Blitzen

(Dette er 7. afsnit i bogen: Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940. Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.)

Blitzen

var anden del af Luftkrigen over England fra september 1940 til maj 1941.

Efter Hitlers nederlag i den første del - Battle of Britain - fortsatte han luftkrigen med terrorbombning af civile mål i nattetimerne.

Denne del af luftkrigen blev kaldt The Blitz (tysk ord = lyn), fordansket til "Blitzen"

Blitzen var Hitlers første og største massive strategiske bombeoffensiv under Anden Verdenskrig, men Hitler opnåede heller ikke her, det han ønskede, en fredsaftale med England.

Spring evt. til beskrivelsen af et af de fire vigtigste bombeangreb:
Sted og tidspunkt:	Klik på
London, 7. sep. 40	London1
Coventry, 14. nov. 40	Coventry
London, 29. dec. 40	London2
Liverpool, 12. mar. 41	Liverpool

Bombeoffensiven startede den 7. september 1940, og fortsatte til den 16. maj 1941. På dette tidspunkt havde Hitler brug for alle sine bombefly til det forestående angreb mod Sovjetunionen.

Fra starten af Blitzen var det tydeligt, at det drejede sig om en terrorbombeoffensiv mod civilbefolkningen og landets infrastruktur.

Hitlers formål med hele luftkrigen mod England i 1940 - 41 var at tvinge England til at indgå en fredsaftale. Det var ikke lykkedes med første del: angrebet mod Englands jagerforsvar i Battle of Britain. Se punkt 2. Nu ville Hitler forsøge med terrorbombning. Det lykkedes heller ikke.

Under hele Anden Verdenskrig fra 1939 - 45 var der tyske bombeangreb mod England, men - bortset fra Blitzen og V1/ V2 bombeangrebene i 1944 - 45 - var bombeangrebene begrænsede, og var oftest rettet mod udvalgte mål af militær betydning.

Blitzen blev den bombeoffensiv mod England, der krævede flest civile dødsofre, lagde de største beboelsesområder i ruiner, og skadede den engelske infrastruktur mest. Over 42.000 civile omkom i løbet af de godt 8 måneder Blitzen varede.

Et lignende antal civile omkom under de allieredes bombeangreb "Operation Gomorrah" mod Hamburg mellem den 24. og den 30. juli 1943.

I det efterfølgende dækker udtrykkene:

RAF = Royal Air Force = det engelske flyvevåben

Luftwaffe = det tyske flyvevåben

Emner i afsnittet		Luftwaffes og RAF's organisation
(hyperlinks: - klik på emnet )
Optakten til Blitzen		Tyskland: Luftwaffe
1 Indledning - England alene		Chef: Reichmarschall Hermann Göring
2 Battle of Britain -		Luftflotte 2: Generalfeldmarschall Albert Kesselring
Blitzen		Luftflotte 3: Generalfeldmarschall Hugo Sperrle
3 Terrorbombning som våben		Luftflotte 5: Generaloberst Hans-Jürgen Stumpff
4 Blitzen - bombningen starter		- herunder indtil november 1940 -
5 Blitzen - ny strategi i luftkrigen		England: RAF's Fighter Command
6 Invasionen af England aflyses		Chef: Air Chief Marshal Hugh Dowding
7 Blitzen fortsætter		Group 10: Air Vice-Marshal Quintin Brand
8 England forsvarsløst		Group 11: Air Vice-Marshall Keith Park
8.1 Fighter Commands organisation		Group 12: Air Vice-Marshal Trafford Leigh-Mallory
8.2 Jagerflyenes organisation		Group 13: Air Vice-Marshal Richard Saul
8.3 Jagerflyenes effektivitet		- fra november 1940 se Efterspillet -
8.4 Antiluftskytsets organisation		Klik på hhv. *Luftwaffe* og *Fighter Command*
8.5 Antiluftskytsets effektivitet		for at se deres organisation
8.6 Ballonerne
8.7 Andre forsvarstiltag		Klik her for The Coventry Blitz

9 Bombemål under Blitzen
9.1 Anvendte bombetyper
9.2 Bombeflyene
10 Hvordan fandt Luftwaffe målene
11 Enkelte angreb
11.1 London den 7. sep 1940
11.2 Coventry, 14. nov. 1940
11.3 London, 29. dec. 1940
11.4 Liverpool, 12. marts 1941
11.5 Birmingham, 16. maj
12 Konklusion

Optakten til Blitzen

For at lette oversigten se evt. en tidstavle over begivenhederne 1918 - 1941 Kronologi .

1 Indledning - England alene mod Tyskland

Sammen med Frankrig erklærede England krig mod Tyskland den 3. september 1939.

Årsagen til krigserklæringerne var, at Tyskland - på trods af engelske og franske advarsler fra 1938 - havde angrebet Polen den 1. september 1939, og ikke havde trukket sig ud igen, som England og Frankrig straks havde krævet. Se evt. Frankrigs fald.

Hverken England eller Frankrig var umiddelbart klar til at starte noget angreb på Tyskland som følge af krigserklæringerne.

I månederne efter krigserklæringen overførte England størstedelen af sin hær til Frankrig, for at kunne starte et angreb mod Tyskland derfra sammen med Frankrig i 1940 eller 1941.

Hitler kom Englands og Frankrigs angreb i forkøbet.

Den 10. maj 1940 startede Hitler sit angreb mod Holland, Belgien og Frankrig. Ti dage senere - den 20. maj - havde Holland kapituleret, og hele den allierede hovedstyrke - nu suppleret med den belgiske hær - var blevet omringet af den tyske hær. Den allierede hovedstyrke stod med nu med ryggen mod Den Engelske Kanal.

Den allierede hovedstyrke blev i løbet af den følgende uge trængt sammen på et mindre og mindre område omkring den franske havneby Dunkerque. Evakuering over Den Engelske Kanal var den eneste mulighed for de allierede for at undgå overgivelse eller udslettelse.

Belgien valgte at kapitulere, England valgte at prøve en evakuering fra Dunkerque, og Frankrig valgte at kæmpe videre syd for det omringede område. Se evt. afsnittene Frankrigs fald eller Dunkerque.

Den engelske flåde regnede kun med at kunne evakuere en brøkdel af den engelske hær fra det nu omringede område. Men flåden fik organiseret evakueringen på en sådan måde, at den - trods de pessimistiske forventninger - alligevel fik evakueret praktisk taget alle de allierede soldater, der kunne komme frem til Dunkerque - ca. 338.000 mand.

Efter at have kæmpet nogle uger syd for det omringede område indgik Frankrig våbenstilstandsaftale med Tyskland den 22. juni 1940. Fra den dag var England det eneste land, der aktivt var i krig med Tyskland indtil april 1941.

Inden Tysklands sejr i Frankrig var det - som nævnt ovenfor - lykkedes for England at få næsten hele sin hær hjem. Hæren havde dog måttet efterlade alle våben og køretøjer i Dunkerque i Frankrig, Se evt. Dunkerque.

Kampene mellem England og Tyskland foregik fra nu af kun til søs og i luften indtil 1942.

Især under evakueringen fra Dunkerque havde RAF's Fighter Command - været i heftige luftkampe med Luftwaffe.

Efter at våbenstilstandsaftalen med Frankrig trådte i kraft den 25. juni, kunne Luftwaffe nu koncentrere sin indsats mod England. Det sidste land i Hitlers felttog mod Vesteuropa. Målet for Luftwaffe var at nedkæmpe det engelske luftforsvar som indledningen til en invasion af England. Se evt. afsnittet Seelöwe.

Battle of Britain var i gang.

Tidsskema for luftkrigen over England - klik på - Tidsskema

2 Battle of Britain - Luftwaffes kamp mod Fighter Command

Fra juni 1940 til udgangen af september 1940 var hele det engelske luftforsvar - RAFs Fighter Command med fly og infrastruktur - samt flyfabrikker målet for intense angreb fra Luftwaffe. Luftwaffes mål var, at nedkæmpe det engelske luftforsvar. Se evt. afsnittetBattle of Britain.

