For smartphones:

Om efterspillet i RAF efter sejren.   

Teksten er til højre for indekset

Luftkrigen over England 1940 - 41

Hugh Dowding og Keith Park

Efterspillet

 

2015-09-05

Indeks

for samtlige 26 afsnit herunder

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

(Dette er 9. afsnit i bogen:  Luftkrigen over England i 1940-41 (kaldet "Slaget om England"). Det var en krig alene mellem England og Tyskland. Luftkrigen var sidste fase af Slaget om Vesteuropa, som Hitler startede den 10. maj 1940.  Efter at have besejret Holland, Belgien og Frankrig i maj / juni, fortsatte Hitler med en luftkrig mod England. Den varede til maj 1941. Den tabte han.)

Hugh Dowding og Keith Park

Hvorfor blev Hugh Dowding og Keith Park fyret efter sejren i Battle of Britain?

- det er farligt at have ret, hvis de, der har magten, har uret - (Voltaire)

For korte biografier - klik på Ledere England

I teksten er:
RAF = Royal Air Force = det engelske flyvevåben
Luftwaffe = det tyske flyvevåben

 

Hovedpunkter:

Luftwaffes og RAF's organisationer

(hyperlinks: klik evt. på et punkt  )  
1   After the Battle of Britain

Luftwaffe organisation

2   Interne stridigheder bryder ud Chef: Reichmarschall Hermann Göring
3   Problemerne mellem Group 11 og 12 Luftflotte 2: Generalfeldmarschall Albert Kesselring
4   Keith Park klager til Dowding Luftflotte 3: Generalfeldmarschall Hugo Sperrle
5   Mødet i Air Ministry om "Big Wing" Luftflotte 5: Generaloberst Hans-Jürgen Stumpff
6   Kampagnen mod Dowding organiseres  
7   Grunde til organisatoriske ændringer

RAF's Fighter Command organisation

8   Dowding fyres i Fighter Command Chef: Air Chief Marshal Hugh Dowding
9   Keith Park fyres som chef for Group 11 Group 10: Air Vice-Marshal Quintin Brand
10 Dowdings og Keith Parks eftermæler Group 11: Air Vice-Marshall Keith Park
11 Efterrationalisering Group 12: Air Vice-Marshal Trafford Leigh-Mallory
12 Anerkendelserne Group 13: Air Vice-Marshal Richard Saul

 

1   After the Battle of  Britain

England fik sat en stopper for Tysklands planer om at foretage en invasion af landet ved at sejre i luftslaget Battle of Britain i september 1940. 

RAF's Fighter Command sejrede over Luftwaffe trods underlegenhed i flystyrker, kamptræning og trods manglende brugbare efterretninger om Luftwaffes daglige angrebsplaner163

Englands sejr i luftslaget blev til Hitlers første store militære nederlag.

Tyskernes Luftwaffe var på ingen måde blevet nedkæmpet. Sejren bestod i, at Luftwaffe måtte opgive at nedkæmpe det engelske jagerforsvar - Fighter Command - indenfor den givne tidsfrist. Tidsfristen var dikteret af den praktiske mulighed for at transportere en tysk invasionsstyrke over  Den Engelske Kanal. Den tidsfrist udløb i slutningen af september 1940. Se evt. afsnittet  Seelöwe.

I praktisk taget alle senere sejre over Tyskland i Anden Verdenskrig var situationen den, at England havde overlegenhed i kampstyrker, og sad inde med væsentlige efterretninger om tyskernes strategiske og taktiske planer.

Så meget mere bemærkelsesværdig var derfor den sejr, Fighter Command vandt over det tyske Luftwaffe i september 1940 - set i et historisk perspektiv.

Arkitekten bag sejren i Battle of Britain i 1940 var chefen for Fighter Command Air Chief Marshal Hugh Dowding.

Det var Air Vice-Marshal Keith Park, der ledede slaget - time for time - gennem de knap tre måneder Battle of Britain varede.

Det var hovedsageligt jagerpiloter fra Fighter Commands Group 11 - kaldet "The Few" - i deres  Spitfire og Hurricane fly, der trak sejren i land.

Det politiske ansvar for, at Fighter Command fik en fremtrædende plads i RAF fra 1936, og materielmæssigt blev favoriseret på bekostning af Bomber Command, var daværende Minister for Coordination of Defence Thomas Inskip.

Det politiske ansvar for at Battle of Britain overhovedet blev udkæmpet var Winston Churchills. Han har æren for, at England ikke indgik nogen form for fredsaftale med Hitler efter Frankrigs fald i juni 1940.

 

Group 11's modpart var hovedsagelig Luftwaffes Luftflotte 2 under ledelse af Generalfeldmarschall Albert Kesselring.

I kampen for luftherredømmet om dagen over England sejrede Fighter Command over Luftwaffe med en meget smal margin.

Fighter Command var først blevet oprettet som en selvstændig kommando i 1936, og jagerstyrken af Spitfire og Hurricane fly var ved slagets begyndelse i juli 1940 numerisk underlegen i forhold til Luftwaffes jagerstyrke af Me109 fly. Luftwaffes piloter havde desuden mere kamperfaring end Fighter Commands piloter.

Årsager til, at det alligevel var muligt at sejre under de betingelser, var bl.a.:

  • at englænderne under fysikeren Robert Watson-Watts og Air Chief Marshal Hugh Dowdings   ledelse nåede at få opbygget et brugbart og gennemprøvet radarbaseret varslingssystem inden Luftwaffes angreb satte ind.  Se evt. Radar Systemet var netop klart i foråret 1940.

  • at fremstilligen af Hurricane og Spitfire flyenes motorer - Rolls Royce Merlin - blev tilpasset således, at de kunne drage fordel af oktan 100 brændstof.  Dette blev iværksat på initiativ af Air Commandore Rod Banks i 1937. Overgangen til oktan 100 brændstof skete netop som Battle of Britain startede i 1940. Overgangen til oktan 100 forbedrede markant flyenes accelerationsevne og dermed deres manøvredygtighed.

  • og at englænderne var i stand til - langt ud over det forventede - at producere og reparere jagerfly i takt med tabene og lidt til. Det skyldtes helt exceptionelle og målrettede lederegenskaber hos Lord Beaverbrook, den engelske bladkonge, der var blevet minister for flyproduktion i Churchills krigskabinet i maj 1940.  England producerede flere fly i 1940 end tyskerne gjorde, og det til trods for, at de engelske flyfabrikker adskillige gange blev ramt af Luftwaffes bomber i den sidste halvdel af 1940.

Dowding var arkitekten bag Fighter Command.  Det mest enestående ved Fighter Command i 1940 var dets radarbaserede varslingssystem, som var blevet en integreret del af et centralt kommandosystem.  Dowding havde stået for hele kommandosystemets opbygning.  Kommandosystemets styring af jagereskadrillernes indsats var blevet indøvet nærmest til perfektionisme før Luftwaffes angreb i juli 1940.  Intet andet land havde noget tilsvarende system.  Se evt.  Radar.

Dowding havde også lagt strategien og anvist taktikker til imødegå angreb fra den talmæssigt overlegne modstander. Se evt.  Forsvarsstrategien.

Keith Park var ansvarlig for luftforsvaret af Group 11's område, der omfattede London og det sydøstligste af England.  Se evt.  kort.  Han var ansvarlig for at leve op til Dowdings strategi ved forsvaret af området, men han skulle fra time til time selv beslutte, hvilken taktik han ville anvende.

Som leder af kampene over Group 11's område var Keith Park den, der i praksis ledede kampene fra time til time over hele Sydengland i det knap tre måneder lange slag. Langt størstedelen Luftwaffes dagangreb mod Fighter Command foregik ind over hans område. Se evt. kort.

Keith Park finjusterede kontinuerligt de taktiske detaljer for luftkampene på basis af de daglige erfaringer152.  Se evt.  Forsvarsstrategien.

 

2   Interne stridigheder bryder ud

Næppe var Battle of Britain kæmpet færdigt og vundet i september 1940, før striden om en såkaldt "Big Wing" taktik udviklede sig. Striden foregik dels internt i Fighter Command og dels mellem ledelsen af Fighter Command og det engelske ministerium for flyvevåbnet - Air Ministry.

Ministeren for Air - Sinclair - var, ligesom ministrene for hæren og flåden, underlagt forsvarsministeriet med Churchill som både forsvarsminister og premierminister.

Påstanden om, at Fighter Command med fordel skulle have benyttet sig af  "Big Wing" taktikken under Battle of Britain, stammede fra Squadron Leader Douglas Bader i Fighter Commands Group 12.

Ifølge "Big Wing" taktikken skulle en "Big Wing" formation ideelt bestå af 5 eskadriller à 12 fly, der skulle fungere som een kampenhed. Enheden skulle ledes af en Wing Leader, en operationel chef, der skulle flyve med, og fra sit fly skulle styre indsatsen ved hjælp af radiokommunikation med hele formationen!  Indsatsen skulle koncentrere sig om modstanderens fly, når disse var på vej tilbage fra et angreb.

I det omfang Group 11 benyttede Wings som kampenheder i Battle of Britain, havde de bestået af 2 eskadriller, (squadrons), og hver eskadrille var blevet ledet af en Squadron Leader.  En sådan Wings indsats blev styret ved hjælp af radiokommunikation fra eskadrillernes Wing Commander på eskadrillernes sektor flyvestation - altså fra jorden - indtil eskadrillerne havde visuel kontakt med de angribende modstandere.

Påstanden om det fordelagtige ved "Big Wings" blev fremført overfor Air Ministry af Bader's chef, chefen for Group 12, Air Vice-Marshal Leigh-Mallory.  Air Ministry bakkede kraftigt op bag ideen, selv om ingen i Air Ministry havde erfaring i moderne luftkampe. 

Om "Big Wing" taktikken - se evt.  Forsvarsstrategien punkt 4.8.

