable tab, og derved reducere deres muligheder for indsats væsentligt.

Det tyske flyvevåben - Luftwaffe - startede derfor luftkrigen i juli 1940 med det hovedmål, at nedkæmpe RAF Fighter Command. Det skulle ske ved at tilintetgøre så mange af Fighter Command's jagerfly som muligt og ødelægge Fighter Command's infrastruktur (se note *1 nederst på siden). Denne del af luftkrigen kaldes Battle of Britain.

Fighter Command havde meget færre moderne jagerfly end Luftwaffe, og opererede derfor ekstremt defensivt ved Luftwaffes angreb. Fighter Command undgik så vidt muligt luftkampe alene mellem jagerfly. Indtil "Blitzen" startede i september 1940 sendte Fighter Command i princippet kun sine jagerfly i luften, når det forventedes at Luftwaffes bombefly var på vej til at ville angribe Fighter Command's infrastruktur.

For en detaljeret beskrivelse af selve luftkampene se afsnittet "Battle of Britain"

Det var nødvendigt, at Luftwaffe havde nedkæmpet Fighter Command inden udgangen af september. Fra udgangen af september ville en tysk invasion af England være umuliggjort på grund af de kortere dage og den stærkt øgede chance dårlige vejrforhold. Se evt. afsnittet Seelöwe.

Da Fighter Command i september 1940 endnu ikke var blevet nedkæmpet, lod Hitler foreløbig planerne om en invasion af England ligge. Den måtte nu vente til han havde besejret Sovjetunionen, som han havde planlagt at angribe i foråret 1941.

Da invasionsplanerne blev opgivet / udsat, standsede tyskerne kampen mod det engelske luftforsvar - Fighter Command for at reducere sine egne tab af fly.

Et tidsskema for selve luftkrigen seTidsskema. Første del af luftkrigen i detaljer se Battle of Britain.

4. Anden del af luftkrigen

- Blitzen - terrorbombningen

Trods opgivelsen af kampen mod det engelske luftforsvar - Fighter Command - , og dermed invasionen, ønskede Hitler fortsat at prøve at tvinge England til at indgå en fredsaftale.

Hvis Hitler fortsat kunne lægge pres på England - for at indgå en fredsaftale uden at miste for mange fly og erfarne flybesætninger -, skulle det prøves. Midlet var natlige terrorbombninger mod den engelske civilbefolkning og landets infrastruktur.

Luftwaffe fortsatte derfor luftkrigen mod England som terrorbombning - kaldet The Blitz / Blitzen - mod den engelske civilbefolkning. Angrebene foregik næsten udelukkende om natten, og de kunne derfor udføres uden store tab af fly.

Problemet for det engelske luftforsvar - Fighter Command - var, at de engelske jagerfly simpelthen ikke kunne finde de tyske bombefly i mørket for at skyde dem ned.

Fighter Command kunne i 1940-41 reelt ikke stille noget op mod natlige bombardementer. Effektive natjagere med radar - til at finde og nedskyde de tyske bombefly i mørket - var endnu ikke færdigudviklede. Det blev de først i sommeren 1941.

Men selv om hele England var totalt mørkelagt om natten, fandt de tyske bombefly frem til de engelske byer ved hjælp af radiopejling. For en uddybende gennemgang, se Blitzen.

Terrorbombningen startede den 7. september 1940 først som både dag- og natangreb. Tyskernes tab af bombefly med erfarne flybesætninger blev imidlertid for store ved dagangreb. Så efter den 15. september gik tyskerne over til udelukkende at foretage terrorbombningerne om natten.

Luftwaffe havde kun lette tomotorers bombefly, der kun kunne bære en bombelast på maksimum 2 tons. Se evt. afsnittet Flytyperne.

Selv om bombeangrebene var meget alvorlige og kostede mange menneskeliv, var de ikke tilstrækkeligt kraftige til tvinge England i knæ. Ca. 42.000 civile englændere omkom som følge af terrorbombningen 1940 - 41.

5. Resultatet

Afslutningen

Terrorbombningen varede indtil maj 1941, uden at England gjorde tegn til at ville forhandle om en fredsaftale.

Fra maj 1940 skulle størstedelen af Luftwaffe deltage i forberedelserne til invasionen af Sovjetunionen.

Hitlers forsøg på at fremtvinge en fredsaftale med England før maj 1941 var mislykket.

Tyskernes terrorbombning af England i større stil blev først genoptaget i 1944 med flyvende ubemandede V1 bomber og med V2 missiler. Denne sidste del af terrorbombningen er ikke behandlet nærmere i denne e-bog.

At Tyskland ikke kunne besejre England i 1940 - 41 betød, at USA fra 1942 fik mulighed for at komme aktivt med ind i krigen mod Tyskland. Fra 1942 og frem til Anden Verdenskrigs slutning i 1945 var det først og fremmest Sovjetunionen og USA, der nedkæmpede Hitlers Tyskland. Havde Hitlers Tyskland ikke også haft USA som aktiv modstander - men kun Sovjetunionen, var udfaldet af Anden Verdenskrig blevet helt anderledes, især for Vesteuropa.