Målet for Luftwaffes angreb var blevet konkretiseret i Hitlers førerordre nr. 16¹¹¹ af den 16. juli 1940.

Luftwaffe skulle mindst have herredømmet i luften over Den Engelske Kanal og det sydlige England for at muliggøre en tysk invasion af England, hvis dette skulle vise sig nødvendigt. Se evt. afsnittetSeelöwe.

På grund af Fighter Commands ekstremt defensive luftforsvar lykkedes det ikke Luftwaffe at nedkæmpe Fighter Command i Battle of Britain. For at reducere tabene sendte Fighter Command stort set kun deres jagere op, når Luftwaffes angreb med bombefly.

På den måde bevarede Fighter Command muligheden til at genvinde kontrol over luftrummet, og blokerede derved for et tysk invasionsforsøg.

I løbet af august 1940 lykkedes det alligevel Luftwaffe at påføre Fighter Commands flyvestationer omkring London så store skader, at Fighter Command i begyndelsen af september var på nippet til at flytte deres jagere til flyvestationer nordvest for London.

Var jagerne blevet flyttet, ville Fighter Commands mulighed for at genvinde kontrol med luftrummet over Den Engelske Kanal være blevet kraftigt svækket.

Men den 7. september skiftede Luftwaffe både

a) taktik i Battle of Britain med hensyn målene, og
b) strategi i luftkrigen ved at starte Blitzen.

a) På det taktiske plan formindskede Luftwaffe deres direkte angreb på Fighter Commands infrastruktur, og gik over til massive angreb på London. Formålet var, at få Fighter Command ud af den ekstremt defensive rolle, og få dem til at sende alle sine jagerfly på vingerne for at forsvare London.

b) På det strategiske plan startede Luftwaffe Blitzen, og startede med terrorbombning for fortsat at kunne presse England til fredsforhandlinger.

Luftwaffes ændrede taktik overfor Fighter Command blev en fiasko. Den nye taktik bevirkede, at Fighter Command fik mulighed for at genopbygge dele af deres infrastruktur - især flyvestationer - omkring London. Fighter Command fastholdt derved muligheden for at kæmpe over Den Engelske Kanal.

Blitzen

3 Terrorbombning som våben

Et terrorbombardement i denne sammenhæng er et angreb mod et lands byområder med det formål at nedbryde befolkningens moral og skade hele landets infrastruktur som et led i en kamp mod landet.

Tyskerne startede terrorbombning af England den 7. september 1940. Hitlers mål var at tvinge englænderne til fredsforhandlinger uden at det var nødvendigt at foretage en invasion.

Eksempler på terrorbombardementer med tilsvarende mål var englændernes bombardement af København i 1807 og amerikanernes atombomber mod Nagasaki og Hiroshima i 1945.

I sin førerordre nr. 17 af den 1. august 1940 havde Hitler taget forbehold for at anvende terrorbombning i luftkrigen mod England. Terrorbombning mod England måtte ikke startes uden hans - Hitlers - udtrykkelige samtykke.

Hvorfor Hitler alligevel en måned efter udstedelsen af førerordren valgte terrorbombning, er ikke helt afklaret. Luftkrigen mod Fighter Command var netop på sit højeste, og Fighter Command var ved at være nedkæmpet i området omkring London. En medvirkende årsag har givetvis været Englands terrorbombeangreb på Berlin den 25. august 1940.

England havde startet en terrorbombning af Tyskland med et "markeret" angreb den 25. august 1940 mod Berlin. Angrebet blev udført af RAFs Bomber Command. Angrebet resulterede kun i minimale skader set i forhold til senere angreb.

Angrebet mod Berlin var fra Churchills side "svaret" på en øjensynligt tysk fejlbombning over et beboelsesområde i London dagen før - den 24. august. De bomber, der faldt over beboelsesområdet i London var sandsynligvis tiltænkt havneanlægget Thameshaven¹²⁴.

4 Blitzen - terrorbombningen af England - starter

Ser man bort fra hændelsen den 24. august, - som nævnt ovenfor - startede Luftwaffe deres første terrorbombning ved et kombineret dag- og natangreb mod London den 7. september 1940 - 14 dage efter RAFs første terrorbombning af Berlin. Blitzen startede således den 7. september 1940. Blitzen fortsætter med kraftige terrorbombninger - periodevis hver nat, hvis vejret tillod det - indtil maj 1941.

Tidsskema for luftkrigen over England - klik på - Tidsskema

5 Blitzen - den nye strategi i luftkrigen mod England

Den første tyske strategi i luftkrigen mod England "Battle of Britain" og den nye "Blitzen" overlapper hinanden i perioden fra 7. september til 31. oktober.

Med den taktik, der blev anvendt ved starten af Blitzen den 7. september, forventede Luftwaffe, at Fighter Command ville sende alle deres jagerfly op for at forsvare London. I en serie af sådanne luftkampe mellem Luftwaffes overlegne flystyrker og Fighter Commands jagerstyrker regnede Luftwaffe med at blive den endelige sejrherre i løbet af kort tid - det Luftwaffe ikke hidtil havde opnået under Battle of Britain. Se evt. afsnittet Battle of Britain.

Årsagen - til at tyskerne valgte den nye strategi - og samtidig benyttede den nye strategi som et sidste taktik i den "gamle" strategi - skal søges i tre forhold:

Hitlers ønske om gengældelse for engelske terrorbombeangreb mod Berlin siden den 25. august,
at lægge psykisk pres på den engelske befolkning lige før den planlagte tyske invasion skulle begynde, og
accept af Feldmarschall Kesselrings ide om, at den sikreste måde at få flest mulige engelske jagere i luften på en gang, var terrorbombeangreb mod London om dagen.

Terrorbombeangrebet - nu kaldet "The Blitz" eller fordansket til Blitzen - blev fulgt op de følgende nætter.

Den 15. september gentog Luftwaffe dag og nat terrorangrebet på London. Dette angreb var samtidigt Luftwaffes sidste desperate forsøg var på at nedkæmpe Fighter Command, inden fristen for at kunne gennemføre en invasion udløb. Se evt.afsnittet Battle of Britain punkt 4 under Fase 4.

Luftwaffes luftkrig mod England i september 1940 var således en blanding af fortsat luftkrig mod Fighter Command og starten på terrorbombningen - Blitzen.

6 Invasionen af England aflyses

Da det ikke lykkedes Luftwaffe at nedkæmpe Fighter Command ved dag- og natangrebet den 15. september, aflyste Hitler nogle dage senere - formentlig den 17. september - den forestående planlagte invasion af England.

Terminerne for favorable tidevandsforhold var omkring datoerne 22. september og 6. oktober. Men fra oktober og frem til foråret ville dagene være korte og vejrforholdene måtte forventes at være for vanskellige til at gennemføre den planlagte invasion. Blot en kraftig blæst ville være en katastrofe for invasionsforsøget, der var baseret på overførsel med flodpramme. Se evt. afsnittetSeelöwe.

Hitler nedgraderede i september intentionerne for en invasion af England. I modsætning til alle større militære engagementer havde han ikke vist interesse i selv at deltage i planlægningen. Siden juli 1940 havde han koncentreret sig om planlægning af sit vigtigste mål - en invasion af Sovjetunionen i foråret af 1941. Forberedelserne til en invasion af England blev dog delvist opretholdt indtil foråret 1941. Dette tvang England til at holde mange soldater hjemme og føre en lav profil ved kampene i Nordafrika i 1941. Se evt. afsnittetSeelöwe.

Hitlers ræsonnement ved at opgive invasionen af England i 1940 / 41 har tilsyneladende været, at England alligevel ikke ville være i stand til at foretage noget angreb på det europæiske fastland de første par år. England ville således ikke være en trussel mod hans invasion af Sovjetunionen. Hitler ville ikke risikere at skulle føre en tofrontskrig. Når Sovjetunionen var besejret, kunne han altid vende tilbage til England.