 

Organisationsplan for Fighter Command

 

Se organisationsplanen på .pdf format org-plan

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

Militære grader og kommandoforhold i Royal Air Force 1940:(anvendte forkortelser)FC=Fighter Command BC=Bomber Command

Marshal of the RAF (Ærestitel)

Air Chief Marshal  (fra nov. 1940 forbeholdt  Chief of  Air Staff eller chef for et RAF område udenfor England)   

Air Marshal  (ex. chef for FC eller BC)

Air Vice-Marshal  ( ex. chef for en Group indenfor FC)

Air Commodore

Group Captain

Wing Commander (ex. chef for en sektor flyvestation)

Wing Leader  (ikke en rang, men betegnelsen for en  operationel chef for et antal eskadriller under en aktion. Wing leader'en flyver sammen med eskadrillerne. En wing leader har sædvanligvis rangen sqadron leader)

Squadron Leader  (chef for en eskadrille)

Flight Lieutenant

Flying Officer

Pilot Officer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adelig rangfølge i England:

Duke              hertug Marquess       ---------- Earl                jarl      Viscount        --------- Baron            baron   Baronet         ---------

 

Orden rangfølge

de to højeste:

KG  Knight of the Garter  - også kaldet hosebånds-ordenen - eller den tilsvarende for Skotland  KT Knight of the Thistle

dernæst de tre:

 Companion Orders of the Bath

GCB - KCB - CB

alle tre for en enestående indsats på chefniveau.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I relation til "Big Wing" taktikken rejste det spørgsmål sig:  Skulle Battle of Britain - fra juli til september 1940 - have være udkæmpet på en helt anden måde?

At spørgsmålet blev rejst, skal dels ses

  • i bekymringen for, at England måske inden for nogle måneder igen ville blive udsat for massive dagangreb fra Luftwaffe for at nedkæmpe Fighter Command, dels ses

  • som et forslag fra  Leigh-Mallory  til at bekæmpe Luftwaffe på en mere effektiv måde end den Dowding, Park fra Group 11 og Brand fra Group 10 gik ind for.

Dowding havde udkæmpet Battle of Britain med den strategi for øje, at Fighter Command, - trods sin underlegenhed - under ingen omstændigheder måtte blive nedkæmpet. Blev Fighter Command nedkæmpet, ville det åbne mulighed for en tysk invasion af England. Dowding engagerede derfor aldrig mere en halvdelen af Fighter Commands jagere på en gang i luftkampene med Luftwaffe.

På linje med Dowdings strategi var der enighed med krigskabinettet - med Churchill som chef - om at Fighter Commands indsats skulle koncentreres om at beskytte Fighter Commands egen infrastruktur og flyvemaskinindustrien. Beskyttelsen af anden infrastruktur, andre industrier og civile mål kom i anden række.

At Fighter Command skulle gå over til en egentlig modoffensiv og forsøge at nedkæmpe Luftwaffe på den anden side af Den Engelske Kanal, var i sommeren 1940 ren utopi. RAFs Bomber Command havde  ikke nogen velegnede bombefly til at støtte et sådant forehavende, og Fighter Commands jagerfly havde kun rækkevidde til at operere i kystområderne omkring Den Engelske Kanal.

Strategien for Fighter Command - ifølge Dowding - drejede sig altså ikke om at vinde et "Battle of Britain", men at undgå at tabe slaget. En ekstrem defensiv  strategi. Eller med andre ord, at få Hitler til at tabe interessen for at kæmpe med Fighter Command. Hvilket også lykkedes.

Tanken om at gå over til at benytte "Big Wing" taktikken i fremtidige kampe mod Luftwaffe over Sydengland bredte sig, og fandt tilhængere i flyvevåbnets - RAF's - ledelse - Air Staff - og den civile politiske ledelse af RAF - Air Ministry - allerede fra starten af oktober 1940 - få uger efter sejren i Battle of Britain.

Hverken Dowding eller Park gik ind for, at "Big Wing" ideen skulle have været den mest effektive taktik under "Battle of Britain" til at stoppe Luftwaffe.  Air Vice-Marshal Brand var også modstander af ideen. Brand var chef for Group 10, der dækkede det sydvestlige England mod de mindre intense angreb på Fighter Command fra Luftwaffes Luftflotte 3.

Men diskussionerne omkring "Big Wing" taktikken gav anledning til stigende kritik af Dowding og af Park.

Kritikken kom efterhånden også til at omfatte deres håndtering af forsvaret mod de natlige bombeangreb under  Blitzen som stadigvæk foregik.

Den efterfølgende kampagne imod de tre ledere bredte sig, og den resulterede i, at to af dem - Dowding og Park - hurtigt blev fyret i hhv. november og december 1940.

Hvordan det førte så vidt, søges nærmere belyst i afsnittene  3  -  7.

Nu var det sin sag at fyre to ledere som Dowding og  Park, der netop havde sejret over en overlegen modstander, og derved så at sige havde reddet England fra en invasion.   (Ifølge bl.a. Churchill - med det tilsvarende resultat som da admiral Nelson havde reddet England i slaget ved Trafalgar i 1805).

Air Ministry , og herunder chefen for flyverstaben - Air Staff,  kunne i praksis ikke fyre Dowding uden Churchills accept.

Churchill var i 1940 en slags mentor for Dowding, selv om de så at sige var diametralt modsatte personligheder. Churchill anså Dowding for at være et geni til at organisere Englands luftforsvar137, og  Churchill sad - uden på nogen måde at have blandet sig - ved siden af Park, og overværede hans håndtering af bl.a. det afgørende luftslag den 15. september 1940138.

Intet tyder på, at Churchill lod sig påvirke af diskussionerne om "Big Wing".

De begrundelser, Air Staff og Air Ministry efterhånden fik samlet sammen for at afskedige Dowding, var ikke alene hans modstand mod ex. "Big Wings", men også

  • hans manglende resultater i bekæmpelsen af  Luftwaffe under Blitzen,  (Se evt. Blitzen), og

  • især hans manglende lydhørhed overfor nye forslag til at imødegå angrebene under Blitzen.

Det har givetvis især været det sidste punkt, - Dowdings manglende lydhørhed over for de nye forslag til at imødegå Blitzen - der har fået Churchill til at give efter for presset og skifte mening med hensyn til det formålstjenlige i fortsat at have Dowding som chef for Fighter Command. Churchill nævner forbavsende nok ikke denne skelsættende begivenhed i sit værk om Anden Verdenskrig1, der ellers meget detaljeret beskriver Slaget om England.

De omtalte nye forslag til at imødegå Blitzen anså Dowding for nytteløse, og han lagde ikke skjul på det. Forslagene viste sig efterfølgende også at være nytteløse, se punkt 7 og 11.

Hovedproblemet for Fighter Command under Blitzen var, at Fighter Commands radarbaserede varslingssystem nok kunne registrere og lokalisere Luftwaffes angreb, og sende jagerfly til modangreb. Men Fighter Commands jagerfly kunne i mørket ikke opnå visuel kontakt med de angribende bombefly, selv om de var blevet ledt tæt ind på dem.

Problemet for Fighter Commands jagerfly med at finde fjendens fly i mørket var der i efteråret 1940 endnu ikke fundet nogen løsning på.  Dowding havde fra starten af Fighter Command  i 1936 været opmærksom på problemet, og der havde været arbejdet intenst på at finde en løsning siden 1938.

Løsningen var afhængig af en omfattende elektronisk nyudvikling inden for radarteknikken, en udvikling der i 1940 blev arbejdet på højtryk med at færdiggøre. Problemet blev i praksis først delvist løst i maj 1941, efter at Luftwaffe havde indstillet Blitzen. Se Radar og/eller Blitzen.

 

3   Problemerne mellem Group 11 og 12 i relation til "Big Wing"

Luftwaffes heftige angreb i august 1940 mod Fighter Commands flyvestationer var naturligvis især rettet mod flyvestationer i Group 11's område. Se   Battle of Britain.

I de situationer, hvor alle Group 11's jagerfly var på vingerne for at bremse Luftwaffes angreb, og der tilsyneladende ikke var tyske angreb på vej mod andre områder, anmodede lederen af Group 11 - Park - om assistance fra Group 10 i det sydvestlige England og Group 12 i Midtengland.

Assistancen drejede sig oftest om, at Group 10 og 12's jagere skulle cirkle rundt om Group 11's flyvestationer nord og vest for London og dække dem mod angreb fra de af Luftwaffes fly, som slap igennem Group 11's modangreb.

I flere tilfælde nåede assistancen fra Group 12 ikke frem med det resultat, at Luftwaffe anrettede så alvorlige bombeskader på især to af Group 11's flyvestationer, at disse midlertidigt måtte tages ud af drift.

Group 12's forklaring på den manglende dækning var, at anmodningen var kommet for sent. Journalerne for Group 12's eskadriller viste i nogen tilfælde, at de eskadriller, der angiveligt skulle have været på vingerne, endnu ikke var startet, da bombeangrebene mod Group 11's flyvestationer blev sat ind161!

Tilsvarende anmodninger fra Group 11 til Group 10  (på Group 11's højre fløj)  resulterede i omgående assistance, til trods for Group 10's begrænsede ressourcer og udsatte stilling ved Kanalkysten.

Ved hjælp af  rapporter fra  Fighter Commands observatørkorps om luftaktiviteter over det sydøstlige England fandt lederen af Group 11 ud af, at en del af Group 12's jagere i et tilfælde var et helt andet sted over Group 11's område, end de var blevet bedt om at være. En del af Group 12's jagere var øjensynlig i "Big Wing" formation på jagt efter Luftwaffe fly, der var på vej ud af engelsk luftrum. 

Lederen af Group 12 førte tilsyneladende sin egen luftkrig, og benyttede sig af, at Dowding - som leder af Fighter Command - i princippet havde uddelegeret "her og nu"  beslutninger om taktik til lederen af hver enkelt Group. Det var nødvendigt at uddelegere, da beslutninger skulle træffes på få minutter ud fra de fakta lederne havde på hånden. Der var ikke tid til nogen form for stabsmøder!