En mere detaljeret gennemgang af anden del af luftkrigen mod England fra september 1940 til maj 1941 se Blitzen.

Omfanget og betydningen

Omfanget af selve slaget Battle of Britain - med hensyn til hvor mange, der deltog, og til den materielle indsats - gør det til et af de mindste slag i Anden Verdenskrig. Kun en snes tusinde militære på hver side deltog direkte i selve slaget Battle of Britain mellem Luftwaffe og Fighter Command. På engelsk side deltog bl.a. knap 3000 piloter, 544 af dem blev dræbt i kamp. Hertil kommer et mindre antal dræbte blandt jordpersonellet.

For at sætte tabstallet 544 i perspektiv, var det mindre end det antal af flypersonel det engelske flyvevåben kunne miste på en enkelt nat under deres bombeangreb mod Tyskland i 1942 - 45.

Vurderingen af slagets betydning er afhængig af, om man mener, at Tyskland kunne / ville have brugt en sejr i luftkrigen Battle of Britain til at foretage den planlagte invasion af England, eller på anden måde i ly af en sejr kunne have tvunget England til forhandlingsbordet.

Var England blevet invaderet af Tyskland i 1940, og enten besejret eller tvunget til en fredsaftale med tyskerne, var Anden Verdenskrig i Europa udelukkende blevet en tysk - sovjetisk krig.

Hverken USA eller de engelske Commonwealth-lande, Australien, Canada eller New Zealand, ville have haft nogen reel mulighed for at komme England - eller de andre besatte stater i Europa - til hjælp.

Det kontrafaktiske

Battle of Britain rummer derfor et vægtigt incitament for det, man kalder kontrafaktisk historieskrivning. Det hypotetiske "hvad nu hvis...".

At englænderne ville vinde Battle of Britain i august / september 1940 var på forhånd på grænsen af det usandsynlige. Hvis tyskerne havde nedkæmpet det engelske flyvevåben, kunne deres planer for en invasion af England så være lykkedes, eller kunne de på anden måde have tvunget England i knæ som følge af en sejr?

Under sit ophold i amerikanske og engelske krigsfangelejre fra 1945 til 1948 blev den højt respekterede tyske general Rundstedt bl.a. afhørt af sovjetrussiske officerer. General Rundstedt var under det meste af Anden Verdenskrig chef for den tyske krigsindsats i Vesteuropa. Under forhøret udtalte han, at den mest afgørende begivenhed, der førte til tyskernes nederlag i Anden Verdenskrig, var tyskernes nederlag i Slaget om England!

Gå evt. til afsnittet Kontrafaktisk

Gå evt. til siden oversigt for at se, hvordan denne "e-bogs" beskrivelse af Slaget om England er organiseret.

Fodnoter

Note *1): Med infrastruktur menes her: flyvestationer, radarstationer, Fighter Command's kommandocentre, og fabrikker for fly og flymotorer.

Øvrige noter ^xxx: Noter

Har du kommentarer, er du meget velkommen! se evt. afsnittet Kommentarer

======================

Om mit forhold til emnet

Min interesse for historiske emner stammer helt tilbage fra min skoletid lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Det var verdenskrigen, og hvorfor den brød ud, der interesserede mig. Min tilgang til emnet dengang var populær historieformidling i form af bøger og artikler om krigen. Senere var jeg fire år i det danske flyvevåben som radartekniker.

Tilskyndelsen til at gå mere i dybden med min historieinteresse stammer fra 1970, hvor jeg opholdt mig i England. Jeg læste i den engelske avis The Guardian mindeord om den netop afdøde Air Chief Marshal Hugh Dowding, en af de militære ledere fra Anden Verdenskrig jeg dengang aldrig havde hørt eller læst om. Fascinationen af Dowding var starten på mine egentlige historiestudier, som kun skred langsomt frem, da de naturligvis måtte foregå i min fritid. Efter at jeg er blevet pensioneret, har jeg bedre haft tid til at fordybe mig - samtidig med, at der er blevet åbnet adgang til arkiverne.

Jeg blev en selvlærd historiker. For at få en fornemmelse af, hvad historieforskning gik ud på, deltog jeg i grundkurser i fagene filosofi og historie ved Folkeuniversitetet i København.

Alt, hvad jeg nu ved om Slaget om England, stammer fra selvstudier af tilgængelig litteratur og besøg på det engelske The National Archive i Kew og arkivet og biblioteket på Imperial War Museum i London samt engelske flyvestationer. Besøg - ud over den mulige adgang via internettet - på tilsvarende tyske arkiver, har jeg endnu til gode.

Gå evt. til afsnittet Bibliografi for at se den litteratur, jeg har gennemgået - helt eller delvist.

Noter

Sidst opdateret

2015-11-08

version 9.17

Kommentarer / spørgsmål: leif.olsen@battleofbritain.dk Se evt. afsnittet

Kommentarer

Mit CV i relation til at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England - klik på CV