7 Blitzen fortsætter

Trods aflysningen af invasionen ønskede Hitler fortsat at føre luftkrig mod England for om muligt fremdeles at tvinge England til en fredsaftale. Søkrigen - ubådskrigen mod England - fortsatte uændret med uformindsket styrke.

Ved fortsættelsen af luftkrigen mod England fik Tyskland lidt assistance af sin allierede Italien. Den italienske indsats var dog stærkt begrænset, og den var især koncentreret om bombning af havnebyen Harwich.

Men planlægningen af Hitlers felttog mod Sovjetunionen i 1941 forudsatte, at Luftwaffe var klar til en massiv indsats der. Det var derfor nødvendigt for Luftwaffe, at undgå store tab ved en fortsat luftkrig.

For at videreføre luftkrigen mod England uden de store tab skiftede Luftwaffe derfor taktik i løbet af september 1940.

Dagangrebene blev stort set aflyst. De blev erstattet med natlige terrorangreb - kaldet Blitzen - mod civilbefolkningen, landets infrastruktur, især havnebyer, og rustningsindustrien.

Ved at skifte taktik til natangreb kunne Luftwaffe undgå store tab af fly som under angrebene den 7. og 15. september.

Årsagen hertil var, at Fighter Command i 1940 - 41 reelt ikke havde noget forsvar mod natangreb, som omtalt i næste punkt 8.

Til gengæld blev Luftwaffes chance for at ramme vigtige mål præcist - rustningsindustrien, havneanlæg, brændstofdepoter m.m. - stærkt reduceret ved at gå over til natangreb, se punkt 8.

Terrorbombningen om natten påførte civilbefolkningen store tab og et enormt psykisk pres. Der blev I alt dræbt ca. 42.000¹²⁵ civile under Blitzen.

Luftwaffes kraftige terrorbombning af England blev afbrudt i maj 1941, da Tysklands krigsførelse i Balkan og senere mod Sovjetunionen krævede Luftwaffes fulde opmærksomhed der. Men indtil 1944 fortsatte Luftwaffe med spredt bombning over hele England.

I perioden fra 1939 til 1944 blev i alt ca. 51.000 civile dræbt¹⁸¹ i England som følge af bombeangreb fra Luftwaffe. Heraf som nævnt ca. 42.000 i de 8 måneder Blitzen varede.

I 1944 - 45 foretog Tyskland nye terrorangreb med V1 bomber og V2 raketter. Ca. 9000 civile blev dræbt¹⁸¹ ved disse angreb.

8 England forsvarsløst under Blitzen

England var under hele Blitzen reelt set militært forsvarsløst overfor natangreb med bombefly.

England havde i årene før 1940 fået opbygget et civilt beredskab mod virkningerne ved angreb med bombefly. Se evt. punkt 14 under afsnittet Forsvarsstrategien.

De angribende bombeflys største problem var at finde målene over det totalt mørkelagte England.

Hvorfor var England næsten militært forsvarsløst for bombeangreb om natten i 1940?

Det var jo Fighter Commands opgave at forsvare England mod luftangreb - også om natten.

Svaret findes i de efterfølgende underpunkter. Generelt for alle underpunkterne se evt. afsnittet Forsvarsstrategien.

8.1 Fighter Commands organisation

Fighter Command var fra 1936 opbygget med det primære formål, at kunne forsvare det engelske luftrum mod angreb med bombefly. Udgangspunktet var, at de fjendtlige bombefly ville starte fra baser i Tyskland uden eskorte af jagerfly.

Til at løse den opgave, bestod Fighter Command i 1940 - 41 af:

en radarbaseret varslingstjeneste,
et observatørkorps,
eskadriller af jagerfly med tilhørende kommandosystem til at nedkæmpe modstanderen i luftkamp,
et antiluftskytskorps - administrativt underlagt den engelske hær, og
et korps udstyret med spærreballoner.

Lederen af Fighter Command var indtil de 24. november 1940 Air Chief Marshal Hugh Dowding.

Han blev afskediget den 24. november 1940 og erstattet med Air Marshal Sholto Douglas.

Den officielle begrundelse for afskedigelsen var manglende resultater i bekæmpelsen af Luftwaffe under natangrebene - Blitzen. Se nedenfor. Den reelle grund var langvarige intriger indenfor RAF og Air Ministry^130,131,133delvis baseret på uenigheder om Fighter Commands strategi og taktikker. Se evt. afsnittet Efterspillet.

Air Marshal Sholto Douglas' overtagelse af chefposten medførte dog ingen væsentlige ændringer i Fighter Commands planlægning og indsats for at stoppe Luftwaffes natlige bombetogter over England i 1940 - 41.

Angriberen var Luftwaffe. Lederen af Luftwaffe var Reichsmarschall Hermann Göring. Om Luftwaffes organisation se evt. afsnittet Luftwaffe.

8.2 Jagerforsvarets organisation og flyenes udrustning

Fighter Commands jagerforsvar var organiseret i fire Groups, Group 10 og 11 i Sydenland, Group 12 i Midtengland og Group 13 i Nordengland. Se evt. kortet i afsnittet Forsvarsstrategien

Jagerflyene i første linje var af typerne Hurricane og Spitfire. De var hver udstyret med 8 stk. 7,7 mm fastmonterede maskingeværer. Se evt. afsnittetFlytyperne.

Fighter Command havde ved starten af Battle of Britain i alt 29 eskadriller Hurricane jagere og 19 eskadriller Spitfire jagere. Hver eskadrille bestod principielt 12 kampklare fly. Antallet af kampklare fly varierede dog fra dag til dag afhængig af tab, skader og nye tilførsler.

De fleste eskadriller er tilført Group 11 i det sydøstlige England med London som centrum. Se evt. kortet i afsnittet Forsvarsstrategien.

Natjagere:

Hurricane og Spitfire jagere var under Blitzen stort set uanvendelige som natjagere af to årsager:

piloterne kunne ikke finde de tyske bombefly i mørket, da ingen af de to jagere var i konstrueret til at rumme radarudstyr ombord,
næsten hele det synsfelt, piloten skulle benytte til at finde fjendtlige fly om natten, var gennem en roterende propel.

Som natjagere brugtes derfor fra starten af Blitzen et ombygget let tomotoret bombefly af typen Bristol Blenheim Mk. IF. Enkelte af denne type fly blev forsøgsvis udstyret med et AI radarsystem, der var under udvikling.

Ved starten af Blitzen havde Fighter Command 8 eskadriller Blenheim fly. Hver eskadrille bestod principielt af 10 kampklare fly.

Blenheim flyene var udrustet med 6 stk. 7,7 mm maskingeværer, heraf 5 fastmonterede. Se evt. afsnittet Flytyperne.

I løbet af Blitzen får Fighter Command gradvist tilført en nykonstrueret tung tomotoret jager af typen Bristol Beaufighter Mk. IF udstyret med AI radar. Men det blev ikke indført tids nok og i tilstrækkeligt omfang til, at det fik afgørende betydning for forløbet af Blitzen.

8.3 Jagerflyenes effektivitet

Under hele Blitzen kunne Fighter Commands jagerfly generelt set ikke stille noget op mod angribende bombefly om natten. Jagerpiloterne kunne - som allerede nævnt - simpelt hen ikke se de tyske bombefly i mørket. Først i maj 1941 kom der et brugbart radarsystem for jagerne til at finde de tyske fly i mørket.

Fighter Commands radarbaserede varslingssystem kunne uden problemer spore de angribende bombefly i mørket, når de var på vej mod England, og Fighter Command kunne derfor sende jagerfly op til modangreb.

Et andet radarsystem - GCI - Ground Controlled Interception - kunne fra vinteren 1941 begynde at lede jagerflyene hen i nærheden af de angribende bombefly, når de havde passeret kysten. Typisk kunne de, der betjente systemet, lede jagerne inden for en afstand af 10 km til det angribende bombefly. Se evt.afsnittetRadar.