Ved denne uddelegering var der ikke var fastlagt retningslinjer for, hvem der skulle beslutte taktikken, hvis en Group anmodede en anden om assistance139.  Men implicit er det naturligvis være den, der beder om assistancen, der også bestemmer, hvad assistancen skal bruges til - altså taktikken.

Lederen af Group 11 -  Park - sendte den 29. september 1940 - altså samtidig med at Battle of Britain blev afsluttet - en skriftlig klage over Group 12's dispositioner til sin overordnede - lederen af Fighter Command Dowding191.

 

4   Keith Park klager til Dowding

Dowding sendte Parks klage til udtalelse hos lederen af Group 12 - Leigh-Mallory.

Men Dowding formåede ikke at bringe uoverensstemmelserne af vejen. Uoverensstemmelserne havde stået på hele september måned 1940, og Dowding havde været opmærksom på dem før Parks brev af den 29. september 1940. Men Dowding skar ikke igennem, og fastlagde ikke retningslinjer for taktisk ledelse mellem af grupperne.

Den manglende afklaring fastholdt Park fra Group 11 i den situation, at han ikke vidste, om han kunne regne med få at få den støtte fra Group 12, han ville have brug for, under Luftwaffes angreb på hans område!!!! 

Årsagen til Dowdings manglende vilje til at skære igennem er ikke helt klarlagt.

En væsentlig del af årsagen må givetvis tilskrives det faktum, at han hørte til de meget få personer i England, der modtog Ultra Intelligence (se Radar - Enigma pkt. 5.).   I midten af september 1940 - da "Big Wing" diskussionen var på sit højeste - var han blevet informeret om, at Hitler havde opgivet at foretage en invasion af England. På grund af Hitlers beslutning havde Luftwaffe omgående indstillet de meget tabsgivende intense dagangreb på Fighter Commands infrastruktur. 

Dowding måtte på ingen måde afsløre sin viden fra Ultra, så det faktum, at informationerne stammede fra Ultra, afskar ham fra på fornuftig vis at diskutere "Big Wing" problemet med andre i RAF og at skære igennem med klare velbegrundede ordrer.

 

5  Mødet i Air Ministry om "Big Wing"

(En "Big Wing" skulle bestå af 5 eskadriller, der fungerede som en enhed, der blev ledet operationelt af en Wing Leader, der flyver med.)

Naturligvis tørster enhver militær organisation efter en modoffensiv som svar på et angreb. Den kølige overvejelse, der konkluderer, at situationen - måned for måned - kræver et ekstremt defensivt aktionsmønster, er meget frustrerende, og det er ikke noget, der stimulerer kampgejsten.

Forslaget om en mere offensiv taktik overfor Luftwaffe - herunder anvendelsen af "Big Wings" - kommer fra Fighter Commands Group 12.   Forslaget var naturligvis næret af, at Group 12 havde ansvaret for at imødegå flankeangreb mod Midtengland, - hvoraf der kun kom et den 15. august, - og ellers blev holdt i reserve, og kun fik opgaver som at patruljere rundt om Group 11's flyvestationer, når Luftwaffe angreb sydfra.

Om ideen  "Big Wing"  se  Forsvarsstrategien punkt 8.4.

Forslaget om at koncentrere sig om "Big Wings" ved et angreb stammer som nævnt fra Group 12, som var ledet af Air Vice-Marshal Leigh-Mallary.

Forslaget var blevet fremført af en meget respekteret og entusiastisk Squadron Leader, Douglas Bader, der var meget frustreret over den måde Battle of Britain blev udkæmpet på13,14, og især over hans muligheder for at tage del i slaget.  Forslaget blev taget op af hans chef i Group 12 Leigh-Mallory.   

Leigh-Mallory benyttede ikke selv af "Big Wings" taktikken under Luftwaffes flankeangreb mod hans område fra Aalborg den 15. august 1940. Dette angreb kom ind fra  Nordsøen og var direkte rettet mod Group 12's område!  En ellers oplagt mulighed for selv at afprøve "Big Wings".

Ideen om "Big Wings" blev ivrigt diskuteret i Fighter Command i september 1940 specielt mellem Park fra Group 11 og Leigh-Mallory fra Group 12.

Forslaget om at benytte "Big Wings" vandt lydhør i såvel RAF's flyverstab - Air Staff - som den civile ledelse - Air Ministry.

Allerede i 1939 havde der været uenighed mellem Air Staff og Dowding om de taktiske muligheder.  Det var karakteristisk for Air Staffs ledere, af de havde været piloter under Første Verdenskrig, men ingen af dem havde fløjet med moderne jagerfly. De var stadig optaget af taktikkerne fra Første Verdenskrig, hvor langsomt flyvende jagerfly uden mulighed for radiokommunikation opnåede de bedste resultater og de færreste tab ved at flyve tæt samlet i en stor gruppe.

Medlemmerne af Air Staff og Air Ministry førte i september og oktober 1940 en række diskussioner om "Big Wings" direkte med lederen af Group 12 - uden Dowdings medvirken!   Begejstringen for "Big Wings" blev næret af de tilsyneladende store tab Luftwaffe havde lidt under angrebet den 15. september 1940, hvor en "Big Wing"  fra Group 12 var i aktion over London området. Men Luftwaffes reelle tab den dag viste sig efter krigen kun at have være en brøkdel af det antal, Fighter Commands piloter havde registreret som nedskudt.

Det påståede antal fly Fighter Commands piloter skulle have skudt ned den 15. september var 175, efter afslutningen af Anden Verdenskrig viste gennemgang af Luftwaffes materiellister, at det kun drejede sig om 59 fly905! Og kun meget få af dem kunne tilskrives Group 12´s "Big Wing".

Som et konsekvens af diskussionerne om "Big Wings" indkaldte RAF´s stabschef - Chief of Air Staff -  Air Chief Marshal C. Newall - Fighter Commands chefer til et møde i Air Ministry den 17. oktober 1940166. Mødets dagsorden var

  • "to discuss major day tactics in the fighter force".

Mødet fandt altså sted ca. 3 uger efter at Luftwaffe - den 15. september 1940 - havde indstillet de storstilede dagangreb på Fighter Commands infrastruktur.

Chief of Air Staff - Air Chief Marshal C. Newall - deltog ikke selv i mødet. Deputy Chief of Air Staff -  Air Vice-Marshal Sholto Douglas - ledede derfor mødet på hans vegne.

Newall selv  blev efterfulgt på posten som Chief of Air Staff  8 dage senere - den 25. oktober 1940 - af chefen for Bomber Command Air Marshal C. Portal.

[Mine kommentarer til mødeindkaldelsen:

En højest usædvanligt indkaldelse af flere grunde:

a)  Mødet ledes af  Air Vice-Marshal Sholto Douglas, der har lavere rang end Dowding.

b)  Chief of Air Staff - Newall - deltager ikke i mødet, selv om han er den, der indkalder. Under normale omstændigheder ville et sådant møde være udsat til at chefen for flyverstaben selv havde mulighed for at være til stede. Det var jo ikke en akut situation, der skulle behandles, men derimod et vigtig debat om den taktik, der var blevet anvendt i Englands hidtil vigtigste luftslag.

c)  Chefen for Fighter Command Group 13  Air Vice-Marshal Saul - en stor beundrer af Parks ledelse af Battle of Britain i Group 11's område - var ikke indkaldt.

d)  Chefen for Bomber Command  Air Marshal Portal var indkaldt. Portal var en stor modstander af Dowding. Bomber Command deltog ikke direkte i Battle of Britain. Grunden til hans tilstedeværelse må antages at være, at Air Ministry anså ham som en kommende Chief of Air Staff.

e)  Mødets hovedpunkt var et indlæg fra den populære Squadron Leader i Fighter Command Group 12 - Douglas Bader, der var fortaler for "Big Wing" taktikken.   Dowding var ikke orienteret om, at en af hans officerer på Squadron Leader niveau var inviteret med for at fremlægge kritik af Fighter Commands taktikker på mødet.

f)  Douglas Baders indlæg140 var hans forslag til, at hele Fighter Command skulle føre luftkrigen mod Luftwaffe på en mere offensiv måde bl.a. med "Big Wings". Se Forsvarsstrategien 

g)  Var mødet141 virkelig ment "to discuss" , burde alle Fighter Commands Group chefer have været til stede og været orienteret om baggrunden og begrundelserne for de nye forslag før mødet.

Mødet var i mine øjne en skueproces, der skulle retfærdiggøre fjernelsen af Dowding og chefen for Group 11 Air Vice-Marshal Park fra deres stillinger i Fighter Command. L.O.]

Da Dowding - som nævnt ovenfor -  hørte til de meget få personer i England, der modtog Ultra Intelligence på topniveau (se Radar - Enigma pkt. 5)178 , var han afskåret fra at komme med velbegrundede modargumenter.   

Dowding måtte under ingen omstændigheder afsløre afsløre den viden, han havde modtaget fra Ultra.  Ingen af de andre  mødedeltagere modtog Ultra Intelligence på topniveau, og var derfor ikke orienteret om, at Hitler foreløbig havde opgivet at besejre Fighter Command som konsekvens af den taktik, Fighter Command hidtil havde benyttet sig af178.

Af mødereferatet141 , der blev udarbejdet af Air Ministry, fremgik det, at det var anbefalelsesværdigt at anvende "Big Wings", når der var mulighed for det.

Lederen af Group 11 - Air Vice-Marshal Keith Park - havde under mødet opnået accept af det rent tidsmæssige problem for hans Group 11 med hensyn til generelt at anvende "Big Wings".  (Den korteste flyvetid for en Me109 jager eller Me110 jagerbomber over Den Engelske Kanal var 6 minutter.)  Dette fremgik imidlertid ikke af mødereferatet. Parks protesterer kraftigt over udeladelsen i et to siders brev til Air Ministry83. Air Ministry fandt dog ingen grund til at korrigere referatet.