Men jagerflyene kunne stadig ikke finde og sigte mod Luftwaffes bombefly i mørket. Selv i klart måneskin var det praktisk taget umuligt selv for et natjagerfly at finde de angribende bombefly. I praksis skulle jagerflyene ledes indenfor en afstand af 300 m til et bombefly for at kunne se det i mørket uden hjælpemidler (radar).

Radarbaserede sporingssystemer, der kunne monteres på et fly, - AI - Airborne Interception - havde været under udvikling siden 1936, men var i 1940-41 endnu kun på udviklingsstadiet. Ideen var, at et sådant system skulle kunne spore bombeflyene inden for en afstand af 10 km. Fly udstyret med sådanne sporingssigtesystemer ville kunne finde angribende fly under alle vejrforhold, også i mørke. Se evt. afsnittetRadar.

Kort sagt, Fighter Command manglede under hele Blitzen natjagere udstyret med et velfungerende AI radarsporingssystem også kaldet et radarsigte.

En anden måde at lokalisere Luftwaffes bombefly om natten var at afsløre de radiopejlesignaler, som bombeflyene modtog fra tyske radiosendere for at kunne frem til målet over det mørkelagte England.

Specialudstyrede fly fra Fighter Command's 80. Wing kunne i flere tilfælde lokalisere de retningsbestemte radiopejlesignaler som to eller tre tyske radiosendere begyndte at udsende få timer før et bombeangreb. Stedet, hvor signalerne skar hinanden, ville være målet for et bombeangreb. (Se evt. punkt 10.)

Denne viden kunne Fighter Command dog kun i stærkt begrænset omfang bruge til at hjælpe jagerflyene til at finde bombeflyene i mørket. Man vidste jo ikke, hvornår bombeflyene ville være over målet. Men kendskabet til målområdet blev brugt til at aktivere den civile luftalarm for det pågældende område og samtidig alarmere antiluftskytset i området. Se afsnittet Radar punkt 4.

8.4 Antiluftskytsets organisation og udrustning

Antiluftskytset - Anti-Aircraft Command - var administrationsmæssigt underlagt den engelske hær, men taktisk kommandomæssigt underlagt Fighter Command.

Lederen af antiluftskytset - Lieutenant-General Frederick Pile - havde hovedkvarter i samme bygning som chefen for Fighter Command Air Chief Marshal Hugh Dowding. Til trods for den dualistiske kommandovej, havde General Pike et gnidningsfrit samarbejde med Dowding og senere Air Marshal Sholto Douglas.

Antiluftskytset var organiseret i 7 divisioner.

1. og 6. division omfattede London og hele området omkring London, svarende til Group 11's område. De to divisioner havde tilsammen 285 kraftige antiluftskytskanoner¹⁵⁶ til disposition ved indledningen af Blitzen. Området var opdelt i fire "areas" med hvert sit kontrolrum med direkte forbindelse til Group 11 Operation Room. Det enkelte kontrolrum blev alarmeret, når bombefly var på vej mod dets område.

Divisionernes skyts bestod af

a) kraftige antiluftskytskanoner af forskellige kalibre - 10 - 7,6 cm og
b) maskinkanoner - 40 og 20 mm.

De fleste antiluftskytskanoner var forsynet med elektromekaniske korrektører til automatisk indstilling af kanonen.

Skytset var formeret således:

a) Kanonerne var anbragt i batterier á 4 kanoner. Batterierne var spredt ud over områder, hvor der måtte forventes overflyvning af formationer af bombefly. Kanonerne var rettet mod højtgående bombefly. Ammunitionen var granater, der bragtes til eksplosion så nær ved bombeflyene som muligt.
b) maskinkanonerne - 20 - 40 mm kaliber - var anbragt ved mål, der måtte forventes at blive angrebet af lavtgående fly fx. flyvestationer, flyfabrikker og havne. Ammunitionen var projektiler, der skulle ramme det angribende fly direkte.

8.5 Antiluftskytsets effektivitet

Der var antiluftskyts på jorden i og omkring de større byer og på typiske indflyvningsruter til de større byer. Ved hjælp af lyskastere kunne antiluftskytsbatterierne være heldige med at lokalisere enkelte angribende bombefly i mørket. Allerede fra juli 1940 fik enkelte batterier tilført GL - Gun Laying - radarsystemer til at lokalisere og bestemme flyvehøjden for de angribende bombefly. Se afsnittet Radar.

Men en ting er at kunne spore et bombefly i flere tusinde meters højde, noget andet er at kunne ramme i nærheden af det ved hjælp af antiluftskytskanoner fra jorden.

Selv om antiluftskytset affyrede tusindvis af granater ved hvert natangreb, skød det samlede antiluftskyts sjældent mere en et enkelt fly ned hver nat. Ved flere natangreb slet ingen.

I starten af Blitzen blev der gennemsnitlig affyret ca. 20.000 granater fra antiluftskytskanoner for hver tysk bombefly, der blev skudt ned om natten¹²³.

Selv om antiluftskytset ikke skød ret mange tyske fly ned, havde det dog den virkning, at det lejlighedsvis tvang bombeflyene op i en større højde for at undgå at blive skudt ned. Det betød, at bombeflyene måtte kaste bomberne fra en større højde med tilsvarende ringere træfsikkerhed.

En anden virkning var på det psykiske plan. Det virkede afskrækkende på de angribende flybesætninger med de kraftige granateksplosioner i nærheden af flyene. Det virkede til gengæld nærmest tillidsvækkende på den civilbefolkning, der hørte kanonerne blive fyret af.

8.6 Ballonerne

Vedrørende ballonforsvarets opbygning og udrustning se Forsvarsstrategien punkt. 4.10.

Ballonerne var stort set på plads døgnet rundt under Battle of Britain og første del af Blitzen. Da ballonerne ikke kunne anbringes højere end 1500 m, fik de praktisk talt ingen indflydelse for forsvaret mod de natlige bombeangreb.

8.7 Andre forsvarstiltag

England prøvede andre måder at standse de angribende bombefly fx. ved hjælp af drivende balloner i stor højde eller med "luftminer", men ingen af disse tiltag havde reelt nævneværdig virkning på tyskernes angreb under Blitzen. Se evt. afsnittet Forsvarsstrategien.

Konklusionen er, at England - som nævnt i indledningen af afsnittet - reelt var forsvarsløst overfor de natlige bombeangreb indtil maj 1941.

9 Bombemål under Blitzen

Over 150 engelske byer, mindre samfund og udvalgte mål blev udsat for et eller flere bombeangreb fra Luftwaffe i perioden fra september 1939 til maj 1944¹³⁴.

Før og efter selve Blitzen - der var fra september 1940 til maj 1941 - koncentrerede Luftwaffe sig om udvalgte mål, der blev angrebet både om dagen og om natten, mest om natten.

Om natten var bombeflyene afskåret fra bruge bombesigter på grund af mørket. Bomberne blev derfor kastet indenfor en stor cirkel omkring målet med det resultat, at nogle af bomberne faldt i områder, hvor de kun forårsagede minimal eller slet ingen skade.

Under Blitzen - fra september 1940 til maj 1941 - udførte Luftwaffe terrorbombning af større byområder eller hele byer²¹⁷. For at få størst mulig effekt ud af terrorbombningen foregik de fleste bombardementer derfor over tætbefolkede byer af stor betydning for krigsførelsen. Det var enten vigtige havnebyer . ex. Liverpool, Plymouth - eller centre for rustningsindustrien - ex. Birmingham, Coventry.

Tabellen viser, hvor der blev kastet flest tons sprængbomber under Blitzen ved 118 større angreb: (Kilde: Basil Collier: "The Defence of the United Kingdom", HMSO 1957. Tallene er indsamlet fra tyske rapporter.)

Byområde	Bomber (tons)
London området	18800
Liverpool området	1957
Birmingham	1852
Glasgow området	1329
Plymouth området	1228
Bristol området	919
Coventry	818
Portsmouth	687
Southampton	647
Hull	593

London var uden sammenligning den by, der blev hårdest ramt under Blitzen. Over halvdelen af de bomber, der blev kastet over England under Blitzen, ramte London.