[Air Vice-Marshal Keith Park fra Group 11 var ikke principiel modstander af at anvende "Big Wings" i luftkampe. Under luftforsvaret ved evakueringen fra Dunkerque anvendte han "Big Wings" i form af fire eskadriller - det var to måneder før Douglas Bader fik ideen til at anvende  "Big Wings".  Men i august 1940 valgte Park  "Big Wings" fra på grund af Luftwaffes angrebstaktik. Han benyttede Wings bestående af to eskadriller, eller to eskadriller parvis.]

[Det tog nemlig erfaringsmæssigt over 30 minutter at samle en "Big Wing" i 6000 m's højde. Til sammenligning var den korteste flyvetid for en Me109 jager eller Me110 jagerbomber over Den Engelske Kanal var 6 minutter. Forhold som flyverstaben - Air Staff - og ministeriet - Air Ministry - åbenbart ikke anså for at være af afgørende betydning! L.O.] 

Såvel Dowding som lederen af Group 10 -  Air Vice-Marshal Brand - sendte korte begrundede forslag til ændringer i mødereferatets tekst, men - ligesom Parks indvendinger - gav disse heller ikke anledning til korrektioner i teksten165.

På mødet blev situationen omkring Fighter Commands muligheder for at forsvare landet mod natangreb også diskuteret. Se punkt 7.2.

 

6  Kampagnen mod Dowding organiseres

Siden 1938 var Dowding - efter rutinerne for karriereforløb i Royal Air Force - blevet indstillet til at  forlade sin kommando flere gange. Dette blev af forskellige grunde ikke gennemført. Det blev udsat fire gange og til sidst annulleret. Bortset fra de absolutte topposter, sad ledende officerer kun to år i deres stillinger, for at kunne give plads for yngre officerer.

En karriere indenfor jagerforsvaret af England havde før Battle of Britain ikke haft den store interesse blandt de ledende officerer i RAF. Praktisk talt alle ledende officerer var Duchet tilhængere -  se evt.  Forsvarsstrategien - og posterne i Bomber Command var derfor de mest eftertragtede.   Ingen forudså før maj 1940, hvor betydningsfuldt jagerforsvaret  ville blive, før Luftwaffes baser dukkede op i Calais området ved Den Engelske Kanal.

Dowding var arkitekten bag Englands moderne jagerforsvar - Fighter Command. Fighter Command var i 1938 stadig under opbygning.  Ingen havde tilnærmelsesvis hans indsigt i, hvordan hele luftforsvaret skulle færdigorganiseres, eller hvordan det skulle bruges nu, hvor krigen med Tyskland var ved at bryde ud, og året efter også brød ud.

Under opbygningen af Fighter Command havde Dowding på grund af sin egenrådige personlighed og hensynsløst målrettede indsats skabt sig mange "fjender" - ud over sit gamle fjendskab med Lord Trenchard, RAF's "grand old man".

Efter at Battle of Britain var overstået i september  1940, og hele organisationen havde stået sin prøve mod en overlegen modstander, var der flere, der nu meget gerne ville overtage kommandoen over jagerforsvaret. Og der var endnu flere, der af forskellige årsager gerne ville af med Dowding.

Dowding havde gennemført det, han var bedst til, og sejret. Der var ikke umiddelbart brug for en ændret strategi eller behov for andre ændringer i Fighter Command end de, der allerede var på vej til at løse problemet med natangreb. Og England ville ikke de første par år være i stand til starte en større målrettet militær offensiv i Vesteuropa, og slet ikke alene.

Midt i en krig skifter man ikke en militær topchef ud, lige efter han har vundet en sejr over en overlegen modstander, med mindre man har en særlig grund til det. Specielt gør man det ikke, når fjenden ikke er nedkæmpet, men fortsætter med nye angreb på nye mål, og kan genoptage de tabte angreb. Rutiner for udskiftning - baseret på at åbne karrieremuligheder for næste generation af officerer - hører ikke til i den situation.

Der måtte derfor findes andre grunde, hvis man absolut ville af med Dowding.  Helst grunde baseret på forslag til, hvordan et større luftslag kunne organiseres bedre næste gang.

 

Persongalleri fra den "militære" kampagne mod Air Chief Marshal Dowding som chef for Fighter Command  i 1940.

Specielle forkortelser: D = Dowding, FC = Fighter Command,   *) **) ***) = se bunden af skemaet

 

For eller samarbejder med Dowding

 

Modstandere eller kritiske overfor Dowding

King George VI - en beundrer af D, prøvede forgæves at få ham tildelt ærestitlen "Marshal of the Royal Air Force" ved hans afsked fra FC. John Salmond (Director of Armament Prod. i Lord Beaverbrooks Ministry for Aircraft Production, tidl. chef for Air Staff, Marshal of the RAF), stærkt uenig med D om forsvarsmulighederne ved natlige bombeangreb – Blitzen. John Salmond var blevet ansat af Beaverbrook til at rådgive ham. Han har givetvis påvirket Lord Beaverbrook mod D.
Winston Churchill - omtalte i sin bog om Anden Verdenskrig D for at være et geni som leder af FC. Støttede D under hele Battle of Britain.     *) Archibald Sinclair (minister for luftforsvar - Air Ministry), meget irriteret på D, der ikke vil bruge tid på hans embedsmænds undersøgelser af FC  midt under luftkrigen. 
Lord Beaverbrook (minister for flyproduktion, medl. af krigskabinettet) en beundrer af D's  evne til at overskue og forudsige  situationen. En søn var pilot i FC. Blev ven med D. Favoriserede produktionen af jagere på trods af ønsker fra Air Staff.  *) Air Chief Marshal Cyril Newall (chef for Air Staff), overbevist om, at hovedindsatsen for RAF skulle lægges på bombeoffensiver for at vinde over en modstander ***). Newall var ofte uenig med D., men støttede D som chef for FC.  Newall blev i oktober 1940 efterfulgt af Portal.
Lieutenant-General F. Pile (fra hæren, chef for antiluftskytset), havde et fint samarbejde med D i FC's hovedkvarter. Beundrer af D. Air Marshal Charles Portal (chef for Bomber Command) efter Newalls afgang blev han chef for Air Staff. Det er Portal, som reelt fyrer D. Portal er  tilhænger af "Douchet".  ***)
Air Vice-Marshal Keith Park (chef for FC Group 11, reelt daglig leder af Battle of Britain), tilhænger af D's strategi og taktikker. Air Vice-Marshal Sholto Douglas (deputy chief of Air Staff) chef for FC efter D, tilhænger af "Big Wings". **) Sholto Douglas var meget loyal overfor Portal.
Air Vice-Marshal Quintin Brand (chef for FC Group 10) tilhænger af D's strategi og taktikker. Ydede hurtig assistance til Keith Park, når og hvor han ønskede det. Air Vice-Marshal Leigh-Mallory (chef for Group 12 inkl. Baders eskadrille) tilhænger af Baders ideer om "Big Wings", som han bringer videre til RAF's ledelse, og senere afprøver med diskutabel succes. **)
Air Vice-Marshal Richard Saul (chef for FC Group 13) tilhænger af D's strategi og taktikker. Stor beundrer af Keith Parks indsats i Battle of Britain. Squadron Leader Douglas Bader (chef for. squadron 242 i Group 12), meget udfarende med  ideen om "Big Wing" **)
*) Både Churchill og Lord Beaverbrook støttede D før og efter hans afsked. På grund af rædsel over Blitzens bombeangreb, kunne de ikke modstå presset fra Air Ministry og Air Staff om at få en ny chef for FC. John Salmond menes at være den, der har overtalt Lord Beaverbrook, som igen har påvirket Churchill.  Air Chief Marshal Wilfrid Freeman (Air Member f. Development & Production), i nov.1940 udnævnt til Vice-Chief of Air Staff. Havde et tæt samarbejde med Trenchard og Salmond.
**) Tilhængere af "Big Wing" ideen. Ideen overbeviste ikke Churchill. Det var vigtigt for Churchill, at FC skulle hindre ødelæggelse af flyvestationer og flyfabrikker, og ikke bare bekæmpe fjendens fly på tilbagevejen. Se punktet i forsvarsstrategien. Harold Balfour (Under Secretary of State for Air, Air Ministry, tidl. Major i RAF, i 1926 civil, til 1938 parlamentsmedlem. Beundrer af Trenchard. Tilhænger af "Big Wing".  **)

***) Tilhængere af "Douchet" ideen. Ideen går ud på, at hovedvægten af et flyvevåbens indsats skal ligge i strategiske bombeoffensiver mod en modstanders infrastruktur og civilbefolkning for at nedkæmpe ham. Se også punktet forsvarsstrategien. 

Copyright 2009      leif.olsen@battleofbritain.dk

Lord Trenchard (skaberen af RAF i 1918, tidl. chef for Air Staff, Marshal of the RAF). Højt respekteret i RAF kredse, ”leder” af Trenchard gruppen. Trenchard havde  været meget  uenig med D om næsten alt siden 1916. Trenchard arbejdede kraftigt i baglandet for at få fjernet D fra posten som chef for FC. Tilhænger af "Douchet" ***)

 Persongalleriet på .pdf format  persongalleri

I hvor høj grad, de enkelte deltagere i kampagnen mod Dowding har ladet sig lede af personlige motiver frem for bekymring for landets situation, er naturligvis svært at gennemskue.

Med de enkelte grunde anført i næste punkt sammenholdt med fakta anført i punkt 11 var det nok meget heldigt, at Luftwaffe ikke genoptog sine angreb mod Fighter Command i tiden op til maj 1941. 