Luftwaffes fordele ved at angribe London frem for andre engelske byer var flere:

den psykiske effekt var størst på grund af befolkningens størrelse og tætte koncentration,
flyvedistancen var kort,
Englands regering og civile administration havde til huse i London, og
byens meget store havn.

Liverpool området (Merseyside) og industribyen Birmingham var de næst hårdest ramte - målt med mængden af nedkastede bomber. Men hver af disse områder blev kun ramt af en tiendedel af det antal bomber, der ramte London.

De mest omfattende ødelæggelser af bysamfund i England ramte Coventry og Plymouth, hvis bycentre blev helt udslettede.

Coventry blev angrebet på grund af sin koncentration af virksomheder indenfor rustningsindustrien, Plymouth på grund af sin havn, flådebase og skibsværfter.

Plymouth var desuden et nemt mål på grund af sin placering ved Den Engelske Kanal, og derfor ikke krævede overflyvning af områder med koncentration af antiluftskyts. Havneområder kunne desuden let findes af bombefly på måneklare nætter på grund af refleksion af månelys fra havoverflader.

I alt ca. 42.000¹²⁵ civile blev dræbt af bombeangreb under Blitzen.

9.1 Anvendte bombetyper og bombeteknik.

Under Blitzen anvendte Luftwaffe hovedsagelig tre forskellige bombetyper: Sprængbomber, brandbomber og luftminer.

Sprængbomber var under Blitzen typisk 50 kg bomber. Halvdelen af vægten bestod af højeksplosivt sprængstof. Bomben eksploderede ved nedslaget. Enkelte bomber på 250 kg og 500 kg blev benyttet - især hen imod slutningen af Blitzen.

Brandbomber var små bomber på 1 kg. De bestod af en kapsel af en magnesiumlegering fyldt op med termit som brændstof. En lille sprængladning i spidsen antændte brændstoffet ved nedslaget. Brandbomben blev antændt og udviklede for en kort tid en meget kraftig varme, tilstrækkelig til at smelte stål.

Luftminer - eller Land Mines som englænderne kaldte dem - havde en vægt af 1000 kg, hvoraf ca. 700 kg var højeksplosivt sprængstof. De blev kastet ned med faldskærm og eksploderede ved landingen.

Det var brandbomberne, der bevirkede de største ødelæggelser. Tilstrækkeligt mange i en tæt bykerne kunne starte mange brande samtidigt. Det kunne resultere i en såkaldt ildstorm og lægge hele områder i ruiner. Forudsætningen for denne kraftige virkning var, at sprængbomber eller luftminer havde beskadiget især tagene på bygningerne, så brandbomberne kunne trænge ned i bygningerne og sætte dem i brand.

I alt over 60.000 tons sprængbomber og 3.000 tons brandbomber - 3.000.000 stk. - blev kastet under Blitzen fra september 1940 til maj 1941¹³⁴.

9.2 Bombeflyene

Under hele Blitzen havde Luftwaffe stationeret ca. 1200 bombefly i det nordvestlige Frankrig, Belgien og Holland fordelt på Luftflotte II og III. Ca. 800 af disse fly har på ethvert givet tidspunkt været operationsklare. Bombeflyene var stationeret på flyvestationer, der var udenfor rækkevidde af Fighter Commands jagere.

Luftwaffe egne jagere var stationeret på flyvestationer langs Kanalkysten, og kunne i givet fald eskortere bombeflyene over Den Engelske Kanal og ind over det sydøstligste af England. Til natangrebene var det ikke nødvendigt med eskorte, da Fighter Commands jagere ikke kunne finde de tyske bombefly i mørket.

Ved angrebene den 7. og den 15. september 1940, blev en del af Luftwaffes bombeangreb udført i dagtimerne, og ved den lejlighed blev bombeflyene eskorteret af jagerfly (se evt. punkt. 5)

Luftwaffes bombefly var tomotores bombefly med en lasteevne på 0,5 - 2,5 tons bomber. Se evt. afsnittetFlytyperne. De var ikke beregnet til en strategisk bombeoffensiv som Blitzen. Udviklingen af firemotores bombefly beregnet til strategiske bombeoffensiver var i Tyskland blevet stoppet i 1936 ved Generalstabschef Wevers død ved en flyulykke. Især under indflydelse af Luftwaffes nye generalstabschef Albert Kesselring skiftede Luftwaffe til hovedsagelig at være en taktisk styrke til støtte for hæren under hurtige fremrykninger. I den situation var lette hurtige tomotores bombefly at foretrække frem for tunge firemotores bombefly^197,198. Se evt. afsnittet Flytyperne.

Flertallet af RAFs bombefly fra 1942 til 1945 var firemotores bombefly, med en lasteevne på op til 8 tons. RAFs firemotores bombefly var udelukkende beregnet til brug for en strategisk bombeoffensiv.

10 Hvordan fandt Luftwaffes bombefly deres mål om natten

Bortset fra brande var England i 1940 og resten af krigen så mørkelagt om natten, at ingen synlige spor fra jorden kunne lede et bombefly frem mod målet. En undtagelse var dog havnebyer. I klart måneskin tegnede refleksionerne af månelyset fra havoverfladen et klart kort over kystområder. Dette benyttede Luftwaffe sig af ved natangreb på Liverpool og Portsmouth i 1940 - 41.

Den 7. og den 15. september 1940 havde der været meget kraftige bombeangreb på London i dagtimerne. De Luftwaffe bombefly, der fortsatte angrebet af London om natten, havde ingen problemer med at finde deres bombemål på grund af de mange voldsomme brande, der var startet i løbet af dagen.

Efter 15. september 1940 gennemførte Luftwaffe ikke flere massive bombeangreb om dagen, som kunne bruges til markering af mål om natten.

Problemet med at finde frem til målene i mørke forsøgte Luftwaffe at løse ved radiopejlesystemer. Tyskerne havde tre forskellige radiopejlesystemer hvert baseret på fra en og op til fire radiosendere. Disse senderne var anbragt i en bue fra Slesvig syd for Jylland til Cherbourg i Frankrig. Radiopejlesystemerne er beskrevet under afsnittet "Om Luftwaffes radiopejlesystemer" i afsnittet Radar punkt 4.

Den optimale nøjagtighed for lokalisering af et mål ved hjælp af tyskernes radiopejlesystemer var i 1940-41 indenfor en cirkel med en radius på ca. 400 m.

Et natangreb kunne altså ikke gennemføres så nøjagtigt, at enkelte fabriksanlæg, havneanlæg eller militære installationer kunne rammes med blot nogenlunde træfsikkerhed. I stedet bombede Luftwaffe vigtige byområder i håb om samtidigt at ramme så mange af de militært vigtige mål som muligt.

RAF oprettede i sommeren 1940 en enhed, hvis speciale det var at afsløre og så vidt muligt at hindre tyske pejlesystemer i at fungere. Enheden fik betegnelsen 80. Wing. Herved opstod begrebet "the Battle of the Beams" og 80. Wing blev kaldt "the Beam Benders".

For at gøre det simple tyske radiopejlesystem "Knickebein" ubrugeligt fik "the Beam Benders" udviklet støjsendere, der gjorde systemet ubrugeligt for Luftwaffe allerede i sommeren 1940.

Tyskerne tog så et mere avanceret radiopejlesystem - "X-Gerät" - i brug. Dette system blev benyttet ved bl.a. angrebet på Coventry den 14. november 1940. En speciel lille gruppe af tyske bombefly, - (på engelsk kaldt "a pathfinder unit") - havde det nødvendige udstyr til at udnytte pejlesignalerne i X-Gerät systemet. Bombefly gruppen - KGr 100 - fløj som den første bølge af bombefly mod Coventry, hvor den nedkastede brandbomber for at markere målet.

De efterfølgende bølger af bombefly behøvede blot at finde de brande, KGr 100 havde startet, så var de fremme ved målet.

RAF's 80. Wing blev hurtigt i stand til også at opfange pejlesignalerne fra "X-Gerät" og afsløre et kommende mål. Men Luftwaffe startede sædvanligvis først de specielle pejlesignaler en time før angrebet.