 

7   Grunde til organisatoriske ændringer

7.1   "Big Wing"

Dowdings, Parks og Brands reservationer overfor anvendelsen af "Big Wing" taktikken var en grund til at overveje organisatoriske ændringer. Se punkt 5 ovenfor og/eller   Forsvarsstrategien.

7.2   Blitzen  

En anden og mere alvorlig grund til ønsket om organisatoriske ændringer i Fighter Command var Dowdings modstand mod en række forslag fra Salmond komiteen148 med henblik på at effektivisere luftforsvaret om natten. Især Fighter Commands evne til at gøre noget ved de natlige terrorbombeangreb. Se Blitzen.

Salmond komiteens væsentligste forslag gik ud på: (se evt. også  Forsvarsstrategien)

  1. at decentralisere filtreringen af informationer fra radarstationerne, således at informationerne går direkte til Group Controllers udenom Fighter Command Operation.  (Forslaget ville ikke have nogen indflydelse på natforsvaret.)
  2. at benytte eskadriller af Hurricane jagere specialtrænede til natflyvning  til at nedkæmpe de tyske bombefly om natten,
  3. at opsætte luftminer som spærring for de tyske bombefly om natten

alle tre ting var Dowding imod. Punkt 1 fandt han meget farligt, punkterne 2 og 3 fandt han virkningsløse. Se punkt 11 og/eller  Forsvarsstrategien.

7.3   Politikerne

En tredje grund til at overveje ændringer kom fra politisk side. Medlemmer af Underhuset - fra "the 1922 Conservative Private Members Committee" - havde sendt  et brev til Churchill den 6. november 1940, hvori de udtrykte manglende tillid til Dowding. Churchill opfordrede dem til ikke at beskæftige sig med militære chefers kvalifikationer, og henstillede til  sine ministre om til ikke at deltage i komiteens møder om den slags spørgsmål178.

7.4   Befolkningen

En fjerde grund til at overveje ændringer var befolkningens krav, om at der måtte "gøres noget" for at stoppe de natlige terrorbombeangreb.

7.5   Lobbyarbejde

Lord Trenchard og John Salmond udfører i det skjulte et kraftigt lobbyarbejde blandt daværende og dengang forhenværende officerer og civile embedsmænd med tilknytning til Air Staff og Air Ministry med det eneste mål at få fyret Dowding. Man fandt simpelt hen Dowding uegnet  som chef for Fighter Command.

 

8   Dowding fyres i Fighter Command

For Dowding var Battle of Britain det ene af to "slag", han måtte udkæmpe på samme tid. Det andet var mod organisationerne Air Ministry og Air Staff. Hertil kom et tredje problem - Blitzen.

Dowding vandt det "første slag".

Dowding var arkitekten bag Fighter Command.  Det mest enestående ved Fighter Command i 1940 var dets velorganiserede radarbaserede varslingssystem, som var blevet en integreret del af det centrale kommandosystem. Dowding havde stået for hele det samlede systems opbygning. Systemets styring af jagereskadrillernes indsats var blevet indøvet nærmest til perfektionisme før Luftwaffes angreb i juli 1940. Intet andet land havde noget tilsvarende system.  Se  Radar.

Ingen, selv ikke hans argeste modstandere, benægtede dette.

At England "vandt" Battle of Britain, blev der heller ikke stillet spørgsmål ved, for så vidt at Hitler opgav sine invasionsplaner.

Men så hører enigheden også op. Især under hele krigen fra 1940 - 45 og i årene lige efter.

Efter krigen er ledende officerer fra Luftwaffe blevet interviewet, og Luftwaffes materiellister er blevet gennemgået. Som forventet var tallene for rapporterede nedskudte fjendtlige fly hos begge parter overdrevne i forhold til det, der der efter krigen fremgik af begge modparters materiellister. Særlig galt var det med de rapporterede tyske tal, og med de rapporterede engelske tal, der stammer fra de dage i september 1940, hvor "Big Wing" var i aktion.

Interviews151 med officerer fra Luftwaffe efter 1945 om målet med offensiven og Luftwaffes tal for egne nedskudte fly er en del af det materiale, de fleste militærhistorikere senere brugte som argumentation for, at det var Dowding og chefen for Group 11, Park, der med deres strategi og taktikker vandt i  Battle of Britain. Og at det var den rigtige strategi og de rigtige taktikker i den pågældende situation, i august 1940, er der efterfølgende blevet bred enighed om.

Men Dowding tabte det "andet slag".

[Ud fra gennemgang af arkivmateriale, læsning af adskillige beretninger, bøger og artikler om Dowding og Battle of Britain samt egen ledelseserfaring føler jeg mig ret sikker på, at min nedenstående karakteristik af ham er dækkende:

Dowding var en egenrådig "tekniker", og ville under andre omstændigheder været blevet en fænomonal stabsofficer.   Han havde  - efter tyskernes gennembrud ved Meuse  den 14. maj 1940 - haft det primære mål, at antallet af fly i Fighter Command ikke skulle blive decimeret i kampe med Luftwaffe over Frankrig.   Han var arkitekten bag Fighter Command.   Han var fremsynet, og han havde en meget detaljeret viden om sit område. Trods det, at han var lidt af en enspænder, og kun tog meget få med på råd, viste det sig, at han var meget realistisk i sine vurderinger.   Han var meget egenrådig overfor de - efter hans opfattelse - direkte skadelige eller nytteløse forslag, han blev præsenteret for.   Han lyttede gerne, men forhandlede aldrig.   Han havde ingen sans for at "holde styr på baglandet" uden for Fighter Command.   Han organiserede ikke noget "spin". Han var spiritist.  Han dyrkede ikke det sociale liv i officerskredse.   Han holdt i august 1940 møder alene med Churchill uden om Air Ministry og Air Staff.  LO]

En stor del af det nævnte i karakteristikken er katastrofalt - set ud fra moderne ledelsesmetoder.

Inden for Fighter Command kunne han ikke styre Leigh-Mallory, chefen for Group 12, og i RAFs ledelse uden for Fighter Command var det i oktober og november 1940 kun Churchill i sin egenskab af forsvarsminister, der støttede ham.

Men modstanden mod Dowding blev til sidst så massiv, at selv Churchill måtte kaste håndklædet i ringen og acceptere, at Air Staff og Air Ministry fyrede Dowding i november 1940.

Som situationen var i efteråret 1940, kunne næppe nogen have vundet begge "slag". Dowding vandt det vigtigste af dem - Battle of Britain.

Blitzen, der fulgte efter Battle of Britain,  kunne ikke rigtigt anses for at være et luftslag. England havde i 1940 ikke noget kampvåben til at stoppe bombefly om natten. Her gjaldt Douchets teorier stadig med den modifikation, at bombeflyene dog ikke kunne finde konkrete mål i mørket, men kun målområder (især byer).

Fighter Commands jagere, selv de eskadriller af Hurricane jagere der var specialtrænede i natflyvning,  kunne ikke finde de tyske bombefly i mørket. 

Det var Deputy Chief of Air Staff -  Air Vice-Marshal Sholto Douglas, som Air Ministry havde udset til at efterfølge Dowding som chef for Fighter Command. Som det tydeligt fremgår af Sholto Douglas erindringer53, er han en omhyggelig, samarbejdsvillig og meget loyal stabsofficer, som Air Ministry ikke ville få nogen problemer med.  I den henseende populært sagt Dowdings diametrale modsætning.

I forbindelse med chefskiftet var det blevet besluttet at chefen for Fighter Command for fremtiden skulle have rang af Air Marshal - et trin lavere end Dowdings rang som Air Chief Marshal - men på linje med chefen for Bomber Command.

 

9   Keith Park fyres som chef for Group 11

Ideen med at fyre Dowding var, at der nu skulle ske ændringer på det operationelle plan i Fighter Command, især med hensyn til "Big Wings" og brugen af Hurricane jagere som natjagere, men også med en mere offensiv kurs overfor Luftwaffe.

Det betød, at "Big Wing" taktikken også skulle etableres over Group 11's område til trods for, at der var under ti minutters flyvetid fra den franske kyst til den mest udsatte flyvestation i Group 11*s område - Hawkinge.  Se  Forsvarsstrategien.

Men da Park fuldt ud havde støttet Dowdings strategi og taktikker, og var kritisk overfor at benytte "Big Wing" taktikken i sit eget - Group 11's - område , var han naturligvis nu blevet et problem.

Parks indsats i Fighter Command Group 11 før han blev fyret så sådan ud:

Park havde overtaget Group 11 i april 1940 som en skoletrænet styrke, og ved hjælp af daglige erfaringer fået opbygget den til en veltrænet kampstyrke152. Taktikkerne var blevet finjusteret og basisformationen for jagerflyene var ændret fra "vic" til "finger four". Se  Forsvarsstrategien.

Park havde haft ansvaret for luftdækningen ved evakueringen af den engelske hær fra Dunkerque. Her havde han organiseret jagerforsvaret i "Big Wings" hver på 4 eskadriller. Da radioudstyret i jagerflyene i sommeren 1940 ikke var tilstrækkeligt effektivt til at lede indsatsen fra England, fløj han selv flere gange med sit Hurricane fly over området omkring Dunkerque for  at sikre sig, at evakueringen af den engelske hær fik den bedst mulige flyverdækning.

Park havde derefter været hovedkraften bag sejren i Battle of Britain over for en overmægtig modstander.

Park havde under hele Battle of Britain med stor succes måttet træffe utallige meget afgørende beslutninger på få minutter, om hvordan et angreb skulle takles af hans egne 25 Spitfire/Hurricane eskadriller, og i hvilket omfang der skulle rekvireres assistance fra Group 10 og/eller 12.

Park var 48 år i efteråret 1940, han havde kun været chef for Group 11 i otte måneder, og han var derfor langt fra tjenlig til udskiftning efter nogen gængse regler. Det var i december 1940 kun godt to måneder siden, at England var gået sejrrigt ud af Battle of Britain med ham som den taktiske chef under praktisk taget alle luftkampene.

Den nye chef for Fighter Command siden november  - Air Marshal Sholto Douglas - havde ikke krævet at Park blev udskiftet. I sine erindringer betegner Sholto Douglas  Park for at være "an outstanding able commander"164 . Park var desuden kendt for at være yderst populær blandt sine underordnede.  

[En løsning af "problemet" med Park lå egentlig lige for, hvis det alene drejede sig om, at "Big Wing" taktikken skulle være det bærende i luftforsvaret mod Luftwaffe:

Skulle Fighter Command  nu koncentrere sig om "Big Wing" taktikken, var løsningen, at Group 12 nord for London fik overført eskadriller, fra Group 11's område.   I Group 12's område ville "Big Wings" have bedre tid til at blive etableret, hvis et storangreb var undervejs.  Det tog over en halv time efter alarmering for en "Big Wing" på 5 eskadriller at blive formeret i 6000 meters højde.  Group 12 kunne samtidigt overtage ansvaret for "Big Wing" operationer.

En sådan rokering ville styrke "Big Wing" taktikken og samtidig løse "problemet"  med Park, som kunne være fortsat chef for et udtyndet Group 11 område, der tog sig af mindre direkte angreb mod Fighter Commands infrastruktur i Groups 11's område.]

Efter Sholto Douglas' overtagelse af Fighter Command viste det sig, at løsningen med nye chefer for Group 11 og 12  allerede var besluttet i Air Ministry uden hans medvirken som den nye chef for Fighter Command162!

[En højest besynderlig disposition overfor en ny chef, der netop kom fra en stilling i Air Ministry!]

Den nye chef for Group 11 skulle være  Air Vice-Marshal Leigh-Mallory, der kom fra stillingen som chef for Group 12, en stilling han havde beklædt i tre år. Han var ligesom Park 45 år gammel, og havde ligesom Park været i RAF siden 1916.

Som ovenfor nævnt - pkt. 2 og 4 - havde Leigh-Mallory og Park meget forskellige synspunkter om luftforsvaret af det sydøstlige England.

For Park måtte der derfor findes en helt speciel grund, til at han nu - imod sit eget ønske - skulle forlade Fighter Command. Og det fandt "man":

Han så træt ud! (der er ikke fejl i teksten her!)

Så han blev fyret fra Fighter Command den 18. december 1940.

Park fik tilbudt et kontorjob i Air Ministry. Det afslog han at tage imod. Så fik han overdraget ledelsen af RAF Training Group 23.

Den kommende chef for Group 11 - Air Vice-Marshal Leigh-Mallory - var ikke til stede på Group 11's hovedkvarter, da kommandoen skulle overdrages. Den måtte Keith Park overdrage til lederen af sin stab.

Den 29. januar 1941 skulle "Big Wing" ideen stå sin prøve ved et fingeret angreb fra Luftwaffe. Angrebet var sat op som en kopi af Luftwaffes angreb den 6. september 1940 på 3 flyvestationer på Group 11's område. Fighter Command skulle gå til modangreb efter "Big Wing" ideen med at samle flere eskadriller til en wing før man gik til modangreb.

Øvelsen blev en total fiasko. To af flyvestationerne blev ramt af bomber og sat ud af spillet, mens mange af stationernes jagere endnu stod på jorden, og derfor også blev ødelagt. Øvelsen blev ikke gentaget.

England var blevet skånet for Luftwaffes dagangreb på selve Fighter Commands infrastruktur  siden september 1940, og blev - kan man sige heldigvis - fremdeles skånet.

 

10   Dowdings og Parks eftermæler

10.1   Om Hugh Dowding, Air Chief Marshal

For Air Staff og Air Ministry drejede det sig nu om at nedtone Dowdings indsats.

Dette kom tydeligst til udtryk ved en pjece "The Battle of Britain" skrevet af en anonym forfatter. Air Ministry udgav pjecen i marts 1941. Der blev ialt solgt i omkring 15 millioner eksemplarer. (I dansk oversættelse "Slaget om Storbritannien August - Oktober 1940" - udgivet i 1945, den danske oversættelse er på 48 sider.)

I historisk betydning sammenligner pjecen Battle of Britain med salget ved Trafalgar.

Pjecen nævner hverken Dowding eller Park nogen steder, men nok deres modpart Göring.

Dowding fandt ved sin gennemlæsning pjecens beskrivelser korrekte, bortset fra at Hurricane jagerens tophastighed, som pjecen havde sat 50 km/t for højt, så den næsten var det samme som for Luftwaffes Me109 jager.

[Tilsyneladende en banal fejl - eller  var det - hvis det ikke havde været en fejl, havde Battle of Britain fået et helt andet forløb til Fighter Commands fordel.]

"Forglemmelsen" af Dowdings og Parks navne i pjecens tekst fik den ellers meget travle Churchill til at skrive et brev til Air Ministry den 12. april 1941, om udeladelsen af Dowdings navn, - i uddrag skrev han154:

"The jealousies and cliquism which have led  to committing of this offence are a discredit to the Air Ministry" .... og senere i brevet.... "What would have been said if ........ or if the Admiralty had told the tale of Trafalgar and left Lord Nelson out of it!"

Med sin store udbredelse verden over har pjecen givetvis været årsag til, at Dowding blev glemt - mere eller mindre - i en længere årrække. Nogle danske eksempler: 

  • I Gyldendals Store Opslagsbog fra 1967 nævnes fra RAF  C. Portal og A. Tedder, men ikke Dowding.
  • Dowdings navn nævnes første gang i et dansk leksikon - Lademanns - i 1971.
  • Politiken havde søndag den 12. august 1990 i anledning af 50-året for Battle of Britain en stort opsat artikel om slaget.  Artiklen var yderst velskrevet, og den fyldte hele to avissider. Den var meget kompakt, men den kom alligevel hele vejen rundt. Artiklen omtaler alle de kendte navne fra slaget, - undtagen Dowdings!

I 1960'erne begyndte glemsomheden at vende sig i England. I 1969 ved  premieren på filmen "Battle of Britain" spillede Sir Lawrence Olivier hovedrollen som Dowding. Dowding havde - nu som 86-årig i rullestol - været med ved indspilningen på Duxford og Hawkinge flyvestationer.  Han var til stede ved filmens premiere i London i september 1969.

Dowding døde den 15. februar 1970. Ved en højtidelighed i Westminster Abbey i London en måned efter indledte den daværende engelske forsvarsminister Denis Healy sin tale om Dowding med denne sætning:

"Lord Dowding was one of those great men who this country miraculously produces in time of peril"

 

10.2   Om Air Vice-Marshal Keith Park

Hvis Dowding blev glemt for sin indsats indtil slutningen af 1960'erne, gælder det i endnu højere grad for Keith Park.

For sin indsats i Battle of Britain modtog Park ingen særlig udmærkelse. Han fik tildelt en CB****) orden den 17. december 1940. Ordenen tildeles oftest, når den pågældende forlader en militær topstilling efter at have udført den på en tilfredsstillende måde uden nødvendigvis at have været i kamp143. (Ex. Air Vice-Marshal Leigh-Mallory fik tildelt sin CB i juli 1940 - før Battle of Britain startede - for at have været chef for Group 12 i tre år.)

Knap to år efter Battle of Britain stod RAF igen med ryggen mod muren overfor Luftwaffe. Det var i luftrummet over øen Malta i Middelhavet. Park fik overdraget opgaven at forsvare øen, der var meget vigtig position for at hindre forsyningerne til den tyske general Rommels operationer i Nordafrika.  Det lykkedes for Park at opretholde kontrollen med luftrummet omkring Malta, indtil tyskerne helt trak sig ud af Nordafrika.

I 1944 blev Keith Park udnævnt til øverstkommanderende for RAF's indsats i det fjerne østen med  titlen Air Chief Marshal. Hans vigtigste opgave her var at sikre forsyninger til general Slims operationer mod japanerne i Burma. Der var ikke noget brugbart vejnet i jungleområdet, så hæren måtte have sine forsyninger bragt frem af luftvejen. Op til 2000 tons om dagen194!

Toppen af Parks karriere blev den 12. september 1945. Den dag modtog Lord Mountbatten i Singapore japanernes kapitulation i det sydøstlige Asien.  Air Chief Marshal Park var sammen med de to andre værnschefer i området -  Lieutenant-General Slim og Captain Power - til stede ved kapitulationen. 

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var der ikke længere brug for Park i RAF.

I 1946 fik han tildelt ordenen GCB ved sin udtræden af RAF.

Hans berettigede anerkendelse for indsatsen i Battle of Britain begrænsede sig i første omgang til ord og breve.

 

Park på Trafalgar Square 2009/2010

I løbet af de seneste år er der lagt en plan for rejsning af en bronzestatue af ham på Waterloo Place i London i anledning af 70-års dagen for Battle of Britain i september 2010.

I tidsrummet fra november 2009 til april 2010 var en glasfiber model af statuen opstillet på Trafalgar Square på den ledige sokkel (the 4th Plinth) til højre bag ved Nelson, når man ser mod Whitehall.

Teksten på soklen:

Park Trf sq 01.pdf

 

Artikel i .pdf format om Keith Park i Anden Verdenskrig   Park.

Herunder er nogen af de ord, han med årene fik med på vejen:

Om Keith Park sagde: (Se evt. Ledere England)

Lord Tedder, Marshal of the RAF, Chief of the Air Staff,  ved en officiel lejlighed i 1947:

"If ever any one man won the Battle of Britain, he did"144.

Keith Parks chef - Air Chief Marshal Hugh Dowding - i en kommentar til en artikel i The Sunday Chronicle den 26. oktober 1941 om the Battle of Britain og Keith Parks deltagelse i det:

" - should be widely known. His initiative and resource in countering each new move on the part of the enemy, and his leadeship of the gallant men whom he commanded, were beyond all praise"147.