RAF's 80. Wing nåede at afsløre Coventry som mål den 14. november 1940, men tidsfristen var for kort til at byen kunne advares for at træffe effektive nødforanstaltninger.

RAF's 80. Wing forsøgte at gøre "X-Gerät" ubrugeligt ved hjælp af støjsignaler ligesom ved "Knickelbein", men det mislykkedes ved angrebet på Coventry, som derfor blev ramt med meget stor træfsikkerhed. Se evt. afsnittet "Om Luftwaffes radiopejlesystemer" i afsnittet Radar punkt 4.

Andre grupper af bombefly blev trænet til at finde målene i mørket uden hjælp fra radiopejlesystemer, men ved mere traditionelle navigationsmetoder. Det blev bl.a. benyttet til at markere målene ved angreb på Birmingham og Manchester, men dog med betydelig ringere træfsikkerhed.

11 Enkelte angreb

For en detaljeret opgørelse over Luftwaffes bombeangreb mod England under Anden Verdenskrig henviser jeg venligst til Basil Colliers bog: "The Defence of the United Kingdom"⁷⁸

Større bombeangreb under Blitzen defineres her som angreb, der omfattede mere end 100 bombefly.

Nedenfor er enkelte markante bombeangreb kort beskrevet.

11.1 London den 7. september 1940¹⁷⁹.

Bombeangrebet mod London den 7. september 1940 var det første tyske bombeangreb mod England, hvor målet ikke udelukkende var militære installationer, havne eller fabriksanlæg for militært udstyr, men også civilbefolkningen.

Fra den 1. august indtil den 7. september havde Luftwaffe især koncentreret sine bombeangreb mod Fighter Commands infrastruktur, herunder især flyvestationer omkring London. Se evt. afsnittet Battle of Britain.

Angrebene på London den 7. og 15. september var både dag- og natangreb. De øvrige terrorangreb under Blitzen indtil maj 1941 var udelukkende natangreb.

Luftangrebet den 7. september startede sent om eftermiddagen efter en "rolig" dag i luftrummet over Den Engelske Kanal. Angrebsstyrken var på 348 bombefly beskyttet af 617 jagerfly. Indtil da den største angrebsstyrke af fly nogensinde¹³⁵.

Foruden at kaste bomber over London var målet for denne angrebsstyrke, at "lokke" så mange engelske jagerfly i luften som muligt. Luftwaffe forventede derved at bibringe den underlegne engelske jagerstyrke så store tab, at en sejr i kampen om luftherredømmet over Den Engelske Kanal ville være nært forestående.

Fighter Commands radarbaserede varslingssystem blev så overbelastet af radarekkoer fra denne store angrebsstyrke, af systemet havde svært ved at overskue angrebets størrelse og retning. Angrebsstyrken ændrede kurs flere gange under flyvningen frem mod London.

Angrebstaktikken var så radikalt ændret fra taktikken for de foregående dage, at det kun lykkedes Fighter Command at få dirigeret fire eskadriller jagerfly til at imødegå angrebsstyrken.

Målet for bombeflyene var Londons havneområde i East End, der normalt håndterede en tredjedel af hele Englands import og bl.a. rummede Londons største gasværk.

Angrebet varede en time, og det lykkedes Luftwaffe at ødelægge det meste af havneområdet. En del bomber ramte også nærliggende beboelsesområder.

Et par timer efter angrebets start blev kodeordet "Cromwell"¹³⁶ udsendt til alle militære enheder i England. Kodeordet skulle sætte hele det engelske samfund i højeste alarmberedskab mod et forventet invasionsforsøg. Kodeordet signalerede, at alle, der direkte skulle involveres i et forsvaret mod en invasion, skulle være klar til aktion.

Ca. kl. 20.30 blev dagangrebet fulgt op af det første store natangreb med 250 bombefly. Dagangrebet var blevet udført af Luftwaffes Luftflotte II. Natangrebet blev foretaget af Luftflotte III.

Bombeflyene i natangrebet var ikke eskorteret af jagerfly. Det var ikke nødvendigt, idet Fighter Commands jagerfly ikke var i stand til at finde Luftwaffes bombefly i mørket. Se evt. punkt. 8.3 ovenfor.

Bombeflyene ved natangrebet havde ingen problemer med at finde London, idet brandene fra om eftermiddagen stadig var i voldsom udvikling. På grund af lyset fra de kraftige brande og det manglende jagerforsvar kunne bombeflyene koncentrere sig om finde de udpegede mål.

Natangrebet varede indtil om morgenen. Det var det første større terrorbombeangreb under Anden Verdenskrig. Angrebet kostede 430 civile livet¹⁸².

Til sammenligning kostede det sidste større terrorbombeangreb mod Tyskland med konventionelle bomber ca. 20.000 civile livet¹⁸³. Det var mod den tyske by Dresden den 13. februar 1945.

Hvor faldt bomberne i London, se hjemmesiden http://bombsight.org/#15/51.5050/-0.0900

Ved alle større terrorbombeangreb mod byer blev der anvendt både sprængbomber og brandbomber. De lette brandbomber er mest effektive, når sprængbomberne først har beskadiget tagene på husene i byerne.

Luftwaffes bombeangreb om natten på London området blev gentaget praktisk taget hver nat de næste knap 10 uger indtil den 13. november 1940.

11.2 Coventry den 14. november 1940⁹⁰³.

Bombeangrebet mod Coventry var det første store natangreb udenfor London.

Målt med det antal bombefly, der deltog i angrebet, og den mængde af bomber, der blev kastet, var angrebet det hidtil største under Blitzen^{184,
187}.

Ser man på Blitzen under et, hørte angrebet på Coventry til blandt de fem største. De fire andre store angreb havde London som mål.

Ligesom andre engelske byer, havde Coventry allerede før den 14. november været udsat for en række mindre bombeangreb. Målet for disse mindre angreb har været den fremstilling af ammunition, biler og maskindele til rustningsindustrien, der foregik i Coventry

Den 14. november kl. 15 blev de tyske pejlesignaler rettet mod Coventry (se punkt. 10). Signalerne blev opfanget af RAF's 80. Wing. 80. Wing havde svært ved at tyde signalerne præcist, og kunne derfor ikke advare Coventry om det kommende angreb¹⁸⁵. På grund af en fejl, fik 80. Wing ikke startet deres støjsignaler mod pejlesignalerne på den rigtige frekvens¹⁸⁵. Luftwaffes specielle gruppe - KGr 100 - havde - trods mørklægning af byen - derfor ingen problemer med at finde Coventry den aften.

Den hemmelige engelske efterretningsorganisation Ultra havde afkodet tysk radiotrafik, der pegede på et meget kraftigt tysk bombeangreb den 14. november, men Ultra havde ikke kunne fastslå målet.

Den engelske efterretningsofficer F.W. Winterbotham skriver i sin bog "The Ultra Secret"³⁸, at Ultra havde afkodet målet som Coventry før angrebet startede. Ultra skulle ifølge F.W. have undladt at advare Coventry af fare for, at dette ville afsløre Ultras kendskab til de hemmelige tyske Enigma koder. Ultras kendskab til målet før angrebet har imidlertid ikke kunnet bekræftes af arkivmateriale eller fra anden side.

Eventuelle forvarsler fra enten RAF's 80. Wing eller Ultra ville ikke kunne have hindret eller mindsket selve bombeangrebet mod Coventry, men det kunne have givet mulighed for en større eller mindre evakuering af civilbefolkningen fra bykernen.

Da Fighter Commands jagerfly ikke kunne finde de tyske bombefly i mørket (se evt. punkt. 8.3) bestod byens eneste forsvar mod bombeangrebet af 24 stk. 7,6 - 14,1 cm luftværnskanoner (se evt. punkt. 7.8.5). Byens ballonforsvar tvang bombeflyene til flyve i en højde af over 1500 m, og kaste bomberne derfra.