Air Vice-Marshal 'Johnnie' Johnson (Pilot Officer i Group 12 under Battle of Britain):

"He was the only man who could have lost the war in a day or even an afternoon".

Men det gjorde Keith Park ikke.

I Luftwaffe omtales han som sejrherren i Slaget om London.

Blog om Keith Park artikler

****) CB står for "Companion Order of the Bath" og kan indenfor RAF tildeles officerer med rang af Squadron Leader eller højere for særdeles vel udført tjeneste. Keith Park fik efter krigen i 1946 den højeste orden inden for  Order of the Bath en GCB efter hans indsats som leder af luftforsvaret af Malta i 1942 (under Ørkenkrigen).

 

11  Efterrationalisering

i spørgsmålene om 1-4:

11.1   "Big Wing" (ref.; slutning af pkt. 9)

Den 29. januar 1941 skulle "Big Wing" ideen stå sin prøve ved et fingeret angreb fra Luftwaffe. Angrebet var sat op som en kopi af Luftwaffes angreb den 6. september 1940 på 3 flyvestationer på Group 11's område. Fighter Command skulle gå til modangreb ifølge "Big Wing" ideen med at samle flere eskadriller til en wing før man gik til modangreb. Øvelsen blev en total fiasko. To af flyvestationerne blev ramt af bomber og sat ud af spillet, mens mange af stationernes jagere endnu stod på jorden, og derfor også blev ødelagt. Øvelsen blev ikke gentaget.

England var blevet skånet for Luftwaffes dagangreb på Fighter Command siden september 1940, og blev fremdeles skånet.

11.2   Filter Room

I maj 1941 skriver Dowdings efterfølger som chef for Fighter Command - Air Marshal Sholto Douglas - til Chief of Air Staff - Air Chief Marshal C. Portal:

"My predecessor was strongly opposed to decentralisation  ... I think the present centralised system works quite well from the point of view of efficiency, and I do not think there is much to be gained by the proposed change."153

11.3   Hurricane jagere som natjagere

Hurricane jagerne kunne ikke bære noget radarudstyr til at spore fjendtlige fly. Piloten havde kun sine øjne til at finde fjendtlige fly med i mørket efter at have været dirigeret til det pågældende område.

Ideen med Hurricane som natjager var, at udvælge piloter med  det bedste syn i mørke til at finde fjentlige fly om natten.

En anden ulempe ved Hurricane jagere som natjagere var, at en stor del af pilotens synsfelt var "gennem" en roterende propel. Hurricane jagere som natjager blev derfor ikke nogen succes.

11.4   Luftminer

Luftminer - aerial mines - omfattede to forskellige forsøg på at bremse Luftwaffes natlige bombeangreb ved at fylde luftrummet med lodrette kabler båret af faldskærme. Ved det ene forsøg var der monteret sprængladninger på kablerne.

Forsøgene menes at have ødelagt et enkelt Luftwaffe bombefly. Forsøgene blev opgivet, da kablerne hindrede natjagere i at bruge det luftområde, kablerne var ophængt i.  Se   Forsvarsstrategien.

11.5   "Second thoughts"

I foråret 1941 var alt det principielle i Fighter Commands opbygning fortsat, som det var, da Dowding blev fyret  -  bortset fra naturligvis Dowdings og Parks tilstedeværelse. Radarbaseret styring af luftkampene fra jorden og radarbaseret målsøgningsudstyr for jagerfly havde gjort fremskridt, men var endnu ikke udviklet til at spille en afgørende rolle i bekæmpelsen af Luftwaffes natlige angreb. Luftwaffe stoppede først de natlige bombeangreb, da Hitler skulle bruge det meste af sit flyvevåben til sit angreb på Sovjetunionen.

Denne situation for Fighter Command har måske givet anledning til nogle reflektioner - "second thoughts" - hos nogle af de personer, der var involveret i ændringerne i Fighter Commands organisation.    

En af hovedkræfterne i at få fjernet Dowding som som chef for Fighter Command, Marshal of the Royal Air Force John Salmond, tidligere Chief of Air Staff, skriver den 25. september 1943 i en artikel om Battle of Britain for avisen The Daily Dispatch:

"Fortunately too were we in having as Supreme Commander of the  Fighting Squadrons a man who knew the job in all its technical and operational detail and had been in the saddle during the three years before the war Air Chief Marshal Sir Hugh, now Lord Dowding ..."

Hovedårsagen til at Dowding og Keith Park løb ind "Big Wing" diskussionerne var daværende Squadron Leader Douglas Baders ønsker om at komme til at kæmpe i "Big Wing" formationer mod Luftwaffe. Dette var formentlig en af årsagerne til at Keith Park blev fyret som chef for Group 11,  så Douglas Baders chef Air Marshal Leigh-Mallory kunne overtage denne kommando og Bader selv blive overført til denne Group. Ved Keith Parks død i 1975 talte Douglas Bader ved en mindehøjtidiglighed for Keith Park i London, og udtalte ved den lejlighed om Battle of Britain:

"it was controlled, directed and brought to a successful conclusion by the man whose memory we honour today. The awesome responsibility for this country's survival rested squarely on Keith Park's shoulders. Had he failed, Stuffy Dowding's foresight, determination and achievements would have counted for nought."

 

12   Anerkendelserne

Blandt de mange store og små slag under Anden Verdenskrig i Europa var der især tre slag, der stoppede Hitlers fremmarch, og dermed lagde grunden til hans nederlag.

England stod for sejren i de to af dem - Battle of Britain og El Alamein, Sovjetunionen stod for sejren i det tredje - Stalingrad.  De to slag, England stod for, var små slag målt ved indsats af mandskab og materiel. De tåler ikke sammenligning med indsatsen i Stalingrad og i andre store slag i Anden Verdenskrig.

Ikke desto mindre var det helt afgørende for vesteuropæiske demokratiers overlevelse, at England ikke tabte Battle of Britain. Se eventuelt Kontrafaktisk.

Ved i hidtil uset grad at mobilisere hele nationen, lykkedes det Churchill at holde kampene i gang mod tyskerne i Vesteuropa og Nordafrika indtil USA kom ind i krigen, fik oprustet, og kunne overtage ledelsen af kamphandlingerne mod Hitler i Vesteuropa.   

Især Battle of Britain var afgørende på flere måder:

  • ved at være det første slag Hitler tabte, og det endda til en materielt set underlegen modstander,

  • ved at være den første sejr noget demokratisk land vandt siden 1931 over de nye ekspanderende diktaturer Japan og Tyskland,

  • ved at være verdenshistoriens første større slag, hvori der udelukkende var fly involveret, og

  • ved at være slaget der bevirkede, at Tyskland - ligesom i Første Verdenskrig - måtte fortsætte krigen som en tofrontskrig

Hvordan så det så ud med anerkendelserne for indsatsen i Englands første afgørende slag i Anden Verdenskrig - se tabellen nedenfor under æresbevisninger. Til sammenligning vises i tabellen anerkendelser i nogle af Englands øvrige slag før og under  Anden Verdenskrig.

12.1  Æresbevisninger

Enkelte æresbevisninger til militærpersoner i England gives automatisk, hvis den pågældende har eller har haft en bestemt stilling. Ex. I RAF tildeles stabschefen (Chief of Air Staff) altid titlen Marshal of the Royal Air Force senest ved sin afgang fra stillingen som stabschef. Titlen giver ham høj anseelse og en høj pension.

En minister kunne i 1945/46 som belønning for indsatser i Anden Verdenskrig også tildele andre den højeste titel for det pågældende værn. I RAF's tilfælde var det ministeren for luftforsvaret (Air Ministry), der gjorde det.

Der ud over kan en militærperson med høj rang tildeles en af de gamle adelstitler (med dertil hørende rettigheder), og optagelse i den højeste kongelige orden - hosebåndsordenen (KG - The Most Noble Order of the Garter). Begge disse typer af æresbevisninger tildeles principielt af kongen, men efter indstilling af en minister.

 

Æresbevisninger tildelt under eller som følge af  Anden Verdenskrig             samt til sammenligning æresbevisninger for Slaget ved Trafalgar (1805) og Slaget ved Waterloo (1815)

 

Navn og titler (seneste)

Militær sejr (mrk. med rødt) eller anden vigtig indsats

Adelstitel / år

Højeste orden /år KG/KT rødt

Ærestitel / år

Fratrådt

Trafalgar / Waterloo

Nelson,   Vice-Admiral,   Viscount (1758-1805)

Sejre ved Nilen 1798, ved København 1801 og ved Trafalgar 1805

Baron 1798 Viscount 1801

CB/1797

 

1805 dræbt i kamp

Wellesley,   Field Marshal,                Duke of Wellington   (1769-1852)

Sejre ved Vitoria 1814  og ved Waterloo 1815

Duke 1814

KG/1813

 

1852

Army and Navy - Anden Verdenskrig (eksempler)

Montgomery, Field Marshal, Viscount (1887-1976)

Sejr ved El Alamein 1942 Normandiet 1944

Viscount 1946

CB/1940   KCB/1942  GCB/1945 KG/1946

Field Marshal

1958

Alan Brooke,   Field Marshal,    Viscount Alanbrooke  (1883-1963)

Chief of Imperial General Staff 1940 - 45

Viscount 1946

KG/1946

Field Marshal

1946

Cunningham,  Admiral of the Fleet Viscount  (1883-1963)

Sejre ved Taranto 1940 og    Matepan 1941                        First Sea Lord 1943 - 46

Viscount 1946

KT/1945

Admiral of Fleet

1946

Tovey,  Admiral of the Fleet 

Sænker Bismarck i 1941

Baron 1946

GCB/1943

Adm. of Fleet

1946

Royal Air Force  - Anden Verdenskrig

Portal a)   Marshal of the RAF        (1893-1971)

Chief of Air Staff

Baron 1945 Viscount 1946

CB/1939 KCB/1940 GCB/1942 KG/1946

Marshal of RAF / 44

1945

Douglas b) Marshal of the RAF     (1893-1969)