Coventry blev ikke advaret før kl. 19.10. Varselssirenerne blæste luftalarm på basis af det radarbaserede varslingssystems observationer om luftangreb.

Angrebet startede kl. 19.20 med, at bombefly fra den specielle gruppe - KGr 100 - nedkastede brandbomber for at markere målet for de efterfølgende grupper af bombefly (se evt. punkt. 7.10).

Angrebet varede til kl. 6 den følgende morgen. På dette tidspunkt havde ca. 450 bombefly kastet over 500 tons sprængbomber, ca. 30.000 brandbomber på 1 kg hver og et mindre antal luftminer på hver 1000 kg (se evt. punkt. 7.09.01). Det var det hidtil kraftigste luftangreb mod nogen by^186,187.

Coventry havde i november 1940 ca. 200.000 indbyggere. Arkitektonisk var byen kendt for sin imponerende katedral og mange århundredgamle bevarelsesværdige bygningsværker. Byen havde en meget tæt bykerne bestående af såvel industrivirksomheder som beboelseskvarterer, der strakte sig over nogle få kvadratkilometer. Det kraftige bombardement bevirkede at praktisk talt hele bykernen blev lagt i ruiner i løbet af natten.

Flammehavet var så kraftigt, at piloterne på de tyske bombefly, der senere på natten fløj direkte fra Kanalkysten mod Coventry kunne se flammeskæret allerede, når de passerede den engelske kyst.

Angrebet på Coventry var det første i nyere historisk tid, hvor angriberen gik efter systematisk at udslette et større bysamfund. På grund af luftalarm og gode beskyttelsesrum "slap" Coventry med ca. 560 dræbte civile på grund af angrebet.

Tyskernes angreb på Coventry kom til at danne model for især englændernes men også amerikanernes angreb på tyske byer fra 1942 til 1945. Den metodiske udslettelse af Coventry fik sit modstykke i de allieredes udslettelse af Dresden i marts 1945, hvor ca. 20.000 civile menes at have mistet livet¹⁸³.

Et passende antal år efter afslutningen af Anden Verdenskrig (i 1956) blev Coventry og Dresden venskabsbyer på grund af deres fælles skæbne under krigen.

Se flere detaljer om luftangrebet på hjemmesiden www.historiccoventry.co.uk/blitz/blitz.php (sidst tjekket 2015-02-02).

11.3 London den 29. december 1940

I tidsrummet mellem den 15. november og 28. december 1940 blev London udsat for 7 natangreb. Ud af disse 7 angreb var angrebet den 8. december det kraftigste. Den nat blev der kastet ca. 115.000 stk. brandbomber over London.

Den 29. december iværksatte Luftwaffe et tre timers kraftigt og koncentreret angreb på det centrale London over området fra Islington over Barbican til St. Pauls katedralen. Foruden sprængbomber blev der kastet ca. 22.000 stk. brandbomber. Mindst 20 natangreb under Blitzen var kraftigere end dette angreb. Angrebet fik alligevel omfattende konsekvenser, og udviklede sig til den største brand i London siden 1666.

Bombardementet startede umiddelbart ca. 1500 enkelte brande. Flere af disse brande samlede sig til større sammenhængende brande, der lagde hele kvarterer i ruiner. I modsætning til branden i 1666 blev St. Pauls katedralen denne gang reddet. Det skete ved en koncentreret indsats, som Churchill meget indtrængende opfordrede til. Både brandmænd og St. Pauls katedralens eget frivillige brandkorps gjorde deres yderste for, at de mange brandbomber, der ramte katedralen, ikke fik startet nogen brande i katedralen.

Der var tre årsager til de omfattende ødelæggelser, angrebet medførte:

a) Koncentrationen af angrebet på et lille tætbebygget del af Londons centrum,
b) tidevandssituationen i Themsen med en lavere vandstand end ved normalt ebbe, og
c) blæsten, der rejste sig til kulingsstyrke i løbet af natten.

Koncentrationen af de ca. 22.000 stk. brandbomber over det tætbebyggede område bevirkede, at der var meget kort afstand mellem de opståede brande. Brandene havde derved let ved at samle sig til større brande, der til sidst omfattede hele klynger af bygninger svarende til små ildstorme. Efterhånden som blæsten tog til, fik ilden lettere ved at sprede sig til bygninger, der ikke var ramt af brandbomber.

Den meget lave vandstand i Themsen bevirkede et lavere tryk i brandvæsenets slanger og dermed svækket brandslukningskapacitet. Denne situation blev forstærket af, at en kraftig bombe havde forårsaget et brud på en hovedvandledning. En anden ting, som svækkede brandslukningen, var at gløder fra brandene og de mange brandbomber, der faldt på gaderne, brændte huller på brandslangerne.

Efter nogle timer, var de branddamme, der var i området, løbet tørre, så brandvæsenet flere steder slet ikke havde noget vand at slukke med.

I alt 13 natangreb mod London under Blitzen var kraftigere - målt i antallet af nedkastede brandbomber - end angrebet den 29. december 1940. Resultatet var alligevel, at hele kvarterer af London den nat blev lagt i ruiner, og at branden blev den største i London under Anden Verdenskrig, og som nævnt, også den største siden den store brand i 1666.

London blev yderligere udsat for 5 større bombeangreb under Blitzen i 1941, det sidste den 10. maj 1941.

11.4 Liverpool området (nu også kaldet Merseyside) den 12. marts og 3. maj 1941

Liverpool området var udsat for flere større bombeangreb, endnu før Blitzen startede. Disse bombeangreb fandt sted om natten - fire nætter i træk - fra den 28. til den 31. august 1940. Der blev I alt kastet ca. 450 tons sprængbomber og ca. 36.000 stk. brandbomber under de fire natangreb. Angrebene var tydeligt rettet mod områdets havneanlæg i modsætning til angrebene under Blitzen, der også var rettet mod civile områder.

Efter starten af Blitzen den 7. september 1940 og indtil den 11. marts 1941 blev Liverpool området udsat for 3 større bombeangreb, den 28. november, den 20. og den 21. december 1940. På grund af dårligt vejr for natlige bombardementer var der kun få og mindre angreb i månederne januar og februar 1941.

Da de større angreb blev genoptaget i marts, var London ikke længere hovedmålet, som byen havde været det fra september til december 1940. Luftwaffe havde skiftet taktik, og gik nu tydeligt efter vigtige havnebyer og industribyer. Efter direktiv fra Hitler lagde Luftwaffe nu mindre vægt på den psykiske effekt af angrebene.

Luftwaffe koncentrerede sig nu i stedet om at skade den engelske infrastruktur - især havnene - og produktion af krigsmateriel mest muligt. Under angrebene blev der dog ikke på nogen måde taget de hensyn til beboelsesområder, som det var karakteristisk før Blitzen startede i september 1940.

Liverpool området - ved Mersey flodens udmunding - havde i løbet af 1940 udviklet sig til at være Englands største importhavn . Mersey forbandt industribyen Manchester til Liverpool området.

England var afhængig af import af olie og fødevarer for at kunne overleve, og af krigsmateriel for at kunne forsvare sig mod Tyskland. Den situation udnyttede Tyskland ved at etablere en ubådsblokade omkring England. For at gøre blokaden mere effektiv rettede Luftwaffe massive angreb især mod Liverpool området, men også mod andre havnebyer.

Den 12. marts 1941 rettede Luftwaffe et angreb mod Liverpool området med over 300 bombefly. I lighed med andre bombeangreb under Blitzen blev målet først markeret med brandbomber af flere grupper af specielle "pathfinder" fly. Det var desuden nogenlunde skyfrit over Liverpool området, og da det samtidigt var fuldmåne, hjalp dette bombeflyene til at finde de udvalgte målområder. Måneskinnet reflekteres fra havoverflader, og det hjælper piloterne på bombeflyene til at lokalisere målene, især ved flodudmundinger.

Den 12. marts blev der kastet ca. 300 tons sprængbomber og ca. 60.000 stk. brandbomber. Den efterfølgende nat blev angrebet fulgt op af mindre angreb, hvor der blev kastet ca. 60 tons sprængbomber og ca. 4400 stk. brandbomber.