Chief of Coastal Command

Baron 1948

CB/1940 KCB/1941 GCB/1946

Marshal of RAF / 46

1946

Harris b)  Marshal of the RAF        (1892-1984)

Chief of Bomber Command

Baronet 1953f)

CB/1940 KCB/1942 GCB/1945

Marshal of RAF / 46

1945

Tedder b)  Marshal of the RAF,  Lord (1890-1967)

Deputy for general Eisenhower i 1944-45

Baron 1946

CB/1937 KCB/1942  GCB/1942

Marshal of RAF / 45

1951

Dowding,  Air Chief Marshal,  Lord (1882-1970)

Sejr i Battle of Britaine)

Baron 1943

CB/1920 KCB/1933 GCB/1940

ingen

1942

Park,  Air Chief Marshal  (1892-1975)

Air Vice-Marshal  Group 11, 1940

Dunkerque. 1940                   Sejre i Battle of Britain e) og Malta 1942                             Allied Air Chief for South East Asia Command 1945

ingen

CB/1940    KCB/1945  GBC/1946

ingen

1946

Brand, Air Vice-Marshal f. Group 10 d) Battle of Britain   1940e) ingen

ingen

ingen

1943

Leigh-Mallory, Air Chief Marshal (1892-1944)

Air Vice-Marshal Group 12, 1940

Battle of Britain  1940e)      Allied Exp. Air Force v. Normadiet 1944

ingen

CB/1940 KCB/1943

ingen c)

1944 dræbt/  ulykke

Saul,  Air Vice-Marshal  Group 13

Battle of Britain  1940e)

ingen

 CB/1941

ingen

1944

a) En Chief of Air Staff tildeles senest ved sin fratrædelse altid ærestitlen Marshal of the Royal Air Force

b) Douglas, Harris og Tedder fik ærestitlen Marshal of RAF uden at have været Chiefs of Air Staff, men for deres ekstraordinære indsatser i Anden Verdenskrig.   Kongen -  George VI - havde anmodet minister for luftforsvaret - Air Ministry - v. A. Sinclair om at overveje om Dowding skulle have titlen, men han blev åbenbart ikke fundet værdig til den. Churchill var ikke premierminister i 1946.

c) Air Chief Marshal Leigh-Mallory havde fået tildelt en CB før Battle of Britain startede. Han blev dræbt ved en flyveulykke før krigen sluttede, og var derfor ikke med ved uddeling af æresbevisninger og titler ved krigens slutning. Det er dog bemærkelsesværdigt, at han ikke fik tildelt en GCB ved skiftet til Allied Air Chief for South East Asia Command i 1944.

d) Air Vice-Marshal Quintin Brand havde været chef for Group 10 på Group 11's højre fløj ud mod Den Engelske Kanal, og var efter Group 11 det område, der fik flest angreb fra Luftwaffe under Battle of Britain.   Brands jagerfly var også dem, der ydede mest støtte til Group 11, når de ikke var i kamp over deres eget område. Han fik end ikke en CB!

e) Dowding anses for at være arkitekten bag sejren i Battle of Britain, mens Park var den, der for langt størstedelen af luftkampene ledede slaget fra minut til minut. De anses derfor  begge for at være sejrherrer.   Brand, Leigh-Mallory og Saul ledede mindre dele af luftkampene.

f) Harris fik først adelstitlen Baronet i 1953, da Churchill kom tilbage til magten som premierminister.

Adelig rangfølge i England: 1. Duke (svarer til  hertug), 2. Marquess, 3. Earl (svarer til jarl), 4. Viscount,  5. Baron og 6. Baronet.

Orden rangfølge:   KG  Knight of the Garter  (hosebåndsordenen) eller for flåden  KT Knight of the Thistle,

GCB  -  KCB  -  CB    Companion Orders of the Bath.         

Ordnerne tildeles militære eller civile tjenestemænd på lederniveau for veludført tjeneste.

Ref.:  www.battleofbritain.dk           Copyright  2008 Leif Olsen    e-mail:  leif.olsen@battleofbritain.dk

 

Indeks

for samtlige afsnit

klik på det ønskede afsnit

Startside

Forord

Oversigt

Forhistorien

Frankrigs fald

Dunkerque

Forsvarsstrategien

Seelöwe  Sea Lion

Battle of Britain

Blitzen

Kontrafaktisk

Efterspillet

Offensiven 1941

Ledere England

Ledere Tyskland

Flytyperne

Radar - Enigma

RAF's historie

Luftwaffe

Krigsspil

Kronologi - Tavle 1

Kronologi - Tavle 2

Billedliste

Henvisninger

Ordliste leksikon

Noter - Kilder

Litteraturliste

Kommentarer

Korrektioner

Blogs

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ovenstående som .pdf fil Æresbevisninger

12.2  Hvad blev der givet af æresbevisninger for Battle of Britain

Piloterne - "The Few"

- Their finest hour -

De ypperligste æresbevisninger for deltagelse i Battle of Britain tilkommer naturligvis de piloter, der førte Fighter Commands jagerfly. De måtte i perioder af slaget starte flere gange hver dag for at gå til modangreb. Af de 2917 piloter som deltog i slaget, blev 544 dræbt i kampen.

Slaget var så udmattende for enkelte eskadriller (i Group 11), at de blev sendt nogle uger på rekreation ved udveksling af andre eskadriller fra mere rolige områder (Group 13).

De enkelte piloter fik æresbevisninger for deres indsats. En fik Englands største militære æresbevisning for heltemodig indsats - The Victoria Cross.

Den største æresbevisning fik piloterne tildelt kollektivt af Winston Churchill i hans tale i Underhuset om luftkrigen den 20. august 1940, mens slaget endnu rasede:

"Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few"

Efter den 20. august 1940 blev piloterne oftest blot omtalt som "the Few", før den dato blev de af Churchill kaldt Dowdings "chicks", og af Dowding selv blev de kaldt "My Fighter Boys".

Da Anden Verdenskrig var overstået i 1945 var yderligere 795 af "the Few" faldet i kamp, dvs. kun godt og vel halvdelen af "the Few" overlevede Anden Verdenskrig.

I 2005 - 65 år efter at Battle of Britain var blevet udkæmpet - blev en monument over luftslaget i 1940 afsløret af Prince Charles. Monumentet er rejst på Victoria Embarkment ved Westminster Bridge. Afsløringen blev overværet af 70 stadigt overlevende piloter fra Battle of Britain.

Cheferne 

Hverken Air Chief Marshal Dowding eller de tre Air Vice-Marshals Park, Brand eller Leigh-Mallory fik umiddelbart nogen æresbevisninger, der stod mål med sejren i Battle of Britain.

Park og Leigh-Mallory fortsatte deres karriere i RAF og modtog senere forskellige former for anerkendelser, men altså ingen direkte relateret til Battle of Britain. Om Park se punkt 10.2. Blog om Keith Park artikler. Artikel i .pdf format om Keith Park i Anden Verdenskrig   Park.

Air Vice-Marshal Quintin Brand - chef for den udsatte Group 10 i Battle of Britain - fik ikke nogen form for æresbevisning overhovedet. Størstedelen af luftkampene udenfor Group 11's område foregik over hans område, og hans eskadriller ydede Air Vice-Marshal Park i Group 11 al den støtte, han bad om.

Først i juni 1943 - knap tre år efter slaget -  fik Churchill udvirket, at Dowding blev adlet som Baron. Dowding, der nu var pensioneret, valgte selv betegnelsen "The Lord Dowding of Bentley Priory", efter navnet på Fighter Commands hovedkvarter. Om Dowding se punkt 10.1.

Efter sin død i 1970 blev Dowdings aske indsat i en urne i Royal Air Force Chapel i Westminster Abbey i London. Stenen over ham ligger ved siden af stenen for skaberen af RAF - Marshal of the RAF Lord Trenchard. I dag de to store navne i RAF's og Englands historie, selv om de var personlige fjender under hele deres tjeneste i RAF.

Dowdings sten bærer en inskription, som han sikkert ville have anset for den største æresbevisning:

 

På Dowdings sten i kapellet i Westminster Abbey står der:

 

D O W D I N G

1882 - 1970

AIR CHIEF MARSHAL

HE LED THE FEW IN

 THE

BATTLE OF BRITAIN

Dowding dækket af  kviste

I 1988 afslørede dronninge-moderen Queen Elizabeth en statue af Dowding, der var rejst uden for RAF's kirke i London, "St. Clements Dane's Church", der ligger på The Strand.

Initiativet til statuen var ikke taget af forsvarsministeriet men af foreninger af RAF personel, der deltog i Battle of Britain.

   

På pladen på statuens sokkel står følgende:

 

'Air Chief Marshal Lord Dowding was commander-in-chief of Fighter Command, Royal Air Force, from its formation in 1936 until November 1940. He was thus responsible for the preparation for and the conduct of the Battle of Britain. With remarkable foresight, he ensured the equipment of his command with monoplane fighters, the Hurricane and the Spitfire. He was among the first to appreciate the vital importance of R.D.F. (radar) and an effective command and control system for his squadrons. They were ready when war came. In the preliminary stages of that war, he thoroughly trained his minimal forces and conserved them against strong political pressure to disperse and misuse them. His wise and prudent judgement and leadership helped to ensure victory against overwhelming odds and thus prevented the loss of the Battle of Britain and probably the whole war. To him, the people of Britain and of the Free World owe largely the way of life and the liberties they enjoy today.'

Noter

Sidst opdateret

2015-09-05

version 9.16

Kommentarer / spørgsmål:  leif.olsen@battleofbritain.dk    Se evt. afsnittet Kommentarer

Mit CV i relation til at skrive om Slaget om Vesteuropa herunder Slaget om England - klik på CV

Om kopiering - Copyright - © 2008 Leif Olsen   se slutningen af afsnittet Oversigt