Over 500 civile blev dræbt ved dette angreb. Til trods for, at skibe blev sænket eller beskadiget i havnen, dokker, pakhusanlæg og kornsiloer blev ødelagt, blev byens funktion som importhavn ikke væsentligt forringet ved dette angreb. Indførslen af varer over havnen blev hurtigt genoptaget.

Men inden Blitzen sluttede den 16. maj 1941, blev Liverpool området udsat for yderligere 3 større og 3 mindre bombeangreb.

Især angrebet den 3. maj 1941 bevirkede omfatter skader på dokkerne i Liverpools havn. I modsætning til situationen efter angrebet den 12. marts bevirkede skaderne, at havnens kapacitet blev nedsat til en brøkdel af det normale. Efter to mindre opfølgende angreb den 4. maj og den 7. maj blev det den 8. maj opgjort, at 144 dokker for en tid ville være ubrugelige, og at 57 skibe eller pramme i havnen var sunket eller stærkt beskadiget. Et skib lastet med tusinder af tons ammunition var sprunget i luften¹⁸⁸.

De civile tab var også meget større end ved angrebet den 12. marts. I alt 1900 civile var blevet dræbt ved de tre angreb og 70.000 mennesker var blevet hjemløse¹⁸⁸.

Andre havnebyer, der - ligesom Liverpool området - blev udsat for flere større og mindre bombeangreb i de tre sidste måneder af Blitzen, var Bristol, Cardiff, Hull, Portsmouth og Plymouth.

11.5 Birmingham den 16. maj 1941

Bombeangrebet mod Birmingham den 16. maj 1941 var det sidste angreb mod England under Blitzen.

Birmingham var Englands næststørste by med over en million indbyggere. Byen var i 1940 domineret af metalindustri beskæftiget med produktion af krigsmateriel af enhver art. Birmingham var sammen med Liverpool de to byer udenfor London, hvor der blev kastet flest bomber under Blitzen.

Det første bombeangreb mod Birmingham var den 9. august 1940.

Det første større bombeangreb fandt sted den 19. november 1940, og det blev fulgt op de to følgende nætter. I de tre nætter blev der tilsammen kastet ca. 50.0000 stk. brandbomber over Birmingham.

Angrebet mod Birmingham den 16. maj omfattede kun godt 100 bombefly, der kastede ca. 160 tons sprængbomber og ca. 2000 stk. brandbomber. Det var dermed et af de mindste bombeangreb mod nogen by under Blitzen - målt i antallet af brandbomber.

I alt blev der under Blitzen kastet godt ca. 1800 tons sprængbomber ved 8 større angreb over Birmingham. Ved angrebet den 16. maj blev der således kun kastet mindre end 10% af den samlede vægt af sprængbomber, der var blevet kastet over Birmingham under hele Blitzen.

I ugerne før bombeangrebet var Luftwaffe begyndt at flytte deres bombefly - organiseret i Luftflotte II og IIIs Kampfgeschwadern - fra flyvestationerne i det nordvestlige Frankrig til Balkan eller østpå til selve Tyskland og Polen for at forberede angrebet på Sovjetunionen.

Det sidste af de helt store angreb mod England under Blitzen blev derfor angrebet mod London den 10. maj. Dette angreb omfattede godt 500 bombefly, der kastede ca. 82.000 stk. brandbomber.

Hvor faldt bomberne i London, se hjemmesiden http://bombsight.org/#15/51.5050/-0.0900

- se evt. BBC dokumentarfilmen om Blitzen på internettet: You Tube: Blitz Street.

12 Konklusionen

Da Hitler måtte opgive sit invasionsforsøg i september 1940, var der stadig to realistiske muligheder for at gennemtvinge en fredsaftale med England. Den ene var

at afskære Englands muligheder for at få nødvendige forsyninger udefra ved hjælp af en ubådsblokade, den anden
at nedbryde englændernes moral og ødelægge landets infrastruktur ved hjælp af terrorbombning.

Begge muligheder blev prøvet.

Men i maj 1941 var det ikke lykkedes Luftwaffe med terrorbombning at tvinge England til nogen form for indrømmelser eller til at fremsætte nogen form for ønsker om en fredsaftale.

Det store antal civile ofre under Blitzen - ca. 42.000¹²⁵ - 0,1% af befolkningen - og de store ødelæggelser, bomberne forårsagede, standsede hverken Englands oprustning, krigsforberedelserne eller indvirkede på landets beslutning om at fortsætte krigen mod Tyskland. Forud for Blitzen havde ca. 4000 civile mistet livet ved spredte bombeangreb siden krigens start i september 1939¹⁸⁰.

Men England var stort set forsvarsløs mod tyskernes terrorbombeangreb i 1940 - 41, ligesom København var det i 1807 mod englændernes terrorbombardement.

Forskellen var intensiteten af angrebene. På kun tre døgn i 1807 stod det meste af København i flammer, og Danmark måtte gå ind på fredsbetingelserne. Blitzen over England varede i 8 måneder uden at det fik uoverskuelige følger.

Luftwaffe stoppede den kraftige terrorbombning mod England i maj 1941 en måneds tid før landets angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Angrebet på Sovjetunionen var i 1941 vigtigere for Hitler end at få pacificeret England, og han havde brug for hele sit flyvevåben ved angrebet på Sovjetunionen.

Luftwaffe havde efter 1936 ikke til opgave, og det var ikke blevet udrustet med det formål, at vinde krige ved en strategisk bombeoffensiv. Det var blevet opbygget med det primære formål at være en taktisk støtte for den tyske hær under fremrykning.

Luftwaffe havde derfor kun tomotores lette hurtige bombefly, med en maksimal bombelast på 2 tons (Heinkel111). Havde Tyskland haft et større antal firemotores bombefly med en lasteevne på ex. 8 tons - som RAF Bomber Command senere fik - var udfaldet af terrorbombningen mod England muligvis blevet et andet. Se evt. afsnittet Luftwaffe.

Virkningen af at benytte store firemotores bombefly beregnet til en strategisk bombeoffensiv ses ved det engelsk / amerikanske bombeangreb mod Hamburg i sommeren 1943. Selv om tyskerne i 1940-41 - og de allierede i 1943 - rådede over det samme antal bombefly, var resultatet af to bombekampagner meget forskelligt.

Ved angrebene under Blitzen i de godt 8 måneder fra den 7. september 1940 til den 16. maj 1941 kastede Luftwaffe i alt ca. 32.000 tons sprængbomber, der resulterede i ca. 42.000 civile dræbte.

Ved angrebene mod Hamburg - Operation Gomorra - i ugen fra den 24. juli til den 2. august 1943 kastede de allierede ca. 9.000 tons sprængbomber, der resulterede ca. 38.000 civile dræbte.

Til sammenligning kostede bombeangrebene mod Tyskland under hele 2. Verdenskrig over 350.000¹³² civile livet, mens bombeangrebene mod England kostede ca. 60.000 civile livet. Men terrorbombning i det nævnte omfang fik hverken England eller senere Tyskland til at kapitulere.

Terrorbombningen med atomvåben af de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i 1945 var kraftigt medvirkende til at Japan til at kapitulerede.

Litteratur:

Anbefalet litteratur se Henvisninger Total litteraturliste se Litteraturliste

Specielt kan anbefales:

John Ray's bog: The Night Blitz, Edison, NJ, USA 1994, der giver en meget detaljeret og vel dokumenteret gennemgang af Blitzen.

The Second World War. Europe and the Middeterranean, The West Point Military History Series (B)³⁰, kapitel 3, Battle of Britain. En dybtgående vurdering af Battle of Britain og Blitzen set med amerikanske øjne.

Noter

Sidst opdateret

2015-08-12

version 9.11

Kommentarer / spørgsmål: leif.olsen@battleofbritain.dk Se evt. afsnittet

Kommentarer

Mit CV i relation til at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England - klik på